Jeg har som I ved ikke taget offentligt transport i 6 år (måske 2-3 gange max). Jeg fik konstateret angst få mdr inden min far døde. Så at det gik i udbrud level 100 efter hans pludselig død, kommer i princippet ikke som en overraskelse. Selvom det gjorde.

Jeg gik fra at pendle imellem København og Sønderjylland, til ikke engang at kunne opholde mig på en bus el. togstation.

‘’Kom nu videre Anne-Mette. Det er 6 år siden for fanden. I stedet for at pådutte dig den offerrolle hele tiden, så gør noget ved det i stedet! Kom nu lidt altså… Det er kun dig der kan fikse det. Ingen andre.’’

Dét siger jeg tit til mig selv. Fordi det er rigtigt. Jeg føler lidt jeg er et barn der skal lære at gå, når det kommer til offentligt transport, generelt kørsel. Det lyder helt syret, I know. Men det er sådan det føles. Jeg føler det er ude af mine hænder. Jeg føler ikke jeg hvordan man gør. Det skræmmer mig, når jeg står i dét.

Gør det nu. Bliv i det. Selvom det føles fuldstændigt forkert i momentet.

Jeg er stoppet med at slå mig selv i hovedet med hvor fucking åndssvagt det er, at jeg ikke ‘’tør’’ tage en bus el et tog. Det er sådan det er! Det bliver sku ikke anderledes, hvis jeg slår mig selv i hovedet med det. Jeg skal i stedet acceptere det.

For 6 mdr siden gik det helt amok, for at sige det mildt. Jeg ‘’turde’’ ikke engang se mine venner, min familie, eller min kæreste.

Såååå i dag tog jeg sku bussen i 30 mins du. 30 min fuldstændig ukontrollerbart. Jeg lyver ikke når jeg siger, minutterne op til bussen kom, var jeg 102918 gange ved at stikke af. Fordi det er nemt. Fuck nemt. Jeg er træt af nemt. Jeg tog bussen. Den bus skal jeg faktisk tage 4 gange i ugen fremover. Det skal jeg fordi jeg nu er tilknyttet Sport og Fitness i Løgumkloster. Centerlederen derude er noget af de sødeste og mest forstående jeg længe har mødt på min vej. Jeg har kun været i centeret to gange, og jeg er allerede rigtig glad for dét. Det bliver så godt! Jeg ser i hvert fald frem til et super fedt samarbejde. Mere om det på et andet tidspunkt. 

MEN HALLOOO! Jeg tog bussen.

B u s s e n!

Det kan jeg helt sikkert takke mig selv for. Ja. Det skrev jeg lige.

Vi skal fandme huske at klappe os selv på skulderen, når vi handler ud af vores comfortzone! Jeg smed offerrollen væk i morges, og tog ansvar. Jeg handlede trods angsten.

Jeg har haft så ondt af mig selv i såååå lang tid. Det har jeg stadig i nu og næ, bevares. But still.

Havde jeg ikke begyndt at tage min træning seriøst for 6 mdr siden, havde jeg ikke sat i denne her bus. Lider du af angst? Så opfordre jeg dig til at hoppe i træningstøjet når du har muligheden. Eller joggingtøjet. Eller bare tøjet. Du behøver ikke tage ned i et fitnesscenter, løbe, eller cykle en tur. Gå en tur. Bevæg dig. Gå en langsom tur.

Gør det, selvom det virker fuldstændig uoverskueligt. Det kan lade sig gøre! Det hjælper MEGET mere end en eller flere medicin præparater. En god blanding af træning og terapi, er vejen frem. Jeg har lang vej endnu, bevares. Men det går FREM af!

Angst guide still on the way. Snart!

1 svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *