Jeg har som I ved ikke taget offentligt transport i 6 år (måske 2-3 gange max). Jeg fik konstateret angst få mdr inden min far døde. Så at det gik i udbrud level 100 efter hans pludselig død, kommer i princippet ikke som en overraskelse. Selvom det gjorde.

Jeg gik fra at pendle imellem København og Sønderjylland, til ikke engang at kunne opholde mig på en bus el. togstation.

‘’Kom nu videre Anne-Mette. Det er 6 år siden for fanden. I stedet for at pådutte dig den offerrolle hele tiden, så gør noget ved det i stedet! Kom nu lidt altså… Det er kun dig der kan fikse det. Ingen andre.’’

Dét siger jeg tit til mig selv. Fordi det er rigtigt. Jeg føler lidt jeg er et barn der skal lære at gå, når det kommer til offentligt transport, generelt kørsel. Det lyder helt syret, I know. Men det er sådan det føles. Jeg føler det er ude af mine hænder. Jeg føler ikke jeg hvordan man gør. Det skræmmer mig, når jeg står i dét.

Gør det nu. Bliv i det. Selvom det føles fuldstændigt forkert i momentet.

Jeg er stoppet med at slå mig selv i hovedet med hvor fucking åndssvagt det er, at jeg ikke ‘’tør’’ tage en bus el et tog. Det er sådan det er! Det bliver sku ikke anderledes, hvis jeg slår mig selv i hovedet med det. Jeg skal i stedet acceptere det.

For 6 mdr siden gik det helt amok, for at sige det mildt. Jeg ‘’turde’’ ikke engang se mine venner, min familie, eller min kæreste.

Såååå i dag tog jeg sku bussen i 30 mins du. 30 min fuldstændig ukontrollerbart. Jeg lyver ikke når jeg siger, minutterne op til bussen kom, var jeg 102918 gange ved at stikke af. Fordi det er nemt. Fuck nemt. Jeg er træt af nemt. Jeg tog bussen. Den bus skal jeg faktisk tage 4 gange i ugen fremover. Det skal jeg fordi jeg nu er tilknyttet Sport og Fitness i Løgumkloster. Centerlederen derude er noget af de sødeste og mest forstående jeg længe har mødt på min vej. Jeg har kun været i centeret to gange, og jeg er allerede rigtig glad for dét. Det bliver så godt! Jeg ser i hvert fald frem til et super fedt samarbejde. Mere om det på et andet tidspunkt. 

MEN HALLOOO! Jeg tog bussen.

B u s s e n!

Det kan jeg helt sikkert takke mig selv for. Ja. Det skrev jeg lige.

Vi skal fandme huske at klappe os selv på skulderen, når vi handler ud af vores comfortzone! Jeg smed offerrollen væk i morges, og tog ansvar. Jeg handlede trods angsten.

Jeg har haft så ondt af mig selv i såååå lang tid. Det har jeg stadig i nu og næ, bevares. But still.

Havde jeg ikke begyndt at tage min træning seriøst for 6 mdr siden, havde jeg ikke sat i denne her bus. Lider du af angst? Så opfordre jeg dig til at hoppe i træningstøjet når du har muligheden. Eller joggingtøjet. Eller bare tøjet. Du behøver ikke tage ned i et fitnesscenter, løbe, eller cykle en tur. Gå en tur. Bevæg dig. Gå en langsom tur.

Gør det, selvom det virker fuldstændig uoverskueligt. Det kan lade sig gøre! Det hjælper MEGET mere end en eller flere medicin præparater. En god blanding af træning og terapi, er vejen frem. Jeg har lang vej endnu, bevares. Men det går FREM af!

Angst guide still on the way. Snart!

 

Jeg har fået en gave af min kæreste. Jeg vil faktisk gå så langt at sige, at det er en af de bedste gaver han nogensinde har givet mig. Hvis ikke han havde beriget mig med den gave, havde jeg nok afsonet en straf for død og ødelæggelse.

Jeg har fået et sæt ørepropper. Glædestårer var i dét moment en realitet.

What the fuck, tænker du sikkert.

Hør her. Min kæreste snorker.

Ikke det der ‘’trækker vejret dybt’’ snorken. Han snorkER!

Det er der bestemt ikke noget galt i. Tværtimod. Jeg snorker selv, når jeg er tæt i næsen, eller hvis jeg er fuld. Forskellen på ham og jeg er dog, at jeg ikke kan falde i søvn, når han snorker. Læs: når NOGEN snorker. Jeg kan sagtens falde i søvn med tv’et tændt, eller med lyset tændt. Men laver nogen en lyd, så er jeg på randen til at få en psykose.

Jeg er på nippet til at skærer hans knæhaser af, og bruge dem som brystimplantater. Herudover er jeg begyndt at drømme om at tvinge ham til at se Ringenes Herre, alt imens jeg penetrere ham langsomt med en rusten kniv.

Jeg har engang smadret en fjernbetjening i min sovende venindes hoved, af ren frustration. Hun sov, hvilket jeg ikke kunne. Undskyld Nanna.

Da han gav mig et sæt ørepropper, vidste jeg ligesom bare at han var the one.

Hvis I vidste hvor mange nætter jeg har råbt hans navn, skubbet til ham, og holdt ham for næsen, uden fucking virkning…. Jeg har sågar flere gange i ren frustration driblet op for at sove på sofaen.

Jeg blev så sur en nat, at jeg græd. Ja. Jeg GRÆD. Jeg var SÅ træt, og jo mere træt jeg var, jo tættere på single følte jeg mig.

Jeg kan simpelthen ikke udstå når nogen snorker, når jeg skal sove. Jeg er faktisk pænt træt af mig selv på det plan. Jeg har haft det sådan siden jeg var mini me. Jeg er vokset op med et sæt forældre der begge snorkede. Overvej lige når vi har været på ferie, og skulle sove i samme rum på fx et hotelværelse. Ja. Det var ikke kønt.

Jeg kan umuuuuligt være den eneste der har det sådan med snorken? Come on…. Tredje verdenskrig kunne bryde ud, intet problem. Men trækker et menneske vejret lidt for højt. Slå….. Ihjel…..

Luksusproblem 🔨

 

 

Januar 19’ vs Juli 19’. Vinklerne er vidt forskellige. Forskellen er dog ej at tage fejl af.

Jeg har tabt mig. Men ikke på den der ‘’jeg er på slankekur’’ måde.

Jeg er imod den ‘’måde’’.

Det fungere helt sikkert for nogen, men ikke for mig.

Dén måde fungere herimod heller ikke for nogen af de mange klienter jeg har haft igennem de sidste 5-6 år.

Mere om det længere nede i indlægget..

Som I ved, jer der følger trofast med, så har jeg bøvlet med vægten siden jeg var 12-13 år. Jeg prøver lige at gøre det kort, til de nye tilkommere.

Jeg var 13 år da jeg udviklede min første spiseforstyrrelse. Minus 20-30 kilo på kort tid, hvilket indebar tvangstræning hver dag, og max 900 kcal dagligt. Jeg så syg ud til sidst. Jeg så stadig den samme Anne-Mette i spejlet. Intet havde ændret sig, selvom vægten sagde noget andet.

Efter behandling, tog jeg gevaldigt på. Jeg tog faktisk alle de kilo på jeg havde tabt. Jeg spiste i smug. Jeg gemte papir fra chokolade m.m.

Jeg var flov.

Herefter prøvede jeg et par forskellige slankeprodukter; som ovenikøbet var ulovlige. De virkede, men det var ikke holdbart. Jeg sprang over hvor gærdet var lavest, uden at forstå dét.

Få år efter røg jeg en tur på psykiatrisk i Augustenborg. De gav mig et valg: Prop dig selv med psykofarmaka eller begynd at dyrk motion.

Jeg gav dem fingeren, og begyndte at dyrke motion. Det tog overhånd. Jeg havde nu igen udviklet en spiseforstyrrelse. Helt samme mønster som forrige.

Alt dét foregik fra jeg var 13 år til jeg var 20 år ca.

Herefter tog jeg on/off på, og tabte mig on/off.

Kost og motion har altid været en stor del af mit liv, som I kan læse. En alt for stor del, vel at mærke.

Jeg har givet dét alt for meget opmærksomhed, uden at kunne finde rundt i dét.

Fra jeg var 20 år og indtil nu (27 år) har jeg hjulpet andre med bl.a. deres kost. Det elsker jeg. Det kan jeg finde ud af. Jeg kender til problematikkerne, og jeg har mange gode redskaber at dele ud af. Få år tilbage tog jeg en udd. som kostvejleder og slankekonsulent. Det gav mig en del teoretisk viden, som jeg ikke vil være foruden. Den uddannelse lærte mig dog ikke, hvordan jeg skulle håndtere andre menneskers problematikker m.m. mentalt. Det har jeg lært mig selv.

Et vægttab er ikke bare et vægttab i min optik. Det er ikke en slankekur. Det må ikke et Quick fix. Du kan ikke leve efter en streng kostplan et par uger, og satse på du herefter er fit for fight resten af livet. Det virker ikke. Desværre.

Jeg forstår frustrationen i forhold til en sundere livsstil. Fordi hvad er sundt, og hvad er usundt?

Det er et bredt spørgsmål. Jeg kunne skrive lange romaer om dét. Men prøver lige i dette indlæg, at gøre det kort.

I forhold til madvarer kan jeg forsikre dig om, at der findes ingen usunde madvarer, dog findes der usunde vaner. Vaner kan brydes. Herudover er sukker i forbindelse med et vægttab; ikke din fjende.

Gamle studier viser at sukker er på ligefor med kokain. Bullshit.

Kokain kan man blive afhængig af, det kan man ikke af sukker.

Sukker er vanedannende. Et kokainmisbrug kræver behandling, det gør et overforbrug af sukker ikke.

Et overforbrug af sukker kan være årsag af mange ting. Det er tit ens adfærdsmønster man skal ind at arbejde med. Mentalt.

Dét skal jeg dog ikke kede jer med i dette indlæg. Jeg vil egentligt bare lige påpege at man under en livsstilsændring INTET forkert kan gøre.

Kort sagt: Spis hvad du vil, når du har lyst til.

Gør det der virker for dig, og ikke det du læser om i ude og hjemme, eller ser i fjernsynet.

Det var slet ikke det her dette indlæg skulle handle om. Åh Gud. Typisk mig.

Men jeg skriver det der falder mig ind i momentet. Så i stedet for at rette indlægget til så det passer, så får I lortet uden filter.

I alle de år, har jeg også arbejdet med mig selv, fysisk og mentalt. Især de sidste 6 mdr har været banebrydende for mig.

Jeg flyttede igen tilbage til Toftlund i januar. Jeg har bøvlet med angst on/off de sidste 6 år. Januar 19 blev det for meget for mig. Jeg følte ærligtalt ikke jeg havde et valg. Eller jo, hvis jeg vil ende som min far.

Det var på tide jeg tog ansvar for mig selv. Jeg har haft fire sindssygt turbulente år. Mere om det en anden gang. Men de fire år har intet positivt gjort for mig mentalt. Tværtimod. Det har gjort angsten værre.

Jeg har altid elsket at dyrke motion on/off. Nok mest off de sidste 4 år. Jeg har savnet mig selv aktiv i lang tid, men jeg havde bare ikke samme gnist omkring det mere på daværende tidspunkt. Jeg havde gjort mig selv til et offer. Jeg havde SÅ ondt af mig selv. Men hvad får man ud af det? Ikke en skid. Kommer man videre? Nix pix.

Nok er nok.

I 2013 efter min tur på psyk, begyndte jeg at løbe, meget. Det var dengang jeg første gang mødte angst. Jeg løb mig ud af angsten. 3 mdr efter var jeg angst-fri.

Det vil jeg igen.

Det kan jeg ikke igen.

Jeg tvang mig selv til at træne den første måned. Fuck off det var hårdt. Jeg er typen der presser mig selv helt derud hvor jeg er ved at brække mig. Det har altid virket for mig. Men kan jeg bruge altid til noget? Nej.

I januar 19 kunne jeg ikke løbe 3 km uden at pause flere gange. 4 mdr efter kunne jeg løbe 10 km uden en eneste pause.

Det var helt sikkert en kæmpe sejr for mig.

Når dét er sagt, så lagde det lige til højrebenet. Alt eller intet. Det er det jeg lever efter, generelt. Helt klart en brist i visse situationer. Men sådan hænger jeg sammen. Derfor nævner jeg, at jeg ikke kan bruge ‘’altid’’ til noget.

Jeg skal stadig lære at kigge frem af. Ikke tilbage.

Jeg besluttede mig dog for en ting inden jeg gik i gang. Jeg ville ikke veje mig selv. Jeg vil heller ikke gå på kompromis med hvad jeg indtog af madvarer. Det var ikke det dét her skulle handle om. Det skulle handle om min mentale bedring. Det her skulle ikke handle om vægttab. Det var dog vigtigt for mig at give ovennævnte tænketid, fordi jeg kender mig selv godt nok til, at det vil kunne gå galt, fordi jeg har den bagage jeg har.

Jeg har overholdt begge ting.

Og ved I hvad?

Jeg har aldrig haft det bedre på den front.

Jeg har tabt mig en del, hvor meget ved jeg ikke. Jeg er faktisk også ligeglad. Jeg spiser lige præcis hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst. No guilt. Forskellen er nu, at jeg mærker efter. Jeg slår ikke mig selv i hovedet hvis jeg eksempelvis har inhaleret en plade chokolade. En plade chokolade får mig ikke længere til at spise chokolade resten af dén dag, fordi ‘’nu har jeg alligevel ødelagt alt’’.

Jeg har ikke ødelagt noget, bare fordi jeg har spist en plade chokolade. Hvad skulle være ødelagt?

Præcis. Intet.

Eksempel:

Nogle dage spiser jeg en plade chokolade. Andre dage spiser jeg to stykker chokolade. Jeg har sågar også dage, hvor jeg slet ikke har spiser chokolade.

Har jeg lyst til chokolade, så spiser jeg chokolade. Simpelt.

Jeg er nu 6 mdr efter væsentligt mindre kropsmæssigt. Meget klogere på mig selv mentalt. Sindssygt nysgerrig, og meget klogere i forhold til mine klienters problematikker. Jeg har aldrig følt mig som en bedre kostvejleder. Aldrig.

Jeg har fået min glæde tilbage ved at være aktiv. Jeg træner flere gange ugentligt. Jeg fucking elsker det!!! Selvfølgelig har jeg dage hvor jeg ikke orker, men så giver jeg mig selv lov til ikke at orke; fordi, hvad skulle der ske ved det? Præcis. Intet.

Jeg er ikke angst-fri. Hvilket jeg jo havde sat mig i sind, at jeg igen vil være 3 mdr efter. Jeg vil lyve hvis jeg sagde at det ikke har irriteret mig. For det har det.

Men jeg er også ældre nu. Jeg har helt andre problematikker. Jeg skal stadig lære ikke at kigge tilbage som ovennævnt. Jeg skal ikke give min fortid og ‘’hvad jeg plejede’’ så meget tænketid. Det er spild af tid.

Jeg er nutid.

Jeg er ikke datid.

PS. Jeg er stadig i gang med at skrive på ‘’angst -fri guiden’’.

Jeg aner ikke hvornår jeg bliver færdig. Har du angst, eller har du haft angst, og har du nogle gode fif, så send dem endelig til mig på sundtaretrundt@outlook.com

Jo flere fif, jo bedre. 😊