Måske det bare er mig der kan se det, fordi jeg ved det. Jeg flygtede på dette billede. Jeg flygtede fra mig selv, og alle de følelser jeg ikke følte jeg ikke kunne rumme. Jeg synes det er tydeligt at jeg ikke magtede livet mere, på billedet. En tur med ambulancen var én af de ting der skulle til, før jeg fik øjnene op. 

Jeg fik sku lige en røvfuld inspiration fra Natasha ift. hendes seneste opslag. Miraklerneinorh på Instagram. 

En større mening med det hele?

Jeg har altid været meget skeptisk ift. alt det der spirituelle pis. Og ja. Jeg skrev pis, fordi jeg stadig er skeptisk. Men er det spirituelt at tro på, at der er en mening med alt? Er det naivt?

Nej. Det synes jeg ikke. Synes du?

Flashback til en episode for 2 år siden. Jeg havde været ædru og clean i et par uger. Men så skete det. Jeg fik et angstanfald på vej ud til min kæreste, og jeg bad min mor vende bilen om. Herefter bad jeg hende sætte mig af ved Fakta tæt på hvor vi boede, fordi ‘’jeg havde brug for en gåtur og frisk luft.’’

Det havde jeg ikke. Jeg vil sættes af ved Fakta, fordi jeg vil have øl. Jeg købte 2 store guld øl. Herefter satte jeg mig ned i den lokale skov og drak dem.

Herefter købte jeg 2 mere. Og tog til Aabenraa. Her købte jeg 1 gram kokain, og 1 mere, og 1 mere…. Og 1 mere.

Jeg havde ingen stopknap. 

Min telefon virkede ikke, så jeg var umulig at få kontakt til. Jeg forsvandt fra alt i 2 dage. Jeg orkede ikke at være i mig selv.

Det næste jeg husker er, at to ambulancereddere prøver at få kontakt til mig. Jeg ligger på gulvet. Jeg har svært ved at forstå hvad de siger. Men jeg får mig rejst op. Og jeg forsikre dem, at jeg havde det fint. Det var dog tydeligt at jeg ikke havde det fint, så jeg blev spændt fast på en båre, og kørt på sygehuset.

Alt imens, er stoffernes og alkoholens virkning var ved at tage af. Jeg har aldrig følt mig så lille før. Aldrig. Jeg var flov.

Det næste jeg husker er, at min mor er der. Min kammerat har nemlig kontaktet min mor, hvilket jeg var rigtig sur over i lang tid. Jeg kan dog godt se nu, hvorfor han gjorde det.

Min mor kørte fra Toftlund-Aabenraa (30 km), alt imens hun planlagde min begravelse. Hun var sikker på, at det var nu. Nu overlevede jeg ikke.

Men det gjorde jeg. Og det er jeg glad for. Livet er dejligt. Også uden alkohol og stoffer.

Jeg tror på der er en mening med alt det lort jeg har budt mig selv. Er det åndssvagt at sige jeg hellere vil have været foruden? Næ. Fordi jeg vil ikke have været hende jeg er i dag, hvis ikke jeg havde sejlet rundt i min egen medlidenheds sø og druknet mig selv i rusmidler.

Der er en vej ud af det lort. ❤️

Køb mit online foredrag lige her: KOSTVEJLEDER PÅ KOKAIN

I dag lever jeg bl.a. af at coache andre ift. det psykologiske bag en sund livsstil. Jeg lever af at hjælpe andre med at finde balancen. Jeg tror på at jeg også en dag kommer til at hjælpe andre med ovenstående. Jeg tror på, at flugten med stoffer nødvendigvis ikke behøver at være vedvarende, hvis man får den rette hjælp. ❤️

Jeg har angst. Surprise. 😜 Det har jeg nemlig aldrig lagt skjul på her å’ æ’ indernæd.

Angsten påvirker også dem omkring mig, fordi jeg er meget ‘’påpasselig’’ med hvad jeg siger JA til at deltage i. Jeg er generelt meget forsigtigt. Fordi ‘’hvad nu hvis.’’

NU skal I høre her! Min kæreste og jeg har været sammen i over 2 år nu.

Jeg har ALDRIG sovet ude hos ham. Aldrig.  Jeg har ikke sovet andre steder end hjemme, de sidste mange år. Fordi: ‘’Hvad nu hvis.’’

Min kæreste og jeg er generelt altid sammen hjemme hos mig. Trygge rammer. Herhjemme er jeg i kontrol. Jeg stejler mentalt uden kontrol. Min krop går nærmest i koma.

Men ved I hvad? Jeg har sku lige sovet ude hos ham i 2 dage, uden en snert af angst.

Den anden dag blev jeg enig med mig selv om, at jeg vil prøve at sove ude hos ham. Det har jeg sagt mange gange, så han lagde sku ikke særlig meget i det. Han var sikker på at det bare var snak, som altid.

jeg mødtes med min terapeut ude hos ham, mens han var på arbejde. Vi snakkede en lille times tid. Og så tog hun hjem. Så sad jeg selv ude hos ham. (Han bor på Lars tyndskids mark 40 km fra hvor jeg bor.) Hvilket også har trigget mig meget. Fordi jeg kan ikke bare lige komme hjem. Du ved hvad jeg mener, hvis du kender til angst.

Anyways. Så sad jeg selv der i hans hus. Jeg havde heldigvis noget arbejde, det hjælper mig altid at arbejde. Herudover begyndte jeg at gøre rent derude. Altså for at flytte fokus.

Det endte sku med jeg sov derude. Og ved I hvad? Jeg sov der ikke kun en dag, men TO dage. 

‘’Jeg havde på en eller anden måde sluttet fred med, at det aldrig blev en realitet at være ude hos ham længere tid af gangen. Fordi jeg orkede ikke at få det dårligt hver gang jeg bevægede mig ud til ham.’’

Men se nu her, venner. 48 timer fandme! Score 🥳


Jeg vågnede op til denne seddel på køkkenbordet i dag. Ja ja. Det er super duper lyserødt. Men det er kærlighed. Det er at tro på hinanden. Det er at respektere hinanden. Det er være med hinanden i medgang og modgang. Og det er at acceptere. Det er at elske. Og hold nu kæft, hvor jeg elsker min tålmodige og accepterende kæreste. Og der er vist ingen tvivl om, at han også elsker mig.

Herudover har jeg set hans børn flere gange de sidste par måneder, end de sidste 2 år til sammen. Næste skridt er at engagere mig med hans familie. Dem har jeg kun set 2-3 gange. Max.

Mit mål er generelt at blive ANGST FRI. Fordi ved I hvad? Det kan fandme lade sig gøre! Og det kommer vitterligt fra en, der ikke kunne ud foran en dør.

Det er så sindssygt hvad terapi kan gøre ved angsten. Jeg lære step by step at overskride grænser… At trodse angsten!

Før i tiden havde jeg alt eller intet mentaliteten. Jeg tog store skridt, hvilket altid gik galt, herefter fandt jeg mig selv i offermentaliteten, fordi ‘’Piv piv, ingen forstår mig.’’

Angst har lært mig, at sætte pris på alle de små gøren, som alle andre bare gør dagligt. Det er at sove ude. Det er at handle selv. Det er være social. Det ikke at have ondt. Det at kunne… Det at gøre. OG DET ER MULIGT!

Ja og inden jeg ser mig om, står jeg på scenen i Kolding og holder foredrag for jer. SÅ FEDT!!!

Jeg vil nemlig starte med at holde fysiske foredrag mens jeg HAR angst, således kommer I med helt tæt på. Og det bliver så sweet! Også selvom jeg på forhånd ved, at jeg knækker på scenen. Men det må jeg godt! Tæt på. ❤️

Jeg vil ud at snakke med og til jer der lider af angst. Jeg vil hjælpe! Men det kræver også at jeg hjælper mig selv. SÅ vi ses i det nye år. Og så håber jeg at jeg kan inspirere jer til at tro på et angst frit liv. ❤️

Alkohol, min kære ven. Du ødelægger mit liv. Jeg lader dig, ødelægge mit liv. Jeg er ikke længere hende, der kan drikke en enkelt øl, uden at skænke øl nummer 2,3,4,5 en tanke. Jeg stopper ikke, efter en øl. De sidste 12 mdr, har jeg prøvet at overbevise mig selv (og alle omkring mig,) om, at jeg sagtens kan lære at drikke i sociale lag, igen. Men hvem er det egentligt jeg snyder i sidste ende?

Mig selv.

Og hvorfor er det egentligt så vigtigt for mig, at lære at drikke i sociale lag? Der er da mange andre ting, der er vigtigere. Det spørgsmål har jeg tit stillet mig selv. Svaret havde jeg dog ikke, før i går. Fordi alkohol gør mig glad. Og det er jo ganske almindeligt, at alkohol gør en glad, men ikke på den måde, alkohol gør mig glad på. Jeg er også bange for at slippe alkoholen, fordi, det er tilgængeligt alle steder. Alkohol er så almindeligt. Og jeg er bange for, at jeg ikke kan lade vær. Jeg er bange for, at falde i. Og jeg er bange for, at jeg om et par mdr på en god dag i sociale lag, ender med en øl i hånden. Men hvem er det jeg snyder i sidste ende?

Mig selv.

Alkohol er ikke alt. Og jeg behandler alkohol, som var det alting. Altafgørende. Det var måske også naivt at tro, at jeg kunne lære at ‘’drikke en enkelt,’’ når jeg i forvejen har haft et misbrug af kokain. Alkohol og kokain, gik jo hånd i hånd, for mit vedkommende.

Jeg har også tit sagt, at jeg jo sagtens kan have en flaske whisky stående, uden at røre den. Fordi jeg ikke kan lide whisky. Men har jeg en kasse øl stående, så er det en helt anden snak. Derfor kaldte min kæreste mig feinschmecker alkoholiker i går, for sjov. Ikke fordi øl er dyrt, men fordi jeg kan vælge og vrage ift. alkohol. Og hvad gør det så mig? Skal jeg sætte et label på mig selv, før jeg er noget?

Nej.

Jeg har alle år (eller okay, de sidste 5 år), brugt alkohol som en støttepædagog. Det lyder åndssvagt. Men grundet angst, når jeg ikke liiige kunne deltage i dit og dat, så drak jeg altid en øl inden. Det i sig selv, er et problem. Men problemet ligger også i, at jeg ikke altid kun drak en øl. Jeg kan vitterligt ikke huske hvornår jeg sidst bare har drukket en øl for hyggens skyld. Og hvad er alkohol så egentligt for mig?

Fjenden.

Når jeg tænker på hvad en alkoholiker er, så forestiller jeg mig et menneske, der drikker alt alkohol, vedkommende kan komme i nærheden af. Generalisering. Og det gør jeg jo ikke, langt fra. Men når jeg drikker, så drikker jeg indtil jeg ikke kan stå på mine ben. Og jeg drikker mig gerne så fuld, at jeg ender op i snusket lejlighed med bekendte, udelukkende fordi jeg VED der er stoffer. Altså kokain.

Og er det så det værd? Er det det værd at kæmpe for at kunne drikke en fucking enkelt? Er alkohol virkelig livsnødvendigt?

Næ. Overhovedet ikke.

Derfor har jeg taget en beslutning. Ansvar. Jeg gider sku ikke drikke mere, lige nu. Måske aldrig. Det ødelægger så meget mere end det gavner for mig, og hvis du kan nikke kende til nogle af mine tanker, så synes jeg helt sikkert også, at du skal overveje dit alkoholforbrug en gang til. ❤️

Hvis der er noget jeg har lært de sidste 3 måneder, er det at man (læs: jeg) skal lære, ikke at tage for store bider af kagen, som man siger.

I april udgav jeg et online foredrag: Kostvejleder på kokain. I foredraget påpeger jeg bl.a. at jeg er 100% sikker på, at jeg aldrig kommer til at bruge kokain som en flugt, igen. Herefter udgav Ekstra Bladet en artikel om mit misbrug og jeg. Måneden efter udgav Ude og Hjemme en uddybende artikel om det samme.

Jeg var GLAD. Helt indeni. Og stolt! Jeg var clean. Bulletproof.

Jeg udgav bl.a. også foredraget, fordi jeg synes det er vigtigt at bryde tabuet omkring et misbrug. Et misbrug kan ramme alle, OGSÅ kostvejlederen. Jeg fik beskeder fra folk med høje stillinger, bl.a. en læge, ledere osv. Disse mennesker havde ligesom mig, været i et massivt misbrug. Nogle af dem, var der stadig.

De var glad for, at jeg brød tabuet. Lige præcis fordi et misbrug kan ramme alle, også lægen, psykologen eller direktøren. Alle.

Det ramte også mig, sundhedsguruen der guidede klienter i en retning af alt det modsatte jeg proppede i min krop: kemi. Derfor synes jeg at min stemme er relevant.

Efter min lancering af foredraget, og udgivelsen af artiklerne, følte jeg mig klar til at tage næste skridt.

Jeg brugte primært kokain til at flygte fra mig selv. Angsten, der har prydet mit indre, især efter min fars selvmord i 2013. Herudover gav stoffet mig en følelse af at leve. Hvilket jeg ikke følte jeg gjorde inden jeg stiftede bekendtskab med stoffet. Jeg var i en mørk periode, med massiv angst. Jeg fungerede ikke optimalt. Jeg havde svært ved at udføre banale ting, så som at handle, være sammen med mine venner, osv. Jeg fik fra at være social, til at være asocial level 100.

Stoffet gjorde mig høj på den måde, at jeg kunne alt det, jeg forinden ikke kunne.

Nu var jeg klar til at tage næste skridt imod det der føles rigtigt, for mig. Jeg var klar til at trappe ud medicinen.

Medicin jeg har fået fast i 7 år. Antidepressivt medicin.

Jeg har aldrig troet på lykkepiller. Aldrig. Jeg fik pillerne kastet i nakken tilbage i 2013, da min far døde. Herefter har de egentligt bare været en del af mig. En fast rutine, om man vil.

Men sådanne piller slukker også noget oppe i hjernen. Jeg har altid været meget ufølsom, og knap så meget i kontakt med mit følelseregister. Så jeg var overbevist om, at en udtrapning var det der skulle til, nu.

Jeg har skrevet rigtig meget om udtrapningen her på bloggen.

Den første måned af udtrapningen, var et helved. Lige så var anden måned. Tredje måned var jeg så ødelagt mentalt, at jeg fik så destruktive tanker. Herudover have jeg så meget angst i kroppen, at nærmest ALT blev umuligt for mig at udføre. Så som at handle, være sammen med min kæreste, venner, familie etc.

Min familie, få venner, og min kæreste har været tilskuer til alt. Jeg har haft utallige vredes udbryd, og generelt udbryd i gråd. Jeg tror aldrig jeg har grædt så meget før, på så kort tid.

En måned inde i udtrapningen, faldt jeg i. Det var fantastisk, da rusen stod på. Alt det min hjerne var ved at vende sig til at fungere uden, kom med 180 i timen tilbage. Jeg følte mig uovervindelig.

Ugen efter, knap so much. Jeg var for det første skuffet over mig selv. Og sur. Rigtig sur. Og jeg græd. Jeg kunne ikke rejse mig op fra sengen i en uge. Jeg delte episoden med meget få mennesker, specielt fordi jeg var gået straight out public med at jeg var clean.

Heldigvis har jeg et fantastisk netværk. ‘’Et tilbagefald er normalt, Anne-Mette. Videre!!’’

Jeg kom videre. Men eftersom min hjerne stadig var i underskud af det stof, der havde bedøvet den i 7 år, og med endnu en rus i baggagen, var det svært for mig at slippe helt.

Jeg overvejede virkelig at trappe op på medicinen igen. Måske det ikke var det rette tidspunkt for mig, at trappe ned? Måske jeg bare skulle være glad for, at jeg var kommet så langt? Måske jeg skulle slappe af, og ikke tage så store bider af kagen.

Stædig.

Men jeg bed det i mig. Og jeg forsatte med at trappe ned. Set i bakspejlet, skulle jeg havde stoppet mens legen var god.

Jeg faldt i igen, og igen. Jeg faldt i 3 gange på 3 måneder. Det er tre gange for meget.

Jeg ringede efterfølgende til min terapeut. Jeg havde brug for at snakke med en, der ikke var min mor, min kæreste eller min ven. Hun sagde til mig, at hun synes jeg skulle trappe op på medicinen, igen. Faktisk synes hun, at jeg skulle trappe højere op end før. Jeg stillede mig på bagben. Fandme om jeg skulle det! Men hun satte mit liv i perspektiv for mig. Fordi, inden jeg trappede ud af medicinen, var jeg clean. Jeg var glad, dog ikke angst fri, men godt på vej. Men jeg var noget for mig selv, og dem omkring mig.

Vigtigst af alt: Jeg var mig.

DERFOR tog jeg  ‘’drastisk’’ beslutning. Jeg trappede op, igen. Og jeg har det godt, igen. Nu føler jeg mig som mig selv, igen.

Min terapeut siger, at jeg skal se på medicinen, lige så vel som optrapningen, som en midlertidig løsning. Hvilket er endnu svære for mig nu, da jeg i min optik har smidt håndklædet i ringen. Jeg var ikke stærk nok. Sådan føles det i hvert fald. Selvom det er stærkt at have selvindsigt nok til at se, hvad der gør en godt, så føles det anderledes. Det føles som et nederlag.

Min terapeut er det bedste der er sket for mig. Det lyder måske kliché. Men det er hun. Jeg kan udrette dobbelt så meget, når hun er i mit liv. Jeg stoppede hos hende tilbage i november 19. Jeg var ikke helt angst fri, bevares. Men tæt på. Herudover spillede økonomien også et puds for mig. Det er dyrt. Men nu ser jeg det som en investering i mig selv. Og jeg stopper ikke hos hende, før jeg er 100% angst fri. Om der så går et år.

Min veninde skrev til mig den anden dag:

Ingen grund til at fravælge medicin i bytte for:

At have det af lort

Være selvdestruktiv

Have angst

Være isoleret

Ikke at kunne noget

Osv.

Og hun har jo ret.

Jeg tror stadig på at jeg en dag bliver medicin fri, men den dag er bare ikke nu. Det har været svært mig at acceptere. Hvilket det stadig er. Jeg tror stadig på fysisk og mentalt træning, hvilket jeg på ingen måde slipper. Og ærligt ikk’, hvis jeg ikke bliver medicinfri, hva’ så? Sådan skal jeg tænke. Det ved jeg. Men det er svært.

Min terapeut siger: ‘’Du beder jo heller ikke en med diabetes om at smide sin insulin væk, vel?’’

Hun har jo ret.

Jeg har altid hængt meget i, at jeg for 8 år siden løb mig ud af angsten. Men det er også på tide at jeg indser, at det er 8 år siden, og at mange ting er sket siden. Jeg havde ikke et misbrug for 8 år siden.

Jeg savner den jeg var engang

Det er der tricker angsten hos mig, konstant. Jeg vil så gerne alt i hele verden. Jeg vil se mine venner. Jeg vil holde et foredrag, fysisk. Jeg vil ud at rejse. Jeg vil opleve verden.

Alt dét, som mange mennesker bare kan, det kan jeg ikke. Eller det kan jeg ikke lige nu.

Jeg kan dog passe mit arbejde. Mit arbejde er det eneste, der altid har fået mig til at føle mig ‘’normal.’’ Hvilket jeg også har nævnt før. Jeg ser hellere mig selv arbejde, end at være sammen med dem der står mig nær. Hvilket jeg også har nævnt før. Jeg siger ikke at det burde være omvendt, men den der balance, den mangler jeg.

Jeg var ved at finde dén balance igen, indtil jeg trappede ned på medicinen. Kæmpe fejl, set i bakspejlet. Dog en erfaring rigere.

Jeg har måtte indse, at jeg på en eller anden måde ikke er herre over mit eget liv.

Og dog. Jeg er jo lige præcis herre over mit eget liv, når jeg tar’ styringen. Jeg kan dog ikke lade vær med at føle mig som en fiasko, men det overskygger ikke følelsen af at have styringen igen, medicin eller ej.

Et misbrug er individuelt. Dog har alle misbrugere en ting tilfælles. Vi flygter fra virkeligheden. Fordi virkeligheden gør ondt. Et misbrug går tit hånd i hånd med en eller flere psykiske lidelser. Hvilket skal forstås således, at mange med psykiske lidelser, bruger rusmidler til at dæmpe lidelsen. Det er SÅ vigtigt for mig at påpege, igen og igen. Der er nemlig intet ondt i en misbruger. Alt det en misbruger foretager sig, som sårer dem omkring sig, dét gør misbrugeren ikke for at sårer nogen, tværtimod. De gør det de gør, for at få fred indeni. Husk på det, næste gang du svinger en fesen kommentar ud, omkring en der har et misbrug, enten af stoffer, alkohol eller andet. Misbrugere er også mennesker. Mennesker der kæmpe en kamp hver evig eneste dag.

Forestil dig, at du bliver høj af at løbe en tur. Eller, at du bliver høj af at male et maleri. Strikke, hækle, læse i en bog. Eller noget tredje. Det er dit drug. Det gør dig høj, og afslappet på samme tid. Det er dit frirum. Din terapi.

Løb er også terapi for mig, bevares. Jeg elsker at løbe. Det er mit drug. Men det kan ikke måle sig med dén følelse kokainen har givet mig. Det kommer det aldrig til at måle sig med. Når man først har vænnet hjernen til det lort, så er der intet der kan slå den følelse. Videnskab.

Kokainen gjorde for mit vedkommende, at jeg kunne alt det jeg ikke kunne, når jeg ikke var påvirket. Ses med mine venner, min familie, være social, generelt. Tage en bus, eller et tog. Handle. Osv. Kokain for mig, var en flugt fra virkeligheden. Fordi når rusen aftog, startede jeg ikke kun forfra. Jeg startede FORFRA med stort. Jeg startede et sted hvor jeg ikke kunne bunde. Derfor: afhængig.

Flugt fra virkeligheden. En vej udenom.

Det er det et misbrug omhandler. Tragisk, men rigtigt.

Der sidder helt sikkert nogen og tænker, hvorfor fanden fortæller hun det her offentligt. Jeg kan fortælle jer, at jeg også var meget i tvivl. Især pga mit omdømme. Herudover går rygterne. Det er mit liv, som jeg har valgt at udgive offentligt, bevares. Men det er stadig mit. Derfor er det også mit job, at forklare hvordan dét hænger sammen.

Jeg ved godt at jeg selv bestemmer hvad jeg fortæller, hvornår, hvordan og hvorledes. Dette er mit valg.

Jeg er også helt med på at der altid vil gå rygter, især når jeg har været en del af sådan et miljø. Jeg kunne i princippet også være ligeglad med hvad folk tænker, men mit levebrød er bl.a. mine sociale medier. Jeg tog et valg, da jeg udgav kostvejleder på kokain. Jeg valgte at være ærlig, hvilket også er en af grundene til I følger med hos mig. Når I følger med hos mig, støtter i min forretning, hvilket giver mig mad på bordet. Det hele går op i en højere enhed, som I er en del af, hvilket jeg  ikke vil være foruden.

Tak fordi du igen læste med ❤️

Er du pårørende til en misbruger? Så vil jeg gerne lige påpege FRI AF MISBRUG, for dig.
Det er en dansk organisation, der bl.a. hjælper pårørende til misbrugere.
Anonymt og gratis! Læs mere lige her

Min fantastiske terapeut Lene Brøndum Madsen og jeg.
Uden hende, var jeg aldrig kommet så langt som jeg er.
Og jeg er klar på at komme ENDNU længere, i samarbejde med hende.

Jeg har brugt lang tid på at kringle dette indlæg sammen. Især fordi det er svært for mig at sætte ord på.

MEN det er pisse hårdt! Jeg har meldt mig syg på mit arbejde i centeret hele ugen ud. Heldigvis en forstående boss jeg har. 

Jeg har gang i mange ting lige nu, måske lidt for mange ting, taget min ‘’tilstand’’ i betragtning.

Jeg startede selvstændigt op igen i november 19. God start! Knap så fantastisk i corona perioden, da mit planlagte foredrag blev udskudt på ubestemt tid. Herudover var muligheden for fysiske klienter udelukket, da mit kontor ligger i centeret.

Det er hvad dét er. Jeg har kørt online forinden, hvilket jeg forsatte med. Bum!

Så fik jeg en fiks ide midt i det hele. Midt i kaos og udtrapning. Jeg vil starte med at læse HF efter sommerferien, hvilket stadig er min plan. Jeg har i hvert fald betalt. Ergo: Jeg er meldt ind. Min plan er at gennemfører.

Alt dette foregår i selve udtrapningen. Hvilket selvfølgelig også var et valg jeg tog. Udtrapningen var MIT valg.

Jeg holder ved valget, men jeg trapper ikke længere ned lige nu. Jeg ligger fast på 30 mg, hvilket jeg har en plan om at blive ved med i lang tid. Herudover startede jeg op på CBD olie for knap 7 dage siden. Dvs virkningen ikke er der på den front; endnu.

Jeg deler stadig ikke hvilket olie det er jeg gør brug af, da jeg vil forsikre mig det virker inden jeg reklamere for det. As if det virker, så kommer jeg selv til at forhandle det, en dag. 😊

Alt i alt, går jeg lige pt igennem en super stram periode. Jeg er MEGET ensom. Jeg ser ikke mine venner, da jeg simpelthen ikke kan overskue at være social. Og jeg er generelt MEGET social. Jeg ser min kæreste, han er det eneste individ jeg kan overskue. Og ham kan jeg også have brug for at have på afstand. Jeg har svært ved at komme ud af døren, selv for at gå- eller løbe en tur. Hvilket jeg normalt gør meget gavn af, når jeg går igennem stramme perioder.

Et eksempel er, at jeg i forgårs hoppede i træningstøjet, for at løbe en tur. Jeg nåede ud af døren, men vendte om 50 meter nede af vejen. Jeg havde svært ved at opholde længere væk fra mit hjem af gangen, fordi ”hvad nu hvis.”

Dét er en følelse alle der lider af angst, kan skrive under på. Det er normalt, men det føles som alt andet end normalt.

Alt i alt, er jeg super glad for at jeg faktisk valgte at starte selvstændigt op igen, således kan jeg nemlig arbejde hjemmefra. Priviligeret.

Denne her udtrapning, har taget sindssygt hårdt på mig. Hårdere end jeg regnede med. Hvilket giver ekstremt meget stof til eftertanke. Jeg har været ‘’bedøvet’’ i 7 år. Jeg kan mærke mig selv level 100, igen. Hvilket jeg har helt vildt svært ved at være i. Jeg føler hele tiden; at jeg bevæger mig udenfor min komfortzone, også når jeg bare er herhjemme, alene.

Et eksempel er, at min veninde og hendes kæreste kiggede spontant forbi mig i går. Jeg vidste ikke de kom. De havde kontaktet min kæreste inden, for at høre om jeg var hjemme. Min veninde ved nemlig hvordan jeg har det, da hun selv lider af angst. Hun ved, at hvis hun havde fortalt mig at de kom, så havde jeg med 99% sikkerhed aflyst. Det endte med de var herhjemme i max 15 minutter. Herefter bad jeg dem om at køre, igen.

Jeg har svært ved at sove, og jeg har svært ved at slappe af. Og når jeg endelig falder i søvn, kræver det en kamp af mig, at stå op. 

Jeg har prøvet det her før. Men selvom jeg har prøvet det før, så føles det som om at det er aller første gang. Det er nok det værste ved angst. Det der med at man ikke kan overbevise hjernen om, at der ikke er noget at være ”bange” for. Det der med ikke at kunne slappe af. Det der med, altid at være på ”vagt.”
Når det er sagt, så har jeg set angsten i øjnene 1000 gange, så jeg ved, og jeg tror på, at alt nok skal blive godt igen. Det skal blive godt igen.

Udtrapningen har gjort, at jeg føler mig revet tilbage til 2013, da jeg fik medicinen kastet i nakken. Jeg føler, at jeg skal deale med alt det; der dengang blev lagt låg på med medicin.

Herudover starter jeg hos min fantastiske teraput Lene Brøndum, her til august, igen. Ugentligt! Hun holder til i Kolding, så bare dét bliver en bedrift, at komme derop. Men det hjælper! Hun hjalp mig så meget sidste år. Hun har nemlig selv haft angst. Hun har haft det på hele samme måde som jeg. Så, det glæder jeg mig til. 

Jeg tar’ det i så stiv arm som jeg nu kan. Jeg passer selvfølgelig mit arbejde som coach. Mit arbejde på den front, vil jeg ikke undvære for noget. Jeg ELSKER mit arbejde, og jeg forsømmer ej mine klienter selvom jeg kæmper. Vi kæmper ALLE med hvert vores, det er bare de færreste der siger det højt, hvilket jeg har valgt at gøre, på trods af mit erhverv. Bryd tabu!

Jeg ser mig selv som en stemme, der kan være med til at forandre på den front. Derfor deler jeg min historie. Derfor deler jeg min kamp.

Dét hjælper mig, at det hjælper dig. ❤️

OBS* Aldrig trap ud af medicin uden samarbejde med din læge!


Jeg købte denne fine kjole, til en speciel anledning. Jeg havde fået æren af, at stå fadder til min veninde og hendes kæreste datter. Dåben fandt sted i dag. Jeg var ikke med til dåben.

En ting er, at jeg har glædet mig, meget.

En anden ting er, angst.

Udtrapning af medicin, og angst. Jeg mindes vitterligt ikke hvornår jeg sidst har mærket så meget angst i min krop. Eller jo. Da min far døde.

Jeg tænker tit, om den udtrapning er det her helvede værd. Jeg har flere gange de sidste par uger, hulkede (især overfor min kæreste), ift. at jeg virkelig har overvejet at droppe denne her udtrapning. Jeg er træt.

Jeg føler mig ægte handicappet. Sådan virkelig mentalt OG fysisk lammet. Det er en super triviel følelse have med sig 24/7.

Jeg dropper den ikke. Jeg køre på fjerde uge nu. Går alt efter planen, slipper jeg pillerne helt, om en uges tid. Jeg er pisse bange. Hele tiden.

Men jeg tror på mit projekt. Jeg tror på det bedre, uden medicin. Jeg tror på opstart af CBD olie. Jeg glæder mig, selvom det føles overvældende, og forkert. Lige nu.

Min hjerne og min krop køre på fuld smadder sådan ca 24/7.

Jeg er max følsom, og mærket. Sindssygt mærket.

Hvilket også resulterede i et opkald der foregik i gråd til min dejlige veninde i formiddags, iført kjole und alles. Klar, parat, start til barnedåben, som jeg som skrevet endte med ikke at være en del af.

Jeg tvivler på, at hun kunne forstå hvad jeg prøvede at fortælle hende. Jeg var fuldstændig rørstrømsk. Men hun kender mig godt, rigtig godt.

‘’Anne-Mette, det skal du ikke tænke på. Vi ved hvordan du har det. Du står stadig som fadder på papiret. Vi kommer ud at besøger dig, så skal du ikke tænke på at besøge os lige nu. Vi kan FaceTime dåben til dig (sagt med et smil på læben.’’

Tænk at være SÅ tålmodig. Tænk at være så forstående, og accepterende. Ja. Nu græder jeg igen, i skrivende stund.

Jeg er stadig tit i chok over, at jeg er beriget med så fantastiske venner. Min veninde blev ikke sur, tværtimod. Meget forstående. Mere forstående end jeg.

Jeg er blæst bagover ift. mine venskaber. Aldrig, og jeg mener ALDRIG har jeg været så sikker på, hvilke mennesker der betyder aller mest for mig. Aldrig! ❤️

Derfor smiler jeg. Jeg smiler fordi, jeg er omringet af sindssygt fantastiske mennesker. Jeg smiler fordi, jeg tror på det her. Jeg tror på et liv uden medicin, og angst. Jeg tror på mig.

At noget så simpelt, kan føles så uoverskueligt, og grænseoverskridende. Eller, lad mig omformulere. ANGST.

Ikke nok med at jeg er ved at trappe ud af antidepressivt medicin, hvilket jeg har fået i 6-7 år. Så peaker min angst for sygt. Jeg er tørstig konstant. Jeg sveder on/off.

Hvilket er ganske almindeligt. Men det føles langt fra almindeligt.

I forgårs græd jeg over, at jeg brændte en æggekage på. I går græd jeg, fordi min mor og min bror kom til aftensmad. Og jeg græd ‘’ikke bare.’’ Jeg græd, fordi jeg følte at jeg ikke kunne være i det.

Jeg føler at hele min krop, for ej at nævne mit sind, er vendt total på vrangen.

Derfor er jeg pænt stolt af mig selv lige nu. Ekstra bladet sendte en fotograf ned til mig i dag. Portrætbilleder etc, til en artikel en super sød journalist er ved at skrive om mig.

Altså, hallo. Jeg er blogger. Jeg burde glæde mig! Professionelt fotos skudt af en fotograf. Det burde være easy for mig!

Det er på en dag som i dag, at det havde været nemt at bunde 10 øl og sniffe en streg coke. Så havde det være super nemt for mig. Men det er et overstået kapitel hos mig. Ergo: Ikke en mulighed.

Jeg blev i det. Det var simpelthen et hav af ulidelige følelser på en gang. Smil, du er på. Når du ikke er på.

Velvidende at billederne skal bruges til en artikel, der bl.a. omhandler mit forhenværende misbrug.

Ja… Jeg siger ikke, at jeg havde lyst til at løbe skrigende væk flere gange. Men det havde jeg. Dog blev jeg i det. Velvidende at jeg gentagende gange følte at jeg var ved at besvime. Velvidende at jeg flere gange følte jeg skulle kaste op. Velvidende at jeg rystede level 100. Velvidende at jeg ikke følte jeg kunne kende forskel på op og ned.

Og ved I hvad? Jeg følte mig i mit es, da fotografen først gik i gang. Herudover var han pisse flink. Vi snakkede derud af. Billederne er blevet så gode!

Jeg blev nemlig stående. Jeg gennemførte. Og man kan overhovedet ikke se, at jeg er angst på billederne. Hvilket fik mig til at tænke over, hvor hjernedødt angst er.

Fordi, du kan ikke se det. Overhovedet. Og jeg kan godt forstå at der stadigvæk er mennesker, der ikke kan forholde sig til angst etc, fordi det er primært usynligt.

Angst kommer og går, når angsten har lyst. Vi er ikke selv herre over det. Dét kommer når dét har lyst. Uoplagte situationer. Ingen kontrol. 

Tro mig når jeg siger, at hvis et menneske tæt på dig fortæller dig at vedkommende har angst. Så tvivl ej. Vedkommende har det af helveds til. Selvom det er usynligt. Det er dit job at acceptere vedkommendes tilstand som ven/kæreste/familie. Bare vær der.

Du behøver nødvendigvis ikke at forstå. Accept.

I dag er det 9 dage siden, jeg trappede ned på 30 mg, i stedet for 60 mg. Hvis du ikke ved hvad dælen jeg snakker om, så kan du læse mit første indlæg ift. udtrapningen lige her

Jeg har, eller jeg havde egentligt ikke mærket noget negativt til det. Dog er jeg også helt sikker på, at man skal være indstillet på en nedtrapning, herudover er jeg også sikker på, at man skal lade vær med at overtænker hele situationen (selvom det er svært.)

Jeg har egentligt følt mig mere frisk. Mere overskud, og mindre ‘’slukket.’’
Men igen, jeg ved ikke om det er indbildning. Jeg er nemlig meget skeptisk. Også fordi, at jeg ‘’kun’’ er trappet ned.

Lige indtil i går, på ottende dagen. Min kæreste kom på besøg. Vi skulle have æggekage til aftensmad, hvilket jeg stod for. Ægte æggekage med æg fra bondemanden. Et mix af kyllingpølser, mozzarella, peberfrugt, forårsløg og krydderier.

Jeg brugte lang tid på at mixe den perfekte blanding sammen. Og jeg var sulten. Jeg så altså frem til den æggekage. Jeg brugte 20-30 min på at pusse nusse omkring den freaking æggekage.

Hvad fanden har en æggekage med udtrapning af medicin at gøre, tænker du sikkert.
Jo, nu skal du høre.

Jeg brændte hele æggekagen på. Som i, den var lige til skraldespanden. Normalt havde jeg bare grint af det. Altså, det er ikke første gang (eller sidste), at jeg brænder mad på.

Men jeg fik et sindssygt breakdown. Jeg blev decideret sur, og sindssygt deprimeret. Jeg stod bare og kiggede på æggekagen, imens et hav af følelser fløj igennem min hjerne, og min krop. Jeg følte i et split sekund, at jeg kunne mærke mig selv, sådan for real.

Min kæreste vidste slet ikke hvad han skulle gøre. Fordi, hallo. Det er bare en æggekage.

Jeg pendlede imellem at smile, alt imens jeg fik tårer i øjnene. Jeg kunne slet ikke være i mig selv pga følelser. Først blev jeg sur. Sådan ægte sur. Så blev jeg virkelig ked af det. Dog kunne jeg ikke lade vær med at smile af situationen. Dog varede disse smil ikke længe. Jeg sad bare i sofaen med tårer i øjnene, og kiggede ud i luften.

Hvilket gav mig muligheden for at mærke sådan ægte efter, hvilket jeg i forvejen har svært ved. Jeg er altid et skridt bagud eller foran, taget mine følelser i betragtning.

Jeg føler, at jeg venter på der sker noget forfærdeligt. Mit sind, og min krop er på vagt. Hele tiden. Jeg er konstant på vagt, hvilket kan mærkes fysisk. Jeg har tynd mave level 100. Altså toilettet bliver straffet et par gange dagligt.

Jeg synes det er hårdt. Men jeg giver ikke op. Jeg er fast besluttet på, at jeg skal helt ud af medicinen. Jeg prøver virkelig at mærke efter ift. udtrapningen. Hvordan det påvirker mig. Hvad jeg kan mærke. Og hvad der sker i mig. Når rastløsheden tager over level 100, så træner jeg. Fordi det virker. Og fordi JEG synes, at det er bedre end kemi. Der er kun en vej i min optik. Ud af, og frem af.

God weekend. ❤️

‘’Man kan have ophobet så megen angst i sit biologiske system, at det er blevet en normal tilstand, hvormed man har svært ved egentligt at genkende angsten; man sanser blot det ubestemte men insisterende indre ubehag, der ligger som en klangbund i det levede liv, uden at kunne sætte ord på hvad man lider under, og hvad lidelsen skyldes.’’

Inge Schutzshack Holm

___________________________

Endnu engang, mislykkedes jeg.

Endnu engang, skuffer jeg.

Endnu engang, sidder jeg tilbage som en fiasko.

Ingen af ovennævnte er rigtigt. Men det er sådan det føles.

.. Jeg er i en sindssyg udvikling lige nu. Jeg kan knap nok følge med. Men det går langsomt. Alt for langsomt.

Erhvervsmæssigt kunne det ikke gå bedre. Jeg kan meget mere, når det kommer til mit arbejde, kontra mit privatliv.

Mit privatliv sejler, for at sige det mildt.

Jeg er angstpræget level 100. Det er ikke som en nyhed. Men det er et slag i face, hver gang jeg mislykkedes. Hver gang.

Jeg vil sådan ønske at kontakt imellem mave og hjerne, er eksisterende hos mig. Det er den ikke. 

Jeg bliver sjælendt ked af det. Jeg græder aldrig. Jeg bliver i stedet sur eller lukker af, fordi jeg ikke vil græde. Jeg griner i stedet. 

Jeg skubber alt følsomt væk, fordi det er alt for svært for mig, hvilket altid resultere i angst. Altid.

I dag græd jeg, for første gang i mange år på egne vegne. Jeg tænker ikke det tæller, når alkohol har været involveret. Dét er jeg stolt af.

Kontakt imellem hjerne og mave var eksisterende i et moment.

Dén kontakt har været ikke eksisterende lige siden min far tog sit eget liv. Traume.

Min kærestes datter fyldte 8 år i går. Jeg var inviteret med ud at spise. Jeg kom ikke.

I dag er jeg inviteret med i legeland. Min plan var, at deltage.

Jeg deltager ikke.

Jeg kan ikke. Jeg tør ikke. ‘’Hvad nu hvis.’’ Kortslutning.

Hvad nu hvis, jeg aldrig bliver ‘’normal’’ igen? Hvad nu hvis, jeg altid skal leve sådan her. Hvad nu hvis.

Jeg har så svært ved at acceptere den tilstand jeg føler jeg bibeholder mig selv i.

Jeg mislykkedes. Og det gør ondt. Det gør så fucking ondt.

Jeg vil så gerne. Jeg vil alt i hele verden. Men jeg kan ikke. Jeg tør ikke.

…. Men i dag græd jeg. I dag følte jeg. I dag, var der forbindelse imellem mave og hjerne. Fremskridt. I dag græd jeg.