I dag er det 9 dage siden, jeg trappede ned på 30 mg, i stedet for 60 mg. Hvis du ikke ved hvad dælen jeg snakker om, så kan du læse mit første indlæg ift. udtrapningen lige her

Jeg har, eller jeg havde egentligt ikke mærket noget negativt til det. Dog er jeg også helt sikker på, at man skal være indstillet på en nedtrapning, herudover er jeg også sikker på, at man skal lade vær med at overtænker hele situationen (selvom det er svært.)

Jeg har egentligt følt mig mere frisk. Mere overskud, og mindre ‘’slukket.’’
Men igen, jeg ved ikke om det er indbildning. Jeg er nemlig meget skeptisk. Også fordi, at jeg ‘’kun’’ er trappet ned.

Lige indtil i går, på ottende dagen. Min kæreste kom på besøg. Vi skulle have æggekage til aftensmad, hvilket jeg stod for. Ægte æggekage med æg fra bondemanden. Et mix af kyllingpølser, mozzarella, peberfrugt, forårsløg og krydderier.

Jeg brugte lang tid på at mixe den perfekte blanding sammen. Og jeg var sulten. Jeg så altså frem til den æggekage. Jeg brugte 20-30 min på at pusse nusse omkring den freaking æggekage.

Hvad fanden har en æggekage med udtrapning af medicin at gøre, tænker du sikkert.
Jo, nu skal du høre.

Jeg brændte hele æggekagen på. Som i, den var lige til skraldespanden. Normalt havde jeg bare grint af det. Altså, det er ikke første gang (eller sidste), at jeg brænder mad på.

Men jeg fik et sindssygt breakdown. Jeg blev decideret sur, og sindssygt deprimeret. Jeg stod bare og kiggede på æggekagen, imens et hav af følelser fløj igennem min hjerne, og min krop. Jeg følte i et split sekund, at jeg kunne mærke mig selv, sådan for real.

Min kæreste vidste slet ikke hvad han skulle gøre. Fordi, hallo. Det er bare en æggekage.

Jeg pendlede imellem at smile, alt imens jeg fik tårer i øjnene. Jeg kunne slet ikke være i mig selv pga følelser. Først blev jeg sur. Sådan ægte sur. Så blev jeg virkelig ked af det. Dog kunne jeg ikke lade vær med at smile af situationen. Dog varede disse smil ikke længe. Jeg sad bare i sofaen med tårer i øjnene, og kiggede ud i luften.

Hvilket gav mig muligheden for at mærke sådan ægte efter, hvilket jeg i forvejen har svært ved. Jeg er altid et skridt bagud eller foran, taget mine følelser i betragtning.

Jeg føler, at jeg venter på der sker noget forfærdeligt. Mit sind, og min krop er på vagt. Hele tiden. Jeg er konstant på vagt, hvilket kan mærkes fysisk. Jeg har tynd mave level 100. Altså toilettet bliver straffet et par gange dagligt.

Jeg synes det er hårdt. Men jeg giver ikke op. Jeg er fast besluttet på, at jeg skal helt ud af medicinen. Jeg prøver virkelig at mærke efter ift. udtrapningen. Hvordan det påvirker mig. Hvad jeg kan mærke. Og hvad der sker i mig. Når rastløsheden tager over level 100, så træner jeg. Fordi det virker. Og fordi JEG synes, at det er bedre end kemi. Der er kun en vej i min optik. Ud af, og frem af.

God weekend. ❤️

‘’Man kan have ophobet så megen angst i sit biologiske system, at det er blevet en normal tilstand, hvormed man har svært ved egentligt at genkende angsten; man sanser blot det ubestemte men insisterende indre ubehag, der ligger som en klangbund i det levede liv, uden at kunne sætte ord på hvad man lider under, og hvad lidelsen skyldes.’’

Inge Schutzshack Holm

___________________________

Endnu engang, mislykkedes jeg.

Endnu engang, skuffer jeg.

Endnu engang, sidder jeg tilbage som en fiasko.

Ingen af ovennævnte er rigtigt. Men det er sådan det føles.

.. Jeg er i en sindssyg udvikling lige nu. Jeg kan knap nok følge med. Men det går langsomt. Alt for langsomt.

Erhvervsmæssigt kunne det ikke gå bedre. Jeg kan meget mere, når det kommer til mit arbejde, kontra mit privatliv.

Mit privatliv sejler, for at sige det mildt.

Jeg er angstpræget level 100. Det er ikke som en nyhed. Men det er et slag i face, hver gang jeg mislykkedes. Hver gang.

Jeg vil sådan ønske at kontakt imellem mave og hjerne, er eksisterende hos mig. Det er den ikke. 

Jeg bliver sjælendt ked af det. Jeg græder aldrig. Jeg bliver i stedet sur eller lukker af, fordi jeg ikke vil græde. Jeg griner i stedet. 

Jeg skubber alt følsomt væk, fordi det er alt for svært for mig, hvilket altid resultere i angst. Altid.

I dag græd jeg, for første gang i mange år på egne vegne. Jeg tænker ikke det tæller, når alkohol har været involveret. Dét er jeg stolt af.

Kontakt imellem hjerne og mave var eksisterende i et moment.

Dén kontakt har været ikke eksisterende lige siden min far tog sit eget liv. Traume.

Min kærestes datter fyldte 8 år i går. Jeg var inviteret med ud at spise. Jeg kom ikke.

I dag er jeg inviteret med i legeland. Min plan var, at deltage.

Jeg deltager ikke.

Jeg kan ikke. Jeg tør ikke. ‘’Hvad nu hvis.’’ Kortslutning.

Hvad nu hvis, jeg aldrig bliver ‘’normal’’ igen? Hvad nu hvis, jeg altid skal leve sådan her. Hvad nu hvis.

Jeg har så svært ved at acceptere den tilstand jeg føler jeg bibeholder mig selv i.

Jeg mislykkedes. Og det gør ondt. Det gør så fucking ondt.

Jeg vil så gerne. Jeg vil alt i hele verden. Men jeg kan ikke. Jeg tør ikke.

…. Men i dag græd jeg. I dag følte jeg. I dag, var der forbindelse imellem mave og hjerne. Fremskridt. I dag græd jeg. 

 

Hvorfor bor dig og din kæreste ikke sammen?

Det er dét spørgsmål der går igen, og igen. Jeg har det trivielt med lige præcis det spørgsmål. Det er da ikke en selvfølge at man bor sammen, bare fordi man er kærester.

Eller hvad?

Det synes jeg i hvert fald ikke.

Min kæreste og jeg bor ikke sammen. Vi har heller ingen planer pt i forhold til at bo sammen.

Vi bor ikke sammen fordi han købte hus i en by i ingenmandsland lige inden vi blev kærester. Jeg kan ikke se mig selv bo derude lige nu. Og han kan ikke se sig selv bo i Toftlund. Herudover ligger det hus han har købt perfekt i forhold til afstanden til hans arbejde, og til hans børn. Han har ikke et behov for at flytte, lige så vel som jeg ikke har dét behov. 

Herudover kan jeg personligt godt lide at bo selv. Når jeg nævner det, bliver der nærmest set ned på mig, føler jeg. Der bliver sat spørgsmålstegn ved, hvorfor vi er kærester, når vi ikke vil bo sammen.

Vi vil gerne bo sammen. Det er bare ikke et behov vi har lige nu. Hvilket jeg ikke kan se noget problem i. Jeg synes mere det er et problem, at man åbenbart ikke kan bo seperat som kærester, uden der bliver sat spørgsmålstegn ved det.

Min kæreste og jeg har næsten været kærester i 2 år. Jeg fik allerede spørgsmålet kastet i nakken efter 6 mdr.

Alt respekt for jer der vælger at flytte hurtigt sammen med jeres partner. Hvilket jeg ikke stiller spørgsmålstegn ved.

… Så hvorfor stille spørgsmålstegn ved, at andre venter med at flytte sammen? Eller slet ikke flytter sammen?

Jeg har flere gange sat spørgsmålstegn ved, om det er mig der er mærkelig, fordi jeg ikke har et behov for at bo sammen med min kæreste. Især fordi, der bliver sat kæmpe spørgsmålstegn ved, at vi ikke bor sammen.

Jeg kan selvfølgelig ikke blame andre for hvad jeg føler. Men det hjælper ikke, at der bliver set ned på min relation til min kæreste, fordi vi har taget et valg, der lyder på at vi bor hver for sig.

Jeg føler for at råbe højt lige nu, at du ikke er mærkelig hvis du ikke har et behov for at bo med DIN kæreste. Lige så vel som det er et behov for dig der ikke kan se dig selv bo ALENE.

End.

 

 

Hvor mange kcal spiser du om dagen?

  • Det er meget forskelligt. Jeg tracker ikke mine kalorier mere. Men jeg kan kigge på en madvarer, og regne ca kcal indhold ud. Arbejdsskade. Haha. Jeg ligger på omkring 1500-2000 dagligt. Meget forskelligt.

Har du erfaring med elitesportsudøvere, i forhold til kostplaner?

  • Niks. Men jeg har lavet planer til folk der dyrker ekstremt meget sport. Jeg er dog game! En gang skal være den første.

Råd til den dårlige samvittighed, når man spiser usundt. Hvordan kan man arbejde med det?

  • Booke et forløb hos mig. 😜 Jeg deler en del på mine sociale medier omkring det. GRATIS. Bl.a. redskaber. Kig mit feed igennem, og find inspiration.

Bedste mellemmåltider?

  • Der findes ingen mellemmåltider, der er bedre og dårligere end andre. En banan fungere lige så fint som et mellemmåltid, som en række marabou chokolade. I min optik omhandler et mellemmåltid om lyst. Har du lyst til en banan, eller har du lyst til chokolade? (eksempelvis) Det kommer an på så meget. Eksempelvis dit mål m.m.

Laver du kostplaner?

  • Yes sir! Læs mere om hvad jeg tilbyder lige her

Har du døjet med overspisning og opkast efterfølgende?

  • Yes. Det har jeg. Jeg skrev et indlæg for mange år siden, omkring hvad jeg har kæmpet med i form af spiseforstyrrelser m.m. 

Hvad sker der hvis man spiser efter sit ligevægtsindtag?

  • Hvis du spiser efter dit ligevægtsindtag, bevare du din nuværende vægt. Så spiser du lige præcis det, din krop har brug for.

Hjælper du atleter?

  • Nej. Det gør jeg ikke. Igen, jeg har hjulpet en del der dyrker ekstremt meget sport. Jeg er dog slet ikke specialiseret indenfor dét område, når det kommer til eksempelvis fitness atleter.

Hvad spiser du i løbet af en dag?

  • Det er meget forskelligt. Jeg skrev et indlæg for et par mdr siden lige præcis omkring mit indtag af mad. Jeg trackede mit indtag et par dage, således jeg kunne dele det med jer.

Hvad vejer du?

  • Et spørgsmål der går en igen. Jeg synes personligt at det er fuldstændig ligegyldigt hvad jeg vejer. Jeg tænker, hvad kan I bruge det til? Tallet på vægten er simpelthen så intetsigende. I forhold til et vægttab er det i min optik mere optimalt at måle sig i centimeter. Smid vægten af helvedes til. Nok om det… Jeg vejer omkring 70 kilo. Tror jeg. Jeg ved det ikke. Jeg bruger ikke rigtig min tid på badevægten. Jeg ved hvor meget det tal kan mindfucke en. ‘’Bare et kilo mere’’ osv. UD MED DEN VÆGT!


Det her, kommer til at lyde som noget der er revet ud fra en elendig
 melankolsk film. Men det var realiteten for mig sent i går aftes. Kl 23:30 besluttede jeg mig for at gå en rask tur. Jeg var virkelig rastløs, efter 4 timers Investigation Discovery nørderi med min bror, og titusinde kilo snacks.

I det jeg træder ud af døren, selvfølgelig med Ed Sheeran akustisk i ørene, begynder det at sne. Jeg vil normalt ikke have tænkt over det. Altså, det er jo bare sne.

Jeg blev helt varm i kroppen. Jeg stoppede sågar op, for at kigge på at dét. Altså sneen. Jeg blev på en eller anden måde helt rørstrømsk. Den der ‘’Nu er det jul,’’ følelse ramte mig.

Herefter gik turen ellers rundt i gader og stræder. Jeg gik sågar forbi kirken. Dén kirke hvor min far blev bisat. Jeg blev rørt igen, hvilket jeg slet ikke plejer.

Der stod jeg så, imens sneen stadig faldt på mig, med alle følelser udenpå tøjet. Men som noget nyt, med et smil på læben. Det gik op for mig, at jeg for første gang i 6 år, igen var glad for december. 

Julepynten, julelys, kalenderlys, hyggen, julekalender, og alt det der. Jeg elskede det! Men da min far for 6 år siden, tog et drastisk valg, døde alle højtideligheder sammen med ham, for mit vedkommende. Fødselsdage, familie gøjl, og generelt højtider sagde mig pludselig intet. Selv min egen fødselsdag, synes jeg ikke var noget specielt længere.

De første 4 år efter, drak jeg mig fuld på min fødselsdag, gerne alene, hvis jeg ikke havde planlagt noget. Flugt fra virkeligheden, var mit speciale.

Mit følelsesregister har været i stykker siden dén dag i 2013. Jeg har altid været lidt afstumpet på den front, men det hjalp bestemt ikke, at min far tog sit eget liv. Jeg fik endnu svære ved, at navigere rundt i alt der omhandlede følelser. Lige præcis derfor ligger det desværre meget fjernt for mig, at blive rørstrømsk. Jeg er bedre til at håndtere det dagen i dag, men jeg har dog lang vej på den front endnu.

Det kender du måske, hvis du også har mistet?

… Men især julen, var elendig for mit vedkommende. Især fordi, julen i princippet allerede starter d. 1 december. Dvs en hel måned fyldt med julehygge. Dét har lige siden dengang, været trivielt at komme igennem. Jeg har selvfølgelig haft hyggelige stunder i december måned med familie og venner, men det var stadig ikke det samme, som da min far levede.

Hyggen var blevet pillet fra hinanden. Jeg havde ingen anelse om hvordan jeg tryllede dén frem igen. Og kan man overhovedet trylle den frem igen?

Nej. Det kan man ikke.

… Men den kommer igen. Det lover jeg dig. Det kan tage flere år, men den kommer, når du mindst venter det. Det lyder som en elendig kliché, men det er sandt. Den kommer. Du kan ikke fremprovokere dén.

Mit råd er, at du prøver på at lade vær med at fremprovokere hyggen, fordi så ender du ikke med at blive skuffet, hvis det ikke lykkedes. Smid dine forventninger væk til julen. Du behøver slet ikke at have nogle forventninger. Det eneste du skal pryde din hjerne med, er nysgerrighed. Vær nysgerrig på julen. Sidst men ikke mindst, giv dig selv lov til at nyde december. Måske du kan mærke en snert af julestemning, men du skubber den ubevist væk, fordi ‘’Jeg kan ikke nyde julen uden min afdøde (mor, søster, ven, far, kæreste m.m.)’’

Det må du godt! Du må godt nyde julen, og generelt højtider. Giv dig selv lov.

Så ender du (måske) ikke på sofaen med en flaske rødvin, bløde brunkager; Fed up med selvmedlidenhed, og melankolsk, og belastende musik i højtalerne. Altså det skal der bestemt også være plads til – at være ynkelig. Men, det kan hurtigt blive til en selvdestruktiv vane. Du er mere værd, end dét. Du er mere værd end gamle brunkager, og sørgelig pap vin fra Rema.

Det har taget mig 6 år, at nå hertil, hvor jeg igen kan sige, at jeg nyder december.

2019 har været mit bedste, og mest lærerige år nogensinde i mit hidtil 27 årige liv. For første gang i 6 år, har jeg fralagt mig offerrollen. Jeg tør godt sige, at jeg er glad, også uden min far ved bordet.

Jeg trådte ind i december, med en helt fantastisk indstilling. Jeg opholder mig pt meget hos min mor. Jeg siger ikke, at vi begge har julesokker hængende, men det har vi. Vi propper dagligt små finurlige ting, eller snacks i hinandens sokker. Jeg høre julesange frivilligt. Jeg NYDER julepynten indenfor, og udenfor. Jeg ELSKER at bevæge mig udenfor om aftenen, bare for at studere julelys på husene rundt omkring. Jeg har handlet ind til marcipan konfekt. Jeg har set en hel julekalender med min kærestes børn. Jeg smiler ekstra meget her i december.

Og det bedste ved det hele… Jeg GLÆDER mig meget til juleaften, som skal bruges med min mor, og min bror. Min mors mand, vores far, han vil altid mangle ved bordet. Men slet ikke på samme måde mere. Sammenholdet i min familie, er ekstremt stort. Min mor, min bror og jeg, har de sidste 6 år fået et virkelig tæt bånd. Det havde vi ikke, hvis han levede endnu. Hvilket ikke menes med, at vi hellere vil være foruden ham, tværtimod. Men hans død, har givet os et stærkt bånd, vi ikke havde forinden.

Det er måske det positive ved at miste et familiemedlem, generelt. Det bringer tit folk tættere sammen. Det kan dog også skille folk af, desværre. MEN lad os fokusere på det positive, at det tit bringer folk sammen. Det har det heldigvis gjort hos os.

Jeg har aldrig lært at håndtere julen uden min far. Jeg har hele tiden søgt efter et svar. En måde. Et mirakel. Men det findes ikke. Måske du nød julen 1 år efter du mistede? Måske du 10 år efter stadig ikke nyder julen? Vi er alle forskellige, og vi sørger alle på hver vores måde. Ingen måder er forkert. Alle måder er rigtige.

Jeg håber i hvert fald at du har dig en dejlig december. Det har jeg, for første gang i 6 år. Det føles fantastisk. 

Min kæreste har to skønne piger. En på 7 år, og en på 11 år. Jeg tror jeg sammenlagt har set dem 6 gange, max. Ikke fordi, at jeg ikke har haft muligheden. Fordi det har jeg! Men fordi, det har været for svært for mig, grundet mit sind.

De er ikke de eneste, jeg har ikke har brugt på min tid på. Jeg har generelt ikke deltaget familierelateret aktiviteter, på hans side. Lige så vel, som jeg næsten ikke har deltaget i familierelateret aktiviter, med min egen familie. For ej at nævne mine nære venner.  Som I ved, er mit arbejde det eneste, jeg rent faktisk kan begrave mig i, uden at mærke særlig meget til dén side af mig selv. Det er måske skørt set udefra, at det er svære for mig at drikke en kop kaffe med en veninde, i forhold til dét er at lave eksempelvis en kostplan.

Det giver dog ret god mening, hvis jeg analysere hele situationen. Uden at overanalysere. Når noget generelt kommer nært, tar’ jeg afstand. Ikke af lyst, tværtimod. Men fordi det indre tar’ overhånd. Jeg bliver bange. Fysisk bange. Det gør ondt.

Det er ikke holdbart. Jeg siger ikke, at det burde være omvendt. Tværtimod! Det burde være på lige fod. Jeg elsker mit arbejde, bevares. Men jeg elsker altså også mine venner, min familie, og min kæreste.

Derfor synes jeg at det er vigtigt at nævne, at jeg i går passede min kærestes dejlige piger i 3 timer. Alene.

De er meget selvstændige, bevares. Men jeg var den voksne. Det var mig, der var hovedansvarlige.

For blot 3-4 mdr siden, ‘’turde’’ jeg knap nok mænge mig med dem, fordi…. Hvad nu hvis (?!)

Jeg har opholdt mig minimalt hos min kæreste. Vi er altid hos mig. Hjemmebane.

Hans hus, hans tryghed, hans hjem, dét har givet mig så ufattelig meget utryghed. Faktisk så meget, at jeg flere gange er kommet i tvivl om, det måske var fordi, ham og jeg ikke var ‘’meant to be?’’

Det er vi. Det er den usikre, og traumatiske side af mig, der hurtigt tager over. Men det arbejder jeg heldigvis med. Den side tager næsten aldrig over mere.

Jeg er ikke mit traume. Det er du heller ikke! Husk det!

… Jeg vil dog ikke sige at jeg er kommet SÅ langt, at jeg forstår mig selv og mit mentale 100%, og jeg giver heller ej plads til den altid. Men jeg trodser mit sind gang på gang, selvom det gør helt ekstremt ondt.

Et traume er en oplevelse, ikke en identitet.

Hvad nu hvis, føles dag for dag længere og længere væk. Jeg tør meget mere. 

… Jeg havde et par vildt dejlige timer med hans børn i går. De er simpelthen (for mit held) såååå velopdragne, selvstændige, og kærlige.

Når en lille pige på 7 år, fortæller mig gentagende gange at hun har savnet mig, og at det har været den bedste aften i hendes liv, så ved man ligesom bare, at man har gjort det godt. Lige så vel som når en pige på 11 år putter sig ind til en, fordi det havde hun lyst til. Altså da jeg var 11 år, afskyede jeg putning.

Mit liv giver mere og mere mening. Jeg giver mere, og mere mening. Jeg tar’ ansvar for mit traume. Jeg tar’ ansvar for mig selv. Mere og mere, dag for dag.

Jeg har gjort noget sindssygt i dag. Jeg har gjort noget, som jeg ikke har bevæget mig hen imod at gøre i 6 år.

Jeg har ikke taget et tog siden jeg for 6 år siden tog toget hjem, for at bisætte min far. Alt dét der har foregået udenbys, har foregået med en høj promille, ellers ikke.

Jeg har meldt fra til så ufatteligt meget, jeg i starten har sagt ja til at deltage i. Alt fra fødselsdage, barnedåb, babyshower, events, møder m.m.

Som I ved, så er jeg startet hos en vanvittigt dygtig psykoterapeut. Hun har selv haft angst i, hold fast… 14 år! Hun ved om nogen hvordan dét er. Hun er dagen i dag angst freaking fri. Ja. Det kan altså lade sig gøre.

‘’Du er ikke angst, du har angst.’’

Jeg skal til en konference i Aarhus D. 9 oktober, det havde jeg for bare 1 år siden sagt ja til, men meldt fra i sidste øjeblik. Det er jeg færdig med. Det SKAL jeg være færdig med. Fandme ja jeg skal afsted denne her gang.

I dag tog jeg TOGET til Kolding, hvor min terapeut samlede mig op, så kørte vi sammen til AARHUS, og så tog jeg TOGET hjem igen fra Kolding. Jeg fik det mest ubehagelige panik anfald allerede da vi ramte Vejle. Hun stoppede bilen. Jeg gik ud, og jeg græd. Jeg havde det elendigt.

Men vi forsatte. Inden jeg så mig om, så var vi i Aarhus. Hun er simpelthen så dygtig!!

Jeg har det stadig svært ved at noget så banalt, kan være så stor en byrde. Især når man aldrig har været begrænset på den front før. Jeg har som nævnt mange gange, altid taget en bus, et tog, eller været passager i en bil, uden problemer. Det er jo en kæmpe begrænsning, ikke at ‘’kunne’’. Som jeg har sagt til min terapeut: Det er lige før jeg vil ønske jeg altid havde haft det sådan her, fordi så vidste jeg ikke hvad jeg gik glip af.

Jeg har det for vildt over mig selv lige nu. Det har jeg lært at man godt må have, når man gør noget godt for sig selv. Jeg er max klar til den konference i Aarhus nu!

1-0 til mig man! Fuck angst. 🕺🏻

Min terapeut Lene og jeg, foran en tankstation i Aarhus.

www.leneikolding.dk

 

 

Det er ‘’sjovt’’ at tænke på, at for 6 år siden stod rejsekorts ‘maskinerne’ klar på de større togstationer. Ubrugelige. Det var next level.

Jeg pendlede dengang, så det var oplagt for mig at bestille et hjem.
Så langt nåede jeg dog aldrig.

Fra den ene dag til den anden, kunne jeg ikke opholde mig i et tog, en bus, eller i en bil.

I 6 år har jeg været mere eller mindre handicappet i forhold til især offentligt transport.
Jeg har taget bussen 2-3 gange max de sidste 6 år, indtil for 2 mdr siden.

For 6 år siden tog min far sit eget liv, så lur mig ikke om de to ting går hånd i hånd. Eller det gør de. Det ved jeg de gør.

Angst er ukontrollerbart, lige så var min fars død.

Jeg har det fint når jeg snakker om min far, troede jeg. Jeg har aldrig rigtig grædt over dét. Jeg griner i stedet.
Forsvarsmekanisme.
Jeg har forlængst tilgivet min far. Jeg har dagen i dag ondt af ham. Virkelig ondt af ham. Troede jeg. Indtil min terapeut spurgte mig sidst, om jeg kunne nævne tre positive ting ved ham.
Det kunne jeg ikke.

Så, har jeg tilgivet ham? Har jeg lært at leve med det?

Måske. Måske ikke. Det er en længere process at finde ud af. Jeg er ej en lukket bog. Tværtimod. Min brist er dog bl.a., at jeg ikke føler når jeg taler. Jeg taler bare. Hjerne og mave arbejder ikke sammen, endnu. I hvert fald ikke når det omhandler mit jeg. Angst er primært tanker, der ikke får lov til at blive følelser. Får lov, er måske strengt sagt. Fordi, hvad hvis man ikke har lært at give lov. Rettere sagt, hvis det var så nemt, så var den lidelse nok heller ikke så udbredt.
Det gir’ i realiteten lidt sig selv, at når tanker forbliver tanker, og der ikke er hul igennem til kroppen, at der til sidst kommer en reaktion ubevidst, på den ene eller den anden måde = angst.

Angsten lige siden har været en fast del af min hver dag on/off. Jeg ved ikke hvordan man slipper den. Jeg ved ikke hvordan jeg lever med den…. Men en ting ved jeg, at det kræver forståelse, accept, ansvar og handling. Det kræver for mit vedkommende en helveds masse fysisk træning, og en MASSE terapi. Det kræver at jeg med hjælp får stabiliseret en balance: psykisk og fysisk. Det kræver, at jeg giver mig selv lov til at græde. Sidst men ikke mindst, kræver det at jeg finder ud af, hvor jeg står i forhold til min far. Det kræver, at jeg føler..

For 2 måneder siden bestilte jeg et rejsekort hjem, fordi jeg fremover skulle ta’ bussen 4 gange ugentligt.
Ja ja. Helt sikkert tænkte jeg.
Det kommer ikke til at ske.

Men det gjorde det. Og det føles skønt, ikke at skulle være afhængige af andre på dén front. Det føles dejligt, at kunne.
At turde..

Jeg er gået fra zero timer i en bus de sidste 6 år, til 2 timer i bus ugentligt. Hvis ikke mere, da jeg også nu tager bussen for at besøge mine venner.

Det er ikke ligefrem fordi mit liv peaker, når jeg træder ind i bussen. Men jeg gør det…

‘’Hvad nu hvis jeg får det dårligt?’’
‘’Ej nej nej nu besvimer jeg’’
‘’Mavepine’’
‘’Tæller minutter til næste stop’’
‘’Ro på, du kan altid stå af’’
‘’Nej nej nej, der er lang tid til næste stop’’
‘’Træk vejret’’
‘’Tá dig fucking sammen’’
‘’Der sker ikke noget, du har prøvet det her mange gange før’’

Det er primært de tanker der pryder min hjerne når jeg sidder i bussen.
Men de tanker, føles ikke altid kun som tanker. De tanker fucker med min fysisk. De tanker føles fysiske. Det er det værste ved at leve med angsten.

Mavepinen er ægte. Svimmelheden er ægte. Ud af kroppen oplevelsen er ægte. Angst er fucking ægte.

Dog gir’ jeg den fingeren næsten hver gang. Jeg er kun stået af bussen en gang, fordi jeg følte jeg var ved at få et panikanfald. 1 gang ud af mange. Den ene gang skulle ikke ødelægge dét jeg havde opnåede. Jeg lagde det bag mig.

Det er vildt mærkeligt, at blive rost for at tage en bus. Det er en bus altså… EN BUS. Jeg har taget en bus en trilliard gange før. Jeg har svært ved at tá rosen til mig, fordi det er en bus. Når det er sagt, så er jeg inderst inde stolt af mig selv. Fordi jeg kan… Fordi jeg tør..

Det der sker i mig, er svært at forklare.
Men jeg prøver lige..

Eksempel:
Den bus jeg tar’ 4 gange ugentligt, ‘’kender’’ jeg efterhånden. Jeg kender vejen, og stoppestederne. Det tar’ 30 min hver vej. Jeg er aldrig stået af, dog tæt på.

I dag skulle jeg ta’ bussen ud til min kæreste. Det tar’ 1,5-2 timer fra hvor jeg bor. Herudover skal jeg skifte en gang.

Jeg sidder i bussen, alt er godt.

‘’Jeg kender ikke vejen’’
‘’Jeg ved ikke hvor stoppestederne er’’
‘’Mon bussen bliver fyldt op undervejs’’
‘’Mavepine’’
‘’Træk vejret’’
‘’Tá dig fucking sammen’’
‘’Der sker ikke noget, du har prøvet det her mange gange før’’
‘’Men jeg har ikke prøvet at tá denne bus før’’
‘’Jeg skal skifte bus’’
‘’Jeg skal vente i lang tid på den anden bus’’
‘’Nu besvimer jeg’’
‘’Hvor skal jeg stå af’’
‘’Nu står jeg af’’

…. Jeg stod af.
Så stod jeg der med fuld oppakning in the middle of nowhere, pisse skuffet over mig selv. Jeg ringede til min meget forstående kæreste, som nærmest fik mig talt ned.
Tænk at jeg er beriget med så fantastisk et menneske, der uden at kende til angsten, gang på gang acceptere dén. Er jeg heldig? Ja, meget. Ekstremt meget

Jeg rystede det af mig.
Jeg accepterede min tilstand.
Jeg handlede ikke trods angsten, men jeg gav plads til angsten, og jeg lod den træffe et valg for mig. Det er helt sikkert ikke sidste gang det sker, men det skal ikke have lov til at ødelægge mig, eller min dag. Fordi jeg er meget mere end den forbandede angst.

D. 9 oktober skal jeg tage toget til Aarhus alene, da jeg skal deltage i en Sundheds konference. Det er bl.a. events som dette event, jeg har sagt nej til mange gange de sidste 6 år. Nu har jeg sagt JA. Jeg vil aller helst rejse alene, så det er mit valg, at gøre det alene. Jeg glæder mig, meget! Selvom det er sygt angstprovokerende at tænke på. Så jeg prøver ikke at give det særlig meget tænketid. I stedet så gør jeg det ‘bare’. Jeg er helt sikker på, at jeg på selve dagen møder ekstremt meget modstand. Og chancen for jeg ikke gennemfører, er stor. Men chancen for jeg gennemfører, er større. 😊

 

Jeg har fået en gave af min kæreste. Jeg vil faktisk gå så langt at sige, at det er en af de bedste gaver han nogensinde har givet mig. Hvis ikke han havde beriget mig med den gave, havde jeg nok afsonet en straf for død og ødelæggelse.

Jeg har fået et sæt ørepropper. Glædestårer var i dét moment en realitet.

What the fuck, tænker du sikkert.

Hør her. Min kæreste snorker.

Ikke det der ‘’trækker vejret dybt’’ snorken. Han snorkER!

Det er der bestemt ikke noget galt i. Tværtimod. Jeg snorker selv, når jeg er tæt i næsen, eller hvis jeg er fuld. Forskellen på ham og jeg er dog, at jeg ikke kan falde i søvn, når han snorker. Læs: når NOGEN snorker. Jeg kan sagtens falde i søvn med tv’et tændt, eller med lyset tændt. Men laver nogen en lyd, så er jeg på randen til at få en psykose.

Jeg er på nippet til at skærer hans knæhaser af, og bruge dem som brystimplantater. Herudover er jeg begyndt at drømme om at tvinge ham til at se Ringenes Herre, alt imens jeg penetrere ham langsomt med en rusten kniv.

Jeg har engang smadret en fjernbetjening i min sovende venindes hoved, af ren frustration. Hun sov, hvilket jeg ikke kunne. Undskyld Nanna.

Da han gav mig et sæt ørepropper, vidste jeg ligesom bare at han var the one.

Hvis I vidste hvor mange nætter jeg har råbt hans navn, skubbet til ham, og holdt ham for næsen, uden fucking virkning…. Jeg har sågar flere gange i ren frustration driblet op for at sove på sofaen.

Jeg blev så sur en nat, at jeg græd. Ja. Jeg GRÆD. Jeg var SÅ træt, og jo mere træt jeg var, jo tættere på single følte jeg mig.

Jeg kan simpelthen ikke udstå når nogen snorker, når jeg skal sove. Jeg er faktisk pænt træt af mig selv på det plan. Jeg har haft det sådan siden jeg var mini me. Jeg er vokset op med et sæt forældre der begge snorkede. Overvej lige når vi har været på ferie, og skulle sove i samme rum på fx et hotelværelse. Ja. Det var ikke kønt.

Jeg kan umuuuuligt være den eneste der har det sådan med snorken? Come on…. Tredje verdenskrig kunne bryde ud, intet problem. Men trækker et menneske vejret lidt for højt. Slå….. Ihjel…..

Luksusproblem 🔨