Alkoholforbrug

Og hvorfor er det egentligt så vigtigt for mig, at lære at drikke i sociale lag? Der er da mange andre ting, der er vigtigere. Det spørgsmål har jeg tit stillet mig selv. Svaret havde jeg dog ikke, før i går. Fordi alkohol gør mig glad. Og det er jo ganske almindeligt, at alkohol gør en glad, men ikke på den måde, alkohol gør mig glad på. Jeg er også bange for at slippe alkoholen, fordi, det er tilgængeligt alle steder. Alkohol er så almindeligt. Og jeg er bange for, at jeg ikke kan lade vær. Jeg er bange for, at falde i. Og jeg er bange for, at jeg om et par mdr på en god dag i sociale lag, ender med en øl i hånden. Men hvem er det jeg snyder i sidste ende?

Mig selv.

Alkohol er ikke alt. Og jeg behandler alkohol, som var det alting. Altafgørende. Det var måske også naivt at tro, at jeg kunne lære at ‘’drikke en enkelt,’’ når jeg i forvejen har haft et misbrug af kokain. Alkohol og kokain, gik jo hånd i hånd, for mit vedkommende.

Jeg har også tit sagt, at jeg jo sagtens kan have en flaske whisky stående, uden at røre den. Fordi jeg ikke kan lide whisky. Men har jeg en kasse øl stående, så er det en helt anden snak. Derfor kaldte min kæreste mig feinschmecker alkoholiker i går, for sjov. Ikke fordi øl er dyrt, men fordi jeg kan vælge og vrage ift. alkohol. Og hvad gør det så mig? Skal jeg sætte et label på mig selv, før jeg er noget?

Nej.

Jeg har alle år (eller okay, de sidste 5 år), brugt alkohol som en støttepædagog. Det lyder åndssvagt. Men grundet angst, når jeg ikke liiige kunne deltage i dit og dat, så drak jeg altid en øl inden. Det i sig selv, er et problem. Men problemet ligger også i, at jeg ikke altid kun drak en øl. Jeg kan vitterligt ikke huske hvornår jeg sidst bare har drukket en øl for hyggens skyld. Og hvad er alkohol så egentligt for mig?

Fjenden.

Når jeg tænker på hvad en alkoholiker er, så forestiller jeg mig et menneske, der drikker alt alkohol, vedkommende kan komme i nærheden af. Generalisering. Og det gør jeg jo ikke, langt fra. Men når jeg drikker, så drikker jeg indtil jeg ikke kan stå på mine ben. Og jeg drikker mig gerne så fuld, at jeg ender op i snusket lejlighed med bekendte, udelukkende fordi jeg VED der er stoffer. Altså kokain.

Og er det så det værd? Er det det værd at kæmpe for at kunne drikke en fucking enkelt? Er alkohol virkelig livsnødvendigt?

Næ. Overhovedet ikke.

Derfor har jeg taget en beslutning. Ansvar. Jeg gider sku ikke drikke mere, overhovedet. Det ødelægger så meget mere end det gavner for mig, og hvis du kan nikke kende til nogle af mine tanker, så synes jeg helt sikkert også, at du skal overveje dit alkoholforbrug en gang til.