Alkohol, min kære ven. Du ødelægger mit liv. Jeg lader dig, ødelægge mit liv. Jeg er ikke længere hende, der kan drikke en enkelt øl, uden at skænke øl nummer 2,3,4,5 en tanke. Jeg stopper ikke, efter en øl. De sidste 12 mdr, har jeg prøvet at overbevise mig selv (og alle omkring mig,) om, at jeg sagtens kan lære at drikke i sociale lag, igen. Men hvem er det egentligt jeg snyder i sidste ende?

Mig selv.

Og hvorfor er det egentligt så vigtigt for mig, at lære at drikke i sociale lag? Der er da mange andre ting, der er vigtigere. Det spørgsmål har jeg tit stillet mig selv. Svaret havde jeg dog ikke, før i går. Fordi alkohol gør mig glad. Og det er jo ganske almindeligt, at alkohol gør en glad, men ikke på den måde, alkohol gør mig glad på. Jeg er også bange for at slippe alkoholen, fordi, det er tilgængeligt alle steder. Alkohol er så almindeligt. Og jeg er bange for, at jeg ikke kan lade vær. Jeg er bange for, at falde i. Og jeg er bange for, at jeg om et par mdr på en god dag i sociale lag, ender med en øl i hånden. Men hvem er det jeg snyder i sidste ende?

Mig selv.

Alkohol er ikke alt. Og jeg behandler alkohol, som var det alting. Altafgørende. Det var måske også naivt at tro, at jeg kunne lære at ‘’drikke en enkelt,’’ når jeg i forvejen har haft et misbrug af kokain. Alkohol og kokain, gik jo hånd i hånd, for mit vedkommende.

Jeg har også tit sagt, at jeg jo sagtens kan have en flaske whisky stående, uden at røre den. Fordi jeg ikke kan lide whisky. Men har jeg en kasse øl stående, så er det en helt anden snak. Derfor kaldte min kæreste mig feinschmecker alkoholiker i går, for sjov. Ikke fordi øl er dyrt, men fordi jeg kan vælge og vrage ift. alkohol. Og hvad gør det så mig? Skal jeg sætte et label på mig selv, før jeg er noget?

Nej.

Jeg har alle år (eller okay, de sidste 5 år), brugt alkohol som en støttepædagog. Det lyder åndssvagt. Men grundet angst, når jeg ikke liiige kunne deltage i dit og dat, så drak jeg altid en øl inden. Det i sig selv, er et problem. Men problemet ligger også i, at jeg ikke altid kun drak en øl. Jeg kan vitterligt ikke huske hvornår jeg sidst bare har drukket en øl for hyggens skyld. Og hvad er alkohol så egentligt for mig?

Fjenden.

Når jeg tænker på hvad en alkoholiker er, så forestiller jeg mig et menneske, der drikker alt alkohol, vedkommende kan komme i nærheden af. Generalisering. Og det gør jeg jo ikke, langt fra. Men når jeg drikker, så drikker jeg indtil jeg ikke kan stå på mine ben. Og jeg drikker mig gerne så fuld, at jeg ender op i snusket lejlighed med bekendte, udelukkende fordi jeg VED der er stoffer. Altså kokain.

Og er det så det værd? Er det det værd at kæmpe for at kunne drikke en fucking enkelt? Er alkohol virkelig livsnødvendigt?

Næ. Overhovedet ikke.

Derfor har jeg taget en beslutning. Ansvar. Jeg gider sku ikke drikke mere, overhovedet. Det ødelægger så meget mere end det gavner for mig, og hvis du kan nikke kende til nogle af mine tanker, så synes jeg helt sikkert også, at du skal overveje dit alkoholforbrug en gang til. ❤️

Hvis der er noget jeg har lært de sidste 3 måneder, er det at man (læs: jeg) skal lære, ikke at tage for store bider af kagen, som man siger.

I april udgav jeg et online foredrag: Kostvejleder på kokain. I foredraget påpeger jeg bl.a. at jeg er 100% sikker på, at jeg aldrig kommer til at bruge kokain som en flugt, igen. Herefter udgav Ekstra Bladet en artikel om mit misbrug og jeg. Måneden efter udgav Ude og Hjemme en uddybende artikel om det samme.

Jeg var GLAD. Helt indeni. Og stolt! Jeg var clean. Bulletproof.

Jeg udgav bl.a. også foredraget, fordi jeg synes det er vigtigt at bryde tabuet omkring et misbrug. Et misbrug kan ramme alle, OGSÅ kostvejlederen. Jeg fik beskeder fra folk med høje stillinger, bl.a. en læge, ledere osv. Disse mennesker havde ligesom mig, været i et massivt misbrug. Nogle af dem, var der stadig.

De var glad for, at jeg brød tabuet. Lige præcis fordi et misbrug kan ramme alle, også lægen, psykologen eller direktøren. Alle.

Det ramte også mig, sundhedsguruen der guidede klienter i en retning af alt det modsatte jeg proppede i min krop: kemi. Derfor synes jeg at min stemme er relevant.

Efter min lancering af foredraget, og udgivelsen af artiklerne, følte jeg mig klar til at tage næste skridt.

Jeg brugte primært kokain til at flygte fra mig selv. Angsten, der har prydet mit indre, især efter min fars selvmord i 2013. Herudover gav stoffet mig en følelse af at leve. Hvilket jeg ikke følte jeg gjorde inden jeg stiftede bekendtskab med stoffet. Jeg var i en mørk periode, med massiv angst. Jeg fungerede ikke optimalt. Jeg havde svært ved at udføre banale ting, så som at handle, være sammen med mine venner, osv. Jeg fik fra at være social, til at være asocial level 100.

Stoffet gjorde mig høj på den måde, at jeg kunne alt det, jeg forinden ikke kunne.

Nu var jeg klar til at tage næste skridt imod det der føles rigtigt, for mig. Jeg var klar til at trappe ud medicinen.

Medicin jeg har fået fast i 7 år. Antidepressivt medicin.

Jeg har aldrig troet på lykkepiller. Aldrig. Jeg fik pillerne kastet i nakken tilbage i 2013, da min far døde. Herefter har de egentligt bare været en del af mig. En fast rutine, om man vil.

Men sådanne piller slukker også noget oppe i hjernen. Jeg har altid været meget ufølsom, og knap så meget i kontakt med mit følelseregister. Så jeg var overbevist om, at en udtrapning var det der skulle til, nu.

Jeg har skrevet rigtig meget om udtrapningen her på bloggen.

Den første måned af udtrapningen, var et helved. Lige så var anden måned. Tredje måned var jeg så ødelagt mentalt, at jeg fik så destruktive tanker. Herudover have jeg så meget angst i kroppen, at nærmest ALT blev umuligt for mig at udføre. Så som at handle, være sammen med min kæreste, venner, familie etc.

Min familie, få venner, og min kæreste har været tilskuer til alt. Jeg har haft utallige vredes udbryd, og generelt udbryd i gråd. Jeg tror aldrig jeg har grædt så meget før, på så kort tid.

En måned inde i udtrapningen, faldt jeg i. Det var fantastisk, da rusen stod på. Alt det min hjerne var ved at vende sig til at fungere uden, kom med 180 i timen tilbage. Jeg følte mig uovervindelig.

Ugen efter, knap so much. Jeg var for det første skuffet over mig selv. Og sur. Rigtig sur. Og jeg græd. Jeg kunne ikke rejse mig op fra sengen i en uge. Jeg delte episoden med meget få mennesker, specielt fordi jeg var gået straight out public med at jeg var clean.

Heldigvis har jeg et fantastisk netværk. ‘’Et tilbagefald er normalt, Anne-Mette. Videre!!’’

Jeg kom videre. Men eftersom min hjerne stadig var i underskud af det stof, der havde bedøvet den i 7 år, og med endnu en rus i baggagen, var det svært for mig at slippe helt.

Jeg overvejede virkelig at trappe op på medicinen igen. Måske det ikke var det rette tidspunkt for mig, at trappe ned? Måske jeg bare skulle være glad for, at jeg var kommet så langt? Måske jeg skulle slappe af, og ikke tage så store bider af kagen.

Stædig.

Men jeg bed det i mig. Og jeg forsatte med at trappe ned. Set i bakspejlet, skulle jeg havde stoppet mens legen var god.

Jeg faldt i igen, og igen. Jeg faldt i 3 gange på 3 måneder. Det er tre gange for meget.

Jeg ringede efterfølgende til min terapeut. Jeg havde brug for at snakke med en, der ikke var min mor, min kæreste eller min ven. Hun sagde til mig, at hun synes jeg skulle trappe op på medicinen, igen. Faktisk synes hun, at jeg skulle trappe højere op end før. Jeg stillede mig på bagben. Fandme om jeg skulle det! Men hun satte mit liv i perspektiv for mig. Fordi, inden jeg trappede ud af medicinen, var jeg clean. Jeg var glad, dog ikke angst fri, men godt på vej. Men jeg var noget for mig selv, og dem omkring mig.

Vigtigst af alt: Jeg var mig.

DERFOR tog jeg  ‘’drastisk’’ beslutning. Jeg trappede op, igen. Og jeg har det godt, igen. Nu føler jeg mig som mig selv, igen.

Min terapeut siger, at jeg skal se på medicinen, lige så vel som optrapningen, som en midlertidig løsning. Hvilket er endnu svære for mig nu, da jeg i min optik har smidt håndklædet i ringen. Jeg var ikke stærk nok. Sådan føles det i hvert fald. Selvom det er stærkt at have selvindsigt nok til at se, hvad der gør en godt, så føles det anderledes. Det føles som et nederlag.

Min terapeut er det bedste der er sket for mig. Det lyder måske kliché. Men det er hun. Jeg kan udrette dobbelt så meget, når hun er i mit liv. Jeg stoppede hos hende tilbage i november 19. Jeg var ikke helt angst fri, bevares. Men tæt på. Herudover spillede økonomien også et puds for mig. Det er dyrt. Men nu ser jeg det som en investering i mig selv. Og jeg stopper ikke hos hende, før jeg er 100% angst fri. Om der så går et år.

Min veninde skrev til mig den anden dag:

Ingen grund til at fravælge medicin i bytte for:

At have det af lort

Være selvdestruktiv

Have angst

Være isoleret

Ikke at kunne noget

Osv.

Og hun har jo ret.

Jeg tror stadig på at jeg en dag bliver medicin fri, men den dag er bare ikke nu. Det har været svært mig at acceptere. Hvilket det stadig er. Jeg tror stadig på fysisk og mentalt træning, hvilket jeg på ingen måde slipper. Og ærligt ikk’, hvis jeg ikke bliver medicinfri, hva’ så? Sådan skal jeg tænke. Det ved jeg. Men det er svært.

Min terapeut siger: ‘’Du beder jo heller ikke en med diabetes om at smide sin insulin væk, vel?’’

Hun har jo ret.

Jeg har altid hængt meget i, at jeg for 8 år siden løb mig ud af angsten. Men det er også på tide at jeg indser, at det er 8 år siden, og at mange ting er sket siden. Jeg havde ikke et misbrug for 8 år siden.

Jeg savner den jeg var engang

Det er der tricker angsten hos mig, konstant. Jeg vil så gerne alt i hele verden. Jeg vil se mine venner. Jeg vil holde et foredrag, fysisk. Jeg vil ud at rejse. Jeg vil opleve verden.

Alt dét, som mange mennesker bare kan, det kan jeg ikke. Eller det kan jeg ikke lige nu.

Jeg kan dog passe mit arbejde. Mit arbejde er det eneste, der altid har fået mig til at føle mig ‘’normal.’’ Hvilket jeg også har nævnt før. Jeg ser hellere mig selv arbejde, end at være sammen med dem der står mig nær. Hvilket jeg også har nævnt før. Jeg siger ikke at det burde være omvendt, men den der balance, den mangler jeg.

Jeg var ved at finde dén balance igen, indtil jeg trappede ned på medicinen. Kæmpe fejl, set i bakspejlet. Dog en erfaring rigere.

Jeg har måtte indse, at jeg på en eller anden måde ikke er herre over mit eget liv.

Og dog. Jeg er jo lige præcis herre over mit eget liv, når jeg tar’ styringen. Jeg kan dog ikke lade vær med at føle mig som en fiasko, men det overskygger ikke følelsen af at have styringen igen, medicin eller ej.

Et misbrug er individuelt. Dog har alle misbrugere en ting tilfælles. Vi flygter fra virkeligheden. Fordi virkeligheden gør ondt. Et misbrug går tit hånd i hånd med en eller flere psykiske lidelser. Hvilket skal forstås således, at mange med psykiske lidelser, bruger rusmidler til at dæmpe lidelsen. Det er SÅ vigtigt for mig at påpege, igen og igen. Der er nemlig intet ondt i en misbruger. Alt det en misbruger foretager sig, som sårer dem omkring sig, dét gør misbrugeren ikke for at sårer nogen, tværtimod. De gør det de gør, for at få fred indeni. Husk på det, næste gang du svinger en fesen kommentar ud, omkring en der har et misbrug, enten af stoffer, alkohol eller andet. Misbrugere er også mennesker. Mennesker der kæmpe en kamp hver evig eneste dag.

Forestil dig, at du bliver høj af at løbe en tur. Eller, at du bliver høj af at male et maleri. Strikke, hækle, læse i en bog. Eller noget tredje. Det er dit drug. Det gør dig høj, og afslappet på samme tid. Det er dit frirum. Din terapi.

Løb er også terapi for mig, bevares. Jeg elsker at løbe. Det er mit drug. Men det kan ikke måle sig med dén følelse kokainen har givet mig. Det kommer det aldrig til at måle sig med. Når man først har vænnet hjernen til det lort, så er der intet der kan slå den følelse. Videnskab.

Kokainen gjorde for mit vedkommende, at jeg kunne alt det jeg ikke kunne, når jeg ikke var påvirket. Ses med mine venner, min familie, være social, generelt. Tage en bus, eller et tog. Handle. Osv. Kokain for mig, var en flugt fra virkeligheden. Fordi når rusen aftog, startede jeg ikke kun forfra. Jeg startede FORFRA med stort. Jeg startede et sted hvor jeg ikke kunne bunde. Derfor: afhængig.

Flugt fra virkeligheden. En vej udenom.

Det er det et misbrug omhandler. Tragisk, men rigtigt.

Der sidder helt sikkert nogen og tænker, hvorfor fanden fortæller hun det her offentligt. Jeg kan fortælle jer, at jeg også var meget i tvivl. Især pga mit omdømme. Herudover går rygterne. Det er mit liv, som jeg har valgt at udgive offentligt, bevares. Men det er stadig mit. Derfor er det også mit job, at forklare hvordan dét hænger sammen.

Jeg ved godt at jeg selv bestemmer hvad jeg fortæller, hvornår, hvordan og hvorledes. Dette er mit valg.

Jeg er også helt med på at der altid vil gå rygter, især når jeg har været en del af sådan et miljø. Jeg kunne i princippet også være ligeglad med hvad folk tænker, men mit levebrød er bl.a. mine sociale medier. Jeg tog et valg, da jeg udgav kostvejleder på kokain. Jeg valgte at være ærlig, hvilket også er en af grundene til I følger med hos mig. Når I følger med hos mig, støtter i min forretning, hvilket giver mig mad på bordet. Det hele går op i en højere enhed, som I er en del af, hvilket jeg  ikke vil være foruden.

Tak fordi du igen læste med ❤️

Er du pårørende til en misbruger? Så vil jeg gerne lige påpege FRI AF MISBRUG, for dig.
Det er en dansk organisation, der bl.a. hjælper pårørende til misbrugere.
Anonymt og gratis! Læs mere lige her

Min fantastiske terapeut Lene Brøndum Madsen og jeg.
Uden hende, var jeg aldrig kommet så langt som jeg er.
Og jeg er klar på at komme ENDNU længere, i samarbejde med hende.

Jeg har brugt lang tid på at kringle dette indlæg sammen. Især fordi det er svært for mig at sætte ord på.

MEN det er pisse hårdt! Jeg har meldt mig syg på mit arbejde i centeret hele ugen ud. Heldigvis en forstående boss jeg har. 

Jeg har gang i mange ting lige nu, måske lidt for mange ting, taget min ‘’tilstand’’ i betragtning.

Jeg startede selvstændigt op igen i november 19. God start! Knap så fantastisk i corona perioden, da mit planlagte foredrag blev udskudt på ubestemt tid. Herudover var muligheden for fysiske klienter udelukket, da mit kontor ligger i centeret.

Det er hvad dét er. Jeg har kørt online forinden, hvilket jeg forsatte med. Bum!

Så fik jeg en fiks ide midt i det hele. Midt i kaos og udtrapning. Jeg vil starte med at læse HF efter sommerferien, hvilket stadig er min plan. Jeg har i hvert fald betalt. Ergo: Jeg er meldt ind. Min plan er at gennemfører.

Alt dette foregår i selve udtrapningen. Hvilket selvfølgelig også var et valg jeg tog. Udtrapningen var MIT valg.

Jeg holder ved valget, men jeg trapper ikke længere ned lige nu. Jeg ligger fast på 30 mg, hvilket jeg har en plan om at blive ved med i lang tid. Herudover startede jeg op på CBD olie for knap 7 dage siden. Dvs virkningen ikke er der på den front; endnu.

Jeg deler stadig ikke hvilket olie det er jeg gør brug af, da jeg vil forsikre mig det virker inden jeg reklamere for det. As if det virker, så kommer jeg selv til at forhandle det, en dag. 😊

Alt i alt, går jeg lige pt igennem en super stram periode. Jeg er MEGET ensom. Jeg ser ikke mine venner, da jeg simpelthen ikke kan overskue at være social. Og jeg er generelt MEGET social. Jeg ser min kæreste, han er det eneste individ jeg kan overskue. Og ham kan jeg også have brug for at have på afstand. Jeg har svært ved at komme ud af døren, selv for at gå- eller løbe en tur. Hvilket jeg normalt gør meget gavn af, når jeg går igennem stramme perioder.

Et eksempel er, at jeg i forgårs hoppede i træningstøjet, for at løbe en tur. Jeg nåede ud af døren, men vendte om 50 meter nede af vejen. Jeg havde svært ved at opholde længere væk fra mit hjem af gangen, fordi ”hvad nu hvis.”

Dét er en følelse alle der lider af angst, kan skrive under på. Det er normalt, men det føles som alt andet end normalt.

Alt i alt, er jeg super glad for at jeg faktisk valgte at starte selvstændigt op igen, således kan jeg nemlig arbejde hjemmefra. Priviligeret.

Denne her udtrapning, har taget sindssygt hårdt på mig. Hårdere end jeg regnede med. Hvilket giver ekstremt meget stof til eftertanke. Jeg har været ‘’bedøvet’’ i 7 år. Jeg kan mærke mig selv level 100, igen. Hvilket jeg har helt vildt svært ved at være i. Jeg føler hele tiden; at jeg bevæger mig udenfor min komfortzone, også når jeg bare er herhjemme, alene.

Et eksempel er, at min veninde og hendes kæreste kiggede spontant forbi mig i går. Jeg vidste ikke de kom. De havde kontaktet min kæreste inden, for at høre om jeg var hjemme. Min veninde ved nemlig hvordan jeg har det, da hun selv lider af angst. Hun ved, at hvis hun havde fortalt mig at de kom, så havde jeg med 99% sikkerhed aflyst. Det endte med de var herhjemme i max 15 minutter. Herefter bad jeg dem om at køre, igen.

Jeg har svært ved at sove, og jeg har svært ved at slappe af. Og når jeg endelig falder i søvn, kræver det en kamp af mig, at stå op. 

Jeg har prøvet det her før. Men selvom jeg har prøvet det før, så føles det som om at det er aller første gang. Det er nok det værste ved angst. Det der med at man ikke kan overbevise hjernen om, at der ikke er noget at være ”bange” for. Det der med ikke at kunne slappe af. Det der med, altid at være på ”vagt.”
Når det er sagt, så har jeg set angsten i øjnene 1000 gange, så jeg ved, og jeg tror på, at alt nok skal blive godt igen. Det skal blive godt igen.

Udtrapningen har gjort, at jeg føler mig revet tilbage til 2013, da jeg fik medicinen kastet i nakken. Jeg føler, at jeg skal deale med alt det; der dengang blev lagt låg på med medicin.

Herudover starter jeg hos min fantastiske teraput Lene Brøndum, her til august, igen. Ugentligt! Hun holder til i Kolding, så bare dét bliver en bedrift, at komme derop. Men det hjælper! Hun hjalp mig så meget sidste år. Hun har nemlig selv haft angst. Hun har haft det på hele samme måde som jeg. Så, det glæder jeg mig til. 

Jeg tar’ det i så stiv arm som jeg nu kan. Jeg passer selvfølgelig mit arbejde som coach. Mit arbejde på den front, vil jeg ikke undvære for noget. Jeg ELSKER mit arbejde, og jeg forsømmer ej mine klienter selvom jeg kæmper. Vi kæmper ALLE med hvert vores, det er bare de færreste der siger det højt, hvilket jeg har valgt at gøre, på trods af mit erhverv. Bryd tabu!

Jeg ser mig selv som en stemme, der kan være med til at forandre på den front. Derfor deler jeg min historie. Derfor deler jeg min kamp.

Dét hjælper mig, at det hjælper dig. ❤️

OBS* Aldrig trap ud af medicin uden samarbejde med din læge!


Jeg købte denne fine kjole, til en speciel anledning. Jeg havde fået æren af, at stå fadder til min veninde og hendes kæreste datter. Dåben fandt sted i dag. Jeg var ikke med til dåben.

En ting er, at jeg har glædet mig, meget.

En anden ting er, angst.

Udtrapning af medicin, og angst. Jeg mindes vitterligt ikke hvornår jeg sidst har mærket så meget angst i min krop. Eller jo. Da min far døde.

Jeg tænker tit, om den udtrapning er det her helvede værd. Jeg har flere gange de sidste par uger, hulkede (især overfor min kæreste), ift. at jeg virkelig har overvejet at droppe denne her udtrapning. Jeg er træt.

Jeg føler mig ægte handicappet. Sådan virkelig mentalt OG fysisk lammet. Det er en super triviel følelse have med sig 24/7.

Jeg dropper den ikke. Jeg køre på fjerde uge nu. Går alt efter planen, slipper jeg pillerne helt, om en uges tid. Jeg er pisse bange. Hele tiden.

Men jeg tror på mit projekt. Jeg tror på det bedre, uden medicin. Jeg tror på opstart af CBD olie. Jeg glæder mig, selvom det føles overvældende, og forkert. Lige nu.

Min hjerne og min krop køre på fuld smadder sådan ca 24/7.

Jeg er max følsom, og mærket. Sindssygt mærket.

Hvilket også resulterede i et opkald der foregik i gråd til min dejlige veninde i formiddags, iført kjole und alles. Klar, parat, start til barnedåben, som jeg som skrevet endte med ikke at være en del af.

Jeg tvivler på, at hun kunne forstå hvad jeg prøvede at fortælle hende. Jeg var fuldstændig rørstrømsk. Men hun kender mig godt, rigtig godt.

‘’Anne-Mette, det skal du ikke tænke på. Vi ved hvordan du har det. Du står stadig som fadder på papiret. Vi kommer ud at besøger dig, så skal du ikke tænke på at besøge os lige nu. Vi kan FaceTime dåben til dig (sagt med et smil på læben.’’

Tænk at være SÅ tålmodig. Tænk at være så forstående, og accepterende. Ja. Nu græder jeg igen, i skrivende stund.

Jeg er stadig tit i chok over, at jeg er beriget med så fantastiske venner. Min veninde blev ikke sur, tværtimod. Meget forstående. Mere forstående end jeg.

Jeg er blæst bagover ift. mine venskaber. Aldrig, og jeg mener ALDRIG har jeg været så sikker på, hvilke mennesker der betyder aller mest for mig. Aldrig! ❤️

Derfor smiler jeg. Jeg smiler fordi, jeg er omringet af sindssygt fantastiske mennesker. Jeg smiler fordi, jeg tror på det her. Jeg tror på et liv uden medicin, og angst. Jeg tror på mig.

I dag er det 9 dage siden, jeg trappede ned på 30 mg, i stedet for 60 mg. Hvis du ikke ved hvad dælen jeg snakker om, så kan du læse mit første indlæg ift. udtrapningen lige her

Jeg har, eller jeg havde egentligt ikke mærket noget negativt til det. Dog er jeg også helt sikker på, at man skal være indstillet på en nedtrapning, herudover er jeg også sikker på, at man skal lade vær med at overtænker hele situationen (selvom det er svært.)

Jeg har egentligt følt mig mere frisk. Mere overskud, og mindre ‘’slukket.’’
Men igen, jeg ved ikke om det er indbildning. Jeg er nemlig meget skeptisk. Også fordi, at jeg ‘’kun’’ er trappet ned.

Lige indtil i går, på ottende dagen. Min kæreste kom på besøg. Vi skulle have æggekage til aftensmad, hvilket jeg stod for. Ægte æggekage med æg fra bondemanden. Et mix af kyllingpølser, mozzarella, peberfrugt, forårsløg og krydderier.

Jeg brugte lang tid på at mixe den perfekte blanding sammen. Og jeg var sulten. Jeg så altså frem til den æggekage. Jeg brugte 20-30 min på at pusse nusse omkring den freaking æggekage.

Hvad fanden har en æggekage med udtrapning af medicin at gøre, tænker du sikkert.
Jo, nu skal du høre.

Jeg brændte hele æggekagen på. Som i, den var lige til skraldespanden. Normalt havde jeg bare grint af det. Altså, det er ikke første gang (eller sidste), at jeg brænder mad på.

Men jeg fik et sindssygt breakdown. Jeg blev decideret sur, og sindssygt deprimeret. Jeg stod bare og kiggede på æggekagen, imens et hav af følelser fløj igennem min hjerne, og min krop. Jeg følte i et split sekund, at jeg kunne mærke mig selv, sådan for real.

Min kæreste vidste slet ikke hvad han skulle gøre. Fordi, hallo. Det er bare en æggekage.

Jeg pendlede imellem at smile, alt imens jeg fik tårer i øjnene. Jeg kunne slet ikke være i mig selv pga følelser. Først blev jeg sur. Sådan ægte sur. Så blev jeg virkelig ked af det. Dog kunne jeg ikke lade vær med at smile af situationen. Dog varede disse smil ikke længe. Jeg sad bare i sofaen med tårer i øjnene, og kiggede ud i luften.

Hvilket gav mig muligheden for at mærke sådan ægte efter, hvilket jeg i forvejen har svært ved. Jeg er altid et skridt bagud eller foran, taget mine følelser i betragtning.

Jeg føler, at jeg venter på der sker noget forfærdeligt. Mit sind, og min krop er på vagt. Hele tiden. Jeg er konstant på vagt, hvilket kan mærkes fysisk. Jeg har tynd mave level 100. Altså toilettet bliver straffet et par gange dagligt.

Jeg synes det er hårdt. Men jeg giver ikke op. Jeg er fast besluttet på, at jeg skal helt ud af medicinen. Jeg prøver virkelig at mærke efter ift. udtrapningen. Hvordan det påvirker mig. Hvad jeg kan mærke. Og hvad der sker i mig. Når rastløsheden tager over level 100, så træner jeg. Fordi det virker. Og fordi JEG synes, at det er bedre end kemi. Der er kun en vej i min optik. Ud af, og frem af.

God weekend. ❤️

‘’Man kan have ophobet så megen angst i sit biologiske system, at det er blevet en normal tilstand, hvormed man har svært ved egentligt at genkende angsten; man sanser blot det ubestemte men insisterende indre ubehag, der ligger som en klangbund i det levede liv, uden at kunne sætte ord på hvad man lider under, og hvad lidelsen skyldes.’’

Inge Schutzshack Holm

___________________________

Endnu engang, mislykkedes jeg.

Endnu engang, skuffer jeg.

Endnu engang, sidder jeg tilbage som en fiasko.

Ingen af ovennævnte er rigtigt. Men det er sådan det føles.

.. Jeg er i en sindssyg udvikling lige nu. Jeg kan knap nok følge med. Men det går langsomt. Alt for langsomt.

Erhvervsmæssigt kunne det ikke gå bedre. Jeg kan meget mere, når det kommer til mit arbejde, kontra mit privatliv.

Mit privatliv sejler, for at sige det mildt.

Jeg er angstpræget level 100. Det er ikke som en nyhed. Men det er et slag i face, hver gang jeg mislykkedes. Hver gang.

Jeg vil sådan ønske at kontakt imellem mave og hjerne, er eksisterende hos mig. Det er den ikke. 

Jeg bliver sjælendt ked af det. Jeg græder aldrig. Jeg bliver i stedet sur eller lukker af, fordi jeg ikke vil græde. Jeg griner i stedet. 

Jeg skubber alt følsomt væk, fordi det er alt for svært for mig, hvilket altid resultere i angst. Altid.

I dag græd jeg, for første gang i mange år på egne vegne. Jeg tænker ikke det tæller, når alkohol har været involveret. Dét er jeg stolt af.

Kontakt imellem hjerne og mave var eksisterende i et moment.

Dén kontakt har været ikke eksisterende lige siden min far tog sit eget liv. Traume.

Min kærestes datter fyldte 8 år i går. Jeg var inviteret med ud at spise. Jeg kom ikke.

I dag er jeg inviteret med i legeland. Min plan var, at deltage.

Jeg deltager ikke.

Jeg kan ikke. Jeg tør ikke. ‘’Hvad nu hvis.’’ Kortslutning.

Hvad nu hvis, jeg aldrig bliver ‘’normal’’ igen? Hvad nu hvis, jeg altid skal leve sådan her. Hvad nu hvis.

Jeg har så svært ved at acceptere den tilstand jeg føler jeg bibeholder mig selv i.

Jeg mislykkedes. Og det gør ondt. Det gør så fucking ondt.

Jeg vil så gerne. Jeg vil alt i hele verden. Men jeg kan ikke. Jeg tør ikke.

…. Men i dag græd jeg. I dag følte jeg. I dag, var der forbindelse imellem mave og hjerne. Fremskridt. I dag græd jeg. 

TAK for alle jeres svar! Mange af jeres svar gik igen. Ergo: DU ER IKKE ALENE. ❤️

Jeg har samlet alle jeres svar i dette indlæg. Forhåbentligt får det dig med angst til, ikke at følge dig fuldstændig alene. Måske, dem omkring dig vil have gavn af at læse dette indlæg?

DET VÆRSTE VED AT ANGST ER….

At angsten begrænser mig

At jeg aldrig ved aldrig hvornår angsten kommer, og hvornår den stopper

At være begrænset i forhold til oplevelser med mine børn

At være afhængig af andre når jeg eksempelvis skal handle

At være begrænset i sociale sammenhæng

At det påvirker mine relationer. Familie, venner og kæreste

At jeg ikke kan forklare mine børn, hvorfor jeg ikke kan tage med til skolefest fx

At være angst for angsten

At jeg aldrig har lyst til at tage ud

At jeg ikke tør at tage kørekort

At jeg føler mig fanget og lammet

At det er svært at forklare familie og venner

At jeg ikke føler jeg kan leve det liv, jeg gerne vil

At det forhindre mig den fremtid jeg gerne vil have

At jeg som 18 årig ikke er i stand til at feste med mine venner

At jeg rationelt godt ved, at jeg ikke behøver at blive bange, men bliver det alligevel

At jeg ikke kan spise mad

At jeg ikke tør være alene, eller sammen med andre

At være i konstant alarmberedskab

At jeg ikke kan kontrollere min vejtrækning

At jeg er bange for at besvime

At mit hjerte galopere, også flere dage efter et angstanfald

At jeg aflyser aftaler gang på gang

At jeg føler mig mindre værd

At jeg ikke kan forklare det

At miste kontrollen over kroppen

At jeg ikke kan varetage et arbejde

At ingen kan se det på mig

At angsten frarøver mig min livskvalitet

At jeg ikke kan styre mine egne handlinger

At jeg ikke kan tage offentlig transport

At jeg ikke længere tør leve spontant

At uvirkelighedsfornemmelsen tar’ overhånd

At jeg ikke ved hvorfor angsten kommer

At jeg ikke kan se mig ud af det, når jeg står midt i det

At jeg ikke kan stole på min egen krop

At bruge alt min energi på at overrække noget der ikke kommer til at ske

Byd gerne ind med flere svar. 🙏🏻

Det længe ventede indlæg er her finally! Jeg beklager virkelig ventetiden, men dén går hånd i hånd med, at min kæreste skulle finde tid (og lyst) til at besvare jeres, og mine spørgsmål.

Han er ikke meget for alt det her blogger halløj, så han skulle tage tilløb til dét.
Jeg gav ham alt den tid han skulle bruge.
Det er der kommet dette ud af:

Hvordan er det at være kærester med en der lider af angst?
I det daglige mærker jeg det jo ikke som sådan, da vi ikke ses hver dag. Jeg oplever heller ikke de eventuelle ‘anfald’ der opstår når hun færdes ude i dagligdagen uden mig. Hun fortæller mig heller ikke alt om hvad der sker på angst området, så jeg bliver jo ‘skånet’ for en del.

Hvordan tackler du dét faktum, at du er kærester med en der ((pt)) er så ‘’handlingslammet’’?
Jeg forsøger at tackle det ved ikke at glæde mig for meget til en evt. aftale. På den måde skåner jeg mig selv for at blive trist og har derved overskuddet til at kunne være der for hende. Selvfølgelig er det skide ærgerligt at måtte aflyse eller ændre på planerne, men man må bare acceptere det faktum at angst er ude for mine og hendes hænder.

Hvordan tackler du aflysningerne, uvisheden, og forvirringen – gang på gang?
Det er ikke altid nemt af bevare fokus på bolden og ikke komme til at gå efter manden. Man bliver selvfølgelig såret når man har glædet sig til noget med hende og vi så på vej ud ad døren må vende om. Jeg har også kommet til at snerre af hende – hvilket jeg er skide ked af! Jeg håndtere det bedst ved ikke at forvente noget. Lykkedes en aftale – perfekt! Hvis ikke – så ses vi bare i morgen. At have fulgt hendes kamp mod angst det seneste år har også hjulpet mig meget til kunne acceptere tingene som de er.

Hvor meget fylder angsten i jeres parforhold?
Jeg er kæreste både med hende og angst. Glædeligt er det 99% min kæreste jeg oplever. Angst fylder en del. Ikke at vi konstant taler om det eller at hun er påvirket af angsten, men den er der, så vi kan ikke bare tage på café eller ud i biografen.

Hvordan tackler du situationen i en helhed?
Tålmodighed er nok mit bedste våben.

Hvordan påvirker det dig?
Jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg var upåvirket. Der sker jo også en masse i mig, både i hendes opture og medgang, men også i det modsatte.

Hvad finder du positivt i hele processen?
Det mest positive må være hendes udvikling. At se hendes fremskridt, og hendes vilje er imponerende. At jeg så også lærer en del om mig selv sideløbende er bare en bonus.

Hvad er dit bedste råd til ham/hende, der er i et parforhold med en der lider af angst?
Lær at være sindssyg tålmodig,  og så lytte til hvad partneren fortæller. Stil spørgsmål hvis man er i tvivl om hvad partneren mener, så man ikke misforstår hinanden.

Jeg håber I kunne bruge det til noget. Hvis I har flere spørgsmål, så skriv endelig en kommentar til indlægget, eller send mig en mail på sundtaretrundt@outlook.com

Tak fordi du læste med. 🙂

Min kæreste har to skønne piger. En på 7 år, og en på 11 år. Jeg tror jeg sammenlagt har set dem 6 gange, max. Ikke fordi, at jeg ikke har haft muligheden. Fordi det har jeg! Men fordi, det har været for svært for mig, grundet mit sind.

De er ikke de eneste, jeg har ikke har brugt på min tid på. Jeg har generelt ikke deltaget familierelateret aktiviteter, på hans side. Lige så vel, som jeg næsten ikke har deltaget i familierelateret aktiviter, med min egen familie. For ej at nævne mine nære venner.  Som I ved, er mit arbejde det eneste, jeg rent faktisk kan begrave mig i, uden at mærke særlig meget til dén side af mig selv. Det er måske skørt set udefra, at det er svære for mig at drikke en kop kaffe med en veninde, i forhold til dét er at lave eksempelvis en kostplan.

Det giver dog ret god mening, hvis jeg analysere hele situationen. Uden at overanalysere. Når noget generelt kommer nært, tar’ jeg afstand. Ikke af lyst, tværtimod. Men fordi det indre tar’ overhånd. Jeg bliver bange. Fysisk bange. Det gør ondt.

Det er ikke holdbart. Jeg siger ikke, at det burde være omvendt. Tværtimod! Det burde være på lige fod. Jeg elsker mit arbejde, bevares. Men jeg elsker altså også mine venner, min familie, og min kæreste.

Derfor synes jeg at det er vigtigt at nævne, at jeg i går passede min kærestes dejlige piger i 3 timer. Alene.

De er meget selvstændige, bevares. Men jeg var den voksne. Det var mig, der var hovedansvarlige.

For blot 3-4 mdr siden, ‘’turde’’ jeg knap nok mænge mig med dem, fordi…. Hvad nu hvis (?!)

Jeg har opholdt mig minimalt hos min kæreste. Vi er altid hos mig. Hjemmebane.

Hans hus, hans tryghed, hans hjem, dét har givet mig så ufattelig meget utryghed. Faktisk så meget, at jeg flere gange er kommet i tvivl om, det måske var fordi, ham og jeg ikke var ‘’meant to be?’’

Det er vi. Det er den usikre, og traumatiske side af mig, der hurtigt tager over. Men det arbejder jeg heldigvis med. Den side tager næsten aldrig over mere.

Jeg er ikke mit traume. Det er du heller ikke! Husk det!

… Jeg vil dog ikke sige at jeg er kommet SÅ langt, at jeg forstår mig selv og mit mentale 100%, og jeg giver heller ej plads til den altid. Men jeg trodser mit sind gang på gang, selvom det gør helt ekstremt ondt.

Et traume er en oplevelse, ikke en identitet.

Hvad nu hvis, føles dag for dag længere og længere væk. Jeg tør meget mere. 

… Jeg havde et par vildt dejlige timer med hans børn i går. De er simpelthen (for mit held) såååå velopdragne, selvstændige, og kærlige.

Når en lille pige på 7 år, fortæller mig gentagende gange at hun har savnet mig, og at det har været den bedste aften i hendes liv, så ved man ligesom bare, at man har gjort det godt. Lige så vel som når en pige på 11 år putter sig ind til en, fordi det havde hun lyst til. Altså da jeg var 11 år, afskyede jeg putning.

Mit liv giver mere og mere mening. Jeg giver mere, og mere mening. Jeg tar’ ansvar for mit traume. Jeg tar’ ansvar for mig selv. Mere og mere, dag for dag.