Jeg har været meget i tvivl, omkring jeg skulle udgive dette indlæg. Især fordi at det ikke er noget man taler højt om. Og så er det heller ikke noget jeg er stolt af. Men altså jeg deler jo i forvejen sådan ca de fleste bump på min vej, selvom at det måske er tarveligt at kalde dette for bump(s). Men det er i den grad et bump for mig, og det er en del af mit liv, om jeg vil det eller ej. Jeg er tvunget til at forholde mig til det, så det gør jeg. So here we go.

Jeg fik for 4 år siden en medicinsk abort. Dét er bestemt ikke noget jeg nogensinde har haft lyst til at snakke om. Jeg havde det ganske udemærket med min beslutning dengang, og det har jeg stadig. Kald mig kold og kynisk, man da aborten dengang var overstået, var jeg simpelthen så glad. Jeg har aldrig haft et ønske om at være mor, overhovedet. Så det var dengang fuldstændig ulideligt at vide, at der var et lille liv i min mave. Et liv jeg ikke havde kontrol over, og som jeg bestemt ikke ville have noget med at gøre. Efter som at jeg følte sådan dengang, besluttede jeg mig for at passe ekstra godt på, især fordi det er en form for mangel af respekt, både for sig selv og sin partner, at bruge abort som prævention. Det var min daværende kæreste, jeg blev gravid med dengang. Jeg væmmes så meget over mig selv dengang, især fordi jeg ikke kunne forstå, hvorfor jeg kunne være så glad, den dag dét blev fjernet. Jeg husker ikke meget fra dengang, men jeg husker at jeg tænkte, om jeg mon var dysfunktionel, siden at jeg kun kunne væmmes ved tanken om, at jeg havde et lille spir i min mave, der langsomt voksede.

Dagen i dag, troede jeg bestemt at jeg havde det på samme måde. Børnefri zone. Men jeg tog fejl. Slut december 2018 stod jeg igen, til min egen overraskelse, med en positiv graviditetstest. Jeg er på minipiller, dog har jeg ikke passet dem til punkt og prikke, men bevares, det kan da ikke bare nå ud af kroppen, hvis man springer 1 dag eller 5 over. Tro om. Idiot. Jeg var gravid. Og det føles helt anderledes.

For 4 år siden, da jeg testede positivt, brød jeg sammen og jeg vil have det fjernet med det samme. Bare dét at gå i et par dage og vente på en indkaldelse fra sygehuset dengang, gav mig kvalme. Da jeg denne gang testede positivt, græd jeg ikke. Tværtimod. Jeg skulle selvfølgelig lige sluge situationen. Men jeg var ikke ked af det. Det eneste jeg var ked af det over, var at jeg muligvis skulle have 2 aborter på samvittigheden. Fordi var jeg klar til at blive mor? Og vil jeg være mor?

Det var to spørgsmål, der florerede sindssygt meget i mit hoved. Jeg er snart 27 år gammel, men jeg bøvler stadig i perioder med ekstremt meget angst, og er ikke ligefrem det mest psykisk stabile menneske, så hvordan og hvorfor kunne jeg pludselig overveje en titel som mor. Kunne jeg passe på et andet menneske, og sætte mig selv til side, resten af mit liv?
Det overraskede mig meget, og så skræmte det mig gevaldigt, at jeg tænkte og følte sådan. Fordi jeg vil jo ikke have børn. Jeg har aldrig vil have børn.

Turen på sygehuset gjorde det bestemt ikke nemmere, i forhold til den tvivl der prydet min hjerne. Efter ultralydsscanningen, spurgte jeg den søde læge, om man kunne se noget på scanningsbilledet. Hun svarede ja. Jeg spurgte hende, om jeg måtte se det. Det måtte jeg gerne. Der var ikke meget at se, kunne et lille bitte spir, pakket ind i en ?blomme.? Hun siger, der var også hjerteblink. Jeg bryder helt sammen. Det virkede på mange måder så forkert, at jeg skulle have det fjernet. Jeg følte mig som et dårligt menneske. Lægen og sygeplejersken var dog super søde, forstående, og havde virkelig meget empati. Så jeg fik lov til at få scanningsbilledet med hjem, og de bad mig om at tænke mig rigtig godt om.

Jeg brugte denne gang meget mine veninder og kammerater, og selvfølgelig min kæreste, især fordi at jeg også var i tvivl. De kender mig bedre end nogen anden, så jeg havde brug for at høre deres tanker omkring mine tvivl. I min optik, på mange punkter (de fleste) vil det klart tale for at få en abort i min situation. Men 2 aborter? Åh Gud. Jeg følte mig allerede bare ved tanken som en taber. Men kan man definere sig selv som en taber, fordi man har fået to aborter? I princippet nej, men det ændre ikke på følelsen jeg gik med. Men hellere 2 aborter, end at sætte et barn til verden jeg ikke vil kunne magte at være der for. Der var dog også punkter, i og med min situation, at et barn vil tale for. Men jeg vil aldrig få et barn, hvis jeg var det mindste i tvivl, eller få et barn, fordi måske det kunne ??redde?? mig. Jeg er sågar et voksent menneske, og at sætte børn til verden velvidende, at det er en chance, det er i min optik helt hen i vejret. Uansvarligt.

… Herudover har min kæreste og jeg, kun være kærester i snart 5 mdr, så det vil oveni vores forhold, også være et kæmpe sats. Egenskab eller brist, det vides ikke.

Jeg elsker virkelig min kæreste. Bare dét at sige at jeg elsker ham, er kæmpe stort for mig. Men det føles rigtigt at sige til ham. Han er det bedste der er sket for mig i mange år. Han er meget tæt på mig, men jeg har stadig svært ved at lukke ham helt tæt på i visse situationer, hvilket han ved. Så at sætte et barn til verden med ham, jeg til tider stadig skubber væk, når han kommer helt tæt på, føles også forkert.

Jeg var ovenikøbet så flov over mig selv. To aborter, er to aborter for meget. Herudover har jeg et vennepar som pt kæmper med fertilitet, så at jeg nu havde muligheden for at smide noget væk, andre drømte om, dét påvirkede mig meget. Men er det ikke at gnide salt i såret? Dét blev jeg ved med at spørge mig selv om. Og jo gu fanden er det dét. Ligegyldigt hvor meget jeg bankede mig selv i hovedet med det, forsvandt det ikke. Jeg var tvunget til at forholde mig til det. Aborter er ikke noget man taler om, fordi at det er så ømt et punkt. Og ikke mindst et flovt punkt for mange. Jeg kender faktisk en del, der har fået en eller flere aborter. Flere end jeg faktisk var klar over. De har alle en ting tilfælles. Ingen af dem snakker om det.

En ting jeg har lært, og som jeg håber at du tager til dig, dig der læser med, især hvis du er imod abort, så husk på at inden du dømmer en der har fået foretaget en abort, at vedkommende også har følelser. Og selvom vedkommende har valgt en abort, har det valg ikke nødvendigvis være let. Skammen over valget, kan være ulideligt at leve med, så bare fordi valget faldt på abort, er det er ikke ens betydning med at tiden efter aborten, er lutter lagkage. 

Jeg siger ikke at det er en normal ??ting?? at få, men det sker. Det er en realitet. Og Gud ske tak og lov for at man kan få det herhjemme i Danmark. Min holdning til abort, er ambivalent. Jeg går ikke ind for abort som prævention, tværtimod. Men jeg er glad for at bo i et land hvor det er muligt.

.. Efter mange dages overvejelser, frustrationer, følelser, og tusinde tanker, tog jeg en beslutning. Jeg skulle ikke være mor. I hvert fald ikke nu. Mærk mine ord, ikke endnu. Det er virkelig gået op for mig, at jeg ikke længere er sikker på, at jeg ville leve i en børnefri zone, resten af mit liv. Jeg elsker børn, nogle børn, bevares. Men igen, jeg havde aldrig skænket at jeg skulle have mine egne børn, en tanke.

Det skræmmer mig stadig, og jeg har haft svært ved at finde ud af hvad der har ændret sig? Jeg er vel blevet ældre, og jeg ser bestemt anderledes generelt på verden, end jeg gjorde for fx 4 år siden. Jeg tror faktisk godt at jeg vil være mor en dag. Måske.

En ting er helt sikkert, nummer tre abort er ikke eksisterende hos mig. Jeg nævner dét udelukkende, fordi at hvis jeg går hen og bliver gravid igen, så er en abort ikke en mulighed hos mig. Især fordi at jeg er indehaver af de følelser omkring dét, som jeg nu pludselig er. Denne her abort, tog så hårdt på mig fysisk og psykisk. Jeg fik denne gang igen en medicinsk abort, og såden en abort er altså delt op over tre dage, det i sig selv, er hårdt. Det var den rigtige beslutning, men den var også meget svær. Men jeg skal ikke være mor. Ikke endnu.

Sidder du og læser med, og har fået 3,4,5 el 6 aborter, så skal du bestemt ikke føle dig forkert. Det er dit liv, og du kender dig selv bedst, og du ved hvad er er bedst for dig selv. Fuck alt andet! Du skal gøre hvad der er bedst for dig selv. Ikke lyt på hvad dem omkring dig siger, det er dit liv, og føles en abort rigtig for dig, så er det dét du skal. Lige så vel som hvis en abort føles fuldstændig forkert, så skal du selvfølgelig ikke gennemfører en. Det er egentligt ret simpelt. Selvom det er ret så kompliceret

Sidder du og skal gå igennem en abort, eller har du været igennem en, eller flere, og har du lyst til at dele din oplevelse, Så send mig ENDELIG en mail på sundtaretrundt@outlook.com

PS. Det er lovligt at snakke med sine venner og sin familie om det. Husk det. Ligegyldigt hvor lille du føler dig. Snak om det! At gå igennem en abort er pisse hårdt. Du SKAL snakke om det. ??

PPS. Sidder du og har sat et el flere børn til verden, velvidende tvivl el uansvarlighed inden. og er du alligevel gået hen og blevet en fantastisk mor, så synes jeg fandme at du er bad ass! At ændre sit eget liv fuldstændig, for at gøre plads til et andet menneske resten af livet, kræver fandme et sindssygt mindset. Så husk lige at giv dig selv en high five i ny og næ, du modtager i hvert fald en virtuel fra mig!

Læs del 1 her

Og der lagde jeg på langs i min seng, med ekstremt mange tømmermænd, og tænkte nej Anne-Mette… Bare nej. Har du lige kyssede med en af din brors bedste venner. Jeg mindes at jeg fik kringlede en besked til ham dagen derpå, hvor i der stod ??Wow jeg har det dårligt.?? Men det var jeg ikke ene om, han havde også tømmermænd, og han var endda på job. Han arbejder forresten som montør, så bare tanken om at han måske hang i 50?meters højde, for at fikse dét han nu fikser på sit arbejde, gav mig ikke yderligere grund til at ynke over mine tømmermænd.

Når, men ingen af os snakkede om dét, eller de kys. Jeg husker ærligtalt ikke hvor mange gange det skete. Men jeg husker, at jeg synes at han var sød. Jeg spurgte om hans snapchat, og sendte de fællessnaps jeg normalt sendte rundt, til ham. Det gjorde jeg udelukkende for, at han skulle ligge mærke til mig. Fordi det er sådan noget tøsepiger gør, åbenbart. #nolife

Men kommunikationen og den ikke eksisterende gnist, døde hurtigt imellem os. Jeg skrev i en kæmpe brandert et par uger efter kysset, om han vil have besøg. Det vil han gerne, men han skulle tidligt op på job, så det vil han ikke. Kæmpe afvisning, tænkte jeg. Men så tog jeg igen chancen noget tid efter, ædru. Han var nede og fiske ved den lokale søg, så jeg spurgte om han manglede selskab, det gjorde han egentligt ikke, men jeg måtte da godt kigge ned. Jeg følte mig igen, som en idiot der tog intiativ, hvilket han ikke værdisatte. Jeg begyndte at se en ny fyr, så jeg glemte lidt ham der i dag er min kæreste. 

Jeg flytter til Aabenraa midt i det hele, men har dog stadig lidt kontakt til ham i ny og næ. Rollerne var pludselig byttet om, nu var det ham der kontaktede mig, om mig der ikke virkede interesseret. Jeg så en ny fyr, og oveni det havde jeg en del at se til grundet flytning m.m 

Vi aftaler faktisk at ses, men jeg bakkede ud 1-2 gange, inden jeg overholdte aftalen. Ergo, de første par aftaler overholdte jeg ikke, og så så jeg jo også en ny fyr, som jeg var blevet ret glad for. Mine veninder, som jeg deler alt med, havde flere gange sagt at jeg skulle droppe ham jeg så, og i stedet ses med Brian, min brors ven. Men tanken om at han var min brors ven, var bare super kikset. Og nu boede jeg alligevel ikke lige op og ned af ham mere, så det var slet ikke så spændende, som i starten. 

Jeg kan faktisk takke min søde nabo for, at jeg så ham igen. Ham og jeg havde atter igen aftalt at ses, og jeg var som ?altid?, 2 sekunder fra at aflyse. Men min veninde pep talkede mig, og efter 2-3 øl, var jeg med på ideén. Det var en sommer aften, og vi tog ud for at spise på en restaurant. Jeg var halv snaldret, da jeg mødtes med ham. Det var så sygt akavet. 

Det var det dog kun, lige indtil vi begge havde indtaget en del rødvin, så forsvandt det der ??tihifnis.?? Vi rykker hjem til mig, efter et par timer på restauranten. Hvilket er super hyggeligt, vi var begge sådan ret fulde. Eller, jeg sejlede sku nok mest. Men hva fanden. Haha. 

Efter dén date, var jeg dobbelt så meget i tvivl. Jeg så jo denne her fyr ved siden af, og var sådan ca ret meget splittet omkring hvem, jeg skulle satse på. Og det gjorde det ikke nemmere, at jeg synes begge var dejlige. 

Men det var lige indtil, at jeg havde ham hér på tomands hånd igen… 

Havde det ikke været fordi, at jeg pt passer min venindes hund, så havde jeg måske max gået 1000-1500 skridt om dagen. Jeg jagter ikke skridt, hvilket jeg gerne vil fastslå. Men lige nu er jeg tvangsindlagt, i mit eget selskab. Og det er deprimerende, og meget kedeligt. Så jeg tjekker jævnligt min sundheds app, for at se hvor langt jeg går. Jeg fik Karla herhjem d. 5 november, og lige siden dér, er jeg tvunget ud. Lige nu har jeg i det mindste et gøremål dagligt = at gå med hunden.

Tvangsindlagt 

For 1 måned siden, fik jeg et angstanfald, jeg ikke har kunne ryste af mig, endnu. Det har jeg prøvet før, og det er ikke hvert anfald, jeg bare kan sluge råt. Men det er mange år siden, at det har taget så hårdt på mig, som nu. Det var så slemt, at angsten for at få angst, har sat sig godt og grundigt fast. Jeg gik fra at være total social, og glad, til at være ultra asocial, og deprimeret. Jeg gik fra at handle i dagligvarebutikker, som alle andre, til ikke at kunne være alene i en dagligvarebutik. Jeg er også flere gange gået ud af en dagligvarebutik, med en veninde under armen. Jeg er gået fra at være sammen med mine venner, og kæreste 24/7, til ikke at kunne overskue at være i nærheden af nogen af dem. Det sker, at jeg ser dem. Men hold nu kæft det er svært. Jeg kan ikke holde fokus, og jeg tænker hele tiden på hvornår vedkommende går, eller hvordan jeg ??slipper væk.?? Det er så vildt hvad hjernen kan præstere. Hvordan kan noget så rigtigt, føles så pisse frustrerende, og farligt? Det giver i min optik, ingen mening. Og jeg hader det, og jeg har så svært ved at acceptere det, og blive i angsten. Selvom det er dét jeg skal. Omfavne angsten, vel og mærke.

Jeg bevæger mig helst heller ikke udenfor om dagen, fordi jeg bor midt i centrum, dvs der er mennesker over alt. Men så snart mørket falder på, går jeg gerne lange ture, med musik i ørene. Jeg slår mig også gerne ned på en bænk på stranden, og bare nyder dét. Men kun når det er mørkt. 

Jeg har passet den hund jeg passer lige nu, mange gange før. Så det var faktisk mit eget forslag, at hun kunne komme ned til mig at være i noget tid. Fordi så vidste jeg, at jeg kom ud af min komfortzone. Og det gør jeg, hver dag. Flere gange om dagen. Og det er pisse dejligt! Frisk luft, gør underværker.

Ikke nok med at jeg bare er herhjemme helt alene, dag ud og dag ind, så er det ikke engang fordi, at jeg nyder mit eget selskab. Fordi min koncentration er = 0, og så er jeg ekstremt rastløs konstant. Så selvom jeg eksempelvis placere mig i stuen, på sofaen, foran tv?et, og finder en film el en serie jeg finder spændende, så ender jeg med at glo ind i væggen, ved siden af tv?et, fordi jeg ikke kan fokusere.  

Dét har stået på i knap 1 måned nu, og jeg føler, at jeg ved at blive skør. Fordi ligegyldigt hvor mange gange jeg prøver, så lykkedes det ikke. Jeg havde dog en spontan tur på bodega med en veninde, og med min kæreste, i sidste uge. Lad mig sige det mildt: Alkohol og angst er en ekstremt dårlig kombination, dog ikke i momentet, men dagen efter er et helvede. Jeg fik eksempelvis også min veninde til at hente medicin til mig på apoteket den anden dag, fordi dagen forinden bevægede jeg mig derned, for at bevæge mig hjem igen, uden medicin. 

Der har været optakt til det måneden forinden. Jeg fik et angstanfald midt i Kvickly, og blev nød til at gå ud. Optakten var mavepine, så jeg troede faktisk bare at det blev ved dét. Men det forsatte, og pludselig begyndte jeg bare at græde, midt på landevejen, i min venindes bil. Det tog mig et par dage, at komme ovenpå igen. Men det var dét. 2-3 uger efter, skete det samme hos min kæreste. Han nussede mig på maven, og jeg fløj op, ud af døren, og kastede op. Lige siden dér, har det hængt ved. Så det har også resulterede i, at jeg har forbundet ham med noget dårligt, fordi at det er altid nemmere at flytte fokus, og skyde skylden på et menneske, eller en genstand. Men det er slut nu. Jeg gider det ikke mere.

Terapi 

Jeg har snakket med en psykoterapeut i knap 1 måned nu, og dét her startede i samme tidsrum. Jeg tænker generelt ekstremt meget over alt ting, til tider for meget. Så, jeg har også overtænkt hele denne her situation, jeg pt er i. 

Terapeuten er dygtig, næsten alt for dygtig. Hun har virkelig styr på sit shit. Hun har sagt med egne ord ??Den situation du sidder i nu, er ganske normal. Hvis ikke nu, hvornår så? Reaktionen skulle komme før eller siden, og du har fortrængt så mange aspekter i dit liv, de sidste 3 år. Det er normalt.?? De ord sidder fast, og jeg ved jo at hun har ret. 

Motion

Jeg mærkede første gang angsten, for 7 år siden. Men den angst løb jeg væk. Jeg fik stukket piller i hånden, og vedkommende jeg snakkede med dengang på en psykiatri, hun sagde: Piller eller motion. Jeg havde ikke lyst til at proppe mig selv med medicin, så jeg tog mig sammen, og begyndte at løbe igen. Jeg blev faktisk helt angst fri. Det var terapi for mig, at bevæge mig. Jeg har lige siden altid set motion, som gratis terapi. Men i forhold til at jeg løb det væk, i stedet for eventuelt terapi ved siden af, var måske en fejl, men det var bare nemmere. Jeg lagde låg på angsten med motion. Dét hjalp mig dengang. 

Min fars død

Da min far døde for 5-6 år siden, startede det hele forfra, og jeg var nu angst ramt level 1000. Det var så slemt dengang, at jeg endte med at ligne et omvandrende skelet. Det gør jeg heldigvis ikke nu. Herudover kunne jeg ikke denne gang ikke løbe det væk. Tro mig, jeg har prøvet, mange gange. Så de sidste 5-6 år, har jeg faktisk bare holdt mig fra situationer, der gav mig angst. Så jeg har begrænset mig selv ekstremt meget, især i forhold til at opholde mig udenbys, og offentligt transport. Det begrænser mig meget, især fordi jeg intet kørekort har, og heller ikke har det super fedt med at være passager i en bil. Det er udelukkende grundet angsten, fordi jeg har altid været hende, der var frisk på en eventuel spontan tur til en anden by. Ferier m.m., har altid tiltalt mig. Jo længere væk, jo bedre. Jeg har altid (inden jeg stiftede bekendtskab med angsten) været impulsiv, og jeg har aldrig begrænset mig selv. Aldrig. Det har været en stor byrde for mig, at jeg gentagende gange har aflyst events, middage, møder m.m, jeg har været inviteret til af samarbejdspartnere, firmaer m.m., i forskellige byer. Primært Aarhus og København. Jeg købte den ene gang tog billetterne, da den platform jeg dengang havde en web shop via, holdte et stort event, som jeg bare VIL med til, men da jeg stod på togstationen, tog jeg alligevel ikke toget. Det er lidt som en chok tilstand. Jeg stod bare og kiggede på toget kørte.Jeg er blevet tilbudt, at holde foredrag. Det har jeg også takket pænt nej tak til. Det gik frem af på et tidspunkt, i og med jeg havde klienter til konsultationer og tjek, hjemme hos mig. Men det gik hurtigt den anden vej igen. Jeg er så træt af det. Udmattet. 

Hva så nu?

De sidste 2-3 år, har mit liv dog taget nogle drastiske drejninger, som jeg ikke har forholdt mig til. Det kan jeg desværre ikke komme nærmere ind på endnu. Jer der følger med, ved at jeg før har påpeget, hvor meget jeg har lyst til at råbe det ud til jer, men det er jeg ikke klar tll. Det er bl.a de ting der har gjort, at jeg har det som jeg har det i dag. 

Nu er det slut med at springe over hvor gærdet er lavest. Jeg er færdig med at fortrænge ting, og jeg er fuldstændig færdig med, at lave omvendt psykologi på alle omkring mig, til min egen fordel. Hvilket menes med, at jeg jo udemærket godt ved hvad jeg skal svare, hvis jeg bliver spurgt om noget, der eksempelvis ikke passer mig. Jeg har nemt ved at tale mig ud af en situation, hvis den for mig, er angstprovokerende. At ligge låg på følelser, må være mit speciale. Men når jeg så ikke ligger låg på, føler jeg alt for meget på en gang, hvilket jeg heller ikke kan håndtere. Ergo, jeg mangler balancen. 

Jeg går all in på terapi, med den dygtige psykoterapeut, jeg er blevet beriget med. Hun er ærligt som sendt fra himlen. Jeg lader hende pille ved min kaotiske hjerne, og jeg håber at hun når ind til kernen. Hun er velkommen til at knække mig, og bygge mig op igen. Jeg har intet at miste. Hun er den eneste jeg igennem årene, faktisk har lyttet til. Hun er den mest kompetente kvinde indenfor det fag, jeg har stødt på igennem årene. Jeg tror på hende, og jeg lytter til hende. Jeg tror vitterligt på, at hun kan lære mig at være i mine følelser, i stedet for kun at tænke dem. Og i stedet for at prøve på at glemme, og fortrænge. Og jeg tror på, at hun kan lære mig at mærke efter. Fordi det er jo dét, der skal til. Det ved jeg jo udemærket godt. Det er bare lettere sagt, end gjort. Især efter så mange år… 

Det kan kun blive bedre. Det skal blive bedre. Det bliver bedre. 

??Angst er

Hvis du sidder og kan nikke med på de ting jeg skriver, og snakker du ikke med nogen om dét? Så kom i gang! Det hjælper virkelig at have et godt netværk, og ikke mindst et forstående netværk. Hvis ikke forstående, så et accepterende, og lyttende. Angst er nemlig svært at forstår hvis ikke man selv har det. Det kan jeg i hvert fald skrive under på! Når jeg hørte ordet angst flere år tilbage, grinte jeg nærmest af det, fordi ??Du er lidt bange, det går vel over.?? MEN du er ikke belastende, fordi du svinger dine tanker ud. Det har jeg lært med årene, og det har hjulpet mig meget. Det har også hjulpet mig med at finde ud af, hvem der virkelig er der, når det gælder. Du er ikke alene. Aldrig. Husk det! Ræk hånden ud. Det er ikke flovt, at spørge om hjælp. Og du er ikke ved at blive sindssyg, selvom det måske føles sådan. Jeg tror på dig, lige så meget som jeg tror på mig. We can do this! ????

Det startede egentligt i en brandert tilbage i maj måned. Jeg havde ingen intention om, at falde så hårdt for ham, som jeg gjorde. Det er ikke mere end 1 år siden, at jeg fortalte min mama, at hun snart blev nød til affinde sig med, at jeg altså aldrig fik et fast parforhold. Dét var bare ikke noget for mig, fastslog jeg. At jeg året efter, bliver beriget med så fantastisk en mand, er mig stadig en gåde. 

Han husker mig som den lille irriterende rødhåret pige, der altid bankede på min storebrors dør, når han havde gæster. Han var min storebrors gæst. Jeg måtte aldrig joine ham, og hans venner. Anne-Mette 7 år, var ikke tilfreds. Så I kan regne ud, at denne her mand, er en mand der har floreret rundt i mit liv de sidste mange år, jeg har bare aldrig lagt mærke til ham, på dén måde. Han er en af min storebrors gode venner. Jeg kender ham udelukkende, som min brors ven. Hvilket jeg tit mobber ham med. Det er sku ret sjovt, at ham og jeg er endt op sammen. Ingen havde set den komme. 

Jeg flyttede jo til Toftlund for små 2 år siden, min hjemby. Der brugte jeg det meste af min tid med min mama, og min bror. De bor nemlig der. Det gjorde min brors kammerat tilfældigvis også i det tidsrum. Og min bror brugte en del tid med ham, i noget af den periode, jeg boede hjemme. 

En lørdag aften, sidder jeg og hæler øl i halsen med min fars kammerat, og jeg vidste at min bror, og hans kammerater, hældte øl i halsen, hos ham jeg nu er kærester med. Jeg skrev til min bror inden jeg skulle hjem, om de gav en øl. Så, jeg tog en svingtur forbi dem til en øl. 

Den aften husker jeg tydeligt, at ham og jeg var enige på mange områder, i forhold til eksempelvis parforhold. Hvordan vi kom ind på det, husker jeg ikke. Men vi blev enige om, at vi var ret ens. Min bror var ved at kaste lidt op over os. Haha. 

Dagen efter, ansøger han mig på facebook. Jeg godkender, fordi at han jo er min brors ven. Han skriver til mig, at han gerne ville købe en kostplan. Yeah right, tænkte jeg. Helt sikkert at han vil købe en kostplan. Så jeg var ret langsom til at svare, de første par dage. Jeg husker at jeg spurgte min storebror, om han troede at han havde ??klamme hensigter?? 

Min bror fastslog hurtigt at jeg var en freak, og at det havde han bestemt ikke. Så, det ender efter lang tids skriveri med, at jeg tager ned til ham, for at afholde konsultationen, i forhold til kostplanen. 

Det går egentligt meget godt. Lige indtil jeg foreslog, at vi sku da drikke en øl, for at fejre at han skulle i gang med at ændre sin livsstil. Den øl, blev til flere øl, hvilket blev til mange øl. Jeg husker ærligtalt ikke særlig meget fra den aften. Dog husker jeg, at vi kyssede. Og det føles mærkeligt, men rart.

Jeg vågnede dagen efter med et slag i hovedet af tømmermænd, og tænkte, nej Anne-Mette. Bare nej….. 

Overskriften siger i princippet deet hele. Og jeg delte de 9 ord i går, i form af et billede. Men jeg fortrød hurtigt. Fordi jeg havde lyst til at uddybe de ord lidt. Fordi de er så vigtige, og det er så vigtigt, at vi støtter vores venner, selvom vi ikke støtter deres situation. Hvilket går begge veje selvfølgelig. Alle har brug for den slags støtte. Og jeg priser mig lykkelig over, at jeg er beriget med den slags venner, der støtter, og har støttet mig, selvom de ikke forstår, eller har forstået, min daværende, og nuværende situation.

Det kan være din ven lige har oplevet et dødsfald, af en der stod vedkommende nær. I form af en ven, veninde, søster, bror, mor, eller far. Eller en helt syvende betydningsfuld person. Du står som ven, på sidelinjen, og du ved ikke hvordan du skal tackle den situation, din ven nu står i. I det tilfælde, støtter du selvfølgelig situationen, men hvis du ikke selv har oplevet det, forstår du ikke situationen, og det er umuligt for dig, at sætte dig ind i den situation. Men det er helt okay ikke at forstå sådan en situation. Støtten du giver din ven i sådan en situation, er simpel. Så længe du er der, som du er i din vens opture, er du der på samme måde, i din vens nedture, selvfølgelig på en anden måde.

Det kan være din ven, har taget et valg, som du slet ikke forstår. Det kunne være din ven, var gået tilbage til en sindssyg, eller voldelig eks kæreste. Eller det kunne være din ven, har tilgivet noget, der I dit hovede slet ikke er muligt at tilgive. Eller det kan være din ven, bliver ved med at tage nogle dumme valg, som du på sidelinjen, slet ikke er forstår. Det er måske ikke acceptabelt i din verden. Men selvom du ikke forstår, og støtter den situation din ven står i, så skal du selvfølgelig stadig støtte din ven. Din ven er forhåbentligt ikke kun din ven, uden disse situationer. Venner i medgang og modgang, det lyder så kliché. Men det er sådan et rigtigt venskab er.

Måske din ven, bliver ramt af akut sygdom. Fysisk som psykisk. Og du ved ikke hvordan du skal tackle vedkommende. Men igen, du er ikke tvunget til at forstå, du er villig til at være der. Fordi som ven, i medgang og modgang, er man villig til at være der. Så længe du er der, støtter du, mere end du tror.

Støt din ven i modgang. I sorg, eller i krise. Lige så vel som du støtter din ven i opture. I medgang. Det er ikke svært at forstå, at din ven jubler over et 12 tal i karakterbogen. Lige så vel som det heller ikke er svært at juble over, at din ven har fået sit drømmejob. Jeg kunne nævne et utal af eksempler. Men jeg håber i forstår hvad jeg mener med ovenstående.

Anyways. Overvej det. Hver gang der sker noget positivt, i din vens liv, så bliver du glad, på din vens vegne. I fejre det. I er glade. Sådan skal det også være med nedture. Som venner skal man kunne græde, overfor hinanden. Man skal kunne falde sammen på jorden, opgivende, foran sin ven. Og selvom du måske ikke forstår, hvorfor din ven falder sammen i gråd, på jorden. Så sætter du dig ned ved siden af, og fortæller, at det hele nok skal gå. Selvom du ikke forstår din vens situation, eller støtter vedkommendes situation, så støt din ven. Altid, støt dine venner, selvom du ikke støtter deres situation.

Jeg ville dog lige pointere, at jeg selv løbende igennem mit liv, har taget afstand, og stået som et kæmpe spørgsmålstegn, angående nogle af mine venners situationer. Så jeg har ikke skrevet dette indlæg, for at male fanden på væggen. Eller for at pege fingre. Fordi så kunne jeg bestemt også pege fingre af mig selv. Jeg har heller ikke skrevet dette indlæg, for at fremstå hellig, for det er jeg bestemt ikke. Men jeg har lært, at støtte mine venner, selvom jeg ikke forstår, eller støtter den situation, de er i.

Har du ikke taget på? Skal du ikke tage dig sammen? SKAL DU IKKE FINDE DIG ET ANDET ERHVERV? Skal du ikke tabe dig? Ej, er dit hovede ikke blevet tykkere (?!)

Er spørgsmål, og kommentarer, jeg for nylig har fået kastet i hovedet. Nok fordi jeg arbejder med det erhverv, som jeg nu gør. Men jeg tager det personligt.

Jo. Jeg har taget på. 7 kilo faktisk. Det sidste års tid. Skal jeg tage mig sammen? Nej. Og jeg skal i hvert fald IKKE finde mig et andet erhverv. Skal jeg tabe mig? Muligvis. Men jeg har ikke travlt.

Den med erhvervet, gav mig lyst til at kaste en stol ind i væggen. Hvor UINTELLIGENT har man lov til at være. Og hvor dum har man lov til at være, egentligt.
Tænk at have så forvrænget et syn af denne her sundheds verden, at LIDT ekstra fedt på kroppen, kan få et andet menneske til at mene at jeg skal finde et andet erhverv. Jeg er målløs. Mildt sagt.

Jeg tænker lidt, at man har for lidt at gå op i, hvis man lægger mærke til hvor stort mit hovede er.

Kender i det det med at spise for meget, og bevæge sig for lidt? Det er lidt ligesom at bevæge sig for meget, og spise for lidt.

Det går ligesom begge veje. Og selvom jeg er uddannet kostvejleder, og har været i denne her til tider sindssyge branche, i knap 5 år. Så har jeg altså ikke helle for at holde min vægt, på et præcist tal året rundt. Jeg er så men også et menneske, der til tider skal tvinge sig selv op af sofaen, for at løbe en tur. Lige så vel som at jeg til tider ikke kan få mine løbesko hurtigt nok på. Kort sagt: Min kropsvægt, har intet at gøre med min evne til at vejlede folk til at få en sundere livsstil.

Balance. Det er noget jeg besidder. Og det går jeg meget op i at lære mine kunder, og mine klienter. Min balance kan også være ude at takt. Det har jeg aldrig lagt skjul på. Men det gør mig ikke til et ”dårligere” menneske, eller en dårlig vejleder. Tværtimod ved jeg hvad jeg snakker om, når jeg snakker om det.

Jeg er ikke blevet kaldt et dårligere menneske, fordi jeg har taget på. Men jeg føler mig som et dårligt menneske, når jeg får sådan noget kastet i hovedet. Især når vægten er noget jeg har kæmpet med HELE mit liv. Og det gør mig ked af det.

Da jeg var yngre, og vejede 45 kilo, løb 10 kilometer hver dag, spiste 900 kcal dagligt, og havde en spiseforstyrrelse, der var jeg for tynd. Hvilket jeg hele tiden fik af vide, af min familie og mine venner.

Nok er nok.

Jeg har ALTID været ærlig omkring mine svage øjeblikke i mit liv, lige så vel jeg er ærlig omkring mine høje øjeblikke. Og lige så grænseoverskridende nogle af mine indlæg og billeder er til tider. Lige så nervøs og nervepirrende det er at trykke ‘udgiv‘ på sådan et indlæg, så er det noget jeg elsker at dele med jer. Det lyder måske underligt, men det giver mig rigtig meget, at dele mig, med jer. Især fordi at jeg ved at jeg hjælper mange af jer, på forskellige aspekter af jeres liv.

Det er ikke fordi at jeg har svært ved at acceptere, at jeg har taget på. Fordi allerede da jeg havde taget 3-4 kilo på i vinters, jokede jeg med det, overfor mine venner, og min familie. Jeg er meget sarkastisk, og jeg har aldrig haft noget problem med at tage pis på mig selv. Dog til en vis grænse. Eksempelvis da jeg havde taget de 7 kilo på, havde jeg lidt svært ved at lyne min vinterjakke, som jeg har kunne lyne de sidste 5 år. Det grinte jeg selv meget af, og det gør jeg stadig. Jeg kan godt lyne den igen, men den er stadig strammere, end den plejer at være.

Så tænker i sikkert, at jeg sagtens burde kunne håndtere at folk påpeger ovennævnte spørgsmål. Jeg kan til en vis grænse også godt håndtere sådanne spørgsmål. Det har jeg lært med årene, efter jeg valgte at være så offentlig ud af til med mit liv. Men det er måden det bliver sagt på. Og så er det de ting der bliver sagt. Man behøver ikke være modbydelig. Har du ikke taget på, var egentligt mere en spydig kommentar, end et spørgsmål. DU har taget på.

Digital Bathroom Scale Displaying OMG Message

 

Derfor har jeg valgt at dele min frustration, og min bitterhed med jer, omkring disse spørgsmål. Dette indlæg skal ikke ses som et ”se mig, ha’ ondt af mig’‘ indlæg. Se det som et indlæg der omhandler en helt normal pige, der har tabt sig, og taget et par kilo på igen. De kilo ville hun egentligt gerne tabe igen, men hun bevæger sig lige pt for lidt, og indtager nogle dage mere end hun forbrænder. Men hun tar’ kiloene som de kommer og går, fordi hun NÆGTER at være fanatisk. Lyder det bekendt, piger?

Lige så vel som i har ydret jeres mening omkring min krop, ytre jeg nu min mening omkring jeres kommentarer, og spørgsmål.

Den stramme jakke. Og kroppen. Jeg snakker om. Som I snakker om: 

Photo credit: http://homegymr.com/are-digital-scales-accurate-for-measuring-weight/

15541312_679734212209522_1201283583275087491_nJeg har skrevet minimalt om  det før. Angst. Især fordi det er noget jeg lever med hver dag, dog lægger jeg ikke mærke til det i samme omfang, hver evig eneste dag mere.

Angst er svært at sætte ord på, fordi det simpelthen er så svært at forklare til dem som ikke har nogen anelse om hvad det er, og hvordan det føles. Som skrevet foroven, er angst noget de fleste oplever i deres liv, på et eller andet tidspunkt, men det er langt fra alle der er så præget af det, at det går udover deres liv.  

Heldigvis er det ikke så tabubelagt mere, som det var for 10 år siden. Faktisk havde jeg ingen anelse om hvad angst var for 10 år siden, og havde en af mine venner fortalt mig at vedkommende havde angst dengang, havde jeg sku nok ikke tænkt over det som var det en stopklods for selve livet. Jeg havde tænkt over det som en frygt, der gik væk dagen efter. 

Da jeg selv i 2010 fik mit første angstanfald, havde jeg ingen anelse om at det var et angstanfald. Der gik faktisk lang tid før jeg fandt ud af, at det var et angstanfald. 

Jeg husker det så tydeligt. Jeg sad og spiste pandekager med en veninde. Fyldte pandekager med oksekød og cæsar dressing. Jeg fik pludselig en ulidelig mavepine, og sagde til min veninde jeg ville kalde det en dag, og gå i seng. 

Jeg hopper i seng, men jeg kan slet ikke falde til ro. Jeg ligger og vender og drejer mig, og jeg har simpelthen SÅ ondt i maven. Det hele slører for mine øjne, og jeg kan slet ikke finde ud af om jeg skal rejse mig op og hente noget vand, eller om jeg skal blive liggende. Det ender med at jeg rejser mig op. I det jeg rejser mig op, flyver jeg ud på toilettet. Jeg skulle kaste op. Jeg over brækker hele toilettet, alt imens jeg koldsveder total, og jeg kan næsten ikke se ud af mine øjne. Jeg tænkte jeg måske bare var ved at blive syg, og faldt i søvn med den tanke. Da jeg vågnede dagen efter forsatte det. Jeg skulle møde i skole kl 08:00, men ved 7 tiden, troede jeg der var noget alvorligt galt med mig. Min daværende veninde der gik på samme skole, kom og hentede mig, og kørte mig på skadestuen. Lægerne deroppe sagde at jeg skulle kontakte min egen læge, så det gjorde jeg. 

Jeg fik hurtigt en tid ved min læge. Jeg fik taget mit blodtryk, adskillige blodprøver, urinprøver, og jeg fik endda taget afføringsprøver. Alt var som det skulle være. Jeg var rask. Det ender med min mor tager med mig til lægen en sidste gang, fordi der var jo noget galt. Men jeg var rask, sagde lægen. 

Det forsatte sådan i en måneds tid, og det blev faktisk kun slemmere og slemmere. Jeg nævnte at den aften jeg fik mavepine, fik jeg fyldte pandekager med oksekød og cæsar dressing. Jeg nævner lige præcis cæsar dressingen, fordi det var faktisk sådan jeg fandt ud af, at det var et angstanfald jeg fik den aften. Jeg begyndte at google min symptomer, fordi jeg havde ikke rigtigt lyst til at spise cæsar dressing efter den aften hvor jeg fik mavepine. Jeg forbandt den dressing med noget skidt, og jeg var helt sikker på at det var dressingens skyld, at jeg fik det dårligt. Jeg skubbede skylden over på en latterlig dressing. Jeg kan ikke huske hvad jeg googlede, men pludselig kom der noget frem med angst. Jeg læste simpelthen så meget om det, at jeg til sidst så firkantet. Jeg ringede til min læge dagen efter, og fik en tid. Jeg blev viderestillet til en psykiatrisk afdeling, hvor jeg skulle snakke med en psykiater. Det var i Augustenborg, ca 30 minutters kørsel fra hvor jeg boede, men pludselig turde jeg ikke sætte mig ind i en bil mere. Jeg forbandt ALT transport med noget dårligt. Jeg fik det fysisk dårligt bare ved at tage en bus. Det hele lagde simpelthen så langt fra mig, fordi jeg havde aldrig kæmpet med noget psykisk, og for at være helt ærlig, havde jeg INGEN forståelse for folk der havde en eksempelvis depression. I mine øre lød ordet depression bare som en der var lidt ked af det, hvor det efterfølgende gik væk dagen efter. Jeg var total ude på udebane. 

Nå, men jeg møder så op til den samtale på den afdeling, med mig havde jeg min far. Jeg var efterfølgende til samtale dernede en gang i måneden, i tolv måneder. Da jeg havde været tilknyttet afdelingen i ca seks måneder, udskrev de nogle piller til mig. Truxaler, hed de. Jeg googlede dem da jeg kom hjem, og blev enig med mig selv om at jeg IKKE skulle være afhængig af det lort. De gav mig faktisk et valg på afdelingen. De sagde jeg kunne begynde at dyrke motion. De sagde at det kunne dæmpe min angst, eller at jeg kunne spise disse piller. Men bivirkningerne ved de piller, skræmte mig fra vid og sans. Så, til min egen overraskelse, begyndte jeg at dyrke motion. Jeg begyndte at tabe mig (jeg var ret kraftig på daværende tidspunkt). Det gav mig et kick, som jeg aldrig havde fået før. Jeg fik det simpelthen fantastisk, efter en løbetur. Jeg fik det faktisk så godt, at de på afdelingen troede at det var blevet en besættelse for mig, i det jeg pludselig havde tabt mig så meget. Det var dog ej en besættelse, det var mit liv jeg havde fået tilbage. Den afsluttende samtale dernede, var jeg bange for. Fordi nu skulle jeg give slip på noget jeg havde været tilknyttet til i tolv måneder. Men jeg var glad. Jeg havde nemlig fået mit liv tilbage. 

Der går ikke særlig lang tid før at jeg får en fiks ide om at pludselig har lyst til at flytte. Jeg har generelt altid været meget flyvsk, og flyttede meget. Denne her gang ville jeg bo i Greve, så jeg flyttede til Greve. Jeg havde på det tidspunkt ikke taget en bus uden at overanalysere alle faresignaler der poppede op mit hovede, og nu skulle jeg faktisk tage et tog, som jeg skulle sidde i i 3 timer, for at se hvor jeg skulle bo. Jeg havde dog min veninde hos mig i toget, og togturen gik bare så fin. Jeg når at sidde i et tog en gang, inden jeg spontant flyttede 300 kilometer væk fra mine faste trykke rammer, men det havde jeg det egentligt helt fint med.

I det tidsrum jeg planlægger flytningen på, bliver min far syg. Han havde faktisk været syg i et stykke tid. Men jeg troede faktisk ikke det var så slemt, som det var. 

Jeg nåede at bo i Greve i sådan ca en måneds tid, tror jeg. Min mor ringer en aften jeg ligger med tømmermænd, og fortæller mig at vi ingen far har mere (!?) 

Øh hvad, siger jeg. Hun hulker, og siger at vi ingen far har mere. Jeg smed røret på, og kiggede hen på min veninde som jeg boede med. Hun græd. Vi gik udenfor for at trække noget luft. Jeg tror faktisk jeg ringer min mor op et par gange for at forstå hvad det var hun lige havde fortalt mig. Jeg forstod det bare ikke. Jeg spurgte hende hvad der dog var sket, hun fortalte mig at han havde hunget sig selv. Jeg brød fuldstændig sammen. Jeg kastede min telefon så langt væk jeg nu kunne, og faldt sammen. Min veninde brød nærmest sammen med mig. Jeg gik efterfølgende en tur med mig selv, for at trække noget luft. Jeg var 300 kilometer væk hjemmefra, og på daværende tidspunkt var mit liv faktisk ret kompliceret. Generelt det hele var lidt noget lort. Flytningen var et helvede, og jeg havde simpelthen stablet mig en ulidelig gæld på benene. Så, det var ikke lige fordi jeg magtede at forholde mig til at min far havde taget sit eget liv. 

Dagen efter jeg havde fået det at vide, tog jeg toget hjem til min familie. Min hjerne var helt slukket. Jeg græd ikke. Jeg kunne slet ikke forholde mig til situationen, og jeg var SÅ sur på min far. Manden der altid har sagt jeg skulle tage mig sammen når jeg mødte modstand. Manden der har arbejdet hele sit liv på gode og dårlige dage. Manden der har fundet sin søsters mand hængende i et badeværelse. Manden der var SÅ uforstående overfor hvorfor sin søsters mands søn 10 år forinden, kunne hænge sig selv, og efterlade 3 døtre, og en søn. Min far kunne aldrig finde på at begså selvmord. Men det havde han gjort, og jeg var rasende. I stedet for at bruge tiden med mine familie op til begravelsen, brugte jeg tiden med mine to barndomsveninder. Jeg drak en masse øl, og kom sent hjem hver aften. Jeg kom hjem til min familie søndag. Onsdag skulle vi ned i kapellet og se min far en sidste gang. Der gik en klap ned for mig da jeg skulle se ham. Jeg forstod intet. Det endte med jeg tog billeder af ham i kisten, fordi jeg vidste jeg overhovedet ikke havde mig selv med i det da jeg stod der. Jeg skulle se på de billeder 1000 gange før det gik op for mig hvad der foregik.

Fredag bisætter vi ham. Kirken var propfyldt med mennesker, alle græd. Jeg græd ikke. Jeg smilede endda til mine venner, da vi gik ud af kirken med kisten. Jeg var der slet ikke mentalt. 

Et par dage efter tager jeg tilbage til Greve. Det lakker på det tidspunkt mod sommerferien, og jeg tager på ferie hos min mor, og er der også da vi skulle sætte urnen ned. Da vi havde sat urnen i jorden, spiser vi alle sammen pulled pork burger hos min mor bagefter. 

Så fik jeg ondt i maven igen? Jeg gik ned og lagde mig i sengen, og troede bare det var fordi jeg var mæt. 

Jeg vågner, og jeg har det stadig underligt. Jeg skyder skylden på burgeren. 

De efterfølgende dage, faktisk uger, ligger jeg kun i den seng. Jeg bevæger mig kun når jeg skulle spise, eller i bad. 

Min mor spørger mig på et tidspunkt om jeg ikke nok ville gå en tur med Staubie, familiens hund. Jeg gad ikke rigtigt, men rejser mig så op til sidst, og siger ja. Jeg propper snor på Staubie, men der er et eller andet der kokser for mig i det jeg propper snoren på. Jeg bryder total sammen, og min mor siger jeg bare kan gå ned i sengen igen, hvis jeg virkelig ikke gad gå med hende. Jeg gik ned i sengen igen. 

Jeg begyndte at blive rigtig underlig. Jeg kunne slet ikke have min mor havde gæster, ikke engang af min storebror og hans kæreste. Hvis de kom på besøg, lagde jeg nede bagerst i huset i min seng, med dynen over hovedet. Kunne jeg hører dem ude på gangen, sad jeg nærmest på hug ovre i et hjørne af værelset, længst væk fra gangen. Mit blik var tomt, og jeg havde ingen anelse om hvad der var galt med mig. Jeg var simpelthen så bange. Jeg turde ikke have besøg af mine venner, og jeg turde ikke besøge dem. Jeg turde ikke tage tilbage til Greve, men jeg turde heller ikke ikke tage derover og pakke mine ting ned. Alt imens det her sker, sker der mange andre ting. Min mor var så sød at betale et indskud til mig til en lejlighed i Albertslund. Hun troede det ville hjælpe mig, at få mit eget, jeg boede nemlig hos en familie i Greve. Det ender med hun får pengene tilbage fra den lejlighed i Albertslund, jeg ville nemlig pludselig ikke flytte. Jeg ville bare bo nede i den seng hos min mor. ALT var kaos. Jeg havde ingen fast bopæl, ham jeg boede sammen med pakkede mine ting ned i flyttekasser, og flyttede mine møbler og alt for mig. Hele mit materielle liv stod pludselig pakket sammen ude i det rum, hvor min far hang sig selv. Det rum gad jeg ikke være i, og det gider jeg faktisk stadig ikke dagen i dag, selvom det næsten er 4 år siden. 

Angsten var kommet tilbage, og den var ikke bare kommet tilbage. Jeg havde fået en depression oveni. Det var simpelthen så ulideligt, og jeg ønsker det ikke engang for min værste fjende. I alt kaos, flytter jeg spontant til Haderslev, for at være tæt på den veninde jeg boede sammen med, hun var nemlig også flyttet hjem igen, og for at være tæt på ham jeg var forelsket i. Ikke nok med jeg havde mistet min far, droppede ham jeg var forelsket i – mig også dagen efter han mødte op til min fars begravelse, dog satsede jeg så meget på ham, at jeg flyttede til samme by som han boede i. Jeg var så langt ude at skide. Jeg turde ikke være i den lejlighed jeg var flyttet ind i i Haderslev. Jeg turde knap nok have besøg. Sjovt nok fik jeg en kammerat da jeg boede i Haderslev, som hjalp mig så ufatteligt meget i forhold til det hele. Han havde selv haft angst, og han var virkelig god at snakke med. Jeg havde på daværende tidspunkt voldsomme problemer med besøg og transport, men han hjalp mig. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle have gjort uden ham. Han er stadig en del af mit liv i dag, og jeg ville ikke undvære ham for noget! Anyways, det eneste sted jeg havde det nogenlunde, var i den seng hos min mor. Det er hændt adskillige gange at jeg har ringet grædende til min mor, fordi jeg ville have hun skulle hente mig, så jeg kunne komme hjem at ligge i den seng hos hende. Det lyder helt åndssvagt, ikke? 

Jeg tabte mig også rigtigt meget, fordi jeg blev bange for at indtage adskillige madvarer. Sådan var mit liv i ca 1 år, i det jeg tager en beslutning om at flytte til Aabenraa igen, hvor jeg oprigtigt boede inden jeg flyttede til Greve. Hele mit netværk er i Aabenraa, så det kunne kun blive fantastisk at bo der igen, tænkte jeg. 

Det er det bedste valg jeg nogensinde har taget, tror jeg. At flytte tilbage til Aabenraa igen. Det var dog ikke problemfrit, fordi jeg skulle jo stadig have mig selv med i det. Pludselig savnede jeg Haderslev, fordi nu havde jeg boet der i ca 6 måneder. Jeg kunne slet ikke finde ro nogen steder. Det eneste der hjalp mig, var at jeg altid kunne gå ned i Jem og Fix og købe et reb og hænge mig selv. Når jeg tænkte på det, blev jeg helt afslappet. Så forkert, og så forfærdeligt på samme tid. Tænk at man kan tænke sådan. 

Jeg begyndte at blive mere følsom, og jeg begyndte at åbne rigtig meget op omkring min far, især til mine venner, og også her på bloggen. Jeg har skrevet en del om ham, og hele situationen. 

Det hjalp rigtigt meget, at sætte ord på situationen. Jeg begyndte ikke at hade ham, fordi jeg kunne jo godt forstå ham. Stakkels mand. Jeg blev helt ked af det på hans vegne, og er det stadig. Tænk at livet kan føles så uretfærdigt, at man ingen anden ende kan se på det, end at gøre en ende på det. Min reaktion i starten ved at hade ham, var helt normal. Når man oplever et selvmord tæt på, går du igennem så mange faser. Jeg har heldigvis fået hjælp til at komme videre. Jeg ville lige påpege, hvis du selv står i en situation hvor du har mistet til selvmord, så kontakt NEFOS. Det er noget af det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg fik tildelt en fantastisk ??støtteperson??. Hun har virkelig været med til at forme mig, til den jeg er i dag. Jeg kan ikke takke hende nok gange. Hun har været med til at redde mit liv. 

En ting jeg dog stadig har svært ved, er den skide transport. Bil og offentligt transport. Jeg troede ærligt det ville gå væk igen, fordi det har det gjort før. Men denne her gang, var det som om at det bare ikke ville forsvinde. Jeg har prøvet alt, for at få det til at gå væk. Jeg har tvunget mig selv ud på køreture, og en enkelt bus tur. Jeg faktisk kun sat i en bus 2 gange de sidste 4 år. Dog har jeg sat i en bil adskillige gange, dog ikke med min gode vilje. De første par bilture, var simpelthen så latterligt hårde. Jeg sad nærmest med armene over hovedet, og kunne knap nok få vejret. Men jeg gjorde det. Især hvis jeg skulle til en by, jeg ikke havde været i, gik min hjerne helt amok. 

Jeg har tit tænkt over, og gør det stadig; hvorfor jeg har det så stramt med lige præcis transport. Jeg har faktisk overtænkt det så meget de sidste 4 år, at jeg bliver helt sur og ked af det, fordi jeg ikke kan finde ud af HVORFOR. Jeg har altid været hende der var frisk på en spontan køretur til Aarhus, København osv. Jeg har faktisk altid elsket at køre bil. Så, det er en underlig følelse, pludselig at hade (være bange), for noget så normalt. Jeg har det bedst i en bil, når jeg er fuld. Så tænker jeg ikke så meget over det. Men, jeg kan jo eksempelvis ikke gå fuld op til eksamen, og mine eksamener de sidste 2 år, har foregået i Gram og Haderslev, og jeg bor i Aabenraa. Men jeg gjorde det, og havde det vanvittigt godt bagefter! Det er underligt, fordi jeg har det faktisk udemærket i en bil, med dem der ved hvordan jeg har det. Dem som står mig tæt, dem som prøver at forstå, og dem som jeg Guds skyld aldrig ville undvære. Men, når jeg kommer ud af min comfortzone, ny by, nye mennesker, står jeg fuldstændig af. 

Jeg havde på et tidspunkt en webshop hos en platform kaldet Zircles. Deres hovedesponsorere afholdte et arrangement, hvor os partnere (os der havde webshops hos dem), var inviteret. Det foregik i København. Jeg købte faktisk togbilletter, og var ready to go på selve dagen. Da jeg står på togstationen, går der en klap ned for mig. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå ind i det tog. Jeg fik i stedet en daværende veninde til at køre mig hjem til min mor. Jeg var sur og irriteret på mig selv. Det er faktisk sket et par gange. Jeg fik billetter af min kammerat til en Machine Gun Kelly koncert i Aarhus sidste år, og jeg er KÆMPE fan af Machine Gun Kelly, så jeg glædet mig virkelig meget. Kom jeg afsted? Næ nej. 

Jeg er blevet inviteret på adskillige middage der forholdsvist har foregået i Aarhus og København, med henblik på mit arbejde. Siger jeg ja til jeg kommer? Ja da. Kommer jeg på selve dagen? Nej da.

Det er simpelthen så irriterende, og jeg har så svært ved at acceptere at det JEG skal have det sådan. Især fordi det giver så lidt mening i mit hovede. Også fordi i fremmedes øre lyder det simpelthen som verdens dårligste undskyldning. 

Jeg tror at når jeg sætter mig ud i en bil, tænder min hjerne med det samme for alle faresignalerne. Ikke fordi jeg tror jeg kører galt, overhovedet. Men så snart bilen tænder, og begynder at køre, er jeg ude af min comfort zone. Jeg har ikke kørekort, så jeg mener generelt. Jeg har ikke kontrol over bilen, eller situationen. De der ?Hvad nu hvis?, er jeg rigtig god til at overanalysere. Hvad nu hvis jeg får det dårligt. Så er jeg ikke hjemme, så kan jeg ikke lige komme hjem, hvordan kommer jeg hjem, jeg ville hjem. Det hele kører bare rundt, og jeg kokser fuldstændig. Jeg begynder at ryste, at tage mig selv til hovedet, jeg græder. Jeg bliver fuldstændig ustyrlig. Ingen af delene bliver jeg ud af til, alt det der foregår inde i mit hovede. 

Min inspiration til at skrive dette indlæg, omhandler faktisk en af mine rigtig gode veninders, søns barnedåb. En af mine rigtigt gode veninder fødte den smukkeste dreng for 4 måneder siden. Hun flyttede til Esbjerg for to år siden, op til sin kæreste. Esbjerg ligger præcis 126 kilometer fra Aabenraa. Ja ja jeg har krakket det adskillige gange. Har jeg været oppe at besøge hende? Nej. Jeg har aldrig været oppe at besøge hende. Hende og hendes kæreste har udover at være blevet forældre, købt et hus, og en hund. Så bliver det ikke mere idylisk! 😀 Anyways. Hendes søn skulle jo døbe, og jeg var selvfølgelig inviteret med til dåben, og jeg skulle da selvfølgelig med til dåben. Ugen op til dåben, tog jeg hjem til min mor et par dage for at trække vejret, og slappe af. Jeg kommer hjem til mig selv 2 dage inden dåben finder sted. Det eneste jeg tænker på er køreturen. Hver gang jeg tænker på den, begynder jeg faktisk at græde. Jeg får også tårer i øjnene, fordi jeg ved jeg kommer til at skuffe min veninde så vanvittigt meget. Jeg ringer hende op, bryder helt sammen, og fortæller hende at jeg ikke kommer. Hun bliver selvfølgelig skuffet og irriteret, men efter som hun kender mig, siger hun det er okay. Hun kan godt forstå mig, siger hun. Hvilket jeg er glad for hun siger. Men jeg kan stadig ikke forstå mig selv. Det er en barnedåb. Hendes søn skulle døbes. Det er ikke noget jeg kommer til at opleve. Jeg er så træt af at angsten skal styrer mit liv på den front. Jeg har prøvet alt, terapeuter osv. Intet hjælper. Man får fortalt at man skal acceptere angsten osv. Ja ja, det er fint. Jeg har accepteret det, men det går det ikke væk af. Jeg har prøvet alt fra drikke 2 liter vand når jeg får et angstanfald, for at stimulere noget andet i kroppen end hjernen. Altså, jeg har vitterligt prøver A L T. Så, hvis i sidder og brænder inde med gode råd, så send dem endelig videre til mig. Jeg er nærmest desperat. 

Tænk at være så glad, og generelt fleksibel, når det kommer til livet, men når det kommer til at skulle sætte sig ind i en bil, bus, eller tog, så ryger glæden og fleksibiliteten væk. Jeg tror aldrig jeg kommer til at forstå det. Jeg ville rigtigt gerne forstå det, men det er svært. 

Nu skal dette indlæg ikke blive aaaaalt for uoverskueligt og langt at læse, og dog kunne jeg skrive romaner omkring det, især omkring detaljer, men det kan være jeg smækker en part 2 op. Who knows? 

Jeg tror alle der har mistede en forælder, på et eller andet tidspunkt har tænkt på selvmord. Måske ikke så firkantet, men det har helt 100% strejfet tanken. Kristen eller ej, ville jeg mene det er helt normalt. Enten pga savnet, pga den situation man ikke selv har valgt at stå i, som man skal til at håndtere, eller fordi man ville tage den afdødes plads, HVILKET jeg ville mene er helt naturligt.

Jeg ville mene det er naturligt at tænke ‘Hvorfor ikke mig?’, fordi man inderst inde havde så meget kærlighed til det menneske, og fordi det menneske absolut ikke havde fortjent at dø.

Jeg har lige hørt om denne her smukke pige på 12 år, der savnede sin far, som er død, og hun mente hun ville se ham igen, hvis hun begik selvmord.
At hendes familie har valgt at fortælle hende at hendes far er i himlen nu, og hun en dag bliver genforenet med ham, eventuelt når hun dør, er fucking normalt at fortælle hende.
(Hun var 9 år da hendes far døde)

Hvad skulle de ellers fortælle hende? At han er i helvede? Nej. De skal fortælle hende at han er i himlen ‘et bedre sted’.

Kristen eller ej: Min venindes datter på knap 4 år, spørger nogle gange indtil min afdøde far, hvordan han er død og hvorfor, og hvor han er. Jeg fortæller hende han er i himlen, og at han er blevet til en engel, og at vi alle bliver til en engel en dag. Hun spørger mig så vel om jeg tager op til ham og bliver en engel nu, og hun slår fast at det synes hun ikke jeg skal, og jeg forklare hende at jeg selvfølgelig ikke bliver en engel endnu, og hun bliver glad. Hun bliver glad fordi hun til dels forstår TRODS hendes knap 4 år, at det måske ikke er så fedt at blive en engel lige nu, fordi så er man i himlen, og når man er i himlen, ser man ikke hinanden igen. Hun forstår lige præcis at det ikke er særlig fedt at være i himlen, fordi hendes nabos kanin Bimse er i himlen, og Bimse er aldrig hjemme når hun besøger sin nabo mere. Konklusion: Bimse er i himlen, og når man er i himlen, ser man ikke Bimse igen.

AT folk vælger at kritisere denne her 12 årig piges familie for det, de folk burde skamme sig! De folk har tydeligvis ikke prøvet at miste nogen eller noget, nogensinde. Ubegavede mennesker. Stakkels familie. Mit hjerte græder med hendes familie.

Jeg kan huske rygterne efter min fars selvmord. Folk snakkede, og folk kiggede… Folk kiggede på en, og fik man øjenkontakt med dem, kiggede de hurtigt væk. Prøv lige at få en til at føle sig mere skyldig, end man følte sig i forvejen.

Jo flere rygter, jo flere der kiggede, jo flere der ikke turde spørge, jo flere der ikke turde snakke med mig om det… Jo flere der tog afstand til mig i den periode, jo mere havde jeg lyst til at begå selvmord. Jeg ville være sammen med min far, fordi han kunne i det mindste forstå hvordan jeg havde det, hvis vi kunne blive genforenet.

Igen, kristen eller ej – har de fleste et eller andet sted en overbevisning om at man bliver genforenet når man dør. Jeg ved ikke om jeg tror på det, men tanken er der, og det ville den altid være.
Det er på en eller anden underlig måde den tanke der i hvert fald holder mig i godt humør, når jeg har tunge søvnløse nætter hvor min far tynger mit kranie.. Og jeg er overhovedet ikke kristen.

Jeg håber denne her lille pige er blevet genforenet med sin far, og jeg håber de har det fantastisk sammen.

Se og hør videoen lige HER 

xuhRHo4

Hvad tænker I?

For lidt over 2 år siden, lavede jeg en video til minde om min far, på små 5 min. Med billeder, ord, tekst. Jeg lavede den små 30 dage efter han døde.. Jeg har vel set den video 20 gange dengang på små 10 dage, måske for at forstå hvad der foregik. Jeg kunne også finde på at gå op til hans grav kl lort om natten, bare for at sidde og glo. Det var egentlig ikke fordi jeg fik noget ud af det, jeg sad bare… Måske i håb om en reaktion. Den kom bare først flere mdr efter. Anyways! Jeg kom til at tænke på videoen i morges (som jeg lagde op på youtube), og så den. Den gjorde lige pludselig ondt at se…. Der er de dage hvor jeg HADER ham for hans valg, andre dage har jeg medlidenhed med ham. I dag fik jeg ondt af ham.. Og jeg mangler ham. Åh Gud jeg mangler min gamle far.
Det er underligt noget der er sket så lang tid siden, stadigvæk til tider kan rive i en.

Se videoen lige HER