Jeg har brugt lang tid på at kringle dette indlæg sammen. Især fordi det er svært for mig at sætte ord på.
MEN det er pisse hårdt! Jeg har meldt mig syg på mit arbejde i centeret hele ugen ud. Heldigvis en forstående boss jeg har.
Jeg har gang i mange ting lige nu, måske lidt for mange ting, taget min ‘’tilstand’’ i betragtning.
Jeg startede selvstændigt op igen i november 19. God start! Knap så fantastisk i corona perioden, da mit planlagte foredrag blev udskudt på ubestemt tid. Herudover var muligheden for fysiske klienter udelukket, da mit kontor ligger i centeret.
Det er hvad dét er. Jeg har kørt online forinden, hvilket jeg forsatte med. Bum!
Så fik jeg en fiks ide midt i det hele. Midt i kaos og udtrapning. Jeg vil starte med at læse HF efter sommerferien, hvilket stadig er min plan. Jeg har i hvert fald betalt. Ergo: Jeg er meldt ind. Min plan er at gennemfører.
Alt dette foregår i selve udtrapningen. Hvilket selvfølgelig også var et valg jeg tog. Udtrapningen var MIT valg.
Jeg holder ved valget, men jeg trapper ikke længere ned lige nu. Jeg ligger fast på 30 mg, hvilket jeg har en plan om at blive ved med i lang tid. Herudover startede jeg op på CBD olie for knap 7 dage siden. Dvs virkningen ikke er der på den front; endnu.
Jeg deler stadig ikke hvilket olie det er jeg gør brug af, da jeg vil forsikre mig det virker inden jeg reklamere for det. As if det virker, så kommer jeg selv til at forhandle det, en dag. 😊
Alt i alt, går jeg lige pt igennem en super stram periode. Jeg er MEGET ensom. Jeg ser ikke mine venner, da jeg simpelthen ikke kan overskue at være social. Og jeg er generelt MEGET social. Jeg ser min kæreste, han er det eneste individ jeg kan overskue. Og ham kan jeg også have brug for at have på afstand. Jeg har svært ved at komme ud af døren, selv for at gå- eller løbe en tur. Hvilket jeg normalt gør meget gavn af, når jeg går igennem stramme perioder.
Et eksempel er, at jeg i forgårs hoppede i træningstøjet, for at løbe en tur. Jeg nåede ud af døren, men vendte om 50 meter nede af vejen. Jeg havde svært ved at opholde længere væk fra mit hjem af gangen, fordi ”hvad nu hvis.”
Dét er en følelse alle der lider af angst, kan skrive under på. Det er normalt, men det føles som alt andet end normalt.
Alt i alt, er jeg super glad for at jeg faktisk valgte at starte selvstændigt op igen, således kan jeg nemlig arbejde hjemmefra. Priviligeret.
Denne her udtrapning, har taget sindssygt hårdt på mig. Hårdere end jeg regnede med. Hvilket giver ekstremt meget stof til eftertanke. Jeg har været ‘’bedøvet’’ i 7 år. Jeg kan mærke mig selv level 100, igen. Hvilket jeg har helt vildt svært ved at være i. Jeg føler hele tiden; at jeg bevæger mig udenfor min komfortzone, også når jeg bare er herhjemme, alene.
Et eksempel er, at min veninde og hendes kæreste kiggede spontant forbi mig i går. Jeg vidste ikke de kom. De havde kontaktet min kæreste inden, for at høre om jeg var hjemme. Min veninde ved nemlig hvordan jeg har det, da hun selv lider af angst. Hun ved, at hvis hun havde fortalt mig at de kom, så havde jeg med 99% sikkerhed aflyst. Det endte med de var herhjemme i max 15 minutter. Herefter bad jeg dem om at køre, igen.
Jeg har svært ved at sove, og jeg har svært ved at slappe af. Og når jeg endelig falder i søvn, kræver det en kamp af mig, at stå op.
Jeg har prøvet det her før. Men selvom jeg har prøvet det før, så føles det som om at det er aller første gang. Det er nok det værste ved angst. Det der med at man ikke kan overbevise hjernen om, at der ikke er noget at være ”bange” for. Det der med ikke at kunne slappe af. Det der med, altid at være på ”vagt.”
Når det er sagt, så har jeg set angsten i øjnene 1000 gange, så jeg ved, og jeg tror på, at alt nok skal blive godt igen. Det skal blive godt igen.
Udtrapningen har gjort, at jeg føler mig revet tilbage til 2013, da jeg fik medicinen kastet i nakken. Jeg føler, at jeg skal deale med alt det; der dengang blev lagt låg på med medicin.
Herudover starter jeg hos min fantastiske teraput Lene Brøndum, her til august, igen. Ugentligt! Hun holder til i Kolding, så bare dét bliver en bedrift, at komme derop. Men det hjælper! Hun hjalp mig så meget sidste år. Hun har nemlig selv haft angst. Hun har haft det på hele samme måde som jeg. Så, det glæder jeg mig til.
Jeg tar’ det i så stiv arm som jeg nu kan. Jeg passer selvfølgelig mit arbejde som coach. Mit arbejde på den front, vil jeg ikke undvære for noget. Jeg ELSKER mit arbejde, og jeg forsømmer ej mine klienter selvom jeg kæmper. Vi kæmper ALLE med hvert vores, det er bare de færreste der siger det højt, hvilket jeg har valgt at gøre, på trods af mit erhverv. Bryd tabu!
Jeg ser mig selv som en stemme, der kan være med til at forandre på den front. Derfor deler jeg min historie. Derfor deler jeg min kamp.
Dét hjælper mig, at det hjælper dig. ❤️
OBS* Aldrig trap ud af medicin uden samarbejde med din læge!