Jeg har brugt lang tid på at kringle dette indlæg sammen. Især fordi det er svært for mig at sætte ord på.

MEN det er pisse hårdt! Jeg har meldt mig syg på mit arbejde i centeret hele ugen ud. Heldigvis en forstående boss jeg har. 

Jeg har gang i mange ting lige nu, måske lidt for mange ting, taget min ‘’tilstand’’ i betragtning.

Jeg startede selvstændigt op igen i november 19. God start! Knap så fantastisk i corona perioden, da mit planlagte foredrag blev udskudt på ubestemt tid. Herudover var muligheden for fysiske klienter udelukket, da mit kontor ligger i centeret.

Det er hvad dét er. Jeg har kørt online forinden, hvilket jeg forsatte med. Bum!

Så fik jeg en fiks ide midt i det hele. Midt i kaos og udtrapning. Jeg vil starte med at læse HF efter sommerferien, hvilket stadig er min plan. Jeg har i hvert fald betalt. Ergo: Jeg er meldt ind. Min plan er at gennemfører.

Alt dette foregår i selve udtrapningen. Hvilket selvfølgelig også var et valg jeg tog. Udtrapningen var MIT valg.

Jeg holder ved valget, men jeg trapper ikke længere ned lige nu. Jeg ligger fast på 30 mg, hvilket jeg har en plan om at blive ved med i lang tid. Herudover startede jeg op på CBD olie for knap 7 dage siden. Dvs virkningen ikke er der på den front; endnu.

Jeg deler stadig ikke hvilket olie det er jeg gør brug af, da jeg vil forsikre mig det virker inden jeg reklamere for det. As if det virker, så kommer jeg selv til at forhandle det, en dag. 😊

Alt i alt, går jeg lige pt igennem en super stram periode. Jeg er MEGET ensom. Jeg ser ikke mine venner, da jeg simpelthen ikke kan overskue at være social. Og jeg er generelt MEGET social. Jeg ser min kæreste, han er det eneste individ jeg kan overskue. Og ham kan jeg også have brug for at have på afstand. Jeg har svært ved at komme ud af døren, selv for at gå- eller løbe en tur. Hvilket jeg normalt gør meget gavn af, når jeg går igennem stramme perioder.

Et eksempel er, at jeg i forgårs hoppede i træningstøjet, for at løbe en tur. Jeg nåede ud af døren, men vendte om 50 meter nede af vejen. Jeg havde svært ved at opholde længere væk fra mit hjem af gangen, fordi ”hvad nu hvis.”

Dét er en følelse alle der lider af angst, kan skrive under på. Det er normalt, men det føles som alt andet end normalt.

Alt i alt, er jeg super glad for at jeg faktisk valgte at starte selvstændigt op igen, således kan jeg nemlig arbejde hjemmefra. Priviligeret.

Denne her udtrapning, har taget sindssygt hårdt på mig. Hårdere end jeg regnede med. Hvilket giver ekstremt meget stof til eftertanke. Jeg har været ‘’bedøvet’’ i 7 år. Jeg kan mærke mig selv level 100, igen. Hvilket jeg har helt vildt svært ved at være i. Jeg føler hele tiden; at jeg bevæger mig udenfor min komfortzone, også når jeg bare er herhjemme, alene.

Et eksempel er, at min veninde og hendes kæreste kiggede spontant forbi mig i går. Jeg vidste ikke de kom. De havde kontaktet min kæreste inden, for at høre om jeg var hjemme. Min veninde ved nemlig hvordan jeg har det, da hun selv lider af angst. Hun ved, at hvis hun havde fortalt mig at de kom, så havde jeg med 99% sikkerhed aflyst. Det endte med de var herhjemme i max 15 minutter. Herefter bad jeg dem om at køre, igen.

Jeg har svært ved at sove, og jeg har svært ved at slappe af. Og når jeg endelig falder i søvn, kræver det en kamp af mig, at stå op. 

Jeg har prøvet det her før. Men selvom jeg har prøvet det før, så føles det som om at det er aller første gang. Det er nok det værste ved angst. Det der med at man ikke kan overbevise hjernen om, at der ikke er noget at være ”bange” for. Det der med ikke at kunne slappe af. Det der med, altid at være på ”vagt.”
Når det er sagt, så har jeg set angsten i øjnene 1000 gange, så jeg ved, og jeg tror på, at alt nok skal blive godt igen. Det skal blive godt igen.

Udtrapningen har gjort, at jeg føler mig revet tilbage til 2013, da jeg fik medicinen kastet i nakken. Jeg føler, at jeg skal deale med alt det; der dengang blev lagt låg på med medicin.

Herudover starter jeg hos min fantastiske teraput Lene Brøndum, her til august, igen. Ugentligt! Hun holder til i Kolding, så bare dét bliver en bedrift, at komme derop. Men det hjælper! Hun hjalp mig så meget sidste år. Hun har nemlig selv haft angst. Hun har haft det på hele samme måde som jeg. Så, det glæder jeg mig til. 

Jeg tar’ det i så stiv arm som jeg nu kan. Jeg passer selvfølgelig mit arbejde som coach. Mit arbejde på den front, vil jeg ikke undvære for noget. Jeg ELSKER mit arbejde, og jeg forsømmer ej mine klienter selvom jeg kæmper. Vi kæmper ALLE med hvert vores, det er bare de færreste der siger det højt, hvilket jeg har valgt at gøre, på trods af mit erhverv. Bryd tabu!

Jeg ser mig selv som en stemme, der kan være med til at forandre på den front. Derfor deler jeg min historie. Derfor deler jeg min kamp.

Dét hjælper mig, at det hjælper dig. ❤️

OBS* Aldrig trap ud af medicin uden samarbejde med din læge!


Jeg købte denne fine kjole, til en speciel anledning. Jeg havde fået æren af, at stå fadder til min veninde og hendes kæreste datter. Dåben fandt sted i dag. Jeg var ikke med til dåben.

En ting er, at jeg har glædet mig, meget.

En anden ting er, angst.

Udtrapning af medicin, og angst. Jeg mindes vitterligt ikke hvornår jeg sidst har mærket så meget angst i min krop. Eller jo. Da min far døde.

Jeg tænker tit, om den udtrapning er det her helvede værd. Jeg har flere gange de sidste par uger, hulkede (især overfor min kæreste), ift. at jeg virkelig har overvejet at droppe denne her udtrapning. Jeg er træt.

Jeg føler mig ægte handicappet. Sådan virkelig mentalt OG fysisk lammet. Det er en super triviel følelse have med sig 24/7.

Jeg dropper den ikke. Jeg køre på fjerde uge nu. Går alt efter planen, slipper jeg pillerne helt, om en uges tid. Jeg er pisse bange. Hele tiden.

Men jeg tror på mit projekt. Jeg tror på det bedre, uden medicin. Jeg tror på opstart af CBD olie. Jeg glæder mig, selvom det føles overvældende, og forkert. Lige nu.

Min hjerne og min krop køre på fuld smadder sådan ca 24/7.

Jeg er max følsom, og mærket. Sindssygt mærket.

Hvilket også resulterede i et opkald der foregik i gråd til min dejlige veninde i formiddags, iført kjole und alles. Klar, parat, start til barnedåben, som jeg som skrevet endte med ikke at være en del af.

Jeg tvivler på, at hun kunne forstå hvad jeg prøvede at fortælle hende. Jeg var fuldstændig rørstrømsk. Men hun kender mig godt, rigtig godt.

‘’Anne-Mette, det skal du ikke tænke på. Vi ved hvordan du har det. Du står stadig som fadder på papiret. Vi kommer ud at besøger dig, så skal du ikke tænke på at besøge os lige nu. Vi kan FaceTime dåben til dig (sagt med et smil på læben.’’

Tænk at være SÅ tålmodig. Tænk at være så forstående, og accepterende. Ja. Nu græder jeg igen, i skrivende stund.

Jeg er stadig tit i chok over, at jeg er beriget med så fantastiske venner. Min veninde blev ikke sur, tværtimod. Meget forstående. Mere forstående end jeg.

Jeg er blæst bagover ift. mine venskaber. Aldrig, og jeg mener ALDRIG har jeg været så sikker på, hvilke mennesker der betyder aller mest for mig. Aldrig! ❤️

Derfor smiler jeg. Jeg smiler fordi, jeg er omringet af sindssygt fantastiske mennesker. Jeg smiler fordi, jeg tror på det her. Jeg tror på et liv uden medicin, og angst. Jeg tror på mig.

I dag er det 9 dage siden, jeg trappede ned på 30 mg, i stedet for 60 mg. Hvis du ikke ved hvad dælen jeg snakker om, så kan du læse mit første indlæg ift. udtrapningen lige her

Jeg har, eller jeg havde egentligt ikke mærket noget negativt til det. Dog er jeg også helt sikker på, at man skal være indstillet på en nedtrapning, herudover er jeg også sikker på, at man skal lade vær med at overtænker hele situationen (selvom det er svært.)

Jeg har egentligt følt mig mere frisk. Mere overskud, og mindre ‘’slukket.’’
Men igen, jeg ved ikke om det er indbildning. Jeg er nemlig meget skeptisk. Også fordi, at jeg ‘’kun’’ er trappet ned.

Lige indtil i går, på ottende dagen. Min kæreste kom på besøg. Vi skulle have æggekage til aftensmad, hvilket jeg stod for. Ægte æggekage med æg fra bondemanden. Et mix af kyllingpølser, mozzarella, peberfrugt, forårsløg og krydderier.

Jeg brugte lang tid på at mixe den perfekte blanding sammen. Og jeg var sulten. Jeg så altså frem til den æggekage. Jeg brugte 20-30 min på at pusse nusse omkring den freaking æggekage.

Hvad fanden har en æggekage med udtrapning af medicin at gøre, tænker du sikkert.
Jo, nu skal du høre.

Jeg brændte hele æggekagen på. Som i, den var lige til skraldespanden. Normalt havde jeg bare grint af det. Altså, det er ikke første gang (eller sidste), at jeg brænder mad på.

Men jeg fik et sindssygt breakdown. Jeg blev decideret sur, og sindssygt deprimeret. Jeg stod bare og kiggede på æggekagen, imens et hav af følelser fløj igennem min hjerne, og min krop. Jeg følte i et split sekund, at jeg kunne mærke mig selv, sådan for real.

Min kæreste vidste slet ikke hvad han skulle gøre. Fordi, hallo. Det er bare en æggekage.

Jeg pendlede imellem at smile, alt imens jeg fik tårer i øjnene. Jeg kunne slet ikke være i mig selv pga følelser. Først blev jeg sur. Sådan ægte sur. Så blev jeg virkelig ked af det. Dog kunne jeg ikke lade vær med at smile af situationen. Dog varede disse smil ikke længe. Jeg sad bare i sofaen med tårer i øjnene, og kiggede ud i luften.

Hvilket gav mig muligheden for at mærke sådan ægte efter, hvilket jeg i forvejen har svært ved. Jeg er altid et skridt bagud eller foran, taget mine følelser i betragtning.

Jeg føler, at jeg venter på der sker noget forfærdeligt. Mit sind, og min krop er på vagt. Hele tiden. Jeg er konstant på vagt, hvilket kan mærkes fysisk. Jeg har tynd mave level 100. Altså toilettet bliver straffet et par gange dagligt.

Jeg synes det er hårdt. Men jeg giver ikke op. Jeg er fast besluttet på, at jeg skal helt ud af medicinen. Jeg prøver virkelig at mærke efter ift. udtrapningen. Hvordan det påvirker mig. Hvad jeg kan mærke. Og hvad der sker i mig. Når rastløsheden tager over level 100, så træner jeg. Fordi det virker. Og fordi JEG synes, at det er bedre end kemi. Der er kun en vej i min optik. Ud af, og frem af.

God weekend. ❤️

‘’Man kan have ophobet så megen angst i sit biologiske system, at det er blevet en normal tilstand, hvormed man har svært ved egentligt at genkende angsten; man sanser blot det ubestemte men insisterende indre ubehag, der ligger som en klangbund i det levede liv, uden at kunne sætte ord på hvad man lider under, og hvad lidelsen skyldes.’’

Inge Schutzshack Holm

___________________________

Endnu engang, mislykkedes jeg.

Endnu engang, skuffer jeg.

Endnu engang, sidder jeg tilbage som en fiasko.

Ingen af ovennævnte er rigtigt. Men det er sådan det føles.

.. Jeg er i en sindssyg udvikling lige nu. Jeg kan knap nok følge med. Men det går langsomt. Alt for langsomt.

Erhvervsmæssigt kunne det ikke gå bedre. Jeg kan meget mere, når det kommer til mit arbejde, kontra mit privatliv.

Mit privatliv sejler, for at sige det mildt.

Jeg er angstpræget level 100. Det er ikke som en nyhed. Men det er et slag i face, hver gang jeg mislykkedes. Hver gang.

Jeg vil sådan ønske at kontakt imellem mave og hjerne, er eksisterende hos mig. Det er den ikke. 

Jeg bliver sjælendt ked af det. Jeg græder aldrig. Jeg bliver i stedet sur eller lukker af, fordi jeg ikke vil græde. Jeg griner i stedet. 

Jeg skubber alt følsomt væk, fordi det er alt for svært for mig, hvilket altid resultere i angst. Altid.

I dag græd jeg, for første gang i mange år på egne vegne. Jeg tænker ikke det tæller, når alkohol har været involveret. Dét er jeg stolt af.

Kontakt imellem hjerne og mave var eksisterende i et moment.

Dén kontakt har været ikke eksisterende lige siden min far tog sit eget liv. Traume.

Min kærestes datter fyldte 8 år i går. Jeg var inviteret med ud at spise. Jeg kom ikke.

I dag er jeg inviteret med i legeland. Min plan var, at deltage.

Jeg deltager ikke.

Jeg kan ikke. Jeg tør ikke. ‘’Hvad nu hvis.’’ Kortslutning.

Hvad nu hvis, jeg aldrig bliver ‘’normal’’ igen? Hvad nu hvis, jeg altid skal leve sådan her. Hvad nu hvis.

Jeg har så svært ved at acceptere den tilstand jeg føler jeg bibeholder mig selv i.

Jeg mislykkedes. Og det gør ondt. Det gør så fucking ondt.

Jeg vil så gerne. Jeg vil alt i hele verden. Men jeg kan ikke. Jeg tør ikke.

…. Men i dag græd jeg. I dag følte jeg. I dag, var der forbindelse imellem mave og hjerne. Fremskridt. I dag græd jeg. 

TAK for alle jeres svar! Mange af jeres svar gik igen. Ergo: DU ER IKKE ALENE. ❤️

Jeg har samlet alle jeres svar i dette indlæg. Forhåbentligt får det dig med angst til, ikke at følge dig fuldstændig alene. Måske, dem omkring dig vil have gavn af at læse dette indlæg?

DET VÆRSTE VED AT ANGST ER….

At angsten begrænser mig

At jeg aldrig ved aldrig hvornår angsten kommer, og hvornår den stopper

At være begrænset i forhold til oplevelser med mine børn

At være afhængig af andre når jeg eksempelvis skal handle

At være begrænset i sociale sammenhæng

At det påvirker mine relationer. Familie, venner og kæreste

At jeg ikke kan forklare mine børn, hvorfor jeg ikke kan tage med til skolefest fx

At være angst for angsten

At jeg aldrig har lyst til at tage ud

At jeg ikke tør at tage kørekort

At jeg føler mig fanget og lammet

At det er svært at forklare familie og venner

At jeg ikke føler jeg kan leve det liv, jeg gerne vil

At det forhindre mig den fremtid jeg gerne vil have

At jeg som 18 årig ikke er i stand til at feste med mine venner

At jeg rationelt godt ved, at jeg ikke behøver at blive bange, men bliver det alligevel

At jeg ikke kan spise mad

At jeg ikke tør være alene, eller sammen med andre

At være i konstant alarmberedskab

At jeg ikke kan kontrollere min vejtrækning

At jeg er bange for at besvime

At mit hjerte galopere, også flere dage efter et angstanfald

At jeg aflyser aftaler gang på gang

At jeg føler mig mindre værd

At jeg ikke kan forklare det

At miste kontrollen over kroppen

At jeg ikke kan varetage et arbejde

At ingen kan se det på mig

At angsten frarøver mig min livskvalitet

At jeg ikke kan styre mine egne handlinger

At jeg ikke kan tage offentlig transport

At jeg ikke længere tør leve spontant

At uvirkelighedsfornemmelsen tar’ overhånd

At jeg ikke ved hvorfor angsten kommer

At jeg ikke kan se mig ud af det, når jeg står midt i det

At jeg ikke kan stole på min egen krop

At bruge alt min energi på at overrække noget der ikke kommer til at ske

Byd gerne ind med flere svar. 🙏🏻

Det længe ventede indlæg er her finally! Jeg beklager virkelig ventetiden, men dén går hånd i hånd med, at min kæreste skulle finde tid (og lyst) til at besvare jeres, og mine spørgsmål.

Han er ikke meget for alt det her blogger halløj, så han skulle tage tilløb til dét.
Jeg gav ham alt den tid han skulle bruge.
Det er der kommet dette ud af:

Hvordan er det at være kærester med en der lider af angst?
I det daglige mærker jeg det jo ikke som sådan, da vi ikke ses hver dag. Jeg oplever heller ikke de eventuelle ‘anfald’ der opstår når hun færdes ude i dagligdagen uden mig. Hun fortæller mig heller ikke alt om hvad der sker på angst området, så jeg bliver jo ‘skånet’ for en del.

Hvordan tackler du dét faktum, at du er kærester med en der ((pt)) er så ‘’handlingslammet’’?
Jeg forsøger at tackle det ved ikke at glæde mig for meget til en evt. aftale. På den måde skåner jeg mig selv for at blive trist og har derved overskuddet til at kunne være der for hende. Selvfølgelig er det skide ærgerligt at måtte aflyse eller ændre på planerne, men man må bare acceptere det faktum at angst er ude for mine og hendes hænder.

Hvordan tackler du aflysningerne, uvisheden, og forvirringen – gang på gang?
Det er ikke altid nemt af bevare fokus på bolden og ikke komme til at gå efter manden. Man bliver selvfølgelig såret når man har glædet sig til noget med hende og vi så på vej ud ad døren må vende om. Jeg har også kommet til at snerre af hende – hvilket jeg er skide ked af! Jeg håndtere det bedst ved ikke at forvente noget. Lykkedes en aftale – perfekt! Hvis ikke – så ses vi bare i morgen. At have fulgt hendes kamp mod angst det seneste år har også hjulpet mig meget til kunne acceptere tingene som de er.

Hvor meget fylder angsten i jeres parforhold?
Jeg er kæreste både med hende og angst. Glædeligt er det 99% min kæreste jeg oplever. Angst fylder en del. Ikke at vi konstant taler om det eller at hun er påvirket af angsten, men den er der, så vi kan ikke bare tage på café eller ud i biografen.

Hvordan tackler du situationen i en helhed?
Tålmodighed er nok mit bedste våben.

Hvordan påvirker det dig?
Jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg var upåvirket. Der sker jo også en masse i mig, både i hendes opture og medgang, men også i det modsatte.

Hvad finder du positivt i hele processen?
Det mest positive må være hendes udvikling. At se hendes fremskridt, og hendes vilje er imponerende. At jeg så også lærer en del om mig selv sideløbende er bare en bonus.

Hvad er dit bedste råd til ham/hende, der er i et parforhold med en der lider af angst?
Lær at være sindssyg tålmodig,  og så lytte til hvad partneren fortæller. Stil spørgsmål hvis man er i tvivl om hvad partneren mener, så man ikke misforstår hinanden.

Jeg håber I kunne bruge det til noget. Hvis I har flere spørgsmål, så skriv endelig en kommentar til indlægget, eller send mig en mail på sundtaretrundt@outlook.com

Tak fordi du læste med. 🙂

Min kæreste har to skønne piger. En på 7 år, og en på 11 år. Jeg tror jeg sammenlagt har set dem 6 gange, max. Ikke fordi, at jeg ikke har haft muligheden. Fordi det har jeg! Men fordi, det har været for svært for mig, grundet mit sind.

De er ikke de eneste, jeg har ikke har brugt på min tid på. Jeg har generelt ikke deltaget familierelateret aktiviteter, på hans side. Lige så vel, som jeg næsten ikke har deltaget i familierelateret aktiviter, med min egen familie. For ej at nævne mine nære venner.  Som I ved, er mit arbejde det eneste, jeg rent faktisk kan begrave mig i, uden at mærke særlig meget til dén side af mig selv. Det er måske skørt set udefra, at det er svære for mig at drikke en kop kaffe med en veninde, i forhold til dét er at lave eksempelvis en kostplan.

Det giver dog ret god mening, hvis jeg analysere hele situationen. Uden at overanalysere. Når noget generelt kommer nært, tar’ jeg afstand. Ikke af lyst, tværtimod. Men fordi det indre tar’ overhånd. Jeg bliver bange. Fysisk bange. Det gør ondt.

Det er ikke holdbart. Jeg siger ikke, at det burde være omvendt. Tværtimod! Det burde være på lige fod. Jeg elsker mit arbejde, bevares. Men jeg elsker altså også mine venner, min familie, og min kæreste.

Derfor synes jeg at det er vigtigt at nævne, at jeg i går passede min kærestes dejlige piger i 3 timer. Alene.

De er meget selvstændige, bevares. Men jeg var den voksne. Det var mig, der var hovedansvarlige.

For blot 3-4 mdr siden, ‘’turde’’ jeg knap nok mænge mig med dem, fordi…. Hvad nu hvis (?!)

Jeg har opholdt mig minimalt hos min kæreste. Vi er altid hos mig. Hjemmebane.

Hans hus, hans tryghed, hans hjem, dét har givet mig så ufattelig meget utryghed. Faktisk så meget, at jeg flere gange er kommet i tvivl om, det måske var fordi, ham og jeg ikke var ‘’meant to be?’’

Det er vi. Det er den usikre, og traumatiske side af mig, der hurtigt tager over. Men det arbejder jeg heldigvis med. Den side tager næsten aldrig over mere.

Jeg er ikke mit traume. Det er du heller ikke! Husk det!

… Jeg vil dog ikke sige at jeg er kommet SÅ langt, at jeg forstår mig selv og mit mentale 100%, og jeg giver heller ej plads til den altid. Men jeg trodser mit sind gang på gang, selvom det gør helt ekstremt ondt.

Et traume er en oplevelse, ikke en identitet.

Hvad nu hvis, føles dag for dag længere og længere væk. Jeg tør meget mere. 

… Jeg havde et par vildt dejlige timer med hans børn i går. De er simpelthen (for mit held) såååå velopdragne, selvstændige, og kærlige.

Når en lille pige på 7 år, fortæller mig gentagende gange at hun har savnet mig, og at det har været den bedste aften i hendes liv, så ved man ligesom bare, at man har gjort det godt. Lige så vel som når en pige på 11 år putter sig ind til en, fordi det havde hun lyst til. Altså da jeg var 11 år, afskyede jeg putning.

Mit liv giver mere og mere mening. Jeg giver mere, og mere mening. Jeg tar’ ansvar for mit traume. Jeg tar’ ansvar for mig selv. Mere og mere, dag for dag.

Jeg har gjort noget sindssygt i dag. Jeg har gjort noget, som jeg ikke har bevæget mig hen imod at gøre i 6 år.

Jeg har ikke taget et tog siden jeg for 6 år siden tog toget hjem, for at bisætte min far. Alt dét der har foregået udenbys, har foregået med en høj promille, ellers ikke.

Jeg har meldt fra til så ufatteligt meget, jeg i starten har sagt ja til at deltage i. Alt fra fødselsdage, barnedåb, babyshower, events, møder m.m.

Som I ved, så er jeg startet hos en vanvittigt dygtig psykoterapeut. Hun har selv haft angst i, hold fast… 14 år! Hun ved om nogen hvordan dét er. Hun er dagen i dag angst freaking fri. Ja. Det kan altså lade sig gøre.

‘’Du er ikke angst, du har angst.’’

Jeg skal til en konference i Aarhus D. 9 oktober, det havde jeg for bare 1 år siden sagt ja til, men meldt fra i sidste øjeblik. Det er jeg færdig med. Det SKAL jeg være færdig med. Fandme ja jeg skal afsted denne her gang.

I dag tog jeg TOGET til Kolding, hvor min terapeut samlede mig op, så kørte vi sammen til AARHUS, og så tog jeg TOGET hjem igen fra Kolding. Jeg fik det mest ubehagelige panik anfald allerede da vi ramte Vejle. Hun stoppede bilen. Jeg gik ud, og jeg græd. Jeg havde det elendigt.

Men vi forsatte. Inden jeg så mig om, så var vi i Aarhus. Hun er simpelthen så dygtig!!

Jeg har det stadig svært ved at noget så banalt, kan være så stor en byrde. Især når man aldrig har været begrænset på den front før. Jeg har som nævnt mange gange, altid taget en bus, et tog, eller været passager i en bil, uden problemer. Det er jo en kæmpe begrænsning, ikke at ‘’kunne’’. Som jeg har sagt til min terapeut: Det er lige før jeg vil ønske jeg altid havde haft det sådan her, fordi så vidste jeg ikke hvad jeg gik glip af.

Jeg har det for vildt over mig selv lige nu. Det har jeg lært at man godt må have, når man gør noget godt for sig selv. Jeg er max klar til den konference i Aarhus nu!

1-0 til mig man! Fuck angst. 🕺🏻

Min terapeut Lene og jeg, foran en tankstation i Aarhus.

www.leneikolding.dk

 

 

Jeg har som I ved ikke taget offentligt transport i 6 år (måske 2-3 gange max). Jeg fik konstateret angst få mdr inden min far døde. Så at det gik i udbrud level 100 efter hans pludselig død, kommer i princippet ikke som en overraskelse. Selvom det gjorde.

Jeg gik fra at pendle imellem København og Sønderjylland, til ikke engang at kunne opholde mig på en bus el. togstation.

‘’Kom nu videre Anne-Mette. Det er 6 år siden for fanden. I stedet for at pådutte dig den offerrolle hele tiden, så gør noget ved det i stedet! Kom nu lidt altså… Det er kun dig der kan fikse det. Ingen andre.’’

Dét siger jeg tit til mig selv. Fordi det er rigtigt. Jeg føler lidt jeg er et barn der skal lære at gå, når det kommer til offentligt transport, generelt kørsel. Det lyder helt syret, I know. Men det er sådan det føles. Jeg føler det er ude af mine hænder. Jeg føler ikke jeg hvordan man gør. Det skræmmer mig, når jeg står i dét.

Gør det nu. Bliv i det. Selvom det føles fuldstændigt forkert i momentet.

Jeg er stoppet med at slå mig selv i hovedet med hvor fucking åndssvagt det er, at jeg ikke ‘’tør’’ tage en bus el et tog. Det er sådan det er! Det bliver sku ikke anderledes, hvis jeg slår mig selv i hovedet med det. Jeg skal i stedet acceptere det.

For 6 mdr siden gik det helt amok, for at sige det mildt. Jeg ‘’turde’’ ikke engang se mine venner, min familie, eller min kæreste.

Såååå i dag tog jeg sku bussen i 30 mins du. 30 min fuldstændig ukontrollerbart. Jeg lyver ikke når jeg siger, minutterne op til bussen kom, var jeg 102918 gange ved at stikke af. Fordi det er nemt. Fuck nemt. Jeg er træt af nemt. Jeg tog bussen. Den bus skal jeg faktisk tage 4 gange i ugen fremover. Det skal jeg fordi jeg nu er tilknyttet Sport og Fitness i Løgumkloster. Centerlederen derude er noget af de sødeste og mest forstående jeg længe har mødt på min vej. Jeg har kun været i centeret to gange, og jeg er allerede rigtig glad for dét. Det bliver så godt! Jeg ser i hvert fald frem til et super fedt samarbejde. Mere om det på et andet tidspunkt. 

MEN HALLOOO! Jeg tog bussen.

B u s s e n!

Det kan jeg helt sikkert takke mig selv for. Ja. Det skrev jeg lige.

Vi skal fandme huske at klappe os selv på skulderen, når vi handler ud af vores comfortzone! Jeg smed offerrollen væk i morges, og tog ansvar. Jeg handlede trods angsten.

Jeg har haft så ondt af mig selv i såååå lang tid. Det har jeg stadig i nu og næ, bevares. But still.

Havde jeg ikke begyndt at tage min træning seriøst for 6 mdr siden, havde jeg ikke sat i denne her bus. Lider du af angst? Så opfordre jeg dig til at hoppe i træningstøjet når du har muligheden. Eller joggingtøjet. Eller bare tøjet. Du behøver ikke tage ned i et fitnesscenter, løbe, eller cykle en tur. Gå en tur. Bevæg dig. Gå en langsom tur.

Gør det, selvom det virker fuldstændig uoverskueligt. Det kan lade sig gøre! Det hjælper MEGET mere end en eller flere medicin præparater. En god blanding af træning og terapi, er vejen frem. Jeg har lang vej endnu, bevares. Men det går FREM af!

Angst guide still on the way. Snart!