I går mistede vi en stor del af familien, familiens overhoved Staubie. Hun havde problemer med livmoderen, som desværre kunne springe når som helst. Så min mor tog beslutningen om en aflivning. Hun skulle selvfølgelig ikke lide mere.

Jeg købte Staubie for 11 år siden, da hun var 9 måneder. Mine forældre overtog hende, da jeg spontant flyttede til København. Læs: Jeg var 16 år, ung og dum, og jeg skulle aldrig have anskaffet mig en hund. Men mine forældre overtog hende, og som min storebror siger: Det er den bedste fejl Anne-Mette nogensinde har lavet. Staubie var min fars bedste ven, og det var ikke unormalt at han sagde: Staubie er den eneste ven jeg har. Altså det sagde han når hele verden kunne rende ham. De to var uadskillige, så da han gik bort for 5 år siden, overtog min mor hans plads. Jeg kender ingen hund, der var mere forkælet end Staubie. Hun havde en soveplads i hvert rum i min mor?s hus. Eller næsten hvert rum. Hun havde sin helt egen lænestol i stuen. Herudover havde hun patent på hele sofaen, selvfølgelig. Hun havde selvfølgelig også en hundekurv, i bryggerset. Faktisk havde hun også sin egen seng i mit værelse, da jeg var hjemme at vende for et par mdr siden. Sengen var indrettet Staubie venligt, fordi selvfølgelig kun det bedste og blødeste til hende. Og for at det ikke skal være løgn, havde hun også sin egen stol ved spisebordet. Det er så en mindre detalje, at min mor helst ikke så hende spise med ved bordet, men altså det 1,5 år jeg boede hjemme var det rene rutine, og selvfølgelig underholdning. 

Staubie har haft det aller bedste hundeliv hos mine forældre. Så da min mor ringede og fortalte at Staubie var gået bort i går middags, fik jeg simpelthen så ondt af hende. Jeg har lyst til at ringe til hende hver andet minut, for at hører hvordan hun har det. Huset må føles helt tomt, og ikke mindst stille. Staubie fyldte ekstremt meget. Hvis ikke på sofaen, så foran køleskabet. 

Staubie var herudover meget speciel. Hun kunne eksempelvis ikke lide mænd, det er meget få mænd hun gad nusses af. Herudover skulle hun altid se folk an, inden hun gav sig hen. Det samme gælder andre dyr, hun har i hvert fald aldrig kunne lide andre hunde. Vi har prøvet alt, men divaen vendte altid røven til, eller snappede ud efter hunden. Den eneste hund hun fik et nogenlunde forhold til, var min brors og hans daværende kærestes? hund. Men det krævede også meget ??træning.?? Dét var helt det samme hvis eksempelvis jeg snakkede med en anden hund foran hende. Det måtte jeg ikke. Men altså når hun så kunne lide folk, læs: Min bror og jeg, så var hun all in. Min mor har altid skulle nævne vores navne, og så fløj hun hen til døren og ventede på os. Helt igenne fantastisk velkomst vi altid har fået af hende. Det bliver så mærkeligt at undvære dét fremover. 

Ikke nok med at hun var røv forkælet, så var tøsen kronisk sulten. Men det ligger også til racen. Hun var vel en beagle. Hun kunne høre køleskabet åbne på kilometers afstand, og det samme gælder skraldespanden. Hun har igennem årene vel stjålet og tigget et par ton mad. 

Julen bliver simpelthen så triviel uden hende. Det bliver så mærkeligt, at der ikke står en hund under bordet og piver, og skubber med snuden, fordi ?Hallo jeg er sulten!? 

Jeg føler sku lidt at jeg har mistet en irriterende lillesøster….

Igen, Staubie havde en kæmpe personlighed, men mon ikke alle hundeejere, tænker det om deres vuf. ??

Hvil i fred kære Stubbe. Jeg håber at du lige nu laver hovedespring i leverpostej, og kartofler. Verdens tykkeste, og dejligste hund. 

Læs del 1 her

Og der lagde jeg på langs i min seng, med ekstremt mange tømmermænd, og tænkte nej Anne-Mette… Bare nej. Har du lige kyssede med en af din brors bedste venner. Jeg mindes at jeg fik kringlede en besked til ham dagen derpå, hvor i der stod ??Wow jeg har det dårligt.?? Men det var jeg ikke ene om, han havde også tømmermænd, og han var endda på job. Han arbejder forresten som montør, så bare tanken om at han måske hang i 50?meters højde, for at fikse dét han nu fikser på sit arbejde, gav mig ikke yderligere grund til at ynke over mine tømmermænd.

Når, men ingen af os snakkede om dét, eller de kys. Jeg husker ærligtalt ikke hvor mange gange det skete. Men jeg husker, at jeg synes at han var sød. Jeg spurgte om hans snapchat, og sendte de fællessnaps jeg normalt sendte rundt, til ham. Det gjorde jeg udelukkende for, at han skulle ligge mærke til mig. Fordi det er sådan noget tøsepiger gør, åbenbart. #nolife

Men kommunikationen og den ikke eksisterende gnist, døde hurtigt imellem os. Jeg skrev i en kæmpe brandert et par uger efter kysset, om han vil have besøg. Det vil han gerne, men han skulle tidligt op på job, så det vil han ikke. Kæmpe afvisning, tænkte jeg. Men så tog jeg igen chancen noget tid efter, ædru. Han var nede og fiske ved den lokale søg, så jeg spurgte om han manglede selskab, det gjorde han egentligt ikke, men jeg måtte da godt kigge ned. Jeg følte mig igen, som en idiot der tog intiativ, hvilket han ikke værdisatte. Jeg begyndte at se en ny fyr, så jeg glemte lidt ham der i dag er min kæreste. 

Jeg flytter til Aabenraa midt i det hele, men har dog stadig lidt kontakt til ham i ny og næ. Rollerne var pludselig byttet om, nu var det ham der kontaktede mig, om mig der ikke virkede interesseret. Jeg så en ny fyr, og oveni det havde jeg en del at se til grundet flytning m.m 

Vi aftaler faktisk at ses, men jeg bakkede ud 1-2 gange, inden jeg overholdte aftalen. Ergo, de første par aftaler overholdte jeg ikke, og så så jeg jo også en ny fyr, som jeg var blevet ret glad for. Mine veninder, som jeg deler alt med, havde flere gange sagt at jeg skulle droppe ham jeg så, og i stedet ses med Brian, min brors ven. Men tanken om at han var min brors ven, var bare super kikset. Og nu boede jeg alligevel ikke lige op og ned af ham mere, så det var slet ikke så spændende, som i starten. 

Jeg kan faktisk takke min søde nabo for, at jeg så ham igen. Ham og jeg havde atter igen aftalt at ses, og jeg var som ?altid?, 2 sekunder fra at aflyse. Men min veninde pep talkede mig, og efter 2-3 øl, var jeg med på ideén. Det var en sommer aften, og vi tog ud for at spise på en restaurant. Jeg var halv snaldret, da jeg mødtes med ham. Det var så sygt akavet. 

Det var det dog kun, lige indtil vi begge havde indtaget en del rødvin, så forsvandt det der ??tihifnis.?? Vi rykker hjem til mig, efter et par timer på restauranten. Hvilket er super hyggeligt, vi var begge sådan ret fulde. Eller, jeg sejlede sku nok mest. Men hva fanden. Haha. 

Efter dén date, var jeg dobbelt så meget i tvivl. Jeg så jo denne her fyr ved siden af, og var sådan ca ret meget splittet omkring hvem, jeg skulle satse på. Og det gjorde det ikke nemmere, at jeg synes begge var dejlige. 

Men det var lige indtil, at jeg havde ham hér på tomands hånd igen… 

Havde du for et par år siden havde spurgt mig, om jeg vil påbegynde et vægttab i december eller januar, så havde jeg helt sikker valgt januar. ??Nyt år, ny start.?? 

Hvis du spørger mig i dag, havde jeg valgt december. Jeg havde valgt december, fordi december ikke er farlig. December betyder for mange julefrokoster, konfekt, og litervis af brun sovs. 

Men hvad så med sommer, forår, og efterår? 

Sommer betyder iskolde drinks, og is. Forår betyder påsefrokoster, og et utal af påskeæg. Efterår betyder halloween = slik level 100. 

Dvs de forskellige måneder (årstider) er forbundet med noget (læs: en undskyldning). Så hvad er det du er så bange for i lige præcis december? 

Vidste du godt, at du sagtens kan hælde pebernødder indenbords, selvom du er i gang med et vægttab? Vidste du godt, at du uden at blinke sagtens kan deltage i de julefrokoster, du er inviteret til, selvom du er i gang med et vægttab? 

2 stykker rugbrød med karrysild, en portion risalamande med kirsebær sauce, og en håndfuld konfekt, sætter ikke en stopper for dit vægttab. Tværtimod. 

Du kan sagtens spise pebernødder og konfekt året rundt, uden at det påvirker dit vægttab. 

Hvordan det, tænker du? 

Et vægttab handler i bund og grund om kalorier og vaner. Du skal spise færre kcal, end du forbrænder. Om du spiser dig mæt i pebernødder, eller kylling. Det er i princippet underordnet. Det er faktisk ret simpelt. Det behøver ikke være så svært. 

December er faktisk en fantastisk måned, at starte et vægttab på. Især fordi, så finder du ud af, at december ikke er farlig. 

OBS. Det er selvfølgelig ikke vejen frem, udelukkende at leve af pebernødder. Det fitter ikke ligefrem dine makros. Jeg nævner det udelukkende, fordi at det i min optik er vigtigere, at bryde det mønster der indebærer, at sætte sunde og usunde madvare op imod hinanden. I min optik findes der INGEN usunde madvare, dog findes der usunde vaner.