I dag er det 9 dage siden, jeg trappede ned på 30 mg, i stedet for 60 mg. Hvis du ikke ved hvad dælen jeg snakker om, så kan du læse mit første indlæg ift. udtrapningen lige her
Jeg har, eller jeg havde egentligt ikke mærket noget negativt til det. Dog er jeg også helt sikker på, at man skal være indstillet på en nedtrapning, herudover er jeg også sikker på, at man skal lade vær med at overtænker hele situationen (selvom det er svært.)
Jeg har egentligt følt mig mere frisk. Mere overskud, og mindre ‘’slukket.’’
Men igen, jeg ved ikke om det er indbildning. Jeg er nemlig meget skeptisk. Også fordi, at jeg ‘’kun’’ er trappet ned.
Lige indtil i går, på ottende dagen. Min kæreste kom på besøg. Vi skulle have æggekage til aftensmad, hvilket jeg stod for. Ægte æggekage med æg fra bondemanden. Et mix af kyllingpølser, mozzarella, peberfrugt, forårsløg og krydderier.
Jeg brugte lang tid på at mixe den perfekte blanding sammen. Og jeg var sulten. Jeg så altså frem til den æggekage. Jeg brugte 20-30 min på at pusse nusse omkring den freaking æggekage.
Hvad fanden har en æggekage med udtrapning af medicin at gøre, tænker du sikkert.
Jo, nu skal du høre.
Jeg brændte hele æggekagen på. Som i, den var lige til skraldespanden. Normalt havde jeg bare grint af det. Altså, det er ikke første gang (eller sidste), at jeg brænder mad på.
Men jeg fik et sindssygt breakdown. Jeg blev decideret sur, og sindssygt deprimeret. Jeg stod bare og kiggede på æggekagen, imens et hav af følelser fløj igennem min hjerne, og min krop. Jeg følte i et split sekund, at jeg kunne mærke mig selv, sådan for real.
Min kæreste vidste slet ikke hvad han skulle gøre. Fordi, hallo. Det er bare en æggekage.
Jeg pendlede imellem at smile, alt imens jeg fik tårer i øjnene. Jeg kunne slet ikke være i mig selv pga følelser. Først blev jeg sur. Sådan ægte sur. Så blev jeg virkelig ked af det. Dog kunne jeg ikke lade vær med at smile af situationen. Dog varede disse smil ikke længe. Jeg sad bare i sofaen med tårer i øjnene, og kiggede ud i luften.
Hvilket gav mig muligheden for at mærke sådan ægte efter, hvilket jeg i forvejen har svært ved. Jeg er altid et skridt bagud eller foran, taget mine følelser i betragtning.
Jeg føler, at jeg venter på der sker noget forfærdeligt. Mit sind, og min krop er på vagt. Hele tiden. Jeg er konstant på vagt, hvilket kan mærkes fysisk. Jeg har tynd mave level 100. Altså toilettet bliver straffet et par gange dagligt.
Jeg synes det er hårdt. Men jeg giver ikke op. Jeg er fast besluttet på, at jeg skal helt ud af medicinen. Jeg prøver virkelig at mærke efter ift. udtrapningen. Hvordan det påvirker mig. Hvad jeg kan mærke. Og hvad der sker i mig. Når rastløsheden tager over level 100, så træner jeg. Fordi det virker. Og fordi JEG synes, at det er bedre end kemi. Der er kun en vej i min optik. Ud af, og frem af.
God weekend. ❤️