[av_textblock size=” font_color=” color=” av-medium-font-size=” av-small-font-size=” av-mini-font-size=” av_uid=’av-k9wvb1ra’ admin_preview_bg=”]
SÅ er det sku nu. Eller rettere sagt i morgen.
Jeg starter udtrapning i morgen.
I dag havde jeg en tid hos min læge. En tid jeg bestilte for knap 1 måned siden. Jeg har spist antidepressivt medicin i 6-7 år. Lige siden min far døde. Det skal være slut nu.
Et krav for at være tilknyttet lokal psykiatrien herhjemme er, at man spiser piller. Selvom jeg dengang også havde alt imod antidepressivt medicin etc, så var jeg så langt nede, at jeg var af den overbevisning, at det ikke kunne blive værre. Således blev medicin en del af min hverdag.
Jeg blev aldrig fulgt op på medicinen af lokalpsykiatrien dengang. Hvilket jeg synes er fuldstændig uacceptabelt.
Jeg udskrev mig selv kort tid efter, da min behandling på psykiatrien var lort. For at sige det mildt. ‘’Hjælpen’’ gavnede mig ikke. Jeg var bare et nummer i rækken. Et navn, Anne-Marie, for at være helt konkret. Ja. Du læste rigtigt. Jeg var en del af i psykiatrien i 12 mdr. Min ‘’person’’ deroppe, kaldte mig stadig ved forkert navn. Det siger jo også lidt om den ‘’hjælp’’ de tilbød mig.
Ingen terapi. Dog medicin. Plus 1 samtale månedligt. Max.
For ej at nævne min ‘’persons’’ udmelding til min første samtale deroppe (3 mdr efter min fars selvmord).
‘’Anne-Mette, heroppe har vi en uskreven regel. Heroppe tar’ man ikke sit eget liv.’’
^ Sagt med et smil på læben.
Ja. Jeg behøves vel ikke fortælle, at jeg havde et stort had til vedkommende.
Det var herudover også hendes ide, at jeg skulle prøve medicin af. Sagt som var jeg en eller anden prøve.
Velvidende at jeg ikke tror på antidepressivt. Jeg tror på, at det ødelægger mere på længere sigt, end det gavner.
Jeg tror på mental terapi. Og jeg tror på træning. Fysisk træning. En kombi af de to ting, er helende.
Jeg tror på, at min terapeut og jeg har nemmere ved at arbejde med min invaliderende angst, når min hjerne ikke er bedøvet af kemi.
Jeg fortryder ikke mit valg om at starte på medicinen dengang. Det hjalp mig med mine daværende depressive og dystre tanker. Dog ingen tjek op. Terapi, eller andet.
Så.. Jeg har de sidste 6-7 år egentligt bare gået i min egen lille osteklokke og spist de piller, fordi det har jeg været van til.
Nok er nok.
Jeg tog selv kontakt til min nuværende læge. Super sød læge, hvilket jeg tænker er værd at nævne.
Jeg fortalte hende om min ide ift. CBD olie. Hun kender det ikke. Dog var hun åben omkring dét. Hun er herudover også af en anden støbning ift. tjek op. Hun tjekker op på mig hver anden uge. God stil.
Så. I morgen trapper jeg ned på 30 mg. Jeg plejer at få 60 mg.
De næste 2 uger skal jeg tage 30 mg dagligt.
Jeg er sku lidt nervøs, fordi medicinen har jo blokeret noget i min hjerne de sidste maaaange år. Jeg føler lidt, at jeg skal fødes på ny. Uden at være dramatisk. 
Jeg starter først på olien, ugen inden jeg er HELT ude af medicinen. Og jeg tar’ jer med hele vejen.
God dag.
OBS* Hvis du går med samme tanke ift. udtrapning, så HUSK at trap ud i samarbejde med din læge. Herudover er det vigtigt for mig at påpege, at jeg intet kendskab har til CBD olie (udover positive historie fra venner og bekendte.
[/av_textblock]