Det her, kommer til at lyde som noget der er revet ud fra en elendig
 melankolsk film. Men det var realiteten for mig sent i går aftes. Kl 23:30 besluttede jeg mig for at gå en rask tur. Jeg var virkelig rastløs, efter 4 timers Investigation Discovery nørderi med min bror, og titusinde kilo snacks.

I det jeg træder ud af døren, selvfølgelig med Ed Sheeran akustisk i ørene, begynder det at sne. Jeg vil normalt ikke have tænkt over det. Altså, det er jo bare sne.

Jeg blev helt varm i kroppen. Jeg stoppede sågar op, for at kigge på at dét. Altså sneen. Jeg blev på en eller anden måde helt rørstrømsk. Den der ‘’Nu er det jul,’’ følelse ramte mig.

Herefter gik turen ellers rundt i gader og stræder. Jeg gik sågar forbi kirken. Dén kirke hvor min far blev bisat. Jeg blev rørt igen, hvilket jeg slet ikke plejer.

Der stod jeg så, imens sneen stadig faldt på mig, med alle følelser udenpå tøjet. Men som noget nyt, med et smil på læben. Det gik op for mig, at jeg for første gang i 6 år, igen var glad for december. 

Julepynten, julelys, kalenderlys, hyggen, julekalender, og alt det der. Jeg elskede det! Men da min far for 6 år siden, tog et drastisk valg, døde alle højtideligheder sammen med ham, for mit vedkommende. Fødselsdage, familie gøjl, og generelt højtider sagde mig pludselig intet. Selv min egen fødselsdag, synes jeg ikke var noget specielt længere.

De første 4 år efter, drak jeg mig fuld på min fødselsdag, gerne alene, hvis jeg ikke havde planlagt noget. Flugt fra virkeligheden, var mit speciale.

Mit følelsesregister har været i stykker siden dén dag i 2013. Jeg har altid været lidt afstumpet på den front, men det hjalp bestemt ikke, at min far tog sit eget liv. Jeg fik endnu svære ved, at navigere rundt i alt der omhandlede følelser. Lige præcis derfor ligger det desværre meget fjernt for mig, at blive rørstrømsk. Jeg er bedre til at håndtere det dagen i dag, men jeg har dog lang vej på den front endnu.

Det kender du måske, hvis du også har mistet?

… Men især julen, var elendig for mit vedkommende. Især fordi, julen i princippet allerede starter d. 1 december. Dvs en hel måned fyldt med julehygge. Dét har lige siden dengang, været trivielt at komme igennem. Jeg har selvfølgelig haft hyggelige stunder i december måned med familie og venner, men det var stadig ikke det samme, som da min far levede.

Hyggen var blevet pillet fra hinanden. Jeg havde ingen anelse om hvordan jeg tryllede dén frem igen. Og kan man overhovedet trylle den frem igen?

Nej. Det kan man ikke.

… Men den kommer igen. Det lover jeg dig. Det kan tage flere år, men den kommer, når du mindst venter det. Det lyder som en elendig kliché, men det er sandt. Den kommer. Du kan ikke fremprovokere dén.

Mit råd er, at du prøver på at lade vær med at fremprovokere hyggen, fordi så ender du ikke med at blive skuffet, hvis det ikke lykkedes. Smid dine forventninger væk til julen. Du behøver slet ikke at have nogle forventninger. Det eneste du skal pryde din hjerne med, er nysgerrighed. Vær nysgerrig på julen. Sidst men ikke mindst, giv dig selv lov til at nyde december. Måske du kan mærke en snert af julestemning, men du skubber den ubevist væk, fordi ‘’Jeg kan ikke nyde julen uden min afdøde (mor, søster, ven, far, kæreste m.m.)’’

Det må du godt! Du må godt nyde julen, og generelt højtider. Giv dig selv lov.

Så ender du (måske) ikke på sofaen med en flaske rødvin, bløde brunkager; Fed up med selvmedlidenhed, og melankolsk, og belastende musik i højtalerne. Altså det skal der bestemt også være plads til – at være ynkelig. Men, det kan hurtigt blive til en selvdestruktiv vane. Du er mere værd, end dét. Du er mere værd end gamle brunkager, og sørgelig pap vin fra Rema.

Det har taget mig 6 år, at nå hertil, hvor jeg igen kan sige, at jeg nyder december.

2019 har været mit bedste, og mest lærerige år nogensinde i mit hidtil 27 årige liv. For første gang i 6 år, har jeg fralagt mig offerrollen. Jeg tør godt sige, at jeg er glad, også uden min far ved bordet.

Jeg trådte ind i december, med en helt fantastisk indstilling. Jeg opholder mig pt meget hos min mor. Jeg siger ikke, at vi begge har julesokker hængende, men det har vi. Vi propper dagligt små finurlige ting, eller snacks i hinandens sokker. Jeg høre julesange frivilligt. Jeg NYDER julepynten indenfor, og udenfor. Jeg ELSKER at bevæge mig udenfor om aftenen, bare for at studere julelys på husene rundt omkring. Jeg har handlet ind til marcipan konfekt. Jeg har set en hel julekalender med min kærestes børn. Jeg smiler ekstra meget her i december.

Og det bedste ved det hele… Jeg GLÆDER mig meget til juleaften, som skal bruges med min mor, og min bror. Min mors mand, vores far, han vil altid mangle ved bordet. Men slet ikke på samme måde mere. Sammenholdet i min familie, er ekstremt stort. Min mor, min bror og jeg, har de sidste 6 år fået et virkelig tæt bånd. Det havde vi ikke, hvis han levede endnu. Hvilket ikke menes med, at vi hellere vil være foruden ham, tværtimod. Men hans død, har givet os et stærkt bånd, vi ikke havde forinden.

Det er måske det positive ved at miste et familiemedlem, generelt. Det bringer tit folk tættere sammen. Det kan dog også skille folk af, desværre. MEN lad os fokusere på det positive, at det tit bringer folk sammen. Det har det heldigvis gjort hos os.

Jeg har aldrig lært at håndtere julen uden min far. Jeg har hele tiden søgt efter et svar. En måde. Et mirakel. Men det findes ikke. Måske du nød julen 1 år efter du mistede? Måske du 10 år efter stadig ikke nyder julen? Vi er alle forskellige, og vi sørger alle på hver vores måde. Ingen måder er forkert. Alle måder er rigtige.

Jeg håber i hvert fald at du har dig en dejlig december. Det har jeg, for første gang i 6 år. Det føles fantastisk. 

I må lige bære over med mine dårlige skills, i forhold til mit skriv i nutid og datid. Dét har jeg sku altid været dårlig til. Man kan jo ikke være supermand til alt. ?

Del 1Del 2, Del 3

Og det gjorde jeg. Eller jeg prøvede i hvert fald på det. Jeg tror aldrig helt at jeg glemmer, den dag jeg i en brandert besluttede mig for at afslutte mit eget liv. Jeg havde i længere tid, ikke rigtigt kunne se meningen med at jeg trak vejret. Jeg har skrevet et indlæg om selve selvmordsforsøget engang, det kan du læse lige her.
Et par år inden mit selvmordsforsøg, behandlede livet mig faktisk rigtig godt. Jeg behandlede også mig selv godt, fysisk og psykisk. Jeg havde på daværende tidspunkt ingen uddannelse, jeg havde heller intet arbejde, og jeg var egentligt sådan lidt Meh omkring tilstedeværelsen. Men jeg tog mig sammen. Eller lad mig omformulere: Jeg havde  pludselig travlt med at komme videre. Hvilket var en kæmpe fejl, set i bakspejlet. Jeg vil herudover gerne bevise mig selv, og min specielt min far, at jeg sagtens kunne opnå noget. Min far gik i graven med, at jeg ikke var blevet til noget endnu, trods mine 21 år. Det har irriteret mig grænseløst, hvilket det til tider stadig gør. Så, jeg tog en uddannelse som kostvejleder og slankekonsulent, herudover oprettede jeg et CVR nummer. Mit lille hjerte barn Sundt – Året rundt, som nu endelig var en realitet. Jeg var komplet overvældet af stolthed, og glæde. Det gik så godt, og jeg følte virkelig at jeg havde 100% styr på mig selv, og mit liv. Jeg tjente mine egne penge, jeg havde mit eget firma. Jeg var min egen chef. Hvad mere kunne jeg bede om?
Men det var bare som om, at det ikke var nok. Eller rettere sagt, fra den ene dag til den anden, følte jeg at jeg ikke havde mig selv med i mit projekt mere. Efter 2,5 år, stillede jeg mig selv spørgsmålet: Gider du overhovedet det her? På daværende tidspunkt, var jeg fuldstændig opgivende. Jeg havde svært ved at have så mange bolde i luften. Jeg var bagud med vitterligt alt, især fordi jeg midt i det hele begyndte at læse psykologi ved siden af mit arbejde. Jeg var ikke glad. Jeg kunne ikke finde ud af hvad jeg følte. Men jeg blev enig med mig selv om, at jeg bestemt ikke skulle give op på mig selv, og min drøm. Jeg havde knoklet alt for hårdt til, at nå til hvor jeg var. Jeg husker at min mor sagde til mig efter eksamen; Når du har fået dit bevis, så går du op til hans gravsten og råber ‘JEG GJORDE DET’. Idéen var jo god. Intentionen var god. Men jeg fik det aldrig gjort. Jeg manglede virkelig hans tilstedeværelse, sekundet efter eksamen. Jeg manglede at han var der, da jeg trykkede ‘Opret cvr nummer.’ Jeg manglede at han fortalte mig, hvor stolt han var af mig. Fordi det nåede han aldrig at være på den front.  Jeg havde ikke formået at opnå noget, inden han døde. Dét hader jeg ham for, men når jeg endelig hader ham for det, så føler jeg mig sindssygt egoistisk, fordi jeg ved jo godt hans beslutning ikke blevet taget for, at gøre mig ondt. Men det nager mig stadig til tider. Jeg havde ikke bearbejdet tabet af ham ordentligt endnu. Jeg var ikke kommet videre. Men ordene ”kom videre”, giver bare heller ingen mening for mig. Jeg tror aldrig at man kan komme sig over sådan en tragedie, men man kan lære at leve med det. Det har jeg primært lært, men det halter stadig engang imellem.
Anyways. Der skulle ske noget, jeg var ikke tilstede, når jeg var social. Jeg kunne ikke slappe af, i mit eget selskab. Min hjerne kørte på fuld smadder. Tiden gik så hurtig, og alligevel så langsom. Fra den ene dag til den anden, besluttede jeg mig for at rykke teltpælene op efter 3 år i Aabenraa, og rykke tilbage til min hjemby Toftlund. Der er jeg vokset op, men jeg har ikke boet der siden jeg var 15 år. Men jeg havde brug for det. Jeg havde brug for ro og orden. Udover ikke at have styr på mig selv, så var min økonomi mere rodet end nogensinde før. Så fra den ene dag til den anden, sagde jeg min lejlighed op, og rykkede til Toftlund. Der ligger flere grunde til, at jeg rykkede hertil. Men de grunde er jeg endnu ikke klar til at dele med jer. Det håber jeg,  at jeg bliver en dag.

Jeg har virkelig lært, hvor vigtigt det er at snakke om tingene. Åben munden, hvis der er noget der går dig på. Kender du det der med, at du sidder sammen med et par venner, eller noget familie, og du har lyst til at fortælle dem, hvordan du oprigtigt har det, dog føler du dig som en belastning, så du skubber det væk igen? Det tror jeg mange kender til. Eller det ved jeg at mange kender til. Men ÅBEN MUNDEN. Fortæl dem omkring dig, hvordan du har det. Hvis de ikke tager det til sig, hvis ikke de lytter, eller hvis de griner af dig, så overvej en gang til, om det er mennesker du har brug for i dit liv. Fortæl, føl, snak. Repeat. Indtil du nærmest er ved at kaste op. Dét hjælper så sindssygt meget. Det er helt okay, ikke at være okay. Det er en del af livet. Dét har jeg lært.

Anyways. Update: Lige nu behandler livet mig ganske godt. Somme tider fortryder jeg at jeg er flyttet hertil, især fordi jeg ingen venner har her. Jeg har dog min mor og min storebror tæt på. Min bror og jeg har fået et rigtig godt forhold, efter jeg er flyttet hertil. Det er jeg virkelig glad for. Men alt i denne by, minder også om min far. Det er dog rart, men det er virkelig også stramt til tider. Jeg keder mig meget her, og jeg har tit svært ved at finde ud af hvad jeg skal få dagene til at gå med, i forhold til at jeg ingen venner har i denne her by. Jeg har ikke muligheden for ”bare lige” at svinge om forbi en veninde eller en kammerat, hvilket jeg altid har haft muligheden for. Det irritere mig dagligt. Men det er det værd, det bliver jeg i hvert fald nød til at sige til mig selv. Det var min beslutning, og jeg er sikker på at det i sidste ende giver poté. Jeg er i gang med at spare en røvfuld penge op, så jeg en dag kan flytte herfra igen. En af grundene til jeg flyttede her til var jo også, at jeg gerne vil til København at bo igen. Det skulle jo have været denne sommer, men det var jeg slet ikke klar til. Nu har jeg lidt Silkeborg/Aarhus i sigtekornet. Men jeg er ikke helt sikker endnu. Alt er sådan rimelig ”usikkert”.

En ting er sikkert, jeg flytter ikke herfra, før jeg er 100% sikker på hvorfor jeg flytter. Den by jeg ender med at bo i, skal være en by jeg kan se mig selv i 10 år frem. Jeg vil jo gerne læse til psykoterapeut, dog ikke nu, men på et tidspunkt. Så byen skal indeholde dén uddannelses mulighed. Herudover har jeg også en drøm om at skrive en bog. Men alt til sin tid. Jeg bliver nød til at overbevise mig selv om, at jeg ikke har travlt. Selvom det til tider er svært. Og med en personlighedsforstyrrelse oveni, blandet med en grov omgang angst, er det virkelig svært til tider, at forholde sig til, at det er sådan mit liv er lige nu.

Sååå, som I kan høre, er min tilstedeværelse stadig meget rodet, men jeg prøver gang på gang at rydde op, og det går faktisk meget godt, engang imellem. Men hey, jeg trækker vejret. Jeg smiler og griner faktisk mere end jeg græder, så livet er sku da egentligt ret godt! 🙂

I må lige bære over med mine dårlige skills, i forhold til mit skriv i nutid og datid. Dét har jeg sku altid været dårlig til. Man kan jo ikke være supermand til alt. ?

Del 1, Del 2,

Men han vågnede aldrig? Det gjorde jeg dog, og nu var dagen kommet, hvor han skulle bisættes. Den dag står på mange punkter uklart for mig, nok fordi at jeg knap nok var til stede. Jeg husker at jeg om morgenen tager mig et meget kort bad. Jeg hopper i den sorte fine kjole, jeg havde købt til dagens anledning. Jeg iføre mig herudover en sort blazer, plus et par solbriller. Her står vi så, ved indgangen til kirken, min bror, min brors daværende kæreste, og min mor. Jeg følte mig som en robot. Give hånd, kondolere, give hånd, kondolere. Det var så upassende, på så mange måder. Det skulle bare overstås. Kirken var fyldt med mennesker, fyldt med mennesker jeg ikke engang vidste min far kendte. Så mange mennesker, der var kommet udelukkende for at vise deres respekt til os, og for at sige farvel til min far. Så mærkeligt. Her sidder vi så, på første række i kirken. Jeg er stadig ikke til stede, selvom jeg prøver at være det. Det eneste jeg fokusere på, er kisten, hvor i jeg ved min far ligger. Præstens tale husker jeg dog små bider af. Den var så gennemført. Talen var næsten længere, end resten af bisættelsen. Det havde han virkelig gjort godt, altså præsten. Han havde virkelig fået alt med omkring min far. Jeg husker især at han i forbindelse med hans børn, altså min bror og jeg, fortæller ??Og så fik de Martin (min bror), og han var sådan en dejlig dreng. Men så fik de et par år efter Anne-Mette, det var dog en helt anden opgave for Ejnar (min far), end det var med Martin.?? Jeg husker at jeg ikke kunne lade være med at grine lidt, lige så kunne resten af kirken ikke. Fordi, det er nemlig så rigtigt. Det skal dog ikke forståes sådan, at jeg ikke var et dejligt barn, men at jeg var en helt anden mundfuld for min far, end min bror. Jeg har altid været et røv irriterende barn, for at sige det lige ud. Herudover har jeg altid været god til at sige min mening til min far, hvis jeg ikke jeg var enig med ham. Sådan var min bror ikke. Dvs at min far og jeg, har haft en masse latterlige diskussioner igennem årene, fordi jeg kunne finde ud af fortælle ham, når han oprigtigt skulle holde sin kæft. Min far og jeg var pot og pande. Det har vi altid været. Vi var vidt forskellige, og var næsten altid uenige, dog var vi SÅ ens. Hvilket nu giver mig anledning til at fortælle jer, hvorfor min far tog sit eget liv. Hvem han var, hvad han stod for, og hvad der dog gik galt.

Min far er vokset op med begge forælde, i en stor søskende flok, bestående af 7 søskende. Han mistede sine forældre da han var forholdsvist 13, og 15 år. Hans ældste bror, tog sig herefter af ham. Min far var den yngste af de 7 søskende. Da han fylder 23 år, mener jeg, der møder han min mor. Imellem tiden, har han været på ungdomsskole, været værnepligtig i militæret, og har fået taget sige en uddannelse som smed. Men, han møder så min mor. Det var dog ikke kærlighed ved første blik, men det blev det dog. De to, har holdt sammen i tykt og tyndt, ligegyldigt hvad. Hvis min far havde været her endnu, kunne de have været sammen i knap 40 år. De får sammen to børn, min bror på i dag 34 år, og mig på snart 26 år. Idylisk barndom vel og mærke, dog med små bump undervejs, men det er jo meget normalt. Begge mine forældre har altid arbejdet. Min mor har primært altid været i rengørings og køkken branchen, og min far indenfor noget køleskabs halløj. Jeg ved faktisk ikke hvad hans arbejde gik ud på, hvis jeg skal være helt ærligt. Jeg ved bare, at det var noget man skulle have en velfungerende hjerne til. Min far var så glad for hans arbejde, at hvis vi havde problemer herhjemme, smed han altid kortet ??Jeg tager bare på arbejde, der gider de i det mindste behandle mig ordentligt.?? Dét har vi grint meget af. Han var meget perfektionistisk, i forhold til alt. Alt som i virkelig ALT. Herudover var han meget sparsommeligt. Hvilket selvfølgelig er en god enhed at have, jeg kunne i hvert fald godt bruge noget af den enhed. Haha. Men, det kunne godt blive for meget, mange gange. Men altså, han perfektionisme slår helt 100% hans sparsommelighed. Han var så perfektionistisk, at det halve kunne være nok. Et dårligt eksempel, ville være hvis han eksempelvis skulle hænge en reol op. Den reol, hang simpelthen så godt fast, med de helt rigtige skruer, og selvfølgelig total lige. Han var typen, der målte op 20 gange inden, han hang en reol op. Efterfølgende tjekkede han til den reol, flere dage efter. Det blev især slemt, da min bror og jeg flyttede hjemmefra. Jeg kunne ringe kl 22:00 en hverdags aften til ham, og spørge ham om hvordan man hang en lampe op. Der gik ikke mere end 2 minutter efter jeg havde stillet ham det spørgsmål, før han sad i bilen på vej ned til mig, for at hænge lampen op for mig. Fordi, den skulle jo hænges ordentligt op. Det samme gælder, når det kommer til hans sparsommelighed. Jeg kan huske, at da jeg blev teenager, og gik op i alt det G-star og Dolce & Gabbanna tøj, der nu var populært dengang, måtte jeg ALDRIG vise min far pris skiltene, for min mor. Han ville gå helt bananas. Det lyder måske som et luksusproblem i manges øre, og det er det måske også. Jeg påpeger det kun, for at forklare hvordan han var. Mine forældre har alle år, kørt i en old gammel hvid opel kadett. Og min far passede og plejede den bil i hovede og røv. Den så ikke gammel ud. Selvom den til sidst skulle startes på en speciel måde, hvilket altid fik min mor til at tage cyklen i stedet, så nægtede han simpelthen at købe en ny bil, fordi den virkede jo endnu, denne her opel kadett. Det samme gælder vaskemaskiner m.m. igennem årene. Det var jo ikke fordi at de ikke havde penge til noget nyt, men ALT skulle bruges indtil det nærmest brændte sammen. De to punkter har vi også grint meget af. Jeg mener faktisk også at præsten nævnte det i talen. Igen, den tale var simpelthen så gennemført. Herudover var min far MEGET gammeldags. Han er jo vokset op under skærpet vilkår, og har ikke altid haft mange penge da han var yngre, hvilket nok også bunder ud i at han var så sparsommelig. Men han var meget gammeldags. Han var total racist, og kunne ikke forstå når en dame var sammen med en dame, eller når en mand var sammen med en mand. Han kunne heller ikke forstå, at folk meldte sig syge fra arbejde, når de var syge. Især psykisk syge, det havde han ingen forståelse for. Som i INGEN forståelse. Jeg husker at min fætter, som stod min far nær, hang sig selv da jeg var omkring 10 år, og jeg husker min fars ord ??Hvordan fanden kan få sig selv til at gøre det, han har en dejlig kone, tre smukke døtre, og en skøn søn.?? Han var rasende min far, og total uforstående overfor min fætters handling. Det skal også lige siges, at da min far var lille, fandt han faktisk sin søsters mand hængende i badeværelset, det var min fætters far. Dvs far og søn, havde faktisk hænget sig selv. Det påpeger jeg nu, fordi jeg kommer ind på det senere, i forbindelse med min fars selvmord.
Alt i alt, var min far et skønt menneske, med sine egne sære finurligheder. Så, da min far af egen fri vilje gik på efterløn da han var 60 år, gik det ned af bakke for ham. Han var bange for, at kede sig. Herudover når han knap nok at gå på efterløn, før han begynder at få det mærkeligt i kroppen. Han fik foretaget en masse undersøgelser, men der gik så lang tid imellem, så der gik også lang tid før de fandt ud af hvad der var galt med ham. Han fik til sidst konstateret gigt. Pga gigten, fik han selvfølgelig medicin. Da han havde været på den medicin i noget tid, fik han det endnu mere mærkeligt. Han tog selvfølgelig til sin egen læge, og fortalte hvordan hun havde det, men hun sagde at han ikke fejlede noget yderligere, og alt var som det skulle være. Men det var det LANGT fra. Hans læge havde glemt at fortælle ham, at af det medicin, kunne man udvikle en depression. Herudover var han i forvejen semi deprimeret over ikke at skulle på arbejde. Så, det var ikke verdens bedste kombination. Det blev så galt med ham til sidst, og han flere gange nævnte overfor os, hans familie, at han ikke gad at leve mere. Nok er nok. Min mor tog med ham til lægen, og han blev nu endelig viderestillet. Han blev viderestillet til en psykolog. Herefter blev han transporteret direkte til en psykiatrisk afdeling, hvor han med det samme blev indlagt. Det var en kæmpe stor mundfuld fra ham. Han havde jo ingen anelse om hvad der i forvejen foregik i hans hovede, herudover følte han at ingen tog ham seriøs. Han følte sig som en belastning, og nu var han blevet indlagt på det han altid har kaldt en tosse anstalt. Det var det rene selvmord for ham, at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling. Lad mig sige det mildt, de gjorde alt værre for ham. Han når knap nok at blive indlagt, før de lige pludselig giver ham et valg. Valget går ud på, om han vil udskrives, eller blive der. Deres grundlag lød på ??Du kan lige så godt gå rundt derhjemme, som herude.?? Endnu en gang, følte han sig som en belastning. Systemet havde på ingen måde hjulpet ham i forvejen. Hans egen læge var håbløs, sygehuset var håbløst, og nu var den psykiatriske afdeling også håbløs. Jeg tror, at han tog sin beslutning i det sekund den psykiater gav ham det valg. Han valgte nemlig at tage hjem. 12 timer efter han blev udskrevet, MED et papir hvor på der stod ??Han er ikke til far for sig selv, eller andre?? – der fandt min mor ham hængende i et reb, hjemme i deres hus. Huset har en tilbygning, de byggede til, da vi flyttede ind i det, da jeg var omkring 10 år. Den ene bygning, bliver brugt som redskabs rum, det andet rum var min fars. Det blev brugt til værktøj m.m.
I dét rum, opholdte han sig meget. Han gik altid og arbejde på et eller andet derude. Herudover stod hans højt elskede motorcykel også i det rum, som han knap nok kørte på. Fordi, den skulle jo nødig gå i stykker. Igen, perfektionist. Selv hans selvmord, var lavet så perfekt, at det næsten er uhyggeligt. Min mor tager på arbejde den morgen, og hun fortæller ham at hun lige kommer hjem for at vende ved 15:00 tiden, for at tage på arbejde igen, og er hjemme ved 21:00 tiden. Han nikker til hende, og går en tur med hunden. Da han kommer hjem, er hun taget på arbejde. Vi ved ikke hvad han har lavet i mellemrummet 08:00 – 15:00, men det er i det tidsrum, han har taget sit eget liv. For da min mor kommer hjem kl 15:00, er han ikke hjemme. Hun tænker at han nok er nede i byen, fordi på spisebordet havde han lagt en seddel, hvor på det tydet på, at han var nede i byen og hente noget, de havde snakket om han skulle hente. Hun tager sig en lur, inden hun igen skal på arbejde. Da hun kommer på arbejde, ringer hun til ham et par gange, men han ringer ikke tilbage. Da hun kommer hjem fra arbejde kl 21:00, kan hun for alvor mærke at der er noget galt. Hunden er helt oppe at køre, og han er stadig ikke kommet hjem. Hun ringer rundt til familie og venner, for at høre om han er der. Men det er han ikke. Hun kan ikke finde nøglen til dén tilbygning, altså det rum, han bruger. Noget siger hende, at han er derinde. Så i ren frustration, tager hun et stor sten, og vikler den ind i et håndklæde, for at smadre ruden ind til rummet. I det hun smadre ruden ind til rummet, kan hun se hans ene træsko ligger på gulvet, hvor på den anden træsko sidder på hans ene fod. Hans ben røre dog ikke jorden. Hun kigger op, og får øje på ham. Der hænger han i et reb, med fødderne få centimeter fra gulvet. Hun kravler op på stien, han har brugt, og får ham pillet ned. Hun vælter sågar også med hende, heldigvis skete der hende ikke noget. Han får dog et stort sår i panden. Der går ikke mindre end 4 minutter før Falck og politiet er her, efter hun har ringet til dem. Det står klart, han er død. Det har han været i lang tid. De stiller hende få spørgsmål, herefter køre de ham væk i en ligpose, i en ambulance. Hans selvmord, var så perfekt planlagt. Han havde lagt den seddel på spisebordet, for at distrahere hende i, at lede efter ham. For at han ikke kunne blive forstyrret. Han har sågar været nede og købe et perfekt længde reb i Davidsen, herudover har han pakket deres helt nye boremaskine ud, for at bore et perfekt hul i træ bjælken i loftet, i rummet. Herefter har han sat en ?bolt? i, så han kunne styre rebet. Herefter har han lagt et afskedsbrev på bordet, og en hobbykniv, så han var klar til at blive skåret ned. Han tog afsked med stil. Selvom det lyder dumt, men det gjorde han, fordi sådan var han. Perfektionist til det sidste.

Min kusine, min fars søsters datter, kommer om til min mor selv samme aften. Hendes far, og hendes bror, har jo også hængt sig selv. Hendes psykolog har sagt ??Vejen er jo i princippet skrevet.??
Og det er den. Altså vejen. Den er skrevet. Min far kunne ingen anden udvej se, og han havde jo i øvrigt haft 2 tætte på, der havde hængt sig selv. Dog tror jeg ikke, at han inderst inde vidste, at han faktisk døde af det, han havde gang i. Han kunne bare ikke se nogen anden udvej. Når man ingen anden udvej kan se, er det jo den aller sidste udvej der findes. Når jeg tænker på, at han har stået på den stige, og taget et skridt ud i ingenting. Et skridt, han ikke var sig selv, da han tog, det giver mig simpelthen så ondt i maven. Hvad mon han tænkte, da han hang der. Mon han fortrød? Mon han prøvede at nå stigen igen, med sine ben? Der er jo tusinde forskellige spørgsmål, som man nu især gerne ville stille ham. Specielt nu hvor det er for sent. Kunne jeg have gjort noget? Hvad kunne jeg have gjort? ? Selve ?hvorfor? spørgsmålet, er ikke noget der nager mig mere. Fordi, jeg ved jo godt hvorfor, og jeg kan godt forstå hvorfor, han har gjort som han har gjort. Dengang, nagede det mig. Jeg var så rasende, og så skuffet. Jeg nægtede mig selv, at føle noget. Eller, min underbevisthed nægtede mig, at lade mig føle noget. Han har altid være så sindssygt uforstående overfor folk der tog sit eget liv. Generelt folk der havde en depression. Selv da jeg havde en depression da jeg var yngre, lød hans ord på, at jeg skulle tage mig sammen, og passe mit arbejde. Så, jeg vidste godt dengang, at det vil give bagslag. Jeg vidste bare ikke hvornår.. Men da bagslaget kom, kunne jeg ikke rejse mig op igen. Jeg var lammet. Og jeg var et sekund fra selv at tage mit eget liv.

? Fortsættes

I må lige bære over med mine dårlige skills, i forhold til mit skriv i nutid og datid.
Dét har jeg sku altid været dårlig til. Man kan jo ikke være supermand til alt. 🙂
Hvis ikke du har fået læst del 1, så kan du læse den lige her 

Del 2: 
… Og så sad jeg der på hug, alt imens min veninde fløj rundt i haven, for at finde min tlf. Jeg rejser mig op, og vi går indenfor.
Vi sidder i noget tid, og snakker. Der er ingen af os, der kan forstår hvad der er sket. Jeg husker tydeligt, at jeg ringer rundt til nogle veninder, og fortæller dem kort hvad der er sket. Men det er også kun det, jeg starter med at fortælle dem. Det ender herefter med, at jeg smækker musik i ørene, og går mig en lang tur. Under den tur, ringer jeg igen adskillige venner op. Men det er som om, at samtalerne er for deprimerende, til at jeg har lyst til at holde dem kørende. Herefter placere jeg mig bag et nedlagt bus skur. Jeg kigger op imod himlen, men jeg føler intet. Jeg smækker adskillige deprimerende sange på, og skruer helt op. Men jeg føler stadig intet. Jeg fremprovokere nærmest de tårer, der på daværende tidspunkt kom ud. Jeg prøvede med vilje at fremprovokere en reaktion frem, fordi jeg intet følte. Jeg følte mig helt forkert, fordi at jeg på daværende tidspunkt, slet ikke var knust.Jeg er 300 km væk hjemmefra. Kl er nu godt 23-24. Så jeg beslutter mig for, at drible hjem i min seng. Jeg falder overraskende hurtigt i søvn. Jeg vågner tidligt dagen efter. Jeg ville skyde på klokken var omkring 6-7 stykker. Jeg flyver nærmest op af min seng, inden huset vågner. Jeg pakker en taske, hvor i indholdet af tasken, ikke giver mening. Jeg bestiller en taxa til den nærmeste togstation. Toget er proppet. Jeg stinker langt væk af hjemløs. Fyret i det hus vi boede i, havde været i stykker knap. 4-5 dage. Dvs jeg havde ikke været i bad i dét antal dage. Jeg sad presset op af et andet menneske ude i gangen i toget. Den tur gik så langsomt, selvom tiden fløj afsted. Jeg bliver hentet på togstationen i Jylland, af to barndomsveninder. Efter som jeg er en meget spøjs person, hvilket menes med, at jeg er god til at tage pis på tingene, i stedet for at sætte mig ned og tude. Så mødtes vi med kæmpe smil placeret i fjæset. Det var rart.
Jeg bliver lidt hos min ene veninde, inden jeg tog mig sammen til, at tage skridtet hjem mod mine forældres hus. Dét hus som har været en stor del af min opvækst. Dét hus jeg delvist er vokset op i. Dét hus hvor der på daværende tidspunkt, var fyldt med dårlig stemning. Dét hus der dagen forinden, havde været fyldt med ambulancereddere og politi. Dét hus min far var blevet transporteret ud i en sort ligpose fra.  Dét hus min far havde taget sit eget liv i.Det var SÅ svært for mig, at tage skridtet, og gå derhjem.
Da jeg endelig står og banker på døren derhjemme, inden jeg tager fat i håndtaget, fik jeg en kæmpe klump i halsen. Jeg følte, at jeg gik ved siden af mig selv. Min storebror, og hans kammerat sidder ved spisebordet. Det var simpelthen så akavet. Min mor ligger på daværende tidspunkt og sover. Stemningen husker jeg som dyster, og mærkelig. Der er ikke rigtigt nogen, der ved hvad de skal sige til hinanden. I det min mor står op, og jeg får øjenkontakt med hende, ville jeg dybt seriøst ønske, at jeg kunne fjerne alt den smerte, jeg kunne se, i hendes øjne. Hun var fuldstændig knust. Men det vidste jeg jo godt, at man ikke kunne.
Jeg kom hjem knap en uge inden, bisættelsen fandt sted. Det eneste jeg kunne tænke på, var at jeg nu skulle overkomme de dage, og så skulle jeg bare hjem til Greve igen, og starte på det ernæringsstudie, hvor jeg få dage inden, var blevet optaget på, efter sommerferien.Så, jeg gik egentligt bare rundt i min egen lille bobbel, og ventede på dagen, hvor han skulle bisættes… De dage gik SÅ langsomt. Den ene dag tog ikke bare den anden. Fordi jeg var i dét hus, og jeg var iblandt mennesker der var helt knust. Dagene op til bisættelsen gik, som de nu gik. Huset var fyldt med gæster on/off. Herudover kom præsten, som skulle skrive talen, ud fra hvad vi fortalte ham. Huset var fyldt med blomster. Jeg kørte mit eget egoistiske show, hele vejen igennem. Så allerede på første dagen, tog jeg ud med nogle venner. Hvilket jeg også gjorde de resterende dage. Lad mig sige det mildt, jeg drak mig helt ned alle dage, op til bisættelsen. Når jeg ser tilbage nu, ved jeg jo godt at det var fordi at jeg prøvede at skubbe det væk. Jeg var i chok, og jeg havde ikke lyst til, at forholde mig til hvad der skete omkring mig. Jeg vidste ikke hvordan, man forholdte sig til det. Jeg tillod ikke mig selv, at mærke mig selv. Hvilket jeg heller ikke kunne finde ud af. Dét gik senere hen, og blev et kæmpe problem for mig. Men mere om det senere.Min mor fortæller min bror og jeg, at han har skrevet et afskedsbrev til os, og når vi læste det brev, ville vi forstå hans handling. Der gik et par dage, og et utal af alkohol, før jeg tog mig sammen til at læse det brev.
Da jeg endelig tager mig sammen til at læse det, bliver jeg SÅ skuffet. Alle brikkerne faldt overhovedet ikke på plads. Jeg havde regnet med et langt detaljeret brev. Men brevet var på 5-6 linjer. Hvor i der stod, at han elskede os. Min mor, min bror og jeg. Herudover skrev han, at han var så skidt, at han ikke kunne leve med dét mere. Han undskyldte. Underskrevet med hans navn.Jeg blev så ked af det, skuffet og sur på samme tid. Jeg begyndte at kunne mærke, at jeg var sur. Rigtig sur på ham. Det var den første følelse, jeg rigtigt kunne mærke. Vrede… Jeg ville bare have de dage, og den bisættelse overstået, så jeg kunne komme hjem.Dagen kom, hvor vi skulle ned at se ham i kapellet. Det var 2 dage, inden bisættelsen. Den dag havde jeg planlagt til punkt og prikke. Jeg havde sagt på forhånd, at jeg selv ville ind og se ham. Alene. Det fik jeg lov til. Da vi kom ned til kapellet, stod jeg og hang op af en dør, i det bedemanden siger, at jeg nu gerne må gå derind. Jeg spurgte, hvor det var, han svarede, at det var den dørkarm jeg stod og hang op af. Jeg sprang væk, og nægtede pludselig at gå derind. Jeg turde ikke at gå derind.
Det ender med at min mor går først derind, herefter min bror og hans daværende kæreste. Jeg kan se dem, i det de får øje på ham. Den reaktion de fik, havde jeg bestemt ikke lyst til at få. De blev kede af det. Specielt min mor. Der skulle jeg bestemt ikke ind.
Det ender dog med, at min mor presser mig til at gå derind. Jeg bliver nærmest skubbet derind.
Jeg går derind, og jeg vender mit blik mod kisten. Og der ligger han, helt stille. Min far. Døren står på klem, ud til gangen. Der er helt stille. Jeg står helt selv i rummet. Jeg ryster. Hold nu kæft, hvor jeg ryster. Jeg er bange. Jeg stivner. Jeg kan næsten ikke tage et skridt hen mod den blanke hvide kiste, han ligger i. Det føles som om at det tog mig flere timer, at bevæge mig hen til kisten. Selvom jeg sammenlagt var i rummet, i max 60 sekunder. Der ligger han. Min far. Og han er død. Han ligner ikke sig selv. Jeg var bange for at røre ham. Jeg var bange for, at han faldt fra hinanden, hvis jeg prikkede til ham. Jeg var bange for, at snakke til ham. Fordi hvad nu hvis han svarede. Han lagde bare der, med foldet hænder, i helt hvidt tøj. Begge hans øre var helt blå. Jeg tog min egen rystende hånd, på hans hånd. Jeg tog ham i hånden, imens jeg kiggede på ham. Jeg visker med en helt skinger stemme ??Far… Far?? Men han svare ikke. Jeg slipper hans hånd. Og så dum som jeg nu er, hiver jeg ned i hans krave ved halsen. Hans hals var helt ødelagt. Jeg taber helt fodfæstet. Jeg går hurtigt ud af rummet, og sætter mig på hug udenfor. Jeg ringer herefter en veninde op, men jeg er ikke til stede i samtalen. Kort tid efter, lukkes kisten, og vi bære kisten ud i lig bilen.I det, at det begynder det at regne og tordne sindssygt meget. De næste 30 kilometer foregår bag en lig bil. De næste 30 minutter foregik med 60 kilometer i timen, bag en lig bil. En lig bil hvor i min far ligger. Fordi han skulle transporteres op i kapellet, i hans hjemby. Nu skulle han ligge på køl der, i 2 dage, før vi skulle bisætte ham…. Nu skulle jeg sove 500 meter fra min døde far, velvidende at han lagde på køl. Det var så urealistisk. Hver gang jeg lukkede øjnene de to døgn, så jeg mig selv sidde ved siden af ham i kapellet, og ruske i ham, indtil han i mit håb vågnede, så jeg kunne fortælle ham, hvilken kujon han var. Men han vågnede aldrig..

 

Jeg tror aldrig, at jeg glemmer den aften. Den aften jeg lagde i en jumpsuit, sammen med en veninde, plaget af tømmermænd, med et overload af pommesfrittes og mayo, fra den nærmeste grill, hvor jeg oven i købet lige var blevet dumpet af en fyr, jeg havde set i noget tid. Jeg husker alt fra den aften i detaljer. Den aften, glemmer jeg aldrig. Fordi da klokken slog 21:00, ringede min mor til mig. Jeg boede på daværende tidspunkt i Kildebrønde, en lille landsby lidt udenfor Greve Strand. Jeg var lige flyttet dertil, for at starte på en frisk. Jeg havde boet der i knap 14 dage. Signalet var ekstremt dårligt, der hvor vi boede. Så, da min mor ringede, satte jeg min telefon på medhør, så jeg kunne gå rundt i værelset, og finde et sted med signal. Jeg nåede knap nok at rejse mig op, for at finde signal, i det jeg høre min mor græder. Jeg spørger hende, hvad der er sket, i det hun hulker ?Jeg synes at du skal komme hjem, Anne-Mette.? Dét var jeg helt uforstående overfor, i det jeg havde spurgt min far om jeg skulle komme hjem et par dage forinden, lige præcis fordi jeg vidste, at han var syg. Jeg fik dog besked på, at jeg skulle passe min skole. Jeg skulle bestemt ikke komme hjem.
Jeg spørger derfor flabet, hvorfor jeg skulle komme hjem. Hun svare ?Vi har ikke nogen far mere.? Min veninde begynder at græde. Jeg smider hurtigt røret på, i ren frustration. Jeg rejser mig op, og går udenfor. Min veninde og jeg, står begge to helt forvirret, og snakker om, hvad der mon er sket. Jeg var helt blank. Hvorfor jeg smed på, må have været en ren reaktion, på noget jeg i momentet, slet ikke kunne finde ud af, at forholde mig til.
Jeg husker at jeg sagde til min veninde ?Måske han har taget sit eget liv??
Men vi blev hurtigt enige om, at det ikke var en mulighed. Fordi sådan en ”mentalitet” havde han slet ikke. Der går noget tid, før jeg ringer min mor op, igen. I det jeg ringer hende op, er det første jeg spørger hende om, hvad der er sket med ham. Hun siger ?Han har hængt sig selv.? I det hun siger det, falder jeg sammen på jorden. Jeg kaster min telefon så langt væk jeg nu kan, og jeg skriger. Jeg skriger så højt jeg kan.