Hvis der er noget jeg har lært de sidste 3 måneder, er det at man (læs: jeg) skal lære, ikke at tage for store bider af kagen, som man siger.

I april udgav jeg et online foredrag: Kostvejleder på kokain. I foredraget påpeger jeg bl.a. at jeg er 100% sikker på, at jeg aldrig kommer til at bruge kokain som en flugt, igen. Herefter udgav Ekstra Bladet en artikel om mit misbrug og jeg. Måneden efter udgav Ude og Hjemme en uddybende artikel om det samme.

Jeg var GLAD. Helt indeni. Og stolt! Jeg var clean. Bulletproof.

Jeg udgav bl.a. også foredraget, fordi jeg synes det er vigtigt at bryde tabuet omkring et misbrug. Et misbrug kan ramme alle, OGSÅ kostvejlederen. Jeg fik beskeder fra folk med høje stillinger, bl.a. en læge, ledere osv. Disse mennesker havde ligesom mig, været i et massivt misbrug. Nogle af dem, var der stadig.

De var glad for, at jeg brød tabuet. Lige præcis fordi et misbrug kan ramme alle, også lægen, psykologen eller direktøren. Alle.

Det ramte også mig, sundhedsguruen der guidede klienter i en retning af alt det modsatte jeg proppede i min krop: kemi. Derfor synes jeg at min stemme er relevant.

Efter min lancering af foredraget, og udgivelsen af artiklerne, følte jeg mig klar til at tage næste skridt.

Jeg brugte primært kokain til at flygte fra mig selv. Angsten, der har prydet mit indre, især efter min fars selvmord i 2013. Herudover gav stoffet mig en følelse af at leve. Hvilket jeg ikke følte jeg gjorde inden jeg stiftede bekendtskab med stoffet. Jeg var i en mørk periode, med massiv angst. Jeg fungerede ikke optimalt. Jeg havde svært ved at udføre banale ting, så som at handle, være sammen med mine venner, osv. Jeg fik fra at være social, til at være asocial level 100.

Stoffet gjorde mig høj på den måde, at jeg kunne alt det, jeg forinden ikke kunne.

Nu var jeg klar til at tage næste skridt imod det der føles rigtigt, for mig. Jeg var klar til at trappe ud medicinen.

Medicin jeg har fået fast i 7 år. Antidepressivt medicin.

Jeg har aldrig troet på lykkepiller. Aldrig. Jeg fik pillerne kastet i nakken tilbage i 2013, da min far døde. Herefter har de egentligt bare været en del af mig. En fast rutine, om man vil.

Men sådanne piller slukker også noget oppe i hjernen. Jeg har altid været meget ufølsom, og knap så meget i kontakt med mit følelseregister. Så jeg var overbevist om, at en udtrapning var det der skulle til, nu.

Jeg har skrevet rigtig meget om udtrapningen her på bloggen.

Den første måned af udtrapningen, var et helved. Lige så var anden måned. Tredje måned var jeg så ødelagt mentalt, at jeg fik så destruktive tanker. Herudover have jeg så meget angst i kroppen, at nærmest ALT blev umuligt for mig at udføre. Så som at handle, være sammen med min kæreste, venner, familie etc.

Min familie, få venner, og min kæreste har været tilskuer til alt. Jeg har haft utallige vredes udbryd, og generelt udbryd i gråd. Jeg tror aldrig jeg har grædt så meget før, på så kort tid.

En måned inde i udtrapningen, faldt jeg i. Det var fantastisk, da rusen stod på. Alt det min hjerne var ved at vende sig til at fungere uden, kom med 180 i timen tilbage. Jeg følte mig uovervindelig.

Ugen efter, knap so much. Jeg var for det første skuffet over mig selv. Og sur. Rigtig sur. Og jeg græd. Jeg kunne ikke rejse mig op fra sengen i en uge. Jeg delte episoden med meget få mennesker, specielt fordi jeg var gået straight out public med at jeg var clean.

Heldigvis har jeg et fantastisk netværk. ‘’Et tilbagefald er normalt, Anne-Mette. Videre!!’’

Jeg kom videre. Men eftersom min hjerne stadig var i underskud af det stof, der havde bedøvet den i 7 år, og med endnu en rus i baggagen, var det svært for mig at slippe helt.

Jeg overvejede virkelig at trappe op på medicinen igen. Måske det ikke var det rette tidspunkt for mig, at trappe ned? Måske jeg bare skulle være glad for, at jeg var kommet så langt? Måske jeg skulle slappe af, og ikke tage så store bider af kagen.

Stædig.

Men jeg bed det i mig. Og jeg forsatte med at trappe ned. Set i bakspejlet, skulle jeg havde stoppet mens legen var god.

Jeg faldt i igen, og igen. Jeg faldt i 3 gange på 3 måneder. Det er tre gange for meget.

Jeg ringede efterfølgende til min terapeut. Jeg havde brug for at snakke med en, der ikke var min mor, min kæreste eller min ven. Hun sagde til mig, at hun synes jeg skulle trappe op på medicinen, igen. Faktisk synes hun, at jeg skulle trappe højere op end før. Jeg stillede mig på bagben. Fandme om jeg skulle det! Men hun satte mit liv i perspektiv for mig. Fordi, inden jeg trappede ud af medicinen, var jeg clean. Jeg var glad, dog ikke angst fri, men godt på vej. Men jeg var noget for mig selv, og dem omkring mig.

Vigtigst af alt: Jeg var mig.

DERFOR tog jeg  ‘’drastisk’’ beslutning. Jeg trappede op, igen. Og jeg har det godt, igen. Nu føler jeg mig som mig selv, igen.

Min terapeut siger, at jeg skal se på medicinen, lige så vel som optrapningen, som en midlertidig løsning. Hvilket er endnu svære for mig nu, da jeg i min optik har smidt håndklædet i ringen. Jeg var ikke stærk nok. Sådan føles det i hvert fald. Selvom det er stærkt at have selvindsigt nok til at se, hvad der gør en godt, så føles det anderledes. Det føles som et nederlag.

Min terapeut er det bedste der er sket for mig. Det lyder måske kliché. Men det er hun. Jeg kan udrette dobbelt så meget, når hun er i mit liv. Jeg stoppede hos hende tilbage i november 19. Jeg var ikke helt angst fri, bevares. Men tæt på. Herudover spillede økonomien også et puds for mig. Det er dyrt. Men nu ser jeg det som en investering i mig selv. Og jeg stopper ikke hos hende, før jeg er 100% angst fri. Om der så går et år.

Min veninde skrev til mig den anden dag:

Ingen grund til at fravælge medicin i bytte for:

At have det af lort

Være selvdestruktiv

Have angst

Være isoleret

Ikke at kunne noget

Osv.

Og hun har jo ret.

Jeg tror stadig på at jeg en dag bliver medicin fri, men den dag er bare ikke nu. Det har været svært mig at acceptere. Hvilket det stadig er. Jeg tror stadig på fysisk og mentalt træning, hvilket jeg på ingen måde slipper. Og ærligt ikk’, hvis jeg ikke bliver medicinfri, hva’ så? Sådan skal jeg tænke. Det ved jeg. Men det er svært.

Min terapeut siger: ‘’Du beder jo heller ikke en med diabetes om at smide sin insulin væk, vel?’’

Hun har jo ret.

Jeg har altid hængt meget i, at jeg for 8 år siden løb mig ud af angsten. Men det er også på tide at jeg indser, at det er 8 år siden, og at mange ting er sket siden. Jeg havde ikke et misbrug for 8 år siden.

Jeg savner den jeg var engang

Det er der tricker angsten hos mig, konstant. Jeg vil så gerne alt i hele verden. Jeg vil se mine venner. Jeg vil holde et foredrag, fysisk. Jeg vil ud at rejse. Jeg vil opleve verden.

Alt dét, som mange mennesker bare kan, det kan jeg ikke. Eller det kan jeg ikke lige nu.

Jeg kan dog passe mit arbejde. Mit arbejde er det eneste, der altid har fået mig til at føle mig ‘’normal.’’ Hvilket jeg også har nævnt før. Jeg ser hellere mig selv arbejde, end at være sammen med dem der står mig nær. Hvilket jeg også har nævnt før. Jeg siger ikke at det burde være omvendt, men den der balance, den mangler jeg.

Jeg var ved at finde dén balance igen, indtil jeg trappede ned på medicinen. Kæmpe fejl, set i bakspejlet. Dog en erfaring rigere.

Jeg har måtte indse, at jeg på en eller anden måde ikke er herre over mit eget liv.

Og dog. Jeg er jo lige præcis herre over mit eget liv, når jeg tar’ styringen. Jeg kan dog ikke lade vær med at føle mig som en fiasko, men det overskygger ikke følelsen af at have styringen igen, medicin eller ej.

Et misbrug er individuelt. Dog har alle misbrugere en ting tilfælles. Vi flygter fra virkeligheden. Fordi virkeligheden gør ondt. Et misbrug går tit hånd i hånd med en eller flere psykiske lidelser. Hvilket skal forstås således, at mange med psykiske lidelser, bruger rusmidler til at dæmpe lidelsen. Det er SÅ vigtigt for mig at påpege, igen og igen. Der er nemlig intet ondt i en misbruger. Alt det en misbruger foretager sig, som sårer dem omkring sig, dét gør misbrugeren ikke for at sårer nogen, tværtimod. De gør det de gør, for at få fred indeni. Husk på det, næste gang du svinger en fesen kommentar ud, omkring en der har et misbrug, enten af stoffer, alkohol eller andet. Misbrugere er også mennesker. Mennesker der kæmpe en kamp hver evig eneste dag.

Forestil dig, at du bliver høj af at løbe en tur. Eller, at du bliver høj af at male et maleri. Strikke, hækle, læse i en bog. Eller noget tredje. Det er dit drug. Det gør dig høj, og afslappet på samme tid. Det er dit frirum. Din terapi.

Løb er også terapi for mig, bevares. Jeg elsker at løbe. Det er mit drug. Men det kan ikke måle sig med dén følelse kokainen har givet mig. Det kommer det aldrig til at måle sig med. Når man først har vænnet hjernen til det lort, så er der intet der kan slå den følelse. Videnskab.

Kokainen gjorde for mit vedkommende, at jeg kunne alt det jeg ikke kunne, når jeg ikke var påvirket. Ses med mine venner, min familie, være social, generelt. Tage en bus, eller et tog. Handle. Osv. Kokain for mig, var en flugt fra virkeligheden. Fordi når rusen aftog, startede jeg ikke kun forfra. Jeg startede FORFRA med stort. Jeg startede et sted hvor jeg ikke kunne bunde. Derfor: afhængig.

Flugt fra virkeligheden. En vej udenom.

Det er det et misbrug omhandler. Tragisk, men rigtigt.

Der sidder helt sikkert nogen og tænker, hvorfor fanden fortæller hun det her offentligt. Jeg kan fortælle jer, at jeg også var meget i tvivl. Især pga mit omdømme. Herudover går rygterne. Det er mit liv, som jeg har valgt at udgive offentligt, bevares. Men det er stadig mit. Derfor er det også mit job, at forklare hvordan dét hænger sammen.

Jeg ved godt at jeg selv bestemmer hvad jeg fortæller, hvornår, hvordan og hvorledes. Dette er mit valg.

Jeg er også helt med på at der altid vil gå rygter, især når jeg har været en del af sådan et miljø. Jeg kunne i princippet også være ligeglad med hvad folk tænker, men mit levebrød er bl.a. mine sociale medier. Jeg tog et valg, da jeg udgav kostvejleder på kokain. Jeg valgte at være ærlig, hvilket også er en af grundene til I følger med hos mig. Når I følger med hos mig, støtter i min forretning, hvilket giver mig mad på bordet. Det hele går op i en højere enhed, som I er en del af, hvilket jeg  ikke vil være foruden.

Tak fordi du igen læste med ❤️

Er du pårørende til en misbruger? Så vil jeg gerne lige påpege FRI AF MISBRUG, for dig.
Det er en dansk organisation, der bl.a. hjælper pårørende til misbrugere.
Anonymt og gratis! Læs mere lige her

Min fantastiske terapeut Lene Brøndum Madsen og jeg.
Uden hende, var jeg aldrig kommet så langt som jeg er.
Og jeg er klar på at komme ENDNU længere, i samarbejde med hende.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *