At noget så simpelt, kan føles så uoverskueligt, og grænseoverskridende. Eller, lad mig omformulere. ANGST.

Ikke nok med at jeg er ved at trappe ud af antidepressivt medicin, hvilket jeg har fået i 6-7 år. Så peaker min angst for sygt. Jeg er tørstig konstant. Jeg sveder on/off.

Hvilket er ganske almindeligt. Men det føles langt fra almindeligt.

I forgårs græd jeg over, at jeg brændte en æggekage på. I går græd jeg, fordi min mor og min bror kom til aftensmad. Og jeg græd ‘’ikke bare.’’ Jeg græd, fordi jeg følte at jeg ikke kunne være i det.

Jeg føler at hele min krop, for ej at nævne mit sind, er vendt total på vrangen.

Derfor er jeg pænt stolt af mig selv lige nu. Ekstra bladet sendte en fotograf ned til mig i dag. Portrætbilleder etc, til en artikel en super sød journalist er ved at skrive om mig.

Altså, hallo. Jeg er blogger. Jeg burde glæde mig! Professionelt fotos skudt af en fotograf. Det burde være easy for mig!

Det er på en dag som i dag, at det havde været nemt at bunde 10 øl og sniffe en streg coke. Så havde det være super nemt for mig. Men det er et overstået kapitel hos mig. Ergo: Ikke en mulighed.

Jeg blev i det. Det var simpelthen et hav af ulidelige følelser på en gang. Smil, du er på. Når du ikke er på.

Velvidende at billederne skal bruges til en artikel, der bl.a. omhandler mit forhenværende misbrug.

Ja… Jeg siger ikke, at jeg havde lyst til at løbe skrigende væk flere gange. Men det havde jeg. Dog blev jeg i det. Velvidende at jeg gentagende gange følte at jeg var ved at besvime. Velvidende at jeg flere gange følte jeg skulle kaste op. Velvidende at jeg rystede level 100. Velvidende at jeg ikke følte jeg kunne kende forskel på op og ned.

Og ved I hvad? Jeg følte mig i mit es, da fotografen først gik i gang. Herudover var han pisse flink. Vi snakkede derud af. Billederne er blevet så gode!

Jeg blev nemlig stående. Jeg gennemførte. Og man kan overhovedet ikke se, at jeg er angst på billederne. Hvilket fik mig til at tænke over, hvor hjernedødt angst er.

Fordi, du kan ikke se det. Overhovedet. Og jeg kan godt forstå at der stadigvæk er mennesker, der ikke kan forholde sig til angst etc, fordi det er primært usynligt.

Angst kommer og går, når angsten har lyst. Vi er ikke selv herre over det. Dét kommer når dét har lyst. Uoplagte situationer. Ingen kontrol. 

Tro mig når jeg siger, at hvis et menneske tæt på dig fortæller dig at vedkommende har angst. Så tvivl ej. Vedkommende har det af helveds til. Selvom det er usynligt. Det er dit job at acceptere vedkommendes tilstand som ven/kæreste/familie. Bare vær der.

Du behøver nødvendigvis ikke at forstå. Accept.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *