Alkohol, min kære ven. Du ødelægger mit liv. Jeg lader dig, ødelægge mit liv. Jeg er ikke længere hende, der kan drikke en enkelt øl, uden at skænke øl nummer 2,3,4,5 en tanke. Jeg stopper ikke, efter en øl. De sidste 12 mdr, har jeg prøvet at overbevise mig selv (og alle omkring mig,) om, at jeg sagtens kan lære at drikke i sociale lag, igen. Men hvem er det egentligt jeg snyder i sidste ende?

Mig selv.

Og hvorfor er det egentligt så vigtigt for mig, at lære at drikke i sociale lag? Der er da mange andre ting, der er vigtigere. Det spørgsmål har jeg tit stillet mig selv. Svaret havde jeg dog ikke, før i går. Fordi alkohol gør mig glad. Og det er jo ganske almindeligt, at alkohol gør en glad, men ikke på den måde, alkohol gør mig glad på. Jeg er også bange for at slippe alkoholen, fordi, det er tilgængeligt alle steder. Alkohol er så almindeligt. Og jeg er bange for, at jeg ikke kan lade vær. Jeg er bange for, at falde i. Og jeg er bange for, at jeg om et par mdr på en god dag i sociale lag, ender med en øl i hånden. Men hvem er det jeg snyder i sidste ende?

Mig selv.

Alkohol er ikke alt. Og jeg behandler alkohol, som var det alting. Altafgørende. Det var måske også naivt at tro, at jeg kunne lære at ‘’drikke en enkelt,’’ når jeg i forvejen har haft et misbrug af kokain. Alkohol og kokain, gik jo hånd i hånd, for mit vedkommende.

Jeg har også tit sagt, at jeg jo sagtens kan have en flaske whisky stående, uden at røre den. Fordi jeg ikke kan lide whisky. Men har jeg en kasse øl stående, så er det en helt anden snak. Derfor kaldte min kæreste mig feinschmecker alkoholiker i går, for sjov. Ikke fordi øl er dyrt, men fordi jeg kan vælge og vrage ift. alkohol. Og hvad gør det så mig? Skal jeg sætte et label på mig selv, før jeg er noget?

Nej.

Jeg har alle år (eller okay, de sidste 5 år), brugt alkohol som en støttepædagog. Det lyder åndssvagt. Men grundet angst, når jeg ikke liiige kunne deltage i dit og dat, så drak jeg altid en øl inden. Det i sig selv, er et problem. Men problemet ligger også i, at jeg ikke altid kun drak en øl. Jeg kan vitterligt ikke huske hvornår jeg sidst bare har drukket en øl for hyggens skyld. Og hvad er alkohol så egentligt for mig?

Fjenden.

Når jeg tænker på hvad en alkoholiker er, så forestiller jeg mig et menneske, der drikker alt alkohol, vedkommende kan komme i nærheden af. Generalisering. Og det gør jeg jo ikke, langt fra. Men når jeg drikker, så drikker jeg indtil jeg ikke kan stå på mine ben. Og jeg drikker mig gerne så fuld, at jeg ender op i snusket lejlighed med bekendte, udelukkende fordi jeg VED der er stoffer. Altså kokain.

Og er det så det værd? Er det det værd at kæmpe for at kunne drikke en fucking enkelt? Er alkohol virkelig livsnødvendigt?

Næ. Overhovedet ikke.

Derfor har jeg taget en beslutning. Ansvar. Jeg gider sku ikke drikke mere, overhovedet. Det ødelægger så meget mere end det gavner for mig, og hvis du kan nikke kende til nogle af mine tanker, så synes jeg helt sikkert også, at du skal overveje dit alkoholforbrug en gang til. ❤️

Hvis der er noget jeg har lært de sidste 3 måneder, er det at man (læs: jeg) skal lære, ikke at tage for store bider af kagen, som man siger.

I april udgav jeg et online foredrag: Kostvejleder på kokain. I foredraget påpeger jeg bl.a. at jeg er 100% sikker på, at jeg aldrig kommer til at bruge kokain som en flugt, igen. Herefter udgav Ekstra Bladet en artikel om mit misbrug og jeg. Måneden efter udgav Ude og Hjemme en uddybende artikel om det samme.

Jeg var GLAD. Helt indeni. Og stolt! Jeg var clean. Bulletproof.

Jeg udgav bl.a. også foredraget, fordi jeg synes det er vigtigt at bryde tabuet omkring et misbrug. Et misbrug kan ramme alle, OGSÅ kostvejlederen. Jeg fik beskeder fra folk med høje stillinger, bl.a. en læge, ledere osv. Disse mennesker havde ligesom mig, været i et massivt misbrug. Nogle af dem, var der stadig.

De var glad for, at jeg brød tabuet. Lige præcis fordi et misbrug kan ramme alle, også lægen, psykologen eller direktøren. Alle.

Det ramte også mig, sundhedsguruen der guidede klienter i en retning af alt det modsatte jeg proppede i min krop: kemi. Derfor synes jeg at min stemme er relevant.

Efter min lancering af foredraget, og udgivelsen af artiklerne, følte jeg mig klar til at tage næste skridt.

Jeg brugte primært kokain til at flygte fra mig selv. Angsten, der har prydet mit indre, især efter min fars selvmord i 2013. Herudover gav stoffet mig en følelse af at leve. Hvilket jeg ikke følte jeg gjorde inden jeg stiftede bekendtskab med stoffet. Jeg var i en mørk periode, med massiv angst. Jeg fungerede ikke optimalt. Jeg havde svært ved at udføre banale ting, så som at handle, være sammen med mine venner, osv. Jeg fik fra at være social, til at være asocial level 100.

Stoffet gjorde mig høj på den måde, at jeg kunne alt det, jeg forinden ikke kunne.

Nu var jeg klar til at tage næste skridt imod det der føles rigtigt, for mig. Jeg var klar til at trappe ud medicinen.

Medicin jeg har fået fast i 7 år. Antidepressivt medicin.

Jeg har aldrig troet på lykkepiller. Aldrig. Jeg fik pillerne kastet i nakken tilbage i 2013, da min far døde. Herefter har de egentligt bare været en del af mig. En fast rutine, om man vil.

Men sådanne piller slukker også noget oppe i hjernen. Jeg har altid været meget ufølsom, og knap så meget i kontakt med mit følelseregister. Så jeg var overbevist om, at en udtrapning var det der skulle til, nu.

Jeg har skrevet rigtig meget om udtrapningen her på bloggen.

Den første måned af udtrapningen, var et helved. Lige så var anden måned. Tredje måned var jeg så ødelagt mentalt, at jeg fik så destruktive tanker. Herudover have jeg så meget angst i kroppen, at nærmest ALT blev umuligt for mig at udføre. Så som at handle, være sammen med min kæreste, venner, familie etc.

Min familie, få venner, og min kæreste har været tilskuer til alt. Jeg har haft utallige vredes udbryd, og generelt udbryd i gråd. Jeg tror aldrig jeg har grædt så meget før, på så kort tid.

En måned inde i udtrapningen, faldt jeg i. Det var fantastisk, da rusen stod på. Alt det min hjerne var ved at vende sig til at fungere uden, kom med 180 i timen tilbage. Jeg følte mig uovervindelig.

Ugen efter, knap so much. Jeg var for det første skuffet over mig selv. Og sur. Rigtig sur. Og jeg græd. Jeg kunne ikke rejse mig op fra sengen i en uge. Jeg delte episoden med meget få mennesker, specielt fordi jeg var gået straight out public med at jeg var clean.

Heldigvis har jeg et fantastisk netværk. ‘’Et tilbagefald er normalt, Anne-Mette. Videre!!’’

Jeg kom videre. Men eftersom min hjerne stadig var i underskud af det stof, der havde bedøvet den i 7 år, og med endnu en rus i baggagen, var det svært for mig at slippe helt.

Jeg overvejede virkelig at trappe op på medicinen igen. Måske det ikke var det rette tidspunkt for mig, at trappe ned? Måske jeg bare skulle være glad for, at jeg var kommet så langt? Måske jeg skulle slappe af, og ikke tage så store bider af kagen.

Stædig.

Men jeg bed det i mig. Og jeg forsatte med at trappe ned. Set i bakspejlet, skulle jeg havde stoppet mens legen var god.

Jeg faldt i igen, og igen. Jeg faldt i 3 gange på 3 måneder. Det er tre gange for meget.

Jeg ringede efterfølgende til min terapeut. Jeg havde brug for at snakke med en, der ikke var min mor, min kæreste eller min ven. Hun sagde til mig, at hun synes jeg skulle trappe op på medicinen, igen. Faktisk synes hun, at jeg skulle trappe højere op end før. Jeg stillede mig på bagben. Fandme om jeg skulle det! Men hun satte mit liv i perspektiv for mig. Fordi, inden jeg trappede ud af medicinen, var jeg clean. Jeg var glad, dog ikke angst fri, men godt på vej. Men jeg var noget for mig selv, og dem omkring mig.

Vigtigst af alt: Jeg var mig.

DERFOR tog jeg  ‘’drastisk’’ beslutning. Jeg trappede op, igen. Og jeg har det godt, igen. Nu føler jeg mig som mig selv, igen.

Min terapeut siger, at jeg skal se på medicinen, lige så vel som optrapningen, som en midlertidig løsning. Hvilket er endnu svære for mig nu, da jeg i min optik har smidt håndklædet i ringen. Jeg var ikke stærk nok. Sådan føles det i hvert fald. Selvom det er stærkt at have selvindsigt nok til at se, hvad der gør en godt, så føles det anderledes. Det føles som et nederlag.

Min terapeut er det bedste der er sket for mig. Det lyder måske kliché. Men det er hun. Jeg kan udrette dobbelt så meget, når hun er i mit liv. Jeg stoppede hos hende tilbage i november 19. Jeg var ikke helt angst fri, bevares. Men tæt på. Herudover spillede økonomien også et puds for mig. Det er dyrt. Men nu ser jeg det som en investering i mig selv. Og jeg stopper ikke hos hende, før jeg er 100% angst fri. Om der så går et år.

Min veninde skrev til mig den anden dag:

Ingen grund til at fravælge medicin i bytte for:

At have det af lort

Være selvdestruktiv

Have angst

Være isoleret

Ikke at kunne noget

Osv.

Og hun har jo ret.

Jeg tror stadig på at jeg en dag bliver medicin fri, men den dag er bare ikke nu. Det har været svært mig at acceptere. Hvilket det stadig er. Jeg tror stadig på fysisk og mentalt træning, hvilket jeg på ingen måde slipper. Og ærligt ikk’, hvis jeg ikke bliver medicinfri, hva’ så? Sådan skal jeg tænke. Det ved jeg. Men det er svært.

Min terapeut siger: ‘’Du beder jo heller ikke en med diabetes om at smide sin insulin væk, vel?’’

Hun har jo ret.

Jeg har altid hængt meget i, at jeg for 8 år siden løb mig ud af angsten. Men det er også på tide at jeg indser, at det er 8 år siden, og at mange ting er sket siden. Jeg havde ikke et misbrug for 8 år siden.

Jeg savner den jeg var engang

Det er der tricker angsten hos mig, konstant. Jeg vil så gerne alt i hele verden. Jeg vil se mine venner. Jeg vil holde et foredrag, fysisk. Jeg vil ud at rejse. Jeg vil opleve verden.

Alt dét, som mange mennesker bare kan, det kan jeg ikke. Eller det kan jeg ikke lige nu.

Jeg kan dog passe mit arbejde. Mit arbejde er det eneste, der altid har fået mig til at føle mig ‘’normal.’’ Hvilket jeg også har nævnt før. Jeg ser hellere mig selv arbejde, end at være sammen med dem der står mig nær. Hvilket jeg også har nævnt før. Jeg siger ikke at det burde være omvendt, men den der balance, den mangler jeg.

Jeg var ved at finde dén balance igen, indtil jeg trappede ned på medicinen. Kæmpe fejl, set i bakspejlet. Dog en erfaring rigere.

Jeg har måtte indse, at jeg på en eller anden måde ikke er herre over mit eget liv.

Og dog. Jeg er jo lige præcis herre over mit eget liv, når jeg tar’ styringen. Jeg kan dog ikke lade vær med at føle mig som en fiasko, men det overskygger ikke følelsen af at have styringen igen, medicin eller ej.

Et misbrug er individuelt. Dog har alle misbrugere en ting tilfælles. Vi flygter fra virkeligheden. Fordi virkeligheden gør ondt. Et misbrug går tit hånd i hånd med en eller flere psykiske lidelser. Hvilket skal forstås således, at mange med psykiske lidelser, bruger rusmidler til at dæmpe lidelsen. Det er SÅ vigtigt for mig at påpege, igen og igen. Der er nemlig intet ondt i en misbruger. Alt det en misbruger foretager sig, som sårer dem omkring sig, dét gør misbrugeren ikke for at sårer nogen, tværtimod. De gør det de gør, for at få fred indeni. Husk på det, næste gang du svinger en fesen kommentar ud, omkring en der har et misbrug, enten af stoffer, alkohol eller andet. Misbrugere er også mennesker. Mennesker der kæmpe en kamp hver evig eneste dag.

Forestil dig, at du bliver høj af at løbe en tur. Eller, at du bliver høj af at male et maleri. Strikke, hækle, læse i en bog. Eller noget tredje. Det er dit drug. Det gør dig høj, og afslappet på samme tid. Det er dit frirum. Din terapi.

Løb er også terapi for mig, bevares. Jeg elsker at løbe. Det er mit drug. Men det kan ikke måle sig med dén følelse kokainen har givet mig. Det kommer det aldrig til at måle sig med. Når man først har vænnet hjernen til det lort, så er der intet der kan slå den følelse. Videnskab.

Kokainen gjorde for mit vedkommende, at jeg kunne alt det jeg ikke kunne, når jeg ikke var påvirket. Ses med mine venner, min familie, være social, generelt. Tage en bus, eller et tog. Handle. Osv. Kokain for mig, var en flugt fra virkeligheden. Fordi når rusen aftog, startede jeg ikke kun forfra. Jeg startede FORFRA med stort. Jeg startede et sted hvor jeg ikke kunne bunde. Derfor: afhængig.

Flugt fra virkeligheden. En vej udenom.

Det er det et misbrug omhandler. Tragisk, men rigtigt.

Der sidder helt sikkert nogen og tænker, hvorfor fanden fortæller hun det her offentligt. Jeg kan fortælle jer, at jeg også var meget i tvivl. Især pga mit omdømme. Herudover går rygterne. Det er mit liv, som jeg har valgt at udgive offentligt, bevares. Men det er stadig mit. Derfor er det også mit job, at forklare hvordan dét hænger sammen.

Jeg ved godt at jeg selv bestemmer hvad jeg fortæller, hvornår, hvordan og hvorledes. Dette er mit valg.

Jeg er også helt med på at der altid vil gå rygter, især når jeg har været en del af sådan et miljø. Jeg kunne i princippet også være ligeglad med hvad folk tænker, men mit levebrød er bl.a. mine sociale medier. Jeg tog et valg, da jeg udgav kostvejleder på kokain. Jeg valgte at være ærlig, hvilket også er en af grundene til I følger med hos mig. Når I følger med hos mig, støtter i min forretning, hvilket giver mig mad på bordet. Det hele går op i en højere enhed, som I er en del af, hvilket jeg  ikke vil være foruden.

Tak fordi du igen læste med ❤️

Er du pårørende til en misbruger? Så vil jeg gerne lige påpege FRI AF MISBRUG, for dig.
Det er en dansk organisation, der bl.a. hjælper pårørende til misbrugere.
Anonymt og gratis! Læs mere lige her

Min fantastiske terapeut Lene Brøndum Madsen og jeg.
Uden hende, var jeg aldrig kommet så langt som jeg er.
Og jeg er klar på at komme ENDNU længere, i samarbejde med hende.

Jeg har brugt lang tid på at kringle dette indlæg sammen. Især fordi det er svært for mig at sætte ord på.

MEN det er pisse hårdt! Jeg har meldt mig syg på mit arbejde i centeret hele ugen ud. Heldigvis en forstående boss jeg har. 

Jeg har gang i mange ting lige nu, måske lidt for mange ting, taget min ‘’tilstand’’ i betragtning.

Jeg startede selvstændigt op igen i november 19. God start! Knap så fantastisk i corona perioden, da mit planlagte foredrag blev udskudt på ubestemt tid. Herudover var muligheden for fysiske klienter udelukket, da mit kontor ligger i centeret.

Det er hvad dét er. Jeg har kørt online forinden, hvilket jeg forsatte med. Bum!

Så fik jeg en fiks ide midt i det hele. Midt i kaos og udtrapning. Jeg vil starte med at læse HF efter sommerferien, hvilket stadig er min plan. Jeg har i hvert fald betalt. Ergo: Jeg er meldt ind. Min plan er at gennemfører.

Alt dette foregår i selve udtrapningen. Hvilket selvfølgelig også var et valg jeg tog. Udtrapningen var MIT valg.

Jeg holder ved valget, men jeg trapper ikke længere ned lige nu. Jeg ligger fast på 30 mg, hvilket jeg har en plan om at blive ved med i lang tid. Herudover startede jeg op på CBD olie for knap 7 dage siden. Dvs virkningen ikke er der på den front; endnu.

Jeg deler stadig ikke hvilket olie det er jeg gør brug af, da jeg vil forsikre mig det virker inden jeg reklamere for det. As if det virker, så kommer jeg selv til at forhandle det, en dag. 😊

Alt i alt, går jeg lige pt igennem en super stram periode. Jeg er MEGET ensom. Jeg ser ikke mine venner, da jeg simpelthen ikke kan overskue at være social. Og jeg er generelt MEGET social. Jeg ser min kæreste, han er det eneste individ jeg kan overskue. Og ham kan jeg også have brug for at have på afstand. Jeg har svært ved at komme ud af døren, selv for at gå- eller løbe en tur. Hvilket jeg normalt gør meget gavn af, når jeg går igennem stramme perioder.

Et eksempel er, at jeg i forgårs hoppede i træningstøjet, for at løbe en tur. Jeg nåede ud af døren, men vendte om 50 meter nede af vejen. Jeg havde svært ved at opholde længere væk fra mit hjem af gangen, fordi ”hvad nu hvis.”

Dét er en følelse alle der lider af angst, kan skrive under på. Det er normalt, men det føles som alt andet end normalt.

Alt i alt, er jeg super glad for at jeg faktisk valgte at starte selvstændigt op igen, således kan jeg nemlig arbejde hjemmefra. Priviligeret.

Denne her udtrapning, har taget sindssygt hårdt på mig. Hårdere end jeg regnede med. Hvilket giver ekstremt meget stof til eftertanke. Jeg har været ‘’bedøvet’’ i 7 år. Jeg kan mærke mig selv level 100, igen. Hvilket jeg har helt vildt svært ved at være i. Jeg føler hele tiden; at jeg bevæger mig udenfor min komfortzone, også når jeg bare er herhjemme, alene.

Et eksempel er, at min veninde og hendes kæreste kiggede spontant forbi mig i går. Jeg vidste ikke de kom. De havde kontaktet min kæreste inden, for at høre om jeg var hjemme. Min veninde ved nemlig hvordan jeg har det, da hun selv lider af angst. Hun ved, at hvis hun havde fortalt mig at de kom, så havde jeg med 99% sikkerhed aflyst. Det endte med de var herhjemme i max 15 minutter. Herefter bad jeg dem om at køre, igen.

Jeg har svært ved at sove, og jeg har svært ved at slappe af. Og når jeg endelig falder i søvn, kræver det en kamp af mig, at stå op. 

Jeg har prøvet det her før. Men selvom jeg har prøvet det før, så føles det som om at det er aller første gang. Det er nok det værste ved angst. Det der med at man ikke kan overbevise hjernen om, at der ikke er noget at være ”bange” for. Det der med ikke at kunne slappe af. Det der med, altid at være på ”vagt.”
Når det er sagt, så har jeg set angsten i øjnene 1000 gange, så jeg ved, og jeg tror på, at alt nok skal blive godt igen. Det skal blive godt igen.

Udtrapningen har gjort, at jeg føler mig revet tilbage til 2013, da jeg fik medicinen kastet i nakken. Jeg føler, at jeg skal deale med alt det; der dengang blev lagt låg på med medicin.

Herudover starter jeg hos min fantastiske teraput Lene Brøndum, her til august, igen. Ugentligt! Hun holder til i Kolding, så bare dét bliver en bedrift, at komme derop. Men det hjælper! Hun hjalp mig så meget sidste år. Hun har nemlig selv haft angst. Hun har haft det på hele samme måde som jeg. Så, det glæder jeg mig til. 

Jeg tar’ det i så stiv arm som jeg nu kan. Jeg passer selvfølgelig mit arbejde som coach. Mit arbejde på den front, vil jeg ikke undvære for noget. Jeg ELSKER mit arbejde, og jeg forsømmer ej mine klienter selvom jeg kæmper. Vi kæmper ALLE med hvert vores, det er bare de færreste der siger det højt, hvilket jeg har valgt at gøre, på trods af mit erhverv. Bryd tabu!

Jeg ser mig selv som en stemme, der kan være med til at forandre på den front. Derfor deler jeg min historie. Derfor deler jeg min kamp.

Dét hjælper mig, at det hjælper dig. ❤️

OBS* Aldrig trap ud af medicin uden samarbejde med din læge!


Jeg købte denne fine kjole, til en speciel anledning. Jeg havde fået æren af, at stå fadder til min veninde og hendes kæreste datter. Dåben fandt sted i dag. Jeg var ikke med til dåben.

En ting er, at jeg har glædet mig, meget.

En anden ting er, angst.

Udtrapning af medicin, og angst. Jeg mindes vitterligt ikke hvornår jeg sidst har mærket så meget angst i min krop. Eller jo. Da min far døde.

Jeg tænker tit, om den udtrapning er det her helvede værd. Jeg har flere gange de sidste par uger, hulkede (især overfor min kæreste), ift. at jeg virkelig har overvejet at droppe denne her udtrapning. Jeg er træt.

Jeg føler mig ægte handicappet. Sådan virkelig mentalt OG fysisk lammet. Det er en super triviel følelse have med sig 24/7.

Jeg dropper den ikke. Jeg køre på fjerde uge nu. Går alt efter planen, slipper jeg pillerne helt, om en uges tid. Jeg er pisse bange. Hele tiden.

Men jeg tror på mit projekt. Jeg tror på det bedre, uden medicin. Jeg tror på opstart af CBD olie. Jeg glæder mig, selvom det føles overvældende, og forkert. Lige nu.

Min hjerne og min krop køre på fuld smadder sådan ca 24/7.

Jeg er max følsom, og mærket. Sindssygt mærket.

Hvilket også resulterede i et opkald der foregik i gråd til min dejlige veninde i formiddags, iført kjole und alles. Klar, parat, start til barnedåben, som jeg som skrevet endte med ikke at være en del af.

Jeg tvivler på, at hun kunne forstå hvad jeg prøvede at fortælle hende. Jeg var fuldstændig rørstrømsk. Men hun kender mig godt, rigtig godt.

‘’Anne-Mette, det skal du ikke tænke på. Vi ved hvordan du har det. Du står stadig som fadder på papiret. Vi kommer ud at besøger dig, så skal du ikke tænke på at besøge os lige nu. Vi kan FaceTime dåben til dig (sagt med et smil på læben.’’

Tænk at være SÅ tålmodig. Tænk at være så forstående, og accepterende. Ja. Nu græder jeg igen, i skrivende stund.

Jeg er stadig tit i chok over, at jeg er beriget med så fantastiske venner. Min veninde blev ikke sur, tværtimod. Meget forstående. Mere forstående end jeg.

Jeg er blæst bagover ift. mine venskaber. Aldrig, og jeg mener ALDRIG har jeg været så sikker på, hvilke mennesker der betyder aller mest for mig. Aldrig! ❤️

Derfor smiler jeg. Jeg smiler fordi, jeg er omringet af sindssygt fantastiske mennesker. Jeg smiler fordi, jeg tror på det her. Jeg tror på et liv uden medicin, og angst. Jeg tror på mig.

I dag er det 9 dage siden, jeg trappede ned på 30 mg, i stedet for 60 mg. Hvis du ikke ved hvad dælen jeg snakker om, så kan du læse mit første indlæg ift. udtrapningen lige her

Jeg har, eller jeg havde egentligt ikke mærket noget negativt til det. Dog er jeg også helt sikker på, at man skal være indstillet på en nedtrapning, herudover er jeg også sikker på, at man skal lade vær med at overtænker hele situationen (selvom det er svært.)

Jeg har egentligt følt mig mere frisk. Mere overskud, og mindre ‘’slukket.’’
Men igen, jeg ved ikke om det er indbildning. Jeg er nemlig meget skeptisk. Også fordi, at jeg ‘’kun’’ er trappet ned.

Lige indtil i går, på ottende dagen. Min kæreste kom på besøg. Vi skulle have æggekage til aftensmad, hvilket jeg stod for. Ægte æggekage med æg fra bondemanden. Et mix af kyllingpølser, mozzarella, peberfrugt, forårsløg og krydderier.

Jeg brugte lang tid på at mixe den perfekte blanding sammen. Og jeg var sulten. Jeg så altså frem til den æggekage. Jeg brugte 20-30 min på at pusse nusse omkring den freaking æggekage.

Hvad fanden har en æggekage med udtrapning af medicin at gøre, tænker du sikkert.
Jo, nu skal du høre.

Jeg brændte hele æggekagen på. Som i, den var lige til skraldespanden. Normalt havde jeg bare grint af det. Altså, det er ikke første gang (eller sidste), at jeg brænder mad på.

Men jeg fik et sindssygt breakdown. Jeg blev decideret sur, og sindssygt deprimeret. Jeg stod bare og kiggede på æggekagen, imens et hav af følelser fløj igennem min hjerne, og min krop. Jeg følte i et split sekund, at jeg kunne mærke mig selv, sådan for real.

Min kæreste vidste slet ikke hvad han skulle gøre. Fordi, hallo. Det er bare en æggekage.

Jeg pendlede imellem at smile, alt imens jeg fik tårer i øjnene. Jeg kunne slet ikke være i mig selv pga følelser. Først blev jeg sur. Sådan ægte sur. Så blev jeg virkelig ked af det. Dog kunne jeg ikke lade vær med at smile af situationen. Dog varede disse smil ikke længe. Jeg sad bare i sofaen med tårer i øjnene, og kiggede ud i luften.

Hvilket gav mig muligheden for at mærke sådan ægte efter, hvilket jeg i forvejen har svært ved. Jeg er altid et skridt bagud eller foran, taget mine følelser i betragtning.

Jeg føler, at jeg venter på der sker noget forfærdeligt. Mit sind, og min krop er på vagt. Hele tiden. Jeg er konstant på vagt, hvilket kan mærkes fysisk. Jeg har tynd mave level 100. Altså toilettet bliver straffet et par gange dagligt.

Jeg synes det er hårdt. Men jeg giver ikke op. Jeg er fast besluttet på, at jeg skal helt ud af medicinen. Jeg prøver virkelig at mærke efter ift. udtrapningen. Hvordan det påvirker mig. Hvad jeg kan mærke. Og hvad der sker i mig. Når rastløsheden tager over level 100, så træner jeg. Fordi det virker. Og fordi JEG synes, at det er bedre end kemi. Der er kun en vej i min optik. Ud af, og frem af.

God weekend. ❤️

‘’Man kan have ophobet så megen angst i sit biologiske system, at det er blevet en normal tilstand, hvormed man har svært ved egentligt at genkende angsten; man sanser blot det ubestemte men insisterende indre ubehag, der ligger som en klangbund i det levede liv, uden at kunne sætte ord på hvad man lider under, og hvad lidelsen skyldes.’’

Inge Schutzshack Holm

___________________________

Endnu engang, mislykkedes jeg.

Endnu engang, skuffer jeg.

Endnu engang, sidder jeg tilbage som en fiasko.

Ingen af ovennævnte er rigtigt. Men det er sådan det føles.

.. Jeg er i en sindssyg udvikling lige nu. Jeg kan knap nok følge med. Men det går langsomt. Alt for langsomt.

Erhvervsmæssigt kunne det ikke gå bedre. Jeg kan meget mere, når det kommer til mit arbejde, kontra mit privatliv.

Mit privatliv sejler, for at sige det mildt.

Jeg er angstpræget level 100. Det er ikke som en nyhed. Men det er et slag i face, hver gang jeg mislykkedes. Hver gang.

Jeg vil sådan ønske at kontakt imellem mave og hjerne, er eksisterende hos mig. Det er den ikke. 

Jeg bliver sjælendt ked af det. Jeg græder aldrig. Jeg bliver i stedet sur eller lukker af, fordi jeg ikke vil græde. Jeg griner i stedet. 

Jeg skubber alt følsomt væk, fordi det er alt for svært for mig, hvilket altid resultere i angst. Altid.

I dag græd jeg, for første gang i mange år på egne vegne. Jeg tænker ikke det tæller, når alkohol har været involveret. Dét er jeg stolt af.

Kontakt imellem hjerne og mave var eksisterende i et moment.

Dén kontakt har været ikke eksisterende lige siden min far tog sit eget liv. Traume.

Min kærestes datter fyldte 8 år i går. Jeg var inviteret med ud at spise. Jeg kom ikke.

I dag er jeg inviteret med i legeland. Min plan var, at deltage.

Jeg deltager ikke.

Jeg kan ikke. Jeg tør ikke. ‘’Hvad nu hvis.’’ Kortslutning.

Hvad nu hvis, jeg aldrig bliver ‘’normal’’ igen? Hvad nu hvis, jeg altid skal leve sådan her. Hvad nu hvis.

Jeg har så svært ved at acceptere den tilstand jeg føler jeg bibeholder mig selv i.

Jeg mislykkedes. Og det gør ondt. Det gør så fucking ondt.

Jeg vil så gerne. Jeg vil alt i hele verden. Men jeg kan ikke. Jeg tør ikke.

…. Men i dag græd jeg. I dag følte jeg. I dag, var der forbindelse imellem mave og hjerne. Fremskridt. I dag græd jeg. 

 

Hvorfor bor dig og din kæreste ikke sammen?

Det er dét spørgsmål der går igen, og igen. Jeg har det trivielt med lige præcis det spørgsmål. Det er da ikke en selvfølge at man bor sammen, bare fordi man er kærester.

Eller hvad?

Det synes jeg i hvert fald ikke.

Min kæreste og jeg bor ikke sammen. Vi har heller ingen planer pt i forhold til at bo sammen.

Vi bor ikke sammen fordi han købte hus i en by i ingenmandsland lige inden vi blev kærester. Jeg kan ikke se mig selv bo derude lige nu. Og han kan ikke se sig selv bo i Toftlund. Herudover ligger det hus han har købt perfekt i forhold til afstanden til hans arbejde, og til hans børn. Han har ikke et behov for at flytte, lige så vel som jeg ikke har dét behov. 

Herudover kan jeg personligt godt lide at bo selv. Når jeg nævner det, bliver der nærmest set ned på mig, føler jeg. Der bliver sat spørgsmålstegn ved, hvorfor vi er kærester, når vi ikke vil bo sammen.

Vi vil gerne bo sammen. Det er bare ikke et behov vi har lige nu. Hvilket jeg ikke kan se noget problem i. Jeg synes mere det er et problem, at man åbenbart ikke kan bo seperat som kærester, uden der bliver sat spørgsmålstegn ved det.

Min kæreste og jeg har næsten været kærester i 2 år. Jeg fik allerede spørgsmålet kastet i nakken efter 6 mdr.

Alt respekt for jer der vælger at flytte hurtigt sammen med jeres partner. Hvilket jeg ikke stiller spørgsmålstegn ved.

… Så hvorfor stille spørgsmålstegn ved, at andre venter med at flytte sammen? Eller slet ikke flytter sammen?

Jeg har flere gange sat spørgsmålstegn ved, om det er mig der er mærkelig, fordi jeg ikke har et behov for at bo sammen med min kæreste. Især fordi, der bliver sat kæmpe spørgsmålstegn ved, at vi ikke bor sammen.

Jeg kan selvfølgelig ikke blame andre for hvad jeg føler. Men det hjælper ikke, at der bliver set ned på min relation til min kæreste, fordi vi har taget et valg, der lyder på at vi bor hver for sig.

Jeg føler for at råbe højt lige nu, at du ikke er mærkelig hvis du ikke har et behov for at bo med DIN kæreste. Lige så vel som det er et behov for dig der ikke kan se dig selv bo ALENE.

End.

 

 

Hvor mange kcal spiser du om dagen?

  • Det er meget forskelligt. Jeg tracker ikke mine kalorier mere. Men jeg kan kigge på en madvarer, og regne ca kcal indhold ud. Arbejdsskade. Haha. Jeg ligger på omkring 1500-2000 dagligt. Meget forskelligt.

Har du erfaring med elitesportsudøvere, i forhold til kostplaner?

  • Niks. Men jeg har lavet planer til folk der dyrker ekstremt meget sport. Jeg er dog game! En gang skal være den første.

Råd til den dårlige samvittighed, når man spiser usundt. Hvordan kan man arbejde med det?

  • Booke et forløb hos mig. 😜 Jeg deler en del på mine sociale medier omkring det. GRATIS. Bl.a. redskaber. Kig mit feed igennem, og find inspiration.

Bedste mellemmåltider?

  • Der findes ingen mellemmåltider, der er bedre og dårligere end andre. En banan fungere lige så fint som et mellemmåltid, som en række marabou chokolade. I min optik omhandler et mellemmåltid om lyst. Har du lyst til en banan, eller har du lyst til chokolade? (eksempelvis) Det kommer an på så meget. Eksempelvis dit mål m.m.

Laver du kostplaner?

  • Yes sir! Læs mere om hvad jeg tilbyder lige her

Har du døjet med overspisning og opkast efterfølgende?

  • Yes. Det har jeg. Jeg skrev et indlæg for mange år siden, omkring hvad jeg har kæmpet med i form af spiseforstyrrelser m.m. 

Hvad sker der hvis man spiser efter sit ligevægtsindtag?

  • Hvis du spiser efter dit ligevægtsindtag, bevare du din nuværende vægt. Så spiser du lige præcis det, din krop har brug for.

Hjælper du atleter?

  • Nej. Det gør jeg ikke. Igen, jeg har hjulpet en del der dyrker ekstremt meget sport. Jeg er dog slet ikke specialiseret indenfor dét område, når det kommer til eksempelvis fitness atleter.

Hvad spiser du i løbet af en dag?

  • Det er meget forskelligt. Jeg skrev et indlæg for et par mdr siden lige præcis omkring mit indtag af mad. Jeg trackede mit indtag et par dage, således jeg kunne dele det med jer.

Hvad vejer du?

  • Et spørgsmål der går en igen. Jeg synes personligt at det er fuldstændig ligegyldigt hvad jeg vejer. Jeg tænker, hvad kan I bruge det til? Tallet på vægten er simpelthen så intetsigende. I forhold til et vægttab er det i min optik mere optimalt at måle sig i centimeter. Smid vægten af helvedes til. Nok om det… Jeg vejer omkring 70 kilo. Tror jeg. Jeg ved det ikke. Jeg bruger ikke rigtig min tid på badevægten. Jeg ved hvor meget det tal kan mindfucke en. ‘’Bare et kilo mere’’ osv. UD MED DEN VÆGT!


Det her, kommer til at lyde som noget der er revet ud fra en elendig
 melankolsk film. Men det var realiteten for mig sent i går aftes. Kl 23:30 besluttede jeg mig for at gå en rask tur. Jeg var virkelig rastløs, efter 4 timers Investigation Discovery nørderi med min bror, og titusinde kilo snacks.

I det jeg træder ud af døren, selvfølgelig med Ed Sheeran akustisk i ørene, begynder det at sne. Jeg vil normalt ikke have tænkt over det. Altså, det er jo bare sne.

Jeg blev helt varm i kroppen. Jeg stoppede sågar op, for at kigge på at dét. Altså sneen. Jeg blev på en eller anden måde helt rørstrømsk. Den der ‘’Nu er det jul,’’ følelse ramte mig.

Herefter gik turen ellers rundt i gader og stræder. Jeg gik sågar forbi kirken. Dén kirke hvor min far blev bisat. Jeg blev rørt igen, hvilket jeg slet ikke plejer.

Der stod jeg så, imens sneen stadig faldt på mig, med alle følelser udenpå tøjet. Men som noget nyt, med et smil på læben. Det gik op for mig, at jeg for første gang i 6 år, igen var glad for december. 

Julepynten, julelys, kalenderlys, hyggen, julekalender, og alt det der. Jeg elskede det! Men da min far for 6 år siden, tog et drastisk valg, døde alle højtideligheder sammen med ham, for mit vedkommende. Fødselsdage, familie gøjl, og generelt højtider sagde mig pludselig intet. Selv min egen fødselsdag, synes jeg ikke var noget specielt længere.

De første 4 år efter, drak jeg mig fuld på min fødselsdag, gerne alene, hvis jeg ikke havde planlagt noget. Flugt fra virkeligheden, var mit speciale.

Mit følelsesregister har været i stykker siden dén dag i 2013. Jeg har altid været lidt afstumpet på den front, men det hjalp bestemt ikke, at min far tog sit eget liv. Jeg fik endnu svære ved, at navigere rundt i alt der omhandlede følelser. Lige præcis derfor ligger det desværre meget fjernt for mig, at blive rørstrømsk. Jeg er bedre til at håndtere det dagen i dag, men jeg har dog lang vej på den front endnu.

Det kender du måske, hvis du også har mistet?

… Men især julen, var elendig for mit vedkommende. Især fordi, julen i princippet allerede starter d. 1 december. Dvs en hel måned fyldt med julehygge. Dét har lige siden dengang, været trivielt at komme igennem. Jeg har selvfølgelig haft hyggelige stunder i december måned med familie og venner, men det var stadig ikke det samme, som da min far levede.

Hyggen var blevet pillet fra hinanden. Jeg havde ingen anelse om hvordan jeg tryllede dén frem igen. Og kan man overhovedet trylle den frem igen?

Nej. Det kan man ikke.

… Men den kommer igen. Det lover jeg dig. Det kan tage flere år, men den kommer, når du mindst venter det. Det lyder som en elendig kliché, men det er sandt. Den kommer. Du kan ikke fremprovokere dén.

Mit råd er, at du prøver på at lade vær med at fremprovokere hyggen, fordi så ender du ikke med at blive skuffet, hvis det ikke lykkedes. Smid dine forventninger væk til julen. Du behøver slet ikke at have nogle forventninger. Det eneste du skal pryde din hjerne med, er nysgerrighed. Vær nysgerrig på julen. Sidst men ikke mindst, giv dig selv lov til at nyde december. Måske du kan mærke en snert af julestemning, men du skubber den ubevist væk, fordi ‘’Jeg kan ikke nyde julen uden min afdøde (mor, søster, ven, far, kæreste m.m.)’’

Det må du godt! Du må godt nyde julen, og generelt højtider. Giv dig selv lov.

Så ender du (måske) ikke på sofaen med en flaske rødvin, bløde brunkager; Fed up med selvmedlidenhed, og melankolsk, og belastende musik i højtalerne. Altså det skal der bestemt også være plads til – at være ynkelig. Men, det kan hurtigt blive til en selvdestruktiv vane. Du er mere værd, end dét. Du er mere værd end gamle brunkager, og sørgelig pap vin fra Rema.

Det har taget mig 6 år, at nå hertil, hvor jeg igen kan sige, at jeg nyder december.

2019 har været mit bedste, og mest lærerige år nogensinde i mit hidtil 27 årige liv. For første gang i 6 år, har jeg fralagt mig offerrollen. Jeg tør godt sige, at jeg er glad, også uden min far ved bordet.

Jeg trådte ind i december, med en helt fantastisk indstilling. Jeg opholder mig pt meget hos min mor. Jeg siger ikke, at vi begge har julesokker hængende, men det har vi. Vi propper dagligt små finurlige ting, eller snacks i hinandens sokker. Jeg høre julesange frivilligt. Jeg NYDER julepynten indenfor, og udenfor. Jeg ELSKER at bevæge mig udenfor om aftenen, bare for at studere julelys på husene rundt omkring. Jeg har handlet ind til marcipan konfekt. Jeg har set en hel julekalender med min kærestes børn. Jeg smiler ekstra meget her i december.

Og det bedste ved det hele… Jeg GLÆDER mig meget til juleaften, som skal bruges med min mor, og min bror. Min mors mand, vores far, han vil altid mangle ved bordet. Men slet ikke på samme måde mere. Sammenholdet i min familie, er ekstremt stort. Min mor, min bror og jeg, har de sidste 6 år fået et virkelig tæt bånd. Det havde vi ikke, hvis han levede endnu. Hvilket ikke menes med, at vi hellere vil være foruden ham, tværtimod. Men hans død, har givet os et stærkt bånd, vi ikke havde forinden.

Det er måske det positive ved at miste et familiemedlem, generelt. Det bringer tit folk tættere sammen. Det kan dog også skille folk af, desværre. MEN lad os fokusere på det positive, at det tit bringer folk sammen. Det har det heldigvis gjort hos os.

Jeg har aldrig lært at håndtere julen uden min far. Jeg har hele tiden søgt efter et svar. En måde. Et mirakel. Men det findes ikke. Måske du nød julen 1 år efter du mistede? Måske du 10 år efter stadig ikke nyder julen? Vi er alle forskellige, og vi sørger alle på hver vores måde. Ingen måder er forkert. Alle måder er rigtige.

Jeg håber i hvert fald at du har dig en dejlig december. Det har jeg, for første gang i 6 år. Det føles fantastisk.