Januar 19’ vs Juli 19’. Vinklerne er vidt forskellige. Forskellen er dog ej at tage fejl af.

Jeg har tabt mig. Men ikke på den der ‘’jeg er på slankekur’’ måde.

Jeg er imod den ‘’måde’’.

Det fungere helt sikkert for nogen, men ikke for mig.

Dén måde fungere herimod heller ikke for nogen af de mange klienter jeg har haft igennem de sidste 5-6 år.

Mere om det længere nede i indlægget..

Som I ved, jer der følger trofast med, så har jeg bøvlet med vægten siden jeg var 12-13 år. Jeg prøver lige at gøre det kort, til de nye tilkommere.

Jeg var 13 år da jeg udviklede min første spiseforstyrrelse. Minus 20-30 kilo på kort tid, hvilket indebar tvangstræning hver dag, og max 900 kcal dagligt. Jeg så syg ud til sidst. Jeg så stadig den samme Anne-Mette i spejlet. Intet havde ændret sig, selvom vægten sagde noget andet.

Efter behandling, tog jeg gevaldigt på. Jeg tog faktisk alle de kilo på jeg havde tabt. Jeg spiste i smug. Jeg gemte papir fra chokolade m.m.

Jeg var flov.

Herefter prøvede jeg et par forskellige slankeprodukter; som ovenikøbet var ulovlige. De virkede, men det var ikke holdbart. Jeg sprang over hvor gærdet var lavest, uden at forstå dét.

Få år efter røg jeg en tur på psykiatrisk i Augustenborg. De gav mig et valg: Prop dig selv med psykofarmaka eller begynd at dyrk motion.

Jeg gav dem fingeren, og begyndte at dyrke motion. Det tog overhånd. Jeg havde nu igen udviklet en spiseforstyrrelse. Helt samme mønster som forrige.

Alt dét foregik fra jeg var 13 år til jeg var 20 år ca.

Herefter tog jeg on/off på, og tabte mig on/off.

Kost og motion har altid været en stor del af mit liv, som I kan læse. En alt for stor del, vel at mærke.

Jeg har givet dét alt for meget opmærksomhed, uden at kunne finde rundt i dét.

Fra jeg var 20 år og indtil nu (27 år) har jeg hjulpet andre med bl.a. deres kost. Det elsker jeg. Det kan jeg finde ud af. Jeg kender til problematikkerne, og jeg har mange gode redskaber at dele ud af. Få år tilbage tog jeg en udd. som kostvejleder og slankekonsulent. Det gav mig en del teoretisk viden, som jeg ikke vil være foruden. Den uddannelse lærte mig dog ikke, hvordan jeg skulle håndtere andre menneskers problematikker m.m. mentalt. Det har jeg lært mig selv.

Et vægttab er ikke bare et vægttab i min optik. Det er ikke en slankekur. Det må ikke et Quick fix. Du kan ikke leve efter en streng kostplan et par uger, og satse på du herefter er fit for fight resten af livet. Det virker ikke. Desværre.

Jeg forstår frustrationen i forhold til en sundere livsstil. Fordi hvad er sundt, og hvad er usundt?

Det er et bredt spørgsmål. Jeg kunne skrive lange romaer om dét. Men prøver lige i dette indlæg, at gøre det kort.

I forhold til madvarer kan jeg forsikre dig om, at der findes ingen usunde madvarer, dog findes der usunde vaner. Vaner kan brydes. Herudover er sukker i forbindelse med et vægttab; ikke din fjende.

Gamle studier viser at sukker er på ligefor med kokain. Bullshit.

Kokain kan man blive afhængig af, det kan man ikke af sukker.

Sukker er vanedannende. Et kokainmisbrug kræver behandling, det gør et overforbrug af sukker ikke.

Et overforbrug af sukker kan være årsag af mange ting. Det er tit ens adfærdsmønster man skal ind at arbejde med. Mentalt.

Dét skal jeg dog ikke kede jer med i dette indlæg. Jeg vil egentligt bare lige påpege at man under en livsstilsændring INTET forkert kan gøre.

Kort sagt: Spis hvad du vil, når du har lyst til.

Gør det der virker for dig, og ikke det du læser om i ude og hjemme, eller ser i fjernsynet.

Det var slet ikke det her dette indlæg skulle handle om. Åh Gud. Typisk mig.

Men jeg skriver det der falder mig ind i momentet. Så i stedet for at rette indlægget til så det passer, så får I lortet uden filter.

I alle de år, har jeg også arbejdet med mig selv, fysisk og mentalt. Især de sidste 6 mdr har været banebrydende for mig.

Jeg flyttede igen tilbage til Toftlund i januar. Jeg har bøvlet med angst on/off de sidste 6 år. Januar 19 blev det for meget for mig. Jeg følte ærligtalt ikke jeg havde et valg. Eller jo, hvis jeg vil ende som min far.

Det var på tide jeg tog ansvar for mig selv. Jeg har haft fire sindssygt turbulente år. Mere om det en anden gang. Men de fire år har intet positivt gjort for mig mentalt. Tværtimod. Det har gjort angsten værre.

Jeg har altid elsket at dyrke motion on/off. Nok mest off de sidste 4 år. Jeg har savnet mig selv aktiv i lang tid, men jeg havde bare ikke samme gnist omkring det mere på daværende tidspunkt. Jeg havde gjort mig selv til et offer. Jeg havde SÅ ondt af mig selv. Men hvad får man ud af det? Ikke en skid. Kommer man videre? Nix pix.

Nok er nok.

I 2013 efter min tur på psyk, begyndte jeg at løbe, meget. Det var dengang jeg første gang mødte angst. Jeg løb mig ud af angsten. 3 mdr efter var jeg angst-fri.

Det vil jeg igen.

Det kan jeg ikke igen.

Jeg tvang mig selv til at træne den første måned. Fuck off det var hårdt. Jeg er typen der presser mig selv helt derud hvor jeg er ved at brække mig. Det har altid virket for mig. Men kan jeg bruge altid til noget? Nej.

I januar 19 kunne jeg ikke løbe 3 km uden at pause flere gange. 4 mdr efter kunne jeg løbe 10 km uden en eneste pause.

Det var helt sikkert en kæmpe sejr for mig.

Når dét er sagt, så lagde det lige til højrebenet. Alt eller intet. Det er det jeg lever efter, generelt. Helt klart en brist i visse situationer. Men sådan hænger jeg sammen. Derfor nævner jeg, at jeg ikke kan bruge ‘’altid’’ til noget.

Jeg skal stadig lære at kigge frem af. Ikke tilbage.

Jeg besluttede mig dog for en ting inden jeg gik i gang. Jeg ville ikke veje mig selv. Jeg vil heller ikke gå på kompromis med hvad jeg indtog af madvarer. Det var ikke det dét her skulle handle om. Det skulle handle om min mentale bedring. Det her skulle ikke handle om vægttab. Det var dog vigtigt for mig at give ovennævnte tænketid, fordi jeg kender mig selv godt nok til, at det vil kunne gå galt, fordi jeg har den bagage jeg har.

Jeg har overholdt begge ting.

Og ved I hvad?

Jeg har aldrig haft det bedre på den front.

Jeg har tabt mig en del, hvor meget ved jeg ikke. Jeg er faktisk også ligeglad. Jeg spiser lige præcis hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst. No guilt. Forskellen er nu, at jeg mærker efter. Jeg slår ikke mig selv i hovedet hvis jeg eksempelvis har inhaleret en plade chokolade. En plade chokolade får mig ikke længere til at spise chokolade resten af dén dag, fordi ‘’nu har jeg alligevel ødelagt alt’’.

Jeg har ikke ødelagt noget, bare fordi jeg har spist en plade chokolade. Hvad skulle være ødelagt?

Præcis. Intet.

Eksempel:

Nogle dage spiser jeg en plade chokolade. Andre dage spiser jeg to stykker chokolade. Jeg har sågar også dage, hvor jeg slet ikke har spiser chokolade.

Har jeg lyst til chokolade, så spiser jeg chokolade. Simpelt.

Jeg er nu 6 mdr efter væsentligt mindre kropsmæssigt. Meget klogere på mig selv mentalt. Sindssygt nysgerrig, og meget klogere i forhold til mine klienters problematikker. Jeg har aldrig følt mig som en bedre kostvejleder. Aldrig.

Jeg har fået min glæde tilbage ved at være aktiv. Jeg træner flere gange ugentligt. Jeg fucking elsker det!!! Selvfølgelig har jeg dage hvor jeg ikke orker, men så giver jeg mig selv lov til ikke at orke; fordi, hvad skulle der ske ved det? Præcis. Intet.

Jeg er ikke angst-fri. Hvilket jeg jo havde sat mig i sind, at jeg igen vil være 3 mdr efter. Jeg vil lyve hvis jeg sagde at det ikke har irriteret mig. For det har det.

Men jeg er også ældre nu. Jeg har helt andre problematikker. Jeg skal stadig lære ikke at kigge tilbage som ovennævnt. Jeg skal ikke give min fortid og ‘’hvad jeg plejede’’ så meget tænketid. Det er spild af tid.

Jeg er nutid.

Jeg er ikke datid.

PS. Jeg er stadig i gang med at skrive på ‘’angst -fri guiden’’.

Jeg aner ikke hvornår jeg bliver færdig. Har du angst, eller har du haft angst, og har du nogle gode fif, så send dem endelig til mig på sundtaretrundt@outlook.com

Jo flere fif, jo bedre. 😊

Jeg tog mig selv i at smile hele vejen til træning i går, under træning, og efter træning. Ja. Faktisk også hele vejen hjem.

Jeg er glad. Sådan helt indeni. 7-9-13!

For knap 4-5 mdr siden, var jeg tvangsindlagt. Jeg turde knap nok bevæge mig udenfor en dør.

Nu kommer jeg ud hver dag. Det kan jeg takke træning for. Det lyder måske for godt til at være sandt. Men det er det. Altså sandt.

Jeg blev enig med mig selv om for 3 mdr siden, at jeg ikke gad at være et offer i eget liv mere. Jeg var træt af mig selv. Jeg var træt af at være ynkelig.

Jeg ved at det eneste der hjælper er træning. (I hvert fald for mig). Jeg har jo været i denne situation før. Det er bare mange år siden. Der var det træning der hjalp mig helt enormt.
Træning udløser alt det jeg åbenbart mangler i hjernen. Fysisk aktivitet reducere mine angstsymptomer helt vildt. Dog med en god blanding af terapi oveni. De to ting går for mig, hånd i hånd.

Jeg er ved at skrive en ?Angst-fri guide?. I den kommer jeg nærmere ind på ovenstående. Jeg er dog ikke færdig med den endnu. Jeg glæder mig til at dele den med jer en dag. I har trods alt været med til at lave den. Tak for jer!

Men nok om det.

Jeg smiler mere disse dage. Sådan rigtig smiler. Jeg er social igen. Meget social. Jeg ser igen dem der står mig nær, meget mere end før. Det føles helt fantastisk at leve igen. Jeg er ikke længere fanget i mit eget sind. Jeg overlever ikke længere.

Jeg har stadig dårlige dage. Bevares. Men har vi ikke alle det?

Alt er godt lige nu. Og jeg nyder det. Helt indtil knoglerne. ??

Jeg har været meget i tvivl, omkring jeg skulle udgive dette indlæg. Især fordi at det ikke er noget man taler højt om. Og så er det heller ikke noget jeg er stolt af. Men altså jeg deler jo i forvejen sådan ca de fleste bump på min vej, selvom at det måske er tarveligt at kalde dette for bump(s). Men det er i den grad et bump for mig, og det er en del af mit liv, om jeg vil det eller ej. Jeg er tvunget til at forholde mig til det, så det gør jeg. So here we go.

Jeg fik for 4 år siden en medicinsk abort. Dét er bestemt ikke noget jeg nogensinde har haft lyst til at snakke om. Jeg havde det ganske udemærket med min beslutning dengang, og det har jeg stadig. Kald mig kold og kynisk, man da aborten dengang var overstået, var jeg simpelthen så glad. Jeg har aldrig haft et ønske om at være mor, overhovedet. Så det var dengang fuldstændig ulideligt at vide, at der var et lille liv i min mave. Et liv jeg ikke havde kontrol over, og som jeg bestemt ikke ville have noget med at gøre. Efter som at jeg følte sådan dengang, besluttede jeg mig for at passe ekstra godt på, især fordi det er en form for mangel af respekt, både for sig selv og sin partner, at bruge abort som prævention. Det var min daværende kæreste, jeg blev gravid med dengang. Jeg væmmes så meget over mig selv dengang, især fordi jeg ikke kunne forstå, hvorfor jeg kunne være så glad, den dag dét blev fjernet. Jeg husker ikke meget fra dengang, men jeg husker at jeg tænkte, om jeg mon var dysfunktionel, siden at jeg kun kunne væmmes ved tanken om, at jeg havde et lille spir i min mave, der langsomt voksede.

Dagen i dag, troede jeg bestemt at jeg havde det på samme måde. Børnefri zone. Men jeg tog fejl. Slut december 2018 stod jeg igen, til min egen overraskelse, med en positiv graviditetstest. Jeg er på minipiller, dog har jeg ikke passet dem til punkt og prikke, men bevares, det kan da ikke bare nå ud af kroppen, hvis man springer 1 dag eller 5 over. Tro om. Idiot. Jeg var gravid. Og det føles helt anderledes.

For 4 år siden, da jeg testede positivt, brød jeg sammen og jeg vil have det fjernet med det samme. Bare dét at gå i et par dage og vente på en indkaldelse fra sygehuset dengang, gav mig kvalme. Da jeg denne gang testede positivt, græd jeg ikke. Tværtimod. Jeg skulle selvfølgelig lige sluge situationen. Men jeg var ikke ked af det. Det eneste jeg var ked af det over, var at jeg muligvis skulle have 2 aborter på samvittigheden. Fordi var jeg klar til at blive mor? Og vil jeg være mor?

Det var to spørgsmål, der florerede sindssygt meget i mit hoved. Jeg er snart 27 år gammel, men jeg bøvler stadig i perioder med ekstremt meget angst, og er ikke ligefrem det mest psykisk stabile menneske, så hvordan og hvorfor kunne jeg pludselig overveje en titel som mor. Kunne jeg passe på et andet menneske, og sætte mig selv til side, resten af mit liv?
Det overraskede mig meget, og så skræmte det mig gevaldigt, at jeg tænkte og følte sådan. Fordi jeg vil jo ikke have børn. Jeg har aldrig vil have børn.

Turen på sygehuset gjorde det bestemt ikke nemmere, i forhold til den tvivl der prydet min hjerne. Efter ultralydsscanningen, spurgte jeg den søde læge, om man kunne se noget på scanningsbilledet. Hun svarede ja. Jeg spurgte hende, om jeg måtte se det. Det måtte jeg gerne. Der var ikke meget at se, kunne et lille bitte spir, pakket ind i en ?blomme.? Hun siger, der var også hjerteblink. Jeg bryder helt sammen. Det virkede på mange måder så forkert, at jeg skulle have det fjernet. Jeg følte mig som et dårligt menneske. Lægen og sygeplejersken var dog super søde, forstående, og havde virkelig meget empati. Så jeg fik lov til at få scanningsbilledet med hjem, og de bad mig om at tænke mig rigtig godt om.

Jeg brugte denne gang meget mine veninder og kammerater, og selvfølgelig min kæreste, især fordi at jeg også var i tvivl. De kender mig bedre end nogen anden, så jeg havde brug for at høre deres tanker omkring mine tvivl. I min optik, på mange punkter (de fleste) vil det klart tale for at få en abort i min situation. Men 2 aborter? Åh Gud. Jeg følte mig allerede bare ved tanken som en taber. Men kan man definere sig selv som en taber, fordi man har fået to aborter? I princippet nej, men det ændre ikke på følelsen jeg gik med. Men hellere 2 aborter, end at sætte et barn til verden jeg ikke vil kunne magte at være der for. Der var dog også punkter, i og med min situation, at et barn vil tale for. Men jeg vil aldrig få et barn, hvis jeg var det mindste i tvivl, eller få et barn, fordi måske det kunne ??redde?? mig. Jeg er sågar et voksent menneske, og at sætte børn til verden velvidende, at det er en chance, det er i min optik helt hen i vejret. Uansvarligt.

… Herudover har min kæreste og jeg, kun være kærester i snart 5 mdr, så det vil oveni vores forhold, også være et kæmpe sats. Egenskab eller brist, det vides ikke.

Jeg elsker virkelig min kæreste. Bare dét at sige at jeg elsker ham, er kæmpe stort for mig. Men det føles rigtigt at sige til ham. Han er det bedste der er sket for mig i mange år. Han er meget tæt på mig, men jeg har stadig svært ved at lukke ham helt tæt på i visse situationer, hvilket han ved. Så at sætte et barn til verden med ham, jeg til tider stadig skubber væk, når han kommer helt tæt på, føles også forkert.

Jeg var ovenikøbet så flov over mig selv. To aborter, er to aborter for meget. Herudover har jeg et vennepar som pt kæmper med fertilitet, så at jeg nu havde muligheden for at smide noget væk, andre drømte om, dét påvirkede mig meget. Men er det ikke at gnide salt i såret? Dét blev jeg ved med at spørge mig selv om. Og jo gu fanden er det dét. Ligegyldigt hvor meget jeg bankede mig selv i hovedet med det, forsvandt det ikke. Jeg var tvunget til at forholde mig til det. Aborter er ikke noget man taler om, fordi at det er så ømt et punkt. Og ikke mindst et flovt punkt for mange. Jeg kender faktisk en del, der har fået en eller flere aborter. Flere end jeg faktisk var klar over. De har alle en ting tilfælles. Ingen af dem snakker om det.

En ting jeg har lært, og som jeg håber at du tager til dig, dig der læser med, især hvis du er imod abort, så husk på at inden du dømmer en der har fået foretaget en abort, at vedkommende også har følelser. Og selvom vedkommende har valgt en abort, har det valg ikke nødvendigvis være let. Skammen over valget, kan være ulideligt at leve med, så bare fordi valget faldt på abort, er det er ikke ens betydning med at tiden efter aborten, er lutter lagkage. 

Jeg siger ikke at det er en normal ??ting?? at få, men det sker. Det er en realitet. Og Gud ske tak og lov for at man kan få det herhjemme i Danmark. Min holdning til abort, er ambivalent. Jeg går ikke ind for abort som prævention, tværtimod. Men jeg er glad for at bo i et land hvor det er muligt.

.. Efter mange dages overvejelser, frustrationer, følelser, og tusinde tanker, tog jeg en beslutning. Jeg skulle ikke være mor. I hvert fald ikke nu. Mærk mine ord, ikke endnu. Det er virkelig gået op for mig, at jeg ikke længere er sikker på, at jeg ville leve i en børnefri zone, resten af mit liv. Jeg elsker børn, nogle børn, bevares. Men igen, jeg havde aldrig skænket at jeg skulle have mine egne børn, en tanke.

Det skræmmer mig stadig, og jeg har haft svært ved at finde ud af hvad der har ændret sig? Jeg er vel blevet ældre, og jeg ser bestemt anderledes generelt på verden, end jeg gjorde for fx 4 år siden. Jeg tror faktisk godt at jeg vil være mor en dag. Måske.

En ting er helt sikkert, nummer tre abort er ikke eksisterende hos mig. Jeg nævner dét udelukkende, fordi at hvis jeg går hen og bliver gravid igen, så er en abort ikke en mulighed hos mig. Især fordi at jeg er indehaver af de følelser omkring dét, som jeg nu pludselig er. Denne her abort, tog så hårdt på mig fysisk og psykisk. Jeg fik denne gang igen en medicinsk abort, og såden en abort er altså delt op over tre dage, det i sig selv, er hårdt. Det var den rigtige beslutning, men den var også meget svær. Men jeg skal ikke være mor. Ikke endnu.

Sidder du og læser med, og har fået 3,4,5 el 6 aborter, så skal du bestemt ikke føle dig forkert. Det er dit liv, og du kender dig selv bedst, og du ved hvad er er bedst for dig selv. Fuck alt andet! Du skal gøre hvad der er bedst for dig selv. Ikke lyt på hvad dem omkring dig siger, det er dit liv, og føles en abort rigtig for dig, så er det dét du skal. Lige så vel som hvis en abort føles fuldstændig forkert, så skal du selvfølgelig ikke gennemfører en. Det er egentligt ret simpelt. Selvom det er ret så kompliceret

Sidder du og skal gå igennem en abort, eller har du været igennem en, eller flere, og har du lyst til at dele din oplevelse, Så send mig ENDELIG en mail på sundtaretrundt@outlook.com

PS. Det er lovligt at snakke med sine venner og sin familie om det. Husk det. Ligegyldigt hvor lille du føler dig. Snak om det! At gå igennem en abort er pisse hårdt. Du SKAL snakke om det. ??

PPS. Sidder du og har sat et el flere børn til verden, velvidende tvivl el uansvarlighed inden. og er du alligevel gået hen og blevet en fantastisk mor, så synes jeg fandme at du er bad ass! At ændre sit eget liv fuldstændig, for at gøre plads til et andet menneske resten af livet, kræver fandme et sindssygt mindset. Så husk lige at giv dig selv en high five i ny og næ, du modtager i hvert fald en virtuel fra mig!

I går mistede vi en stor del af familien, familiens overhoved Staubie. Hun havde problemer med livmoderen, som desværre kunne springe når som helst. Så min mor tog beslutningen om en aflivning. Hun skulle selvfølgelig ikke lide mere.

Jeg købte Staubie for 11 år siden, da hun var 9 måneder. Mine forældre overtog hende, da jeg spontant flyttede til København. Læs: Jeg var 16 år, ung og dum, og jeg skulle aldrig have anskaffet mig en hund. Men mine forældre overtog hende, og som min storebror siger: Det er den bedste fejl Anne-Mette nogensinde har lavet. Staubie var min fars bedste ven, og det var ikke unormalt at han sagde: Staubie er den eneste ven jeg har. Altså det sagde han når hele verden kunne rende ham. De to var uadskillige, så da han gik bort for 5 år siden, overtog min mor hans plads. Jeg kender ingen hund, der var mere forkælet end Staubie. Hun havde en soveplads i hvert rum i min mor?s hus. Eller næsten hvert rum. Hun havde sin helt egen lænestol i stuen. Herudover havde hun patent på hele sofaen, selvfølgelig. Hun havde selvfølgelig også en hundekurv, i bryggerset. Faktisk havde hun også sin egen seng i mit værelse, da jeg var hjemme at vende for et par mdr siden. Sengen var indrettet Staubie venligt, fordi selvfølgelig kun det bedste og blødeste til hende. Og for at det ikke skal være løgn, havde hun også sin egen stol ved spisebordet. Det er så en mindre detalje, at min mor helst ikke så hende spise med ved bordet, men altså det 1,5 år jeg boede hjemme var det rene rutine, og selvfølgelig underholdning. 

Staubie har haft det aller bedste hundeliv hos mine forældre. Så da min mor ringede og fortalte at Staubie var gået bort i går middags, fik jeg simpelthen så ondt af hende. Jeg har lyst til at ringe til hende hver andet minut, for at hører hvordan hun har det. Huset må føles helt tomt, og ikke mindst stille. Staubie fyldte ekstremt meget. Hvis ikke på sofaen, så foran køleskabet. 

Staubie var herudover meget speciel. Hun kunne eksempelvis ikke lide mænd, det er meget få mænd hun gad nusses af. Herudover skulle hun altid se folk an, inden hun gav sig hen. Det samme gælder andre dyr, hun har i hvert fald aldrig kunne lide andre hunde. Vi har prøvet alt, men divaen vendte altid røven til, eller snappede ud efter hunden. Den eneste hund hun fik et nogenlunde forhold til, var min brors og hans daværende kærestes? hund. Men det krævede også meget ??træning.?? Dét var helt det samme hvis eksempelvis jeg snakkede med en anden hund foran hende. Det måtte jeg ikke. Men altså når hun så kunne lide folk, læs: Min bror og jeg, så var hun all in. Min mor har altid skulle nævne vores navne, og så fløj hun hen til døren og ventede på os. Helt igenne fantastisk velkomst vi altid har fået af hende. Det bliver så mærkeligt at undvære dét fremover. 

Ikke nok med at hun var røv forkælet, så var tøsen kronisk sulten. Men det ligger også til racen. Hun var vel en beagle. Hun kunne høre køleskabet åbne på kilometers afstand, og det samme gælder skraldespanden. Hun har igennem årene vel stjålet og tigget et par ton mad. 

Julen bliver simpelthen så triviel uden hende. Det bliver så mærkeligt, at der ikke står en hund under bordet og piver, og skubber med snuden, fordi ?Hallo jeg er sulten!? 

Jeg føler sku lidt at jeg har mistet en irriterende lillesøster….

Igen, Staubie havde en kæmpe personlighed, men mon ikke alle hundeejere, tænker det om deres vuf. ??

Hvil i fred kære Stubbe. Jeg håber at du lige nu laver hovedespring i leverpostej, og kartofler. Verdens tykkeste, og dejligste hund. 

Læs del 1 her

Og der lagde jeg på langs i min seng, med ekstremt mange tømmermænd, og tænkte nej Anne-Mette… Bare nej. Har du lige kyssede med en af din brors bedste venner. Jeg mindes at jeg fik kringlede en besked til ham dagen derpå, hvor i der stod ??Wow jeg har det dårligt.?? Men det var jeg ikke ene om, han havde også tømmermænd, og han var endda på job. Han arbejder forresten som montør, så bare tanken om at han måske hang i 50?meters højde, for at fikse dét han nu fikser på sit arbejde, gav mig ikke yderligere grund til at ynke over mine tømmermænd.

Når, men ingen af os snakkede om dét, eller de kys. Jeg husker ærligtalt ikke hvor mange gange det skete. Men jeg husker, at jeg synes at han var sød. Jeg spurgte om hans snapchat, og sendte de fællessnaps jeg normalt sendte rundt, til ham. Det gjorde jeg udelukkende for, at han skulle ligge mærke til mig. Fordi det er sådan noget tøsepiger gør, åbenbart. #nolife

Men kommunikationen og den ikke eksisterende gnist, døde hurtigt imellem os. Jeg skrev i en kæmpe brandert et par uger efter kysset, om han vil have besøg. Det vil han gerne, men han skulle tidligt op på job, så det vil han ikke. Kæmpe afvisning, tænkte jeg. Men så tog jeg igen chancen noget tid efter, ædru. Han var nede og fiske ved den lokale søg, så jeg spurgte om han manglede selskab, det gjorde han egentligt ikke, men jeg måtte da godt kigge ned. Jeg følte mig igen, som en idiot der tog intiativ, hvilket han ikke værdisatte. Jeg begyndte at se en ny fyr, så jeg glemte lidt ham der i dag er min kæreste. 

Jeg flytter til Aabenraa midt i det hele, men har dog stadig lidt kontakt til ham i ny og næ. Rollerne var pludselig byttet om, nu var det ham der kontaktede mig, om mig der ikke virkede interesseret. Jeg så en ny fyr, og oveni det havde jeg en del at se til grundet flytning m.m 

Vi aftaler faktisk at ses, men jeg bakkede ud 1-2 gange, inden jeg overholdte aftalen. Ergo, de første par aftaler overholdte jeg ikke, og så så jeg jo også en ny fyr, som jeg var blevet ret glad for. Mine veninder, som jeg deler alt med, havde flere gange sagt at jeg skulle droppe ham jeg så, og i stedet ses med Brian, min brors ven. Men tanken om at han var min brors ven, var bare super kikset. Og nu boede jeg alligevel ikke lige op og ned af ham mere, så det var slet ikke så spændende, som i starten. 

Jeg kan faktisk takke min søde nabo for, at jeg så ham igen. Ham og jeg havde atter igen aftalt at ses, og jeg var som ?altid?, 2 sekunder fra at aflyse. Men min veninde pep talkede mig, og efter 2-3 øl, var jeg med på ideén. Det var en sommer aften, og vi tog ud for at spise på en restaurant. Jeg var halv snaldret, da jeg mødtes med ham. Det var så sygt akavet. 

Det var det dog kun, lige indtil vi begge havde indtaget en del rødvin, så forsvandt det der ??tihifnis.?? Vi rykker hjem til mig, efter et par timer på restauranten. Hvilket er super hyggeligt, vi var begge sådan ret fulde. Eller, jeg sejlede sku nok mest. Men hva fanden. Haha. 

Efter dén date, var jeg dobbelt så meget i tvivl. Jeg så jo denne her fyr ved siden af, og var sådan ca ret meget splittet omkring hvem, jeg skulle satse på. Og det gjorde det ikke nemmere, at jeg synes begge var dejlige. 

Men det var lige indtil, at jeg havde ham hér på tomands hånd igen… 

Havde du for et par år siden havde spurgt mig, om jeg vil påbegynde et vægttab i december eller januar, så havde jeg helt sikker valgt januar. ??Nyt år, ny start.?? 

Hvis du spørger mig i dag, havde jeg valgt december. Jeg havde valgt december, fordi december ikke er farlig. December betyder for mange julefrokoster, konfekt, og litervis af brun sovs. 

Men hvad så med sommer, forår, og efterår? 

Sommer betyder iskolde drinks, og is. Forår betyder påsefrokoster, og et utal af påskeæg. Efterår betyder halloween = slik level 100. 

Dvs de forskellige måneder (årstider) er forbundet med noget (læs: en undskyldning). Så hvad er det du er så bange for i lige præcis december? 

Vidste du godt, at du sagtens kan hælde pebernødder indenbords, selvom du er i gang med et vægttab? Vidste du godt, at du uden at blinke sagtens kan deltage i de julefrokoster, du er inviteret til, selvom du er i gang med et vægttab? 

2 stykker rugbrød med karrysild, en portion risalamande med kirsebær sauce, og en håndfuld konfekt, sætter ikke en stopper for dit vægttab. Tværtimod. 

Du kan sagtens spise pebernødder og konfekt året rundt, uden at det påvirker dit vægttab. 

Hvordan det, tænker du? 

Et vægttab handler i bund og grund om kalorier og vaner. Du skal spise færre kcal, end du forbrænder. Om du spiser dig mæt i pebernødder, eller kylling. Det er i princippet underordnet. Det er faktisk ret simpelt. Det behøver ikke være så svært. 

December er faktisk en fantastisk måned, at starte et vægttab på. Især fordi, så finder du ud af, at december ikke er farlig. 

OBS. Det er selvfølgelig ikke vejen frem, udelukkende at leve af pebernødder. Det fitter ikke ligefrem dine makros. Jeg nævner det udelukkende, fordi at det i min optik er vigtigere, at bryde det mønster der indebærer, at sætte sunde og usunde madvare op imod hinanden. I min optik findes der INGEN usunde madvare, dog findes der usunde vaner. 

 

Har du nogensinde hørt om de tre L?er? Jeg stiftede bekendtskab med dem, for et par uger siden. Men jeg grinte egentligt bare lidt af dét. De tre L?er betyder ?Lad lortet ligge.? 

Det er min psykoterapeut, der er ved at få printet de tre vise ord, ind i skærmen på mig. Det er nemmere sagt end gjort, for at sige det mildt.

Hver gang jeg hidser mig op (læs: laver en stemning), så minder hun mig om de tre L?er. Og jeg går nærmest i boks, hver gang. Fordi jeg ved jo godt, at hun har ret.  

Hvad får jeg ud af at overtænke, hvor dårligt jeg har bildt mig selv ind at jeg får det, hvis nu jeg går ned og handler? Intet. Plejer er en fremmede, lige nu. Det føles som om, at min situation ALTID har været sådan her. Jeg kan ikke se, hvordan jeg overhovedet har kunne bevæge mig rundt i en butik, på stående fod. Det er så skørt. Især for en der altid godt har kunne lide at handle. Der findes da intet mere hyggeligt, end at tuller rundt i et supermarked, især med en veninde under armen, især i et supermarked der har et utal af spotvare konstant (læs: Rema og Netto.) Jeg har altid fundet det hyggeligt. Dog ikke mere. Menes: Dog ikke lige nu. 

Jeg har en tendens til at overtænke, og jeg kan overtænke alt og intet SÅ meget, at den tanke, bliver til en følelse, og så går psykisk til fysisk på 0,5, og pludselig er alle parader oppe, undtaget de indvendige, og så kokser det fuldstændig for mig.

Fuld på koldsved, hjertebanken, flimre for øjnene, alt imens at jeg føler, at min sjæl er på vej ud af min krop. Det føles i hvert fald sådan. Jeg har overbevist mig selv om, at det går galt. Men hvad er det der går galt? Intet. Hvad er det værste der kan ske? Intet. 

Hvad skal jeg gøre? Lade lortet ligge. 

Havde det ikke været fordi, at jeg pt passer min venindes hund, så havde jeg måske max gået 1000-1500 skridt om dagen. Jeg jagter ikke skridt, hvilket jeg gerne vil fastslå. Men lige nu er jeg tvangsindlagt, i mit eget selskab. Og det er deprimerende, og meget kedeligt. Så jeg tjekker jævnligt min sundheds app, for at se hvor langt jeg går. Jeg fik Karla herhjem d. 5 november, og lige siden dér, er jeg tvunget ud. Lige nu har jeg i det mindste et gøremål dagligt = at gå med hunden.

Tvangsindlagt 

For 1 måned siden, fik jeg et angstanfald, jeg ikke har kunne ryste af mig, endnu. Det har jeg prøvet før, og det er ikke hvert anfald, jeg bare kan sluge råt. Men det er mange år siden, at det har taget så hårdt på mig, som nu. Det var så slemt, at angsten for at få angst, har sat sig godt og grundigt fast. Jeg gik fra at være total social, og glad, til at være ultra asocial, og deprimeret. Jeg gik fra at handle i dagligvarebutikker, som alle andre, til ikke at kunne være alene i en dagligvarebutik. Jeg er også flere gange gået ud af en dagligvarebutik, med en veninde under armen. Jeg er gået fra at være sammen med mine venner, og kæreste 24/7, til ikke at kunne overskue at være i nærheden af nogen af dem. Det sker, at jeg ser dem. Men hold nu kæft det er svært. Jeg kan ikke holde fokus, og jeg tænker hele tiden på hvornår vedkommende går, eller hvordan jeg ??slipper væk.?? Det er så vildt hvad hjernen kan præstere. Hvordan kan noget så rigtigt, føles så pisse frustrerende, og farligt? Det giver i min optik, ingen mening. Og jeg hader det, og jeg har så svært ved at acceptere det, og blive i angsten. Selvom det er dét jeg skal. Omfavne angsten, vel og mærke.

Jeg bevæger mig helst heller ikke udenfor om dagen, fordi jeg bor midt i centrum, dvs der er mennesker over alt. Men så snart mørket falder på, går jeg gerne lange ture, med musik i ørene. Jeg slår mig også gerne ned på en bænk på stranden, og bare nyder dét. Men kun når det er mørkt. 

Jeg har passet den hund jeg passer lige nu, mange gange før. Så det var faktisk mit eget forslag, at hun kunne komme ned til mig at være i noget tid. Fordi så vidste jeg, at jeg kom ud af min komfortzone. Og det gør jeg, hver dag. Flere gange om dagen. Og det er pisse dejligt! Frisk luft, gør underværker.

Ikke nok med at jeg bare er herhjemme helt alene, dag ud og dag ind, så er det ikke engang fordi, at jeg nyder mit eget selskab. Fordi min koncentration er = 0, og så er jeg ekstremt rastløs konstant. Så selvom jeg eksempelvis placere mig i stuen, på sofaen, foran tv?et, og finder en film el en serie jeg finder spændende, så ender jeg med at glo ind i væggen, ved siden af tv?et, fordi jeg ikke kan fokusere.  

Dét har stået på i knap 1 måned nu, og jeg føler, at jeg ved at blive skør. Fordi ligegyldigt hvor mange gange jeg prøver, så lykkedes det ikke. Jeg havde dog en spontan tur på bodega med en veninde, og med min kæreste, i sidste uge. Lad mig sige det mildt: Alkohol og angst er en ekstremt dårlig kombination, dog ikke i momentet, men dagen efter er et helvede. Jeg fik eksempelvis også min veninde til at hente medicin til mig på apoteket den anden dag, fordi dagen forinden bevægede jeg mig derned, for at bevæge mig hjem igen, uden medicin. 

Der har været optakt til det måneden forinden. Jeg fik et angstanfald midt i Kvickly, og blev nød til at gå ud. Optakten var mavepine, så jeg troede faktisk bare at det blev ved dét. Men det forsatte, og pludselig begyndte jeg bare at græde, midt på landevejen, i min venindes bil. Det tog mig et par dage, at komme ovenpå igen. Men det var dét. 2-3 uger efter, skete det samme hos min kæreste. Han nussede mig på maven, og jeg fløj op, ud af døren, og kastede op. Lige siden dér, har det hængt ved. Så det har også resulterede i, at jeg har forbundet ham med noget dårligt, fordi at det er altid nemmere at flytte fokus, og skyde skylden på et menneske, eller en genstand. Men det er slut nu. Jeg gider det ikke mere.

Terapi 

Jeg har snakket med en psykoterapeut i knap 1 måned nu, og dét her startede i samme tidsrum. Jeg tænker generelt ekstremt meget over alt ting, til tider for meget. Så, jeg har også overtænkt hele denne her situation, jeg pt er i. 

Terapeuten er dygtig, næsten alt for dygtig. Hun har virkelig styr på sit shit. Hun har sagt med egne ord ??Den situation du sidder i nu, er ganske normal. Hvis ikke nu, hvornår så? Reaktionen skulle komme før eller siden, og du har fortrængt så mange aspekter i dit liv, de sidste 3 år. Det er normalt.?? De ord sidder fast, og jeg ved jo at hun har ret. 

Motion

Jeg mærkede første gang angsten, for 7 år siden. Men den angst løb jeg væk. Jeg fik stukket piller i hånden, og vedkommende jeg snakkede med dengang på en psykiatri, hun sagde: Piller eller motion. Jeg havde ikke lyst til at proppe mig selv med medicin, så jeg tog mig sammen, og begyndte at løbe igen. Jeg blev faktisk helt angst fri. Det var terapi for mig, at bevæge mig. Jeg har lige siden altid set motion, som gratis terapi. Men i forhold til at jeg løb det væk, i stedet for eventuelt terapi ved siden af, var måske en fejl, men det var bare nemmere. Jeg lagde låg på angsten med motion. Dét hjalp mig dengang. 

Min fars død

Da min far døde for 5-6 år siden, startede det hele forfra, og jeg var nu angst ramt level 1000. Det var så slemt dengang, at jeg endte med at ligne et omvandrende skelet. Det gør jeg heldigvis ikke nu. Herudover kunne jeg ikke denne gang ikke løbe det væk. Tro mig, jeg har prøvet, mange gange. Så de sidste 5-6 år, har jeg faktisk bare holdt mig fra situationer, der gav mig angst. Så jeg har begrænset mig selv ekstremt meget, især i forhold til at opholde mig udenbys, og offentligt transport. Det begrænser mig meget, især fordi jeg intet kørekort har, og heller ikke har det super fedt med at være passager i en bil. Det er udelukkende grundet angsten, fordi jeg har altid været hende, der var frisk på en eventuel spontan tur til en anden by. Ferier m.m., har altid tiltalt mig. Jo længere væk, jo bedre. Jeg har altid (inden jeg stiftede bekendtskab med angsten) været impulsiv, og jeg har aldrig begrænset mig selv. Aldrig. Det har været en stor byrde for mig, at jeg gentagende gange har aflyst events, middage, møder m.m, jeg har været inviteret til af samarbejdspartnere, firmaer m.m., i forskellige byer. Primært Aarhus og København. Jeg købte den ene gang tog billetterne, da den platform jeg dengang havde en web shop via, holdte et stort event, som jeg bare VIL med til, men da jeg stod på togstationen, tog jeg alligevel ikke toget. Det er lidt som en chok tilstand. Jeg stod bare og kiggede på toget kørte.Jeg er blevet tilbudt, at holde foredrag. Det har jeg også takket pænt nej tak til. Det gik frem af på et tidspunkt, i og med jeg havde klienter til konsultationer og tjek, hjemme hos mig. Men det gik hurtigt den anden vej igen. Jeg er så træt af det. Udmattet. 

Hva så nu?

De sidste 2-3 år, har mit liv dog taget nogle drastiske drejninger, som jeg ikke har forholdt mig til. Det kan jeg desværre ikke komme nærmere ind på endnu. Jer der følger med, ved at jeg før har påpeget, hvor meget jeg har lyst til at råbe det ud til jer, men det er jeg ikke klar tll. Det er bl.a de ting der har gjort, at jeg har det som jeg har det i dag. 

Nu er det slut med at springe over hvor gærdet er lavest. Jeg er færdig med at fortrænge ting, og jeg er fuldstændig færdig med, at lave omvendt psykologi på alle omkring mig, til min egen fordel. Hvilket menes med, at jeg jo udemærket godt ved hvad jeg skal svare, hvis jeg bliver spurgt om noget, der eksempelvis ikke passer mig. Jeg har nemt ved at tale mig ud af en situation, hvis den for mig, er angstprovokerende. At ligge låg på følelser, må være mit speciale. Men når jeg så ikke ligger låg på, føler jeg alt for meget på en gang, hvilket jeg heller ikke kan håndtere. Ergo, jeg mangler balancen. 

Jeg går all in på terapi, med den dygtige psykoterapeut, jeg er blevet beriget med. Hun er ærligt som sendt fra himlen. Jeg lader hende pille ved min kaotiske hjerne, og jeg håber at hun når ind til kernen. Hun er velkommen til at knække mig, og bygge mig op igen. Jeg har intet at miste. Hun er den eneste jeg igennem årene, faktisk har lyttet til. Hun er den mest kompetente kvinde indenfor det fag, jeg har stødt på igennem årene. Jeg tror på hende, og jeg lytter til hende. Jeg tror vitterligt på, at hun kan lære mig at være i mine følelser, i stedet for kun at tænke dem. Og i stedet for at prøve på at glemme, og fortrænge. Og jeg tror på, at hun kan lære mig at mærke efter. Fordi det er jo dét, der skal til. Det ved jeg jo udemærket godt. Det er bare lettere sagt, end gjort. Især efter så mange år… 

Det kan kun blive bedre. Det skal blive bedre. Det bliver bedre. 

??Angst er

Hvis du sidder og kan nikke med på de ting jeg skriver, og snakker du ikke med nogen om dét? Så kom i gang! Det hjælper virkelig at have et godt netværk, og ikke mindst et forstående netværk. Hvis ikke forstående, så et accepterende, og lyttende. Angst er nemlig svært at forstår hvis ikke man selv har det. Det kan jeg i hvert fald skrive under på! Når jeg hørte ordet angst flere år tilbage, grinte jeg nærmest af det, fordi ??Du er lidt bange, det går vel over.?? MEN du er ikke belastende, fordi du svinger dine tanker ud. Det har jeg lært med årene, og det har hjulpet mig meget. Det har også hjulpet mig med at finde ud af, hvem der virkelig er der, når det gælder. Du er ikke alene. Aldrig. Husk det! Ræk hånden ud. Det er ikke flovt, at spørge om hjælp. Og du er ikke ved at blive sindssyg, selvom det måske føles sådan. Jeg tror på dig, lige så meget som jeg tror på mig. We can do this! ????

Annonce for Brainchild 

Nu har jeg boet i min lejlighed i snart 4 mdr, nærmest omringet af tomme vægge. Og dog… Jeg nuppede et kæmpe verdenskort hjemme hos min mama, som jeg vil have hængende på den største væg i stuen. Kortet er faktisk fra min gamle folkeskole. Virkelig nostalgisk. ? Det så bare bedre ud i mit hovede, end det gjorde i virkeligheden. Kortet fyldte nærmest hele væggen, og blev egentligt bare et træls moment for mig. Så det har jeg givet min kæreste. Han kigger nærmest mere på det kort, end han kigger på mig. ?

Så faldt jeg over disse plakater på nettet, efter lang tids søgen efter plakater m.m jeg gerne vil have på dén væg. Fordi tom skulle den bestemt ikke være. Det vil dog være lidt for minimalistisk. 

KÆRLIGHED VED FØRSTE BLIK!!

Jeg hader farver, som i at jeg indretter ikke med farver, overhovedet. Også derfor det verdens kort hang mig langt ud af halsen. Jeg elsker det nordiske, og jo mere minimalistisk, jo bedre, og der passede disse smukke posters perfekt ind. Og nu når man ikke har flere tusinde kroner til the real deal, altså svanen, koglen og ægget, så er det jo fantastisk man kan pryde sit hjem med disse disse. Jeg er i hvert fald kæmpe fan! Hjernen bag brainchild, som forhandler disse posters, er sku da genial! ?

Du kan lige nu få 3 posters i 50×70 (som dem jeg har hængende over sofaen), til kun 975,- kr. Herudover får du endda myren GRATIS med i samme str. Du kan også vælge dem i forskellige farver, hvis ikke du er til sort/hvid. OBS det er uden rammer. Gør brug af tilbuddet lige her

Tjek hele udvalget ud lige her

 

Det startede egentligt i en brandert tilbage i maj måned. Jeg havde ingen intention om, at falde så hårdt for ham, som jeg gjorde. Det er ikke mere end 1 år siden, at jeg fortalte min mama, at hun snart blev nød til affinde sig med, at jeg altså aldrig fik et fast parforhold. Dét var bare ikke noget for mig, fastslog jeg. At jeg året efter, bliver beriget med så fantastisk en mand, er mig stadig en gåde. 

Han husker mig som den lille irriterende rødhåret pige, der altid bankede på min storebrors dør, når han havde gæster. Han var min storebrors gæst. Jeg måtte aldrig joine ham, og hans venner. Anne-Mette 7 år, var ikke tilfreds. Så I kan regne ud, at denne her mand, er en mand der har floreret rundt i mit liv de sidste mange år, jeg har bare aldrig lagt mærke til ham, på dén måde. Han er en af min storebrors gode venner. Jeg kender ham udelukkende, som min brors ven. Hvilket jeg tit mobber ham med. Det er sku ret sjovt, at ham og jeg er endt op sammen. Ingen havde set den komme. 

Jeg flyttede jo til Toftlund for små 2 år siden, min hjemby. Der brugte jeg det meste af min tid med min mama, og min bror. De bor nemlig der. Det gjorde min brors kammerat tilfældigvis også i det tidsrum. Og min bror brugte en del tid med ham, i noget af den periode, jeg boede hjemme. 

En lørdag aften, sidder jeg og hæler øl i halsen med min fars kammerat, og jeg vidste at min bror, og hans kammerater, hældte øl i halsen, hos ham jeg nu er kærester med. Jeg skrev til min bror inden jeg skulle hjem, om de gav en øl. Så, jeg tog en svingtur forbi dem til en øl. 

Den aften husker jeg tydeligt, at ham og jeg var enige på mange områder, i forhold til eksempelvis parforhold. Hvordan vi kom ind på det, husker jeg ikke. Men vi blev enige om, at vi var ret ens. Min bror var ved at kaste lidt op over os. Haha. 

Dagen efter, ansøger han mig på facebook. Jeg godkender, fordi at han jo er min brors ven. Han skriver til mig, at han gerne ville købe en kostplan. Yeah right, tænkte jeg. Helt sikkert at han vil købe en kostplan. Så jeg var ret langsom til at svare, de første par dage. Jeg husker at jeg spurgte min storebror, om han troede at han havde ??klamme hensigter?? 

Min bror fastslog hurtigt at jeg var en freak, og at det havde han bestemt ikke. Så, det ender efter lang tids skriveri med, at jeg tager ned til ham, for at afholde konsultationen, i forhold til kostplanen. 

Det går egentligt meget godt. Lige indtil jeg foreslog, at vi sku da drikke en øl, for at fejre at han skulle i gang med at ændre sin livsstil. Den øl, blev til flere øl, hvilket blev til mange øl. Jeg husker ærligtalt ikke særlig meget fra den aften. Dog husker jeg, at vi kyssede. Og det føles mærkeligt, men rart.

Jeg vågnede dagen efter med et slag i hovedet af tømmermænd, og tænkte, nej Anne-Mette. Bare nej…..