Såååå.. Gær er jo udsolgt sådan ca i hele landet. Dvs jeg blev nød til at tænke ud af boksen, igen. Pølsehorn og bagepulver? Well. Jeg gav det et forsøg..

DET BLEV SÅ GODT! 

Jeg er virkelig overrasket over, hvor gode disse horn blev. Svampede midte, med en sprød kant udenom. Virkelig lækkert!

KUN 125 kcal pr pølsehorn! 🙂

Du skal bruge (16-17 stk’s): 
150 g spinat i klumper (Vejes af frossent)
125 g hvedemel (Eventuelt hvedemel m. ekstra protein)
125 g fuldkorns speltmel
80 g smør
1 halv dl mælk
2 tsk bagepulver
1 knivspids salt
8 stk’s kyllingpølser

Fremgangsmåde:
– Tø spinat op (eventuelt i mikroovn)
– Bland mel, bagepulver og salt sammen i en skål
– Smelt smør
– Tilsæt smør og mælk
– Rør det hele rigtig godt sammen
– Tilsæt nu spinat
– Ælt det hele godt sammen i skålen
– Drys nu mel ud på bordet
– Ælt dejen yderligere
– Rul nu dejen ud i en oval cirkel (Dejen skal være tynd)
– Del dejen op i 4 lige lange flade stykker
– Skær herefter dejen ud i 16-17 lige store (flade) firkanter
– Skær nu pølserne halvt over
– Rul nu dejen rundt om pølsen
– Dup eventuelt med lidt vand til lukning
– Bages i ovnen ved 200 grader varmluft i 20-25 min
– Serveres afkølet


OBS. Det er vigtigt at nævne jeg brugte broccoli på Frost. Det er endnu nemmere (og mere SPRØDT) hvis du bruger et freeeesh broccoli. Såå slipper du for mikroovn og alt det der. 🤪

Du skal bruge:

1 pose broccolibuketter (Frost)

3 spsk rapsolie

Paprika, salt, og peber (Du kan sagtens bruge andre krydderier)

Fremgangsmåde:

  • Tænd ovnen på 200 grader varmluft
  • Tø buketterne op i mikroovn (ca 10 min ved 180 watt)
  • Hæld buketterne op i en plastiskpose (Altså dem man bruger til madpakker. Jeg aner ikke hvad de hedder😂)
  • Hæld nu olie ned i posen
  • Tilsæt nu valgfri krydderier
  • Ryyyyyst posen godt og brug hænderne til at gnide olie og krydderi ind i buketterne (uden på posen)
  • Fordel nu buketterne på en bageplade med bagepapir
  • Bages i ovnen ved 200 grader i ca 20-25 min

‘’Man kan have ophobet så megen angst i sit biologiske system, at det er blevet en normal tilstand, hvormed man har svært ved egentligt at genkende angsten; man sanser blot det ubestemte men insisterende indre ubehag, der ligger som en klangbund i det levede liv, uden at kunne sætte ord på hvad man lider under, og hvad lidelsen skyldes.’’

Inge Schutzshack Holm

___________________________

Endnu engang, mislykkedes jeg.

Endnu engang, skuffer jeg.

Endnu engang, sidder jeg tilbage som en fiasko.

Ingen af ovennævnte er rigtigt. Men det er sådan det føles.

.. Jeg er i en sindssyg udvikling lige nu. Jeg kan knap nok følge med. Men det går langsomt. Alt for langsomt.

Erhvervsmæssigt kunne det ikke gå bedre. Jeg kan meget mere, når det kommer til mit arbejde, kontra mit privatliv.

Mit privatliv sejler, for at sige det mildt.

Jeg er angstpræget level 100. Det er ikke som en nyhed. Men det er et slag i face, hver gang jeg mislykkedes. Hver gang.

Jeg vil sådan ønske at kontakt imellem mave og hjerne, er eksisterende hos mig. Det er den ikke. 

Jeg bliver sjælendt ked af det. Jeg græder aldrig. Jeg bliver i stedet sur eller lukker af, fordi jeg ikke vil græde. Jeg griner i stedet. 

Jeg skubber alt følsomt væk, fordi det er alt for svært for mig, hvilket altid resultere i angst. Altid.

I dag græd jeg, for første gang i mange år på egne vegne. Jeg tænker ikke det tæller, når alkohol har været involveret. Dét er jeg stolt af.

Kontakt imellem hjerne og mave var eksisterende i et moment.

Dén kontakt har været ikke eksisterende lige siden min far tog sit eget liv. Traume.

Min kærestes datter fyldte 8 år i går. Jeg var inviteret med ud at spise. Jeg kom ikke.

I dag er jeg inviteret med i legeland. Min plan var, at deltage.

Jeg deltager ikke.

Jeg kan ikke. Jeg tør ikke. ‘’Hvad nu hvis.’’ Kortslutning.

Hvad nu hvis, jeg aldrig bliver ‘’normal’’ igen? Hvad nu hvis, jeg altid skal leve sådan her. Hvad nu hvis.

Jeg har så svært ved at acceptere den tilstand jeg føler jeg bibeholder mig selv i.

Jeg mislykkedes. Og det gør ondt. Det gør så fucking ondt.

Jeg vil så gerne. Jeg vil alt i hele verden. Men jeg kan ikke. Jeg tør ikke.

…. Men i dag græd jeg. I dag følte jeg. I dag, var der forbindelse imellem mave og hjerne. Fremskridt. I dag græd jeg. 

 

Hvorfor bor dig og din kæreste ikke sammen?

Det er dét spørgsmål der går igen, og igen. Jeg har det trivielt med lige præcis det spørgsmål. Det er da ikke en selvfølge at man bor sammen, bare fordi man er kærester.

Eller hvad?

Det synes jeg i hvert fald ikke.

Min kæreste og jeg bor ikke sammen. Vi har heller ingen planer pt i forhold til at bo sammen.

Vi bor ikke sammen fordi han købte hus i en by i ingenmandsland lige inden vi blev kærester. Jeg kan ikke se mig selv bo derude lige nu. Og han kan ikke se sig selv bo i Toftlund. Herudover ligger det hus han har købt perfekt i forhold til afstanden til hans arbejde, og til hans børn. Han har ikke et behov for at flytte, lige så vel som jeg ikke har dét behov. 

Herudover kan jeg personligt godt lide at bo selv. Når jeg nævner det, bliver der nærmest set ned på mig, føler jeg. Der bliver sat spørgsmålstegn ved, hvorfor vi er kærester, når vi ikke vil bo sammen.

Vi vil gerne bo sammen. Det er bare ikke et behov vi har lige nu. Hvilket jeg ikke kan se noget problem i. Jeg synes mere det er et problem, at man åbenbart ikke kan bo seperat som kærester, uden der bliver sat spørgsmålstegn ved det.

Min kæreste og jeg har næsten været kærester i 2 år. Jeg fik allerede spørgsmålet kastet i nakken efter 6 mdr.

Alt respekt for jer der vælger at flytte hurtigt sammen med jeres partner. Hvilket jeg ikke stiller spørgsmålstegn ved.

… Så hvorfor stille spørgsmålstegn ved, at andre venter med at flytte sammen? Eller slet ikke flytter sammen?

Jeg har flere gange sat spørgsmålstegn ved, om det er mig der er mærkelig, fordi jeg ikke har et behov for at bo sammen med min kæreste. Især fordi, der bliver sat kæmpe spørgsmålstegn ved, at vi ikke bor sammen.

Jeg kan selvfølgelig ikke blame andre for hvad jeg føler. Men det hjælper ikke, at der bliver set ned på min relation til min kæreste, fordi vi har taget et valg, der lyder på at vi bor hver for sig.

Jeg føler for at råbe højt lige nu, at du ikke er mærkelig hvis du ikke har et behov for at bo med DIN kæreste. Lige så vel som det er et behov for dig der ikke kan se dig selv bo ALENE.

End.