Når angsten kommer uventet

Del på sociale medier

OBS! Jeg skrev dette indlæg i formiddags klokken 10:00.

Kan I huske dengang I kunne alt? Altså dengang en tur ud af trygge rammer var ganske almindeligt, også gerne flere dage i streg.
Altså dengang I kunne alt det ‘’alle’’ andre kan. Dengang basale gøren ikke føles som at hoppe udover en klippe.

Jeg længdes efter de dage. Især på en dag som i dag.

Jeg har ikke haft et angstanfald i over 6 mdr. Det går godt. Jeg har det godt.

I dag mødte jeg på arbejde 08:30 som jeg gør alle andre weekender. I det jeg gik ud af døren herhjemme, kunne jeg godt mærke at jeg blev svimmel. Jeg skubbede det væk. Tænkte det var træthed.

Jo længere jeg når ned mod arbejdet, jo dårligere får jeg det.

‘’Hvad nu hvis jeg besvimer her’’
‘’Hvad nu hvis jeg ikke bliver fundet’’
‘’Hvad nu hvis jeg bliver fundet’’

Herefter fik jeg ondt i lysken. Jeg kunne knap nok gå. Jeg stoppede op, trak vejret. Herefter gik jeg videre.

Jeg mødte ind på job, hilste på kunderne. Herefter løb jeg nærmest ned i baglokalet for at sidde alene. Jeg var 110% sikker på jeg var ved at kollapse.

Koldsved. Kan ikke se ud af mine øjne. Min puls er tårnhøj. Hvor er jeg? Hvem er jeg? Hvad sker der?

Et medlem kommer ned og ønsker mig god vagt. Jeg får fremstammet ‘’tak.’’

Jeg skulle ud herfra. Men jeg kunne ikke rejse mig. Og hvad med vagten? Hvem skulle tage vagten? Skulle jeg lukke centeret? Skulle jeg smide dem ud der var der? Det kan jeg jo ikke. Men jeg kunne heller ikke blive her. Lysken gjorde ondt, igen. Nu besvimer jeg.

Jeg fik kringlet en besked sammen til en kollega. Han kom med det samme.

Det første han sagde var: Er det et angstanfald?

Mig: Nej. Måske. Ved ikke.
Ham: Det er det. Det er okay. Jeg tar’ vagten. Hjem i seng med dig.
Mig: Det føles ikke som angst.
Ham: Nej. Det gør det aldrig.
Mig: Præcis. Jeg føler ikke jeg nogensinde har haft det sådan her før.
Ham: Lige præcis. Det er angsten. Er der sket noget på det sidste i dit liv?
Mig: Nej. Slet ikke.
Ham: Noget uventet?
Mig: Altså jeg var oppe at få lavet bryn i torsdags, og ude hos Brian i går. Men det kan da ikke være det.
Ham: Anne-Mette, det er normalt ikke en del af din rutine. Det er en eftervirkning.

Vi fik en god snak. Han kender selv til angsten. Så vi forstår hinanden 100%

Dét var angst. Og det er meget muligt at angst er psykisk, men det udløser så meget fysiologisk, at det er svært at være til fysisk herefter. Jeg er komplet smadret. Jeg føler jeg har løbet et maraton.

Nu skal jeg slappe af resten af dagen, uden nogen form for pres. I aften har jeg live session med min skønne bootcamp. Kæmpe frirum for mig, så det glæder jeg mig meget til. Men indtil da, skal jeg intet andet end ingenting. Og det er OKAY❤️

Det er okay ikke at kunne alt det du kunne engang. Den sætning øver jeg mig virkelig i at mærke. Det er okay bare at være til, uden at være noget for nogen.

Du er ikke alene. ❤️


Del på sociale medier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *