I dag er det 9 dage siden, jeg trappede ned på 30 mg, i stedet for 60 mg. Hvis du ikke ved hvad dælen jeg snakker om, så kan du læse mit første indlæg ift. udtrapningen lige her

Jeg har, eller jeg havde egentligt ikke mærket noget negativt til det. Dog er jeg også helt sikker på, at man skal være indstillet på en nedtrapning, herudover er jeg også sikker på, at man skal lade vær med at overtænker hele situationen (selvom det er svært.)

Jeg har egentligt følt mig mere frisk. Mere overskud, og mindre ‘’slukket.’’
Men igen, jeg ved ikke om det er indbildning. Jeg er nemlig meget skeptisk. Også fordi, at jeg ‘’kun’’ er trappet ned.

Lige indtil i går, på ottende dagen. Min kæreste kom på besøg. Vi skulle have æggekage til aftensmad, hvilket jeg stod for. Ægte æggekage med æg fra bondemanden. Et mix af kyllingpølser, mozzarella, peberfrugt, forårsløg og krydderier.

Jeg brugte lang tid på at mixe den perfekte blanding sammen. Og jeg var sulten. Jeg så altså frem til den æggekage. Jeg brugte 20-30 min på at pusse nusse omkring den freaking æggekage.

Hvad fanden har en æggekage med udtrapning af medicin at gøre, tænker du sikkert.
Jo, nu skal du høre.

Jeg brændte hele æggekagen på. Som i, den var lige til skraldespanden. Normalt havde jeg bare grint af det. Altså, det er ikke første gang (eller sidste), at jeg brænder mad på.

Men jeg fik et sindssygt breakdown. Jeg blev decideret sur, og sindssygt deprimeret. Jeg stod bare og kiggede på æggekagen, imens et hav af følelser fløj igennem min hjerne, og min krop. Jeg følte i et split sekund, at jeg kunne mærke mig selv, sådan for real.

Min kæreste vidste slet ikke hvad han skulle gøre. Fordi, hallo. Det er bare en æggekage.

Jeg pendlede imellem at smile, alt imens jeg fik tårer i øjnene. Jeg kunne slet ikke være i mig selv pga følelser. Først blev jeg sur. Sådan ægte sur. Så blev jeg virkelig ked af det. Dog kunne jeg ikke lade vær med at smile af situationen. Dog varede disse smil ikke længe. Jeg sad bare i sofaen med tårer i øjnene, og kiggede ud i luften.

Hvilket gav mig muligheden for at mærke sådan ægte efter, hvilket jeg i forvejen har svært ved. Jeg er altid et skridt bagud eller foran, taget mine følelser i betragtning.

Jeg føler, at jeg venter på der sker noget forfærdeligt. Mit sind, og min krop er på vagt. Hele tiden. Jeg er konstant på vagt, hvilket kan mærkes fysisk. Jeg har tynd mave level 100. Altså toilettet bliver straffet et par gange dagligt.

Jeg synes det er hårdt. Men jeg giver ikke op. Jeg er fast besluttet på, at jeg skal helt ud af medicinen. Jeg prøver virkelig at mærke efter ift. udtrapningen. Hvordan det påvirker mig. Hvad jeg kan mærke. Og hvad der sker i mig. Når rastløsheden tager over level 100, så træner jeg. Fordi det virker. Og fordi JEG synes, at det er bedre end kemi. Der er kun en vej i min optik. Ud af, og frem af.

God weekend. ❤️

‘’Man kan have ophobet så megen angst i sit biologiske system, at det er blevet en normal tilstand, hvormed man har svært ved egentligt at genkende angsten; man sanser blot det ubestemte men insisterende indre ubehag, der ligger som en klangbund i det levede liv, uden at kunne sætte ord på hvad man lider under, og hvad lidelsen skyldes.’’

Inge Schutzshack Holm

___________________________

Endnu engang, mislykkedes jeg.

Endnu engang, skuffer jeg.

Endnu engang, sidder jeg tilbage som en fiasko.

Ingen af ovennævnte er rigtigt. Men det er sådan det føles.

.. Jeg er i en sindssyg udvikling lige nu. Jeg kan knap nok følge med. Men det går langsomt. Alt for langsomt.

Erhvervsmæssigt kunne det ikke gå bedre. Jeg kan meget mere, når det kommer til mit arbejde, kontra mit privatliv.

Mit privatliv sejler, for at sige det mildt.

Jeg er angstpræget level 100. Det er ikke som en nyhed. Men det er et slag i face, hver gang jeg mislykkedes. Hver gang.

Jeg vil sådan ønske at kontakt imellem mave og hjerne, er eksisterende hos mig. Det er den ikke. 

Jeg bliver sjælendt ked af det. Jeg græder aldrig. Jeg bliver i stedet sur eller lukker af, fordi jeg ikke vil græde. Jeg griner i stedet. 

Jeg skubber alt følsomt væk, fordi det er alt for svært for mig, hvilket altid resultere i angst. Altid.

I dag græd jeg, for første gang i mange år på egne vegne. Jeg tænker ikke det tæller, når alkohol har været involveret. Dét er jeg stolt af.

Kontakt imellem hjerne og mave var eksisterende i et moment.

Dén kontakt har været ikke eksisterende lige siden min far tog sit eget liv. Traume.

Min kærestes datter fyldte 8 år i går. Jeg var inviteret med ud at spise. Jeg kom ikke.

I dag er jeg inviteret med i legeland. Min plan var, at deltage.

Jeg deltager ikke.

Jeg kan ikke. Jeg tør ikke. ‘’Hvad nu hvis.’’ Kortslutning.

Hvad nu hvis, jeg aldrig bliver ‘’normal’’ igen? Hvad nu hvis, jeg altid skal leve sådan her. Hvad nu hvis.

Jeg har så svært ved at acceptere den tilstand jeg føler jeg bibeholder mig selv i.

Jeg mislykkedes. Og det gør ondt. Det gør så fucking ondt.

Jeg vil så gerne. Jeg vil alt i hele verden. Men jeg kan ikke. Jeg tør ikke.

…. Men i dag græd jeg. I dag følte jeg. I dag, var der forbindelse imellem mave og hjerne. Fremskridt. I dag græd jeg. 

TAK for alle jeres svar! Mange af jeres svar gik igen. Ergo: DU ER IKKE ALENE. ❤️

Jeg har samlet alle jeres svar i dette indlæg. Forhåbentligt får det dig med angst til, ikke at følge dig fuldstændig alene. Måske, dem omkring dig vil have gavn af at læse dette indlæg?

DET VÆRSTE VED AT ANGST ER….

At angsten begrænser mig

At jeg aldrig ved aldrig hvornår angsten kommer, og hvornår den stopper

At være begrænset i forhold til oplevelser med mine børn

At være afhængig af andre når jeg eksempelvis skal handle

At være begrænset i sociale sammenhæng

At det påvirker mine relationer. Familie, venner og kæreste

At jeg ikke kan forklare mine børn, hvorfor jeg ikke kan tage med til skolefest fx

At være angst for angsten

At jeg aldrig har lyst til at tage ud

At jeg ikke tør at tage kørekort

At jeg føler mig fanget og lammet

At det er svært at forklare familie og venner

At jeg ikke føler jeg kan leve det liv, jeg gerne vil

At det forhindre mig den fremtid jeg gerne vil have

At jeg som 18 årig ikke er i stand til at feste med mine venner

At jeg rationelt godt ved, at jeg ikke behøver at blive bange, men bliver det alligevel

At jeg ikke kan spise mad

At jeg ikke tør være alene, eller sammen med andre

At være i konstant alarmberedskab

At jeg ikke kan kontrollere min vejtrækning

At jeg er bange for at besvime

At mit hjerte galopere, også flere dage efter et angstanfald

At jeg aflyser aftaler gang på gang

At jeg føler mig mindre værd

At jeg ikke kan forklare det

At miste kontrollen over kroppen

At jeg ikke kan varetage et arbejde

At ingen kan se det på mig

At angsten frarøver mig min livskvalitet

At jeg ikke kan styre mine egne handlinger

At jeg ikke kan tage offentlig transport

At jeg ikke længere tør leve spontant

At uvirkelighedsfornemmelsen tar’ overhånd

At jeg ikke ved hvorfor angsten kommer

At jeg ikke kan se mig ud af det, når jeg står midt i det

At jeg ikke kan stole på min egen krop

At bruge alt min energi på at overrække noget der ikke kommer til at ske

Byd gerne ind med flere svar. 🙏🏻

Det længe ventede indlæg er her finally! Jeg beklager virkelig ventetiden, men dén går hånd i hånd med, at min kæreste skulle finde tid (og lyst) til at besvare jeres, og mine spørgsmål.

Han er ikke meget for alt det her blogger halløj, så han skulle tage tilløb til dét.
Jeg gav ham alt den tid han skulle bruge.
Det er der kommet dette ud af:

Hvordan er det at være kærester med en der lider af angst?
I det daglige mærker jeg det jo ikke som sådan, da vi ikke ses hver dag. Jeg oplever heller ikke de eventuelle ‘anfald’ der opstår når hun færdes ude i dagligdagen uden mig. Hun fortæller mig heller ikke alt om hvad der sker på angst området, så jeg bliver jo ‘skånet’ for en del.

Hvordan tackler du dét faktum, at du er kærester med en der ((pt)) er så ‘’handlingslammet’’?
Jeg forsøger at tackle det ved ikke at glæde mig for meget til en evt. aftale. På den måde skåner jeg mig selv for at blive trist og har derved overskuddet til at kunne være der for hende. Selvfølgelig er det skide ærgerligt at måtte aflyse eller ændre på planerne, men man må bare acceptere det faktum at angst er ude for mine og hendes hænder.

Hvordan tackler du aflysningerne, uvisheden, og forvirringen – gang på gang?
Det er ikke altid nemt af bevare fokus på bolden og ikke komme til at gå efter manden. Man bliver selvfølgelig såret når man har glædet sig til noget med hende og vi så på vej ud ad døren må vende om. Jeg har også kommet til at snerre af hende – hvilket jeg er skide ked af! Jeg håndtere det bedst ved ikke at forvente noget. Lykkedes en aftale – perfekt! Hvis ikke – så ses vi bare i morgen. At have fulgt hendes kamp mod angst det seneste år har også hjulpet mig meget til kunne acceptere tingene som de er.

Hvor meget fylder angsten i jeres parforhold?
Jeg er kæreste både med hende og angst. Glædeligt er det 99% min kæreste jeg oplever. Angst fylder en del. Ikke at vi konstant taler om det eller at hun er påvirket af angsten, men den er der, så vi kan ikke bare tage på café eller ud i biografen.

Hvordan tackler du situationen i en helhed?
Tålmodighed er nok mit bedste våben.

Hvordan påvirker det dig?
Jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg var upåvirket. Der sker jo også en masse i mig, både i hendes opture og medgang, men også i det modsatte.

Hvad finder du positivt i hele processen?
Det mest positive må være hendes udvikling. At se hendes fremskridt, og hendes vilje er imponerende. At jeg så også lærer en del om mig selv sideløbende er bare en bonus.

Hvad er dit bedste råd til ham/hende, der er i et parforhold med en der lider af angst?
Lær at være sindssyg tålmodig,  og så lytte til hvad partneren fortæller. Stil spørgsmål hvis man er i tvivl om hvad partneren mener, så man ikke misforstår hinanden.

Jeg håber I kunne bruge det til noget. Hvis I har flere spørgsmål, så skriv endelig en kommentar til indlægget, eller send mig en mail på sundtaretrundt@outlook.com

Tak fordi du læste med. 🙂

Min kæreste har to skønne piger. En på 7 år, og en på 11 år. Jeg tror jeg sammenlagt har set dem 6 gange, max. Ikke fordi, at jeg ikke har haft muligheden. Fordi det har jeg! Men fordi, det har været for svært for mig, grundet mit sind.

De er ikke de eneste, jeg har ikke har brugt på min tid på. Jeg har generelt ikke deltaget familierelateret aktiviteter, på hans side. Lige så vel, som jeg næsten ikke har deltaget i familierelateret aktiviter, med min egen familie. For ej at nævne mine nære venner.  Som I ved, er mit arbejde det eneste, jeg rent faktisk kan begrave mig i, uden at mærke særlig meget til dén side af mig selv. Det er måske skørt set udefra, at det er svære for mig at drikke en kop kaffe med en veninde, i forhold til dét er at lave eksempelvis en kostplan.

Det giver dog ret god mening, hvis jeg analysere hele situationen. Uden at overanalysere. Når noget generelt kommer nært, tar’ jeg afstand. Ikke af lyst, tværtimod. Men fordi det indre tar’ overhånd. Jeg bliver bange. Fysisk bange. Det gør ondt.

Det er ikke holdbart. Jeg siger ikke, at det burde være omvendt. Tværtimod! Det burde være på lige fod. Jeg elsker mit arbejde, bevares. Men jeg elsker altså også mine venner, min familie, og min kæreste.

Derfor synes jeg at det er vigtigt at nævne, at jeg i går passede min kærestes dejlige piger i 3 timer. Alene.

De er meget selvstændige, bevares. Men jeg var den voksne. Det var mig, der var hovedansvarlige.

For blot 3-4 mdr siden, ‘’turde’’ jeg knap nok mænge mig med dem, fordi…. Hvad nu hvis (?!)

Jeg har opholdt mig minimalt hos min kæreste. Vi er altid hos mig. Hjemmebane.

Hans hus, hans tryghed, hans hjem, dét har givet mig så ufattelig meget utryghed. Faktisk så meget, at jeg flere gange er kommet i tvivl om, det måske var fordi, ham og jeg ikke var ‘’meant to be?’’

Det er vi. Det er den usikre, og traumatiske side af mig, der hurtigt tager over. Men det arbejder jeg heldigvis med. Den side tager næsten aldrig over mere.

Jeg er ikke mit traume. Det er du heller ikke! Husk det!

… Jeg vil dog ikke sige at jeg er kommet SÅ langt, at jeg forstår mig selv og mit mentale 100%, og jeg giver heller ej plads til den altid. Men jeg trodser mit sind gang på gang, selvom det gør helt ekstremt ondt.

Et traume er en oplevelse, ikke en identitet.

Hvad nu hvis, føles dag for dag længere og længere væk. Jeg tør meget mere. 

… Jeg havde et par vildt dejlige timer med hans børn i går. De er simpelthen (for mit held) såååå velopdragne, selvstændige, og kærlige.

Når en lille pige på 7 år, fortæller mig gentagende gange at hun har savnet mig, og at det har været den bedste aften i hendes liv, så ved man ligesom bare, at man har gjort det godt. Lige så vel som når en pige på 11 år putter sig ind til en, fordi det havde hun lyst til. Altså da jeg var 11 år, afskyede jeg putning.

Mit liv giver mere og mere mening. Jeg giver mere, og mere mening. Jeg tar’ ansvar for mit traume. Jeg tar’ ansvar for mig selv. Mere og mere, dag for dag.

Jeg har gjort noget sindssygt i dag. Jeg har gjort noget, som jeg ikke har bevæget mig hen imod at gøre i 6 år.

Jeg har ikke taget et tog siden jeg for 6 år siden tog toget hjem, for at bisætte min far. Alt dét der har foregået udenbys, har foregået med en høj promille, ellers ikke.

Jeg har meldt fra til så ufatteligt meget, jeg i starten har sagt ja til at deltage i. Alt fra fødselsdage, barnedåb, babyshower, events, møder m.m.

Som I ved, så er jeg startet hos en vanvittigt dygtig psykoterapeut. Hun har selv haft angst i, hold fast… 14 år! Hun ved om nogen hvordan dét er. Hun er dagen i dag angst freaking fri. Ja. Det kan altså lade sig gøre.

‘’Du er ikke angst, du har angst.’’

Jeg skal til en konference i Aarhus D. 9 oktober, det havde jeg for bare 1 år siden sagt ja til, men meldt fra i sidste øjeblik. Det er jeg færdig med. Det SKAL jeg være færdig med. Fandme ja jeg skal afsted denne her gang.

I dag tog jeg TOGET til Kolding, hvor min terapeut samlede mig op, så kørte vi sammen til AARHUS, og så tog jeg TOGET hjem igen fra Kolding. Jeg fik det mest ubehagelige panik anfald allerede da vi ramte Vejle. Hun stoppede bilen. Jeg gik ud, og jeg græd. Jeg havde det elendigt.

Men vi forsatte. Inden jeg så mig om, så var vi i Aarhus. Hun er simpelthen så dygtig!!

Jeg har det stadig svært ved at noget så banalt, kan være så stor en byrde. Især når man aldrig har været begrænset på den front før. Jeg har som nævnt mange gange, altid taget en bus, et tog, eller været passager i en bil, uden problemer. Det er jo en kæmpe begrænsning, ikke at ‘’kunne’’. Som jeg har sagt til min terapeut: Det er lige før jeg vil ønske jeg altid havde haft det sådan her, fordi så vidste jeg ikke hvad jeg gik glip af.

Jeg har det for vildt over mig selv lige nu. Det har jeg lært at man godt må have, når man gør noget godt for sig selv. Jeg er max klar til den konference i Aarhus nu!

1-0 til mig man! Fuck angst. 🕺🏻

Min terapeut Lene og jeg, foran en tankstation i Aarhus.

www.leneikolding.dk

 

 

Jeg har som I ved ikke taget offentligt transport i 6 år (måske 2-3 gange max). Jeg fik konstateret angst få mdr inden min far døde. Så at det gik i udbrud level 100 efter hans pludselig død, kommer i princippet ikke som en overraskelse. Selvom det gjorde.

Jeg gik fra at pendle imellem København og Sønderjylland, til ikke engang at kunne opholde mig på en bus el. togstation.

‘’Kom nu videre Anne-Mette. Det er 6 år siden for fanden. I stedet for at pådutte dig den offerrolle hele tiden, så gør noget ved det i stedet! Kom nu lidt altså… Det er kun dig der kan fikse det. Ingen andre.’’

Dét siger jeg tit til mig selv. Fordi det er rigtigt. Jeg føler lidt jeg er et barn der skal lære at gå, når det kommer til offentligt transport, generelt kørsel. Det lyder helt syret, I know. Men det er sådan det føles. Jeg føler det er ude af mine hænder. Jeg føler ikke jeg hvordan man gør. Det skræmmer mig, når jeg står i dét.

Gør det nu. Bliv i det. Selvom det føles fuldstændigt forkert i momentet.

Jeg er stoppet med at slå mig selv i hovedet med hvor fucking åndssvagt det er, at jeg ikke ‘’tør’’ tage en bus el et tog. Det er sådan det er! Det bliver sku ikke anderledes, hvis jeg slår mig selv i hovedet med det. Jeg skal i stedet acceptere det.

For 6 mdr siden gik det helt amok, for at sige det mildt. Jeg ‘’turde’’ ikke engang se mine venner, min familie, eller min kæreste.

Såååå i dag tog jeg sku bussen i 30 mins du. 30 min fuldstændig ukontrollerbart. Jeg lyver ikke når jeg siger, minutterne op til bussen kom, var jeg 102918 gange ved at stikke af. Fordi det er nemt. Fuck nemt. Jeg er træt af nemt. Jeg tog bussen. Den bus skal jeg faktisk tage 4 gange i ugen fremover. Det skal jeg fordi jeg nu er tilknyttet Sport og Fitness i Løgumkloster. Centerlederen derude er noget af de sødeste og mest forstående jeg længe har mødt på min vej. Jeg har kun været i centeret to gange, og jeg er allerede rigtig glad for dét. Det bliver så godt! Jeg ser i hvert fald frem til et super fedt samarbejde. Mere om det på et andet tidspunkt. 

MEN HALLOOO! Jeg tog bussen.

B u s s e n!

Det kan jeg helt sikkert takke mig selv for. Ja. Det skrev jeg lige.

Vi skal fandme huske at klappe os selv på skulderen, når vi handler ud af vores comfortzone! Jeg smed offerrollen væk i morges, og tog ansvar. Jeg handlede trods angsten.

Jeg har haft så ondt af mig selv i såååå lang tid. Det har jeg stadig i nu og næ, bevares. But still.

Havde jeg ikke begyndt at tage min træning seriøst for 6 mdr siden, havde jeg ikke sat i denne her bus. Lider du af angst? Så opfordre jeg dig til at hoppe i træningstøjet når du har muligheden. Eller joggingtøjet. Eller bare tøjet. Du behøver ikke tage ned i et fitnesscenter, løbe, eller cykle en tur. Gå en tur. Bevæg dig. Gå en langsom tur.

Gør det, selvom det virker fuldstændig uoverskueligt. Det kan lade sig gøre! Det hjælper MEGET mere end en eller flere medicin præparater. En god blanding af træning og terapi, er vejen frem. Jeg har lang vej endnu, bevares. Men det går FREM af!

Angst guide still on the way. Snart!

Jeg tog mig selv i at smile hele vejen til træning i går, under træning, og efter træning. Ja. Faktisk også hele vejen hjem.

Jeg er glad. Sådan helt indeni. 7-9-13!

For knap 4-5 mdr siden, var jeg tvangsindlagt. Jeg turde knap nok bevæge mig udenfor en dør.

Nu kommer jeg ud hver dag. Det kan jeg takke træning for. Det lyder måske for godt til at være sandt. Men det er det. Altså sandt.

Jeg blev enig med mig selv om for 3 mdr siden, at jeg ikke gad at være et offer i eget liv mere. Jeg var træt af mig selv. Jeg var træt af at være ynkelig.

Jeg ved at det eneste der hjælper er træning. (I hvert fald for mig). Jeg har jo været i denne situation før. Det er bare mange år siden. Der var det træning der hjalp mig helt enormt.
Træning udløser alt det jeg åbenbart mangler i hjernen. Fysisk aktivitet reducere mine angstsymptomer helt vildt. Dog med en god blanding af terapi oveni. De to ting går for mig, hånd i hånd.

Jeg er ved at skrive en ?Angst-fri guide?. I den kommer jeg nærmere ind på ovenstående. Jeg er dog ikke færdig med den endnu. Jeg glæder mig til at dele den med jer en dag. I har trods alt været med til at lave den. Tak for jer!

Men nok om det.

Jeg smiler mere disse dage. Sådan rigtig smiler. Jeg er social igen. Meget social. Jeg ser igen dem der står mig nær, meget mere end før. Det føles helt fantastisk at leve igen. Jeg er ikke længere fanget i mit eget sind. Jeg overlever ikke længere.

Jeg har stadig dårlige dage. Bevares. Men har vi ikke alle det?

Alt er godt lige nu. Og jeg nyder det. Helt indtil knoglerne. ??

Jeg har været meget i tvivl, omkring jeg skulle udgive dette indlæg. Især fordi at det ikke er noget man taler højt om. Og så er det heller ikke noget jeg er stolt af. Men altså jeg deler jo i forvejen sådan ca de fleste bump på min vej, selvom at det måske er tarveligt at kalde dette for bump(s). Men det er i den grad et bump for mig, og det er en del af mit liv, om jeg vil det eller ej. Jeg er tvunget til at forholde mig til det, så det gør jeg. So here we go.

Jeg fik for 4 år siden en medicinsk abort. Dét er bestemt ikke noget jeg nogensinde har haft lyst til at snakke om. Jeg havde det ganske udemærket med min beslutning dengang, og det har jeg stadig. Kald mig kold og kynisk, man da aborten dengang var overstået, var jeg simpelthen så glad. Jeg har aldrig haft et ønske om at være mor, overhovedet. Så det var dengang fuldstændig ulideligt at vide, at der var et lille liv i min mave. Et liv jeg ikke havde kontrol over, og som jeg bestemt ikke ville have noget med at gøre. Efter som at jeg følte sådan dengang, besluttede jeg mig for at passe ekstra godt på, især fordi det er en form for mangel af respekt, både for sig selv og sin partner, at bruge abort som prævention. Det var min daværende kæreste, jeg blev gravid med dengang. Jeg væmmes så meget over mig selv dengang, især fordi jeg ikke kunne forstå, hvorfor jeg kunne være så glad, den dag dét blev fjernet. Jeg husker ikke meget fra dengang, men jeg husker at jeg tænkte, om jeg mon var dysfunktionel, siden at jeg kun kunne væmmes ved tanken om, at jeg havde et lille spir i min mave, der langsomt voksede.

Dagen i dag, troede jeg bestemt at jeg havde det på samme måde. Børnefri zone. Men jeg tog fejl. Slut december 2018 stod jeg igen, til min egen overraskelse, med en positiv graviditetstest. Jeg er på minipiller, dog har jeg ikke passet dem til punkt og prikke, men bevares, det kan da ikke bare nå ud af kroppen, hvis man springer 1 dag eller 5 over. Tro om. Idiot. Jeg var gravid. Og det føles helt anderledes.

For 4 år siden, da jeg testede positivt, brød jeg sammen og jeg vil have det fjernet med det samme. Bare dét at gå i et par dage og vente på en indkaldelse fra sygehuset dengang, gav mig kvalme. Da jeg denne gang testede positivt, græd jeg ikke. Tværtimod. Jeg skulle selvfølgelig lige sluge situationen. Men jeg var ikke ked af det. Det eneste jeg var ked af det over, var at jeg muligvis skulle have 2 aborter på samvittigheden. Fordi var jeg klar til at blive mor? Og vil jeg være mor?

Det var to spørgsmål, der florerede sindssygt meget i mit hoved. Jeg er snart 27 år gammel, men jeg bøvler stadig i perioder med ekstremt meget angst, og er ikke ligefrem det mest psykisk stabile menneske, så hvordan og hvorfor kunne jeg pludselig overveje en titel som mor. Kunne jeg passe på et andet menneske, og sætte mig selv til side, resten af mit liv?
Det overraskede mig meget, og så skræmte det mig gevaldigt, at jeg tænkte og følte sådan. Fordi jeg vil jo ikke have børn. Jeg har aldrig vil have børn.

Turen på sygehuset gjorde det bestemt ikke nemmere, i forhold til den tvivl der prydet min hjerne. Efter ultralydsscanningen, spurgte jeg den søde læge, om man kunne se noget på scanningsbilledet. Hun svarede ja. Jeg spurgte hende, om jeg måtte se det. Det måtte jeg gerne. Der var ikke meget at se, kunne et lille bitte spir, pakket ind i en ?blomme.? Hun siger, der var også hjerteblink. Jeg bryder helt sammen. Det virkede på mange måder så forkert, at jeg skulle have det fjernet. Jeg følte mig som et dårligt menneske. Lægen og sygeplejersken var dog super søde, forstående, og havde virkelig meget empati. Så jeg fik lov til at få scanningsbilledet med hjem, og de bad mig om at tænke mig rigtig godt om.

Jeg brugte denne gang meget mine veninder og kammerater, og selvfølgelig min kæreste, især fordi at jeg også var i tvivl. De kender mig bedre end nogen anden, så jeg havde brug for at høre deres tanker omkring mine tvivl. I min optik, på mange punkter (de fleste) vil det klart tale for at få en abort i min situation. Men 2 aborter? Åh Gud. Jeg følte mig allerede bare ved tanken som en taber. Men kan man definere sig selv som en taber, fordi man har fået to aborter? I princippet nej, men det ændre ikke på følelsen jeg gik med. Men hellere 2 aborter, end at sætte et barn til verden jeg ikke vil kunne magte at være der for. Der var dog også punkter, i og med min situation, at et barn vil tale for. Men jeg vil aldrig få et barn, hvis jeg var det mindste i tvivl, eller få et barn, fordi måske det kunne ??redde?? mig. Jeg er sågar et voksent menneske, og at sætte børn til verden velvidende, at det er en chance, det er i min optik helt hen i vejret. Uansvarligt.

… Herudover har min kæreste og jeg, kun være kærester i snart 5 mdr, så det vil oveni vores forhold, også være et kæmpe sats. Egenskab eller brist, det vides ikke.

Jeg elsker virkelig min kæreste. Bare dét at sige at jeg elsker ham, er kæmpe stort for mig. Men det føles rigtigt at sige til ham. Han er det bedste der er sket for mig i mange år. Han er meget tæt på mig, men jeg har stadig svært ved at lukke ham helt tæt på i visse situationer, hvilket han ved. Så at sætte et barn til verden med ham, jeg til tider stadig skubber væk, når han kommer helt tæt på, føles også forkert.

Jeg var ovenikøbet så flov over mig selv. To aborter, er to aborter for meget. Herudover har jeg et vennepar som pt kæmper med fertilitet, så at jeg nu havde muligheden for at smide noget væk, andre drømte om, dét påvirkede mig meget. Men er det ikke at gnide salt i såret? Dét blev jeg ved med at spørge mig selv om. Og jo gu fanden er det dét. Ligegyldigt hvor meget jeg bankede mig selv i hovedet med det, forsvandt det ikke. Jeg var tvunget til at forholde mig til det. Aborter er ikke noget man taler om, fordi at det er så ømt et punkt. Og ikke mindst et flovt punkt for mange. Jeg kender faktisk en del, der har fået en eller flere aborter. Flere end jeg faktisk var klar over. De har alle en ting tilfælles. Ingen af dem snakker om det.

En ting jeg har lært, og som jeg håber at du tager til dig, dig der læser med, især hvis du er imod abort, så husk på at inden du dømmer en der har fået foretaget en abort, at vedkommende også har følelser. Og selvom vedkommende har valgt en abort, har det valg ikke nødvendigvis være let. Skammen over valget, kan være ulideligt at leve med, så bare fordi valget faldt på abort, er det er ikke ens betydning med at tiden efter aborten, er lutter lagkage. 

Jeg siger ikke at det er en normal ??ting?? at få, men det sker. Det er en realitet. Og Gud ske tak og lov for at man kan få det herhjemme i Danmark. Min holdning til abort, er ambivalent. Jeg går ikke ind for abort som prævention, tværtimod. Men jeg er glad for at bo i et land hvor det er muligt.

.. Efter mange dages overvejelser, frustrationer, følelser, og tusinde tanker, tog jeg en beslutning. Jeg skulle ikke være mor. I hvert fald ikke nu. Mærk mine ord, ikke endnu. Det er virkelig gået op for mig, at jeg ikke længere er sikker på, at jeg ville leve i en børnefri zone, resten af mit liv. Jeg elsker børn, nogle børn, bevares. Men igen, jeg havde aldrig skænket at jeg skulle have mine egne børn, en tanke.

Det skræmmer mig stadig, og jeg har haft svært ved at finde ud af hvad der har ændret sig? Jeg er vel blevet ældre, og jeg ser bestemt anderledes generelt på verden, end jeg gjorde for fx 4 år siden. Jeg tror faktisk godt at jeg vil være mor en dag. Måske.

En ting er helt sikkert, nummer tre abort er ikke eksisterende hos mig. Jeg nævner dét udelukkende, fordi at hvis jeg går hen og bliver gravid igen, så er en abort ikke en mulighed hos mig. Især fordi at jeg er indehaver af de følelser omkring dét, som jeg nu pludselig er. Denne her abort, tog så hårdt på mig fysisk og psykisk. Jeg fik denne gang igen en medicinsk abort, og såden en abort er altså delt op over tre dage, det i sig selv, er hårdt. Det var den rigtige beslutning, men den var også meget svær. Men jeg skal ikke være mor. Ikke endnu.

Sidder du og læser med, og har fået 3,4,5 el 6 aborter, så skal du bestemt ikke føle dig forkert. Det er dit liv, og du kender dig selv bedst, og du ved hvad er er bedst for dig selv. Fuck alt andet! Du skal gøre hvad der er bedst for dig selv. Ikke lyt på hvad dem omkring dig siger, det er dit liv, og føles en abort rigtig for dig, så er det dét du skal. Lige så vel som hvis en abort føles fuldstændig forkert, så skal du selvfølgelig ikke gennemfører en. Det er egentligt ret simpelt. Selvom det er ret så kompliceret

Sidder du og skal gå igennem en abort, eller har du været igennem en, eller flere, og har du lyst til at dele din oplevelse, Så send mig ENDELIG en mail på sundtaretrundt@outlook.com

PS. Det er lovligt at snakke med sine venner og sin familie om det. Husk det. Ligegyldigt hvor lille du føler dig. Snak om det! At gå igennem en abort er pisse hårdt. Du SKAL snakke om det. ??

PPS. Sidder du og har sat et el flere børn til verden, velvidende tvivl el uansvarlighed inden. og er du alligevel gået hen og blevet en fantastisk mor, så synes jeg fandme at du er bad ass! At ændre sit eget liv fuldstændig, for at gøre plads til et andet menneske resten af livet, kræver fandme et sindssygt mindset. Så husk lige at giv dig selv en high five i ny og næ, du modtager i hvert fald en virtuel fra mig!