Hvorfor bor dig og din kæreste ikke sammen?

Det er dét spørgsmål der går igen, og igen. Jeg har det trivielt med lige præcis det spørgsmål. Det er da ikke en selvfølge at man bor sammen, bare fordi man er kærester.

Eller hvad?

Det synes jeg i hvert fald ikke.

Min kæreste og jeg bor ikke sammen. Vi har heller ingen planer pt i forhold til at bo sammen.

Vi bor ikke sammen fordi han købte hus i en by i ingenmandsland lige inden vi blev kærester. Jeg kan ikke se mig selv bo derude lige nu. Og han kan ikke se sig selv bo i Toftlund. Herudover ligger det hus han har købt perfekt i forhold til afstanden til hans arbejde, og til hans børn. Han har ikke et behov for at flytte, lige så vel som jeg ikke har dét behov. 

Herudover kan jeg personligt godt lide at bo selv. Når jeg nævner det, bliver der nærmest set ned på mig, føler jeg. Der bliver sat spørgsmålstegn ved, hvorfor vi er kærester, når vi ikke vil bo sammen.

Vi vil gerne bo sammen. Det er bare ikke et behov vi har lige nu. Hvilket jeg ikke kan se noget problem i. Jeg synes mere det er et problem, at man åbenbart ikke kan bo seperat som kærester, uden der bliver sat spørgsmålstegn ved det.

Min kæreste og jeg har næsten været kærester i 2 år. Jeg fik allerede spørgsmålet kastet i nakken efter 6 mdr.

Alt respekt for jer der vælger at flytte hurtigt sammen med jeres partner. Hvilket jeg ikke stiller spørgsmålstegn ved.

… Så hvorfor stille spørgsmålstegn ved, at andre venter med at flytte sammen? Eller slet ikke flytter sammen?

Jeg har flere gange sat spørgsmålstegn ved, om det er mig der er mærkelig, fordi jeg ikke har et behov for at bo sammen med min kæreste. Især fordi, der bliver sat kæmpe spørgsmålstegn ved, at vi ikke bor sammen.

Jeg kan selvfølgelig ikke blame andre for hvad jeg føler. Men det hjælper ikke, at der bliver set ned på min relation til min kæreste, fordi vi har taget et valg, der lyder på at vi bor hver for sig.

Jeg føler for at råbe højt lige nu, at du ikke er mærkelig hvis du ikke har et behov for at bo med DIN kæreste. Lige så vel som det er et behov for dig der ikke kan se dig selv bo ALENE.

End.

 

 

TAK for alle jeres svar! Mange af jeres svar gik igen. Ergo: DU ER IKKE ALENE. ❤️

Jeg har samlet alle jeres svar i dette indlæg. Forhåbentligt får det dig med angst til, ikke at følge dig fuldstændig alene. Måske, dem omkring dig vil have gavn af at læse dette indlæg?

DET VÆRSTE VED AT ANGST ER….

At angsten begrænser mig

At jeg aldrig ved aldrig hvornår angsten kommer, og hvornår den stopper

At være begrænset i forhold til oplevelser med mine børn

At være afhængig af andre når jeg eksempelvis skal handle

At være begrænset i sociale sammenhæng

At det påvirker mine relationer. Familie, venner og kæreste

At jeg ikke kan forklare mine børn, hvorfor jeg ikke kan tage med til skolefest fx

At være angst for angsten

At jeg aldrig har lyst til at tage ud

At jeg ikke tør at tage kørekort

At jeg føler mig fanget og lammet

At det er svært at forklare familie og venner

At jeg ikke føler jeg kan leve det liv, jeg gerne vil

At det forhindre mig den fremtid jeg gerne vil have

At jeg som 18 årig ikke er i stand til at feste med mine venner

At jeg rationelt godt ved, at jeg ikke behøver at blive bange, men bliver det alligevel

At jeg ikke kan spise mad

At jeg ikke tør være alene, eller sammen med andre

At være i konstant alarmberedskab

At jeg ikke kan kontrollere min vejtrækning

At jeg er bange for at besvime

At mit hjerte galopere, også flere dage efter et angstanfald

At jeg aflyser aftaler gang på gang

At jeg føler mig mindre værd

At jeg ikke kan forklare det

At miste kontrollen over kroppen

At jeg ikke kan varetage et arbejde

At ingen kan se det på mig

At angsten frarøver mig min livskvalitet

At jeg ikke kan styre mine egne handlinger

At jeg ikke kan tage offentlig transport

At jeg ikke længere tør leve spontant

At uvirkelighedsfornemmelsen tar’ overhånd

At jeg ikke ved hvorfor angsten kommer

At jeg ikke kan se mig ud af det, når jeg står midt i det

At jeg ikke kan stole på min egen krop

At bruge alt min energi på at overrække noget der ikke kommer til at ske

Byd gerne ind med flere svar. 🙏🏻

Det længe ventede indlæg er her finally! Jeg beklager virkelig ventetiden, men dén går hånd i hånd med, at min kæreste skulle finde tid (og lyst) til at besvare jeres, og mine spørgsmål.

Han er ikke meget for alt det her blogger halløj, så han skulle tage tilløb til dét.
Jeg gav ham alt den tid han skulle bruge.
Det er der kommet dette ud af:

Hvordan er det at være kærester med en der lider af angst?
I det daglige mærker jeg det jo ikke som sådan, da vi ikke ses hver dag. Jeg oplever heller ikke de eventuelle ‘anfald’ der opstår når hun færdes ude i dagligdagen uden mig. Hun fortæller mig heller ikke alt om hvad der sker på angst området, så jeg bliver jo ‘skånet’ for en del.

Hvordan tackler du dét faktum, at du er kærester med en der ((pt)) er så ‘’handlingslammet’’?
Jeg forsøger at tackle det ved ikke at glæde mig for meget til en evt. aftale. På den måde skåner jeg mig selv for at blive trist og har derved overskuddet til at kunne være der for hende. Selvfølgelig er det skide ærgerligt at måtte aflyse eller ændre på planerne, men man må bare acceptere det faktum at angst er ude for mine og hendes hænder.

Hvordan tackler du aflysningerne, uvisheden, og forvirringen – gang på gang?
Det er ikke altid nemt af bevare fokus på bolden og ikke komme til at gå efter manden. Man bliver selvfølgelig såret når man har glædet sig til noget med hende og vi så på vej ud ad døren må vende om. Jeg har også kommet til at snerre af hende – hvilket jeg er skide ked af! Jeg håndtere det bedst ved ikke at forvente noget. Lykkedes en aftale – perfekt! Hvis ikke – så ses vi bare i morgen. At have fulgt hendes kamp mod angst det seneste år har også hjulpet mig meget til kunne acceptere tingene som de er.

Hvor meget fylder angsten i jeres parforhold?
Jeg er kæreste både med hende og angst. Glædeligt er det 99% min kæreste jeg oplever. Angst fylder en del. Ikke at vi konstant taler om det eller at hun er påvirket af angsten, men den er der, så vi kan ikke bare tage på café eller ud i biografen.

Hvordan tackler du situationen i en helhed?
Tålmodighed er nok mit bedste våben.

Hvordan påvirker det dig?
Jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg var upåvirket. Der sker jo også en masse i mig, både i hendes opture og medgang, men også i det modsatte.

Hvad finder du positivt i hele processen?
Det mest positive må være hendes udvikling. At se hendes fremskridt, og hendes vilje er imponerende. At jeg så også lærer en del om mig selv sideløbende er bare en bonus.

Hvad er dit bedste råd til ham/hende, der er i et parforhold med en der lider af angst?
Lær at være sindssyg tålmodig,  og så lytte til hvad partneren fortæller. Stil spørgsmål hvis man er i tvivl om hvad partneren mener, så man ikke misforstår hinanden.

Jeg håber I kunne bruge det til noget. Hvis I har flere spørgsmål, så skriv endelig en kommentar til indlægget, eller send mig en mail på sundtaretrundt@outlook.com

Tak fordi du læste med. 🙂

Min kæreste har to skønne piger. En på 7 år, og en på 11 år. Jeg tror jeg sammenlagt har set dem 6 gange, max. Ikke fordi, at jeg ikke har haft muligheden. Fordi det har jeg! Men fordi, det har været for svært for mig, grundet mit sind.

De er ikke de eneste, jeg har ikke har brugt på min tid på. Jeg har generelt ikke deltaget familierelateret aktiviteter, på hans side. Lige så vel, som jeg næsten ikke har deltaget i familierelateret aktiviter, med min egen familie. For ej at nævne mine nære venner.  Som I ved, er mit arbejde det eneste, jeg rent faktisk kan begrave mig i, uden at mærke særlig meget til dén side af mig selv. Det er måske skørt set udefra, at det er svære for mig at drikke en kop kaffe med en veninde, i forhold til dét er at lave eksempelvis en kostplan.

Det giver dog ret god mening, hvis jeg analysere hele situationen. Uden at overanalysere. Når noget generelt kommer nært, tar’ jeg afstand. Ikke af lyst, tværtimod. Men fordi det indre tar’ overhånd. Jeg bliver bange. Fysisk bange. Det gør ondt.

Det er ikke holdbart. Jeg siger ikke, at det burde være omvendt. Tværtimod! Det burde være på lige fod. Jeg elsker mit arbejde, bevares. Men jeg elsker altså også mine venner, min familie, og min kæreste.

Derfor synes jeg at det er vigtigt at nævne, at jeg i går passede min kærestes dejlige piger i 3 timer. Alene.

De er meget selvstændige, bevares. Men jeg var den voksne. Det var mig, der var hovedansvarlige.

For blot 3-4 mdr siden, ‘’turde’’ jeg knap nok mænge mig med dem, fordi…. Hvad nu hvis (?!)

Jeg har opholdt mig minimalt hos min kæreste. Vi er altid hos mig. Hjemmebane.

Hans hus, hans tryghed, hans hjem, dét har givet mig så ufattelig meget utryghed. Faktisk så meget, at jeg flere gange er kommet i tvivl om, det måske var fordi, ham og jeg ikke var ‘’meant to be?’’

Det er vi. Det er den usikre, og traumatiske side af mig, der hurtigt tager over. Men det arbejder jeg heldigvis med. Den side tager næsten aldrig over mere.

Jeg er ikke mit traume. Det er du heller ikke! Husk det!

… Jeg vil dog ikke sige at jeg er kommet SÅ langt, at jeg forstår mig selv og mit mentale 100%, og jeg giver heller ej plads til den altid. Men jeg trodser mit sind gang på gang, selvom det gør helt ekstremt ondt.

Et traume er en oplevelse, ikke en identitet.

Hvad nu hvis, føles dag for dag længere og længere væk. Jeg tør meget mere. 

… Jeg havde et par vildt dejlige timer med hans børn i går. De er simpelthen (for mit held) såååå velopdragne, selvstændige, og kærlige.

Når en lille pige på 7 år, fortæller mig gentagende gange at hun har savnet mig, og at det har været den bedste aften i hendes liv, så ved man ligesom bare, at man har gjort det godt. Lige så vel som når en pige på 11 år putter sig ind til en, fordi det havde hun lyst til. Altså da jeg var 11 år, afskyede jeg putning.

Mit liv giver mere og mere mening. Jeg giver mere, og mere mening. Jeg tar’ ansvar for mit traume. Jeg tar’ ansvar for mig selv. Mere og mere, dag for dag.

Jeg har gjort noget sindssygt i dag. Jeg har gjort noget, som jeg ikke har bevæget mig hen imod at gøre i 6 år.

Jeg har ikke taget et tog siden jeg for 6 år siden tog toget hjem, for at bisætte min far. Alt dét der har foregået udenbys, har foregået med en høj promille, ellers ikke.

Jeg har meldt fra til så ufatteligt meget, jeg i starten har sagt ja til at deltage i. Alt fra fødselsdage, barnedåb, babyshower, events, møder m.m.

Som I ved, så er jeg startet hos en vanvittigt dygtig psykoterapeut. Hun har selv haft angst i, hold fast… 14 år! Hun ved om nogen hvordan dét er. Hun er dagen i dag angst freaking fri. Ja. Det kan altså lade sig gøre.

‘’Du er ikke angst, du har angst.’’

Jeg skal til en konference i Aarhus D. 9 oktober, det havde jeg for bare 1 år siden sagt ja til, men meldt fra i sidste øjeblik. Det er jeg færdig med. Det SKAL jeg være færdig med. Fandme ja jeg skal afsted denne her gang.

I dag tog jeg TOGET til Kolding, hvor min terapeut samlede mig op, så kørte vi sammen til AARHUS, og så tog jeg TOGET hjem igen fra Kolding. Jeg fik det mest ubehagelige panik anfald allerede da vi ramte Vejle. Hun stoppede bilen. Jeg gik ud, og jeg græd. Jeg havde det elendigt.

Men vi forsatte. Inden jeg så mig om, så var vi i Aarhus. Hun er simpelthen så dygtig!!

Jeg har det stadig svært ved at noget så banalt, kan være så stor en byrde. Især når man aldrig har været begrænset på den front før. Jeg har som nævnt mange gange, altid taget en bus, et tog, eller været passager i en bil, uden problemer. Det er jo en kæmpe begrænsning, ikke at ‘’kunne’’. Som jeg har sagt til min terapeut: Det er lige før jeg vil ønske jeg altid havde haft det sådan her, fordi så vidste jeg ikke hvad jeg gik glip af.

Jeg har det for vildt over mig selv lige nu. Det har jeg lært at man godt må have, når man gør noget godt for sig selv. Jeg er max klar til den konference i Aarhus nu!

1-0 til mig man! Fuck angst. 🕺🏻

Min terapeut Lene og jeg, foran en tankstation i Aarhus.

www.leneikolding.dk

 

 

Det er ‘’sjovt’’ at tænke på, at for 6 år siden stod rejsekorts ‘maskinerne’ klar på de større togstationer. Ubrugelige. Det var next level.

Jeg pendlede dengang, så det var oplagt for mig at bestille et hjem.
Så langt nåede jeg dog aldrig.

Fra den ene dag til den anden, kunne jeg ikke opholde mig i et tog, en bus, eller i en bil.

I 6 år har jeg været mere eller mindre handicappet i forhold til især offentligt transport.
Jeg har taget bussen 2-3 gange max de sidste 6 år, indtil for 2 mdr siden.

For 6 år siden tog min far sit eget liv, så lur mig ikke om de to ting går hånd i hånd. Eller det gør de. Det ved jeg de gør.

Angst er ukontrollerbart, lige så var min fars død.

Jeg har det fint når jeg snakker om min far, troede jeg. Jeg har aldrig rigtig grædt over dét. Jeg griner i stedet.
Forsvarsmekanisme.
Jeg har forlængst tilgivet min far. Jeg har dagen i dag ondt af ham. Virkelig ondt af ham. Troede jeg. Indtil min terapeut spurgte mig sidst, om jeg kunne nævne tre positive ting ved ham.
Det kunne jeg ikke.

Så, har jeg tilgivet ham? Har jeg lært at leve med det?

Måske. Måske ikke. Det er en længere process at finde ud af. Jeg er ej en lukket bog. Tværtimod. Min brist er dog bl.a., at jeg ikke føler når jeg taler. Jeg taler bare. Hjerne og mave arbejder ikke sammen, endnu. I hvert fald ikke når det omhandler mit jeg. Angst er primært tanker, der ikke får lov til at blive følelser. Får lov, er måske strengt sagt. Fordi, hvad hvis man ikke har lært at give lov. Rettere sagt, hvis det var så nemt, så var den lidelse nok heller ikke så udbredt.
Det gir’ i realiteten lidt sig selv, at når tanker forbliver tanker, og der ikke er hul igennem til kroppen, at der til sidst kommer en reaktion ubevidst, på den ene eller den anden måde = angst.

Angsten lige siden har været en fast del af min hver dag on/off. Jeg ved ikke hvordan man slipper den. Jeg ved ikke hvordan jeg lever med den…. Men en ting ved jeg, at det kræver forståelse, accept, ansvar og handling. Det kræver for mit vedkommende en helveds masse fysisk træning, og en MASSE terapi. Det kræver at jeg med hjælp får stabiliseret en balance: psykisk og fysisk. Det kræver, at jeg giver mig selv lov til at græde. Sidst men ikke mindst, kræver det at jeg finder ud af, hvor jeg står i forhold til min far. Det kræver, at jeg føler..

For 2 måneder siden bestilte jeg et rejsekort hjem, fordi jeg fremover skulle ta’ bussen 4 gange ugentligt.
Ja ja. Helt sikkert tænkte jeg.
Det kommer ikke til at ske.

Men det gjorde det. Og det føles skønt, ikke at skulle være afhængige af andre på dén front. Det føles dejligt, at kunne.
At turde..

Jeg er gået fra zero timer i en bus de sidste 6 år, til 2 timer i bus ugentligt. Hvis ikke mere, da jeg også nu tager bussen for at besøge mine venner.

Det er ikke ligefrem fordi mit liv peaker, når jeg træder ind i bussen. Men jeg gør det…

‘’Hvad nu hvis jeg får det dårligt?’’
‘’Ej nej nej nu besvimer jeg’’
‘’Mavepine’’
‘’Tæller minutter til næste stop’’
‘’Ro på, du kan altid stå af’’
‘’Nej nej nej, der er lang tid til næste stop’’
‘’Træk vejret’’
‘’Tá dig fucking sammen’’
‘’Der sker ikke noget, du har prøvet det her mange gange før’’

Det er primært de tanker der pryder min hjerne når jeg sidder i bussen.
Men de tanker, føles ikke altid kun som tanker. De tanker fucker med min fysisk. De tanker føles fysiske. Det er det værste ved at leve med angsten.

Mavepinen er ægte. Svimmelheden er ægte. Ud af kroppen oplevelsen er ægte. Angst er fucking ægte.

Dog gir’ jeg den fingeren næsten hver gang. Jeg er kun stået af bussen en gang, fordi jeg følte jeg var ved at få et panikanfald. 1 gang ud af mange. Den ene gang skulle ikke ødelægge dét jeg havde opnåede. Jeg lagde det bag mig.

Det er vildt mærkeligt, at blive rost for at tage en bus. Det er en bus altså… EN BUS. Jeg har taget en bus en trilliard gange før. Jeg har svært ved at tá rosen til mig, fordi det er en bus. Når det er sagt, så er jeg inderst inde stolt af mig selv. Fordi jeg kan… Fordi jeg tør..

Det der sker i mig, er svært at forklare.
Men jeg prøver lige..

Eksempel:
Den bus jeg tar’ 4 gange ugentligt, ‘’kender’’ jeg efterhånden. Jeg kender vejen, og stoppestederne. Det tar’ 30 min hver vej. Jeg er aldrig stået af, dog tæt på.

I dag skulle jeg ta’ bussen ud til min kæreste. Det tar’ 1,5-2 timer fra hvor jeg bor. Herudover skal jeg skifte en gang.

Jeg sidder i bussen, alt er godt.

‘’Jeg kender ikke vejen’’
‘’Jeg ved ikke hvor stoppestederne er’’
‘’Mon bussen bliver fyldt op undervejs’’
‘’Mavepine’’
‘’Træk vejret’’
‘’Tá dig fucking sammen’’
‘’Der sker ikke noget, du har prøvet det her mange gange før’’
‘’Men jeg har ikke prøvet at tá denne bus før’’
‘’Jeg skal skifte bus’’
‘’Jeg skal vente i lang tid på den anden bus’’
‘’Nu besvimer jeg’’
‘’Hvor skal jeg stå af’’
‘’Nu står jeg af’’

…. Jeg stod af.
Så stod jeg der med fuld oppakning in the middle of nowhere, pisse skuffet over mig selv. Jeg ringede til min meget forstående kæreste, som nærmest fik mig talt ned.
Tænk at jeg er beriget med så fantastisk et menneske, der uden at kende til angsten, gang på gang acceptere dén. Er jeg heldig? Ja, meget. Ekstremt meget

Jeg rystede det af mig.
Jeg accepterede min tilstand.
Jeg handlede ikke trods angsten, men jeg gav plads til angsten, og jeg lod den træffe et valg for mig. Det er helt sikkert ikke sidste gang det sker, men det skal ikke have lov til at ødelægge mig, eller min dag. Fordi jeg er meget mere end den forbandede angst.

D. 9 oktober skal jeg tage toget til Aarhus alene, da jeg skal deltage i en Sundheds konference. Det er bl.a. events som dette event, jeg har sagt nej til mange gange de sidste 6 år. Nu har jeg sagt JA. Jeg vil aller helst rejse alene, så det er mit valg, at gøre det alene. Jeg glæder mig, meget! Selvom det er sygt angstprovokerende at tænke på. Så jeg prøver ikke at give det særlig meget tænketid. I stedet så gør jeg det ‘bare’. Jeg er helt sikker på, at jeg på selve dagen møder ekstremt meget modstand. Og chancen for jeg ikke gennemfører, er stor. Men chancen for jeg gennemfører, er større. 😊

Jeg har som I ved ikke taget offentligt transport i 6 år (måske 2-3 gange max). Jeg fik konstateret angst få mdr inden min far døde. Så at det gik i udbrud level 100 efter hans pludselig død, kommer i princippet ikke som en overraskelse. Selvom det gjorde.

Jeg gik fra at pendle imellem København og Sønderjylland, til ikke engang at kunne opholde mig på en bus el. togstation.

‘’Kom nu videre Anne-Mette. Det er 6 år siden for fanden. I stedet for at pådutte dig den offerrolle hele tiden, så gør noget ved det i stedet! Kom nu lidt altså… Det er kun dig der kan fikse det. Ingen andre.’’

Dét siger jeg tit til mig selv. Fordi det er rigtigt. Jeg føler lidt jeg er et barn der skal lære at gå, når det kommer til offentligt transport, generelt kørsel. Det lyder helt syret, I know. Men det er sådan det føles. Jeg føler det er ude af mine hænder. Jeg føler ikke jeg hvordan man gør. Det skræmmer mig, når jeg står i dét.

Gør det nu. Bliv i det. Selvom det føles fuldstændigt forkert i momentet.

Jeg er stoppet med at slå mig selv i hovedet med hvor fucking åndssvagt det er, at jeg ikke ‘’tør’’ tage en bus el et tog. Det er sådan det er! Det bliver sku ikke anderledes, hvis jeg slår mig selv i hovedet med det. Jeg skal i stedet acceptere det.

For 6 mdr siden gik det helt amok, for at sige det mildt. Jeg ‘’turde’’ ikke engang se mine venner, min familie, eller min kæreste.

Såååå i dag tog jeg sku bussen i 30 mins du. 30 min fuldstændig ukontrollerbart. Jeg lyver ikke når jeg siger, minutterne op til bussen kom, var jeg 102918 gange ved at stikke af. Fordi det er nemt. Fuck nemt. Jeg er træt af nemt. Jeg tog bussen. Den bus skal jeg faktisk tage 4 gange i ugen fremover. Det skal jeg fordi jeg nu er tilknyttet Sport og Fitness i Løgumkloster. Centerlederen derude er noget af de sødeste og mest forstående jeg længe har mødt på min vej. Jeg har kun været i centeret to gange, og jeg er allerede rigtig glad for dét. Det bliver så godt! Jeg ser i hvert fald frem til et super fedt samarbejde. Mere om det på et andet tidspunkt. 

MEN HALLOOO! Jeg tog bussen.

B u s s e n!

Det kan jeg helt sikkert takke mig selv for. Ja. Det skrev jeg lige.

Vi skal fandme huske at klappe os selv på skulderen, når vi handler ud af vores comfortzone! Jeg smed offerrollen væk i morges, og tog ansvar. Jeg handlede trods angsten.

Jeg har haft så ondt af mig selv i såååå lang tid. Det har jeg stadig i nu og næ, bevares. But still.

Havde jeg ikke begyndt at tage min træning seriøst for 6 mdr siden, havde jeg ikke sat i denne her bus. Lider du af angst? Så opfordre jeg dig til at hoppe i træningstøjet når du har muligheden. Eller joggingtøjet. Eller bare tøjet. Du behøver ikke tage ned i et fitnesscenter, løbe, eller cykle en tur. Gå en tur. Bevæg dig. Gå en langsom tur.

Gør det, selvom det virker fuldstændig uoverskueligt. Det kan lade sig gøre! Det hjælper MEGET mere end en eller flere medicin præparater. En god blanding af træning og terapi, er vejen frem. Jeg har lang vej endnu, bevares. Men det går FREM af!

Angst guide still on the way. Snart!

 

Jeg har fået en gave af min kæreste. Jeg vil faktisk gå så langt at sige, at det er en af de bedste gaver han nogensinde har givet mig. Hvis ikke han havde beriget mig med den gave, havde jeg nok afsonet en straf for død og ødelæggelse.

Jeg har fået et sæt ørepropper. Glædestårer var i dét moment en realitet.

What the fuck, tænker du sikkert.

Hør her. Min kæreste snorker.

Ikke det der ‘’trækker vejret dybt’’ snorken. Han snorkER!

Det er der bestemt ikke noget galt i. Tværtimod. Jeg snorker selv, når jeg er tæt i næsen, eller hvis jeg er fuld. Forskellen på ham og jeg er dog, at jeg ikke kan falde i søvn, når han snorker. Læs: når NOGEN snorker. Jeg kan sagtens falde i søvn med tv’et tændt, eller med lyset tændt. Men laver nogen en lyd, så er jeg på randen til at få en psykose.

Jeg er på nippet til at skærer hans knæhaser af, og bruge dem som brystimplantater. Herudover er jeg begyndt at drømme om at tvinge ham til at se Ringenes Herre, alt imens jeg penetrere ham langsomt med en rusten kniv.

Jeg har engang smadret en fjernbetjening i min sovende venindes hoved, af ren frustration. Hun sov, hvilket jeg ikke kunne. Undskyld Nanna.

Da han gav mig et sæt ørepropper, vidste jeg ligesom bare at han var the one.

Hvis I vidste hvor mange nætter jeg har råbt hans navn, skubbet til ham, og holdt ham for næsen, uden fucking virkning…. Jeg har sågar flere gange i ren frustration driblet op for at sove på sofaen.

Jeg blev så sur en nat, at jeg græd. Ja. Jeg GRÆD. Jeg var SÅ træt, og jo mere træt jeg var, jo tættere på single følte jeg mig.

Jeg kan simpelthen ikke udstå når nogen snorker, når jeg skal sove. Jeg er faktisk pænt træt af mig selv på det plan. Jeg har haft det sådan siden jeg var mini me. Jeg er vokset op med et sæt forældre der begge snorkede. Overvej lige når vi har været på ferie, og skulle sove i samme rum på fx et hotelværelse. Ja. Det var ikke kønt.

Jeg kan umuuuuligt være den eneste der har det sådan med snorken? Come on…. Tredje verdenskrig kunne bryde ud, intet problem. Men trækker et menneske vejret lidt for højt. Slå….. Ihjel…..

Luksusproblem 🔨

 

 

Januar 19’ vs Juli 19’. Vinklerne er vidt forskellige. Forskellen er dog ej at tage fejl af.

Jeg har tabt mig. Men ikke på den der ‘’jeg er på slankekur’’ måde.

Jeg er imod den ‘’måde’’.

Det fungere helt sikkert for nogen, men ikke for mig.

Dén måde fungere herimod heller ikke for nogen af de mange klienter jeg har haft igennem de sidste 5-6 år.

Mere om det længere nede i indlægget..

Som I ved, jer der følger trofast med, så har jeg bøvlet med vægten siden jeg var 12-13 år. Jeg prøver lige at gøre det kort, til de nye tilkommere.

Jeg var 13 år da jeg udviklede min første spiseforstyrrelse. Minus 20-30 kilo på kort tid, hvilket indebar tvangstræning hver dag, og max 900 kcal dagligt. Jeg så syg ud til sidst. Jeg så stadig den samme Anne-Mette i spejlet. Intet havde ændret sig, selvom vægten sagde noget andet.

Efter behandling, tog jeg gevaldigt på. Jeg tog faktisk alle de kilo på jeg havde tabt. Jeg spiste i smug. Jeg gemte papir fra chokolade m.m.

Jeg var flov.

Herefter prøvede jeg et par forskellige slankeprodukter; som ovenikøbet var ulovlige. De virkede, men det var ikke holdbart. Jeg sprang over hvor gærdet var lavest, uden at forstå dét.

Få år efter røg jeg en tur på psykiatrisk i Augustenborg. De gav mig et valg: Prop dig selv med psykofarmaka eller begynd at dyrk motion.

Jeg gav dem fingeren, og begyndte at dyrke motion. Det tog overhånd. Jeg havde nu igen udviklet en spiseforstyrrelse. Helt samme mønster som forrige.

Alt dét foregik fra jeg var 13 år til jeg var 20 år ca.

Herefter tog jeg on/off på, og tabte mig on/off.

Kost og motion har altid været en stor del af mit liv, som I kan læse. En alt for stor del, vel at mærke.

Jeg har givet dét alt for meget opmærksomhed, uden at kunne finde rundt i dét.

Fra jeg var 20 år og indtil nu (27 år) har jeg hjulpet andre med bl.a. deres kost. Det elsker jeg. Det kan jeg finde ud af. Jeg kender til problematikkerne, og jeg har mange gode redskaber at dele ud af. Få år tilbage tog jeg en udd. som kostvejleder og slankekonsulent. Det gav mig en del teoretisk viden, som jeg ikke vil være foruden. Den uddannelse lærte mig dog ikke, hvordan jeg skulle håndtere andre menneskers problematikker m.m. mentalt. Det har jeg lært mig selv.

Et vægttab er ikke bare et vægttab i min optik. Det er ikke en slankekur. Det må ikke et Quick fix. Du kan ikke leve efter en streng kostplan et par uger, og satse på du herefter er fit for fight resten af livet. Det virker ikke. Desværre.

Jeg forstår frustrationen i forhold til en sundere livsstil. Fordi hvad er sundt, og hvad er usundt?

Det er et bredt spørgsmål. Jeg kunne skrive lange romaer om dét. Men prøver lige i dette indlæg, at gøre det kort.

I forhold til madvarer kan jeg forsikre dig om, at der findes ingen usunde madvarer, dog findes der usunde vaner. Vaner kan brydes. Herudover er sukker i forbindelse med et vægttab; ikke din fjende.

Gamle studier viser at sukker er på ligefor med kokain. Bullshit.

Kokain kan man blive afhængig af, det kan man ikke af sukker.

Sukker er vanedannende. Et kokainmisbrug kræver behandling, det gør et overforbrug af sukker ikke.

Et overforbrug af sukker kan være årsag af mange ting. Det er tit ens adfærdsmønster man skal ind at arbejde med. Mentalt.

Dét skal jeg dog ikke kede jer med i dette indlæg. Jeg vil egentligt bare lige påpege at man under en livsstilsændring INTET forkert kan gøre.

Kort sagt: Spis hvad du vil, når du har lyst til.

Gør det der virker for dig, og ikke det du læser om i ude og hjemme, eller ser i fjernsynet.

Det var slet ikke det her dette indlæg skulle handle om. Åh Gud. Typisk mig.

Men jeg skriver det der falder mig ind i momentet. Så i stedet for at rette indlægget til så det passer, så får I lortet uden filter.

I alle de år, har jeg også arbejdet med mig selv, fysisk og mentalt. Især de sidste 6 mdr har været banebrydende for mig.

Jeg flyttede igen tilbage til Toftlund i januar. Jeg har bøvlet med angst on/off de sidste 6 år. Januar 19 blev det for meget for mig. Jeg følte ærligtalt ikke jeg havde et valg. Eller jo, hvis jeg vil ende som min far.

Det var på tide jeg tog ansvar for mig selv. Jeg har haft fire sindssygt turbulente år. Mere om det en anden gang. Men de fire år har intet positivt gjort for mig mentalt. Tværtimod. Det har gjort angsten værre.

Jeg har altid elsket at dyrke motion on/off. Nok mest off de sidste 4 år. Jeg har savnet mig selv aktiv i lang tid, men jeg havde bare ikke samme gnist omkring det mere på daværende tidspunkt. Jeg havde gjort mig selv til et offer. Jeg havde SÅ ondt af mig selv. Men hvad får man ud af det? Ikke en skid. Kommer man videre? Nix pix.

Nok er nok.

I 2013 efter min tur på psyk, begyndte jeg at løbe, meget. Det var dengang jeg første gang mødte angst. Jeg løb mig ud af angsten. 3 mdr efter var jeg angst-fri.

Det vil jeg igen.

Det kan jeg ikke igen.

Jeg tvang mig selv til at træne den første måned. Fuck off det var hårdt. Jeg er typen der presser mig selv helt derud hvor jeg er ved at brække mig. Det har altid virket for mig. Men kan jeg bruge altid til noget? Nej.

I januar 19 kunne jeg ikke løbe 3 km uden at pause flere gange. 4 mdr efter kunne jeg løbe 10 km uden en eneste pause.

Det var helt sikkert en kæmpe sejr for mig.

Når dét er sagt, så lagde det lige til højrebenet. Alt eller intet. Det er det jeg lever efter, generelt. Helt klart en brist i visse situationer. Men sådan hænger jeg sammen. Derfor nævner jeg, at jeg ikke kan bruge ‘’altid’’ til noget.

Jeg skal stadig lære at kigge frem af. Ikke tilbage.

Jeg besluttede mig dog for en ting inden jeg gik i gang. Jeg ville ikke veje mig selv. Jeg vil heller ikke gå på kompromis med hvad jeg indtog af madvarer. Det var ikke det dét her skulle handle om. Det skulle handle om min mentale bedring. Det her skulle ikke handle om vægttab. Det var dog vigtigt for mig at give ovennævnte tænketid, fordi jeg kender mig selv godt nok til, at det vil kunne gå galt, fordi jeg har den bagage jeg har.

Jeg har overholdt begge ting.

Og ved I hvad?

Jeg har aldrig haft det bedre på den front.

Jeg har tabt mig en del, hvor meget ved jeg ikke. Jeg er faktisk også ligeglad. Jeg spiser lige præcis hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst. No guilt. Forskellen er nu, at jeg mærker efter. Jeg slår ikke mig selv i hovedet hvis jeg eksempelvis har inhaleret en plade chokolade. En plade chokolade får mig ikke længere til at spise chokolade resten af dén dag, fordi ‘’nu har jeg alligevel ødelagt alt’’.

Jeg har ikke ødelagt noget, bare fordi jeg har spist en plade chokolade. Hvad skulle være ødelagt?

Præcis. Intet.

Eksempel:

Nogle dage spiser jeg en plade chokolade. Andre dage spiser jeg to stykker chokolade. Jeg har sågar også dage, hvor jeg slet ikke har spiser chokolade.

Har jeg lyst til chokolade, så spiser jeg chokolade. Simpelt.

Jeg er nu 6 mdr efter væsentligt mindre kropsmæssigt. Meget klogere på mig selv mentalt. Sindssygt nysgerrig, og meget klogere i forhold til mine klienters problematikker. Jeg har aldrig følt mig som en bedre kostvejleder. Aldrig.

Jeg har fået min glæde tilbage ved at være aktiv. Jeg træner flere gange ugentligt. Jeg fucking elsker det!!! Selvfølgelig har jeg dage hvor jeg ikke orker, men så giver jeg mig selv lov til ikke at orke; fordi, hvad skulle der ske ved det? Præcis. Intet.

Jeg er ikke angst-fri. Hvilket jeg jo havde sat mig i sind, at jeg igen vil være 3 mdr efter. Jeg vil lyve hvis jeg sagde at det ikke har irriteret mig. For det har det.

Men jeg er også ældre nu. Jeg har helt andre problematikker. Jeg skal stadig lære ikke at kigge tilbage som ovennævnt. Jeg skal ikke give min fortid og ‘’hvad jeg plejede’’ så meget tænketid. Det er spild af tid.

Jeg er nutid.

Jeg er ikke datid.

PS. Jeg er stadig i gang med at skrive på ‘’angst -fri guiden’’.

Jeg aner ikke hvornår jeg bliver færdig. Har du angst, eller har du haft angst, og har du nogle gode fif, så send dem endelig til mig på sundtaretrundt@outlook.com

Jo flere fif, jo bedre. 😊

Jeg tog mig selv i at smile hele vejen til træning i går, under træning, og efter træning. Ja. Faktisk også hele vejen hjem.

Jeg er glad. Sådan helt indeni. 7-9-13!

For knap 4-5 mdr siden, var jeg tvangsindlagt. Jeg turde knap nok bevæge mig udenfor en dør.

Nu kommer jeg ud hver dag. Det kan jeg takke træning for. Det lyder måske for godt til at være sandt. Men det er det. Altså sandt.

Jeg blev enig med mig selv om for 3 mdr siden, at jeg ikke gad at være et offer i eget liv mere. Jeg var træt af mig selv. Jeg var træt af at være ynkelig.

Jeg ved at det eneste der hjælper er træning. (I hvert fald for mig). Jeg har jo været i denne situation før. Det er bare mange år siden. Der var det træning der hjalp mig helt enormt.
Træning udløser alt det jeg åbenbart mangler i hjernen. Fysisk aktivitet reducere mine angstsymptomer helt vildt. Dog med en god blanding af terapi oveni. De to ting går for mig, hånd i hånd.

Jeg er ved at skrive en ?Angst-fri guide?. I den kommer jeg nærmere ind på ovenstående. Jeg er dog ikke færdig med den endnu. Jeg glæder mig til at dele den med jer en dag. I har trods alt været med til at lave den. Tak for jer!

Men nok om det.

Jeg smiler mere disse dage. Sådan rigtig smiler. Jeg er social igen. Meget social. Jeg ser igen dem der står mig nær, meget mere end før. Det føles helt fantastisk at leve igen. Jeg er ikke længere fanget i mit eget sind. Jeg overlever ikke længere.

Jeg har stadig dårlige dage. Bevares. Men har vi ikke alle det?

Alt er godt lige nu. Og jeg nyder det. Helt indtil knoglerne. ??