Det er knap 2 uger siden, at jeg fastslog i et indlæg på bloggen, at jeg ikke vil flytte fra Toftlund igen, med mindre det gavnede mig. Med mindre der var en god grund til det. Men med den situation jeg står i, og som jeg har stået i, i 1,5 år nu, tog det pludselig fart. Uoverensstemmelserne tog en uventet drejning, for at sige det mildt. 

Jeg fik tilbudt en fin lejlighed midt i Aabenraa by i sidste uge, og det tog mig ikke lang tid at sige ja tak til den. Det sidste 1,5 år har jeg været van til hver dag at have min mor, og min bror omkring mig. Hvilket også har betydet, at jeg udover at have dem omkring mig (gudskelov for det), så har jeg været ret isoleret. Det har jeg i forhold til, at jeg ingen relationer har i Toftlund mere, udover dem. Mine folkeskole venner jeg stadig har kontakt med, er spredt udover hele dk. Herudover har jeg har savnet alt have helt mit eget. Jeg har boet selv siden jeg var 15 år, så at leve under et andet individs regler m.m, ødelagde mere end det gavnede, på alle fronter. Jeg er måske også en ret træls type at sætte parader op for, hvilket menes med, at jeg bestemt ikke er god til at leve under andres vilkår. Læs: Jeg kan være  super træls, og ekstremt ensrettet.

Lejligheden jeg har sagt ja til, er placeret perfekt, næsten i hjertet af Aabenraa. Dog ovenpå et værtshus, men det passer mig fint, efter som jeg ikke selv er typen der går stille med dørene. Dén består af en aflang gang, hvor der for enden af den ene side af gangen, er adgang til badeværelse. I den anden ende er der adgang til et opbevaringsrum. I midten af gangen, er der adgang til stuen. I stuen er der adgang til både køkken og soveværelse. Jeg flytter ind i den om en lille uge…

Jeg har især savnet at have mit helt EGET køkken, og mit EGET køleskab. Jeg glæder mig til at bage, eksperimentere, og lave adskillige retter helt fra bunden igen, på mine EGNE præmisser. Jeg kan gå på toilettet efter kl 00:00, uden at liste. Jeg kan smide en pizza i ovnen kl 00:00, uden at spørge om ??lov??. Jeg kan gå og komme som det passer mig, uden at stå til ansvar for hvad jeg skal. Jeg kan besøge mine venner, som nu kun kommer til at være en spytklat fra mig. 

I en alder af nu 26 år, og en helveds masse flytninger i bagagen, må jeg nok til at indse, at det er Aabenraa jeg skal lade mig selv vokse i. Det er der jeg skal falde til ro. Jeg flyttede til Aabenraa da jeg var 15 år, og flyttede derfra et par år efter, herefter flyttede jeg dog tilbage til Aabenraa, hvilket har gentaget sig imellem alle mine flytninger. Det er der jeg har mine aller tætteste venner. Det er den by jeg altid har følt mig hjemme i. Det er den by, jeg åbenbart høre til i. Det er den by mit erhverv og mit sociale liv peakede/peaker i. Det er her jeg skal bo. 

HASTA LA VISTA TOFTLUND

I må lige bære over med mine dårlige skills, i forhold til mit skriv i nutid og datid. Dét har jeg sku altid været dårlig til. Man kan jo ikke være supermand til alt. ?

Del 1Del 2, Del 3

Og det gjorde jeg. Eller jeg prøvede i hvert fald på det. Jeg tror aldrig helt at jeg glemmer, den dag jeg i en brandert besluttede mig for at afslutte mit eget liv. Jeg havde i længere tid, ikke rigtigt kunne se meningen med at jeg trak vejret. Jeg har skrevet et indlæg om selve selvmordsforsøget engang, det kan du læse lige her.
Et par år inden mit selvmordsforsøg, behandlede livet mig faktisk rigtig godt. Jeg behandlede også mig selv godt, fysisk og psykisk. Jeg havde på daværende tidspunkt ingen uddannelse, jeg havde heller intet arbejde, og jeg var egentligt sådan lidt Meh omkring tilstedeværelsen. Men jeg tog mig sammen. Eller lad mig omformulere: Jeg havde  pludselig travlt med at komme videre. Hvilket var en kæmpe fejl, set i bakspejlet. Jeg vil herudover gerne bevise mig selv, og min specielt min far, at jeg sagtens kunne opnå noget. Min far gik i graven med, at jeg ikke var blevet til noget endnu, trods mine 21 år. Det har irriteret mig grænseløst, hvilket det til tider stadig gør. Så, jeg tog en uddannelse som kostvejleder og slankekonsulent, herudover oprettede jeg et CVR nummer. Mit lille hjerte barn Sundt – Året rundt, som nu endelig var en realitet. Jeg var komplet overvældet af stolthed, og glæde. Det gik så godt, og jeg følte virkelig at jeg havde 100% styr på mig selv, og mit liv. Jeg tjente mine egne penge, jeg havde mit eget firma. Jeg var min egen chef. Hvad mere kunne jeg bede om?
Men det var bare som om, at det ikke var nok. Eller rettere sagt, fra den ene dag til den anden, følte jeg at jeg ikke havde mig selv med i mit projekt mere. Efter 2,5 år, stillede jeg mig selv spørgsmålet: Gider du overhovedet det her? På daværende tidspunkt, var jeg fuldstændig opgivende. Jeg havde svært ved at have så mange bolde i luften. Jeg var bagud med vitterligt alt, især fordi jeg midt i det hele begyndte at læse psykologi ved siden af mit arbejde. Jeg var ikke glad. Jeg kunne ikke finde ud af hvad jeg følte. Men jeg blev enig med mig selv om, at jeg bestemt ikke skulle give op på mig selv, og min drøm. Jeg havde knoklet alt for hårdt til, at nå til hvor jeg var. Jeg husker at min mor sagde til mig efter eksamen; Når du har fået dit bevis, så går du op til hans gravsten og råber ‘JEG GJORDE DET’. Idéen var jo god. Intentionen var god. Men jeg fik det aldrig gjort. Jeg manglede virkelig hans tilstedeværelse, sekundet efter eksamen. Jeg manglede at han var der, da jeg trykkede ‘Opret cvr nummer.’ Jeg manglede at han fortalte mig, hvor stolt han var af mig. Fordi det nåede han aldrig at være på den front.  Jeg havde ikke formået at opnå noget, inden han døde. Dét hader jeg ham for, men når jeg endelig hader ham for det, så føler jeg mig sindssygt egoistisk, fordi jeg ved jo godt hans beslutning ikke blevet taget for, at gøre mig ondt. Men det nager mig stadig til tider. Jeg havde ikke bearbejdet tabet af ham ordentligt endnu. Jeg var ikke kommet videre. Men ordene ”kom videre”, giver bare heller ingen mening for mig. Jeg tror aldrig at man kan komme sig over sådan en tragedie, men man kan lære at leve med det. Det har jeg primært lært, men det halter stadig engang imellem.
Anyways. Der skulle ske noget, jeg var ikke tilstede, når jeg var social. Jeg kunne ikke slappe af, i mit eget selskab. Min hjerne kørte på fuld smadder. Tiden gik så hurtig, og alligevel så langsom. Fra den ene dag til den anden, besluttede jeg mig for at rykke teltpælene op efter 3 år i Aabenraa, og rykke tilbage til min hjemby Toftlund. Der er jeg vokset op, men jeg har ikke boet der siden jeg var 15 år. Men jeg havde brug for det. Jeg havde brug for ro og orden. Udover ikke at have styr på mig selv, så var min økonomi mere rodet end nogensinde før. Så fra den ene dag til den anden, sagde jeg min lejlighed op, og rykkede til Toftlund. Der ligger flere grunde til, at jeg rykkede hertil. Men de grunde er jeg endnu ikke klar til at dele med jer. Det håber jeg,  at jeg bliver en dag.

Jeg har virkelig lært, hvor vigtigt det er at snakke om tingene. Åben munden, hvis der er noget der går dig på. Kender du det der med, at du sidder sammen med et par venner, eller noget familie, og du har lyst til at fortælle dem, hvordan du oprigtigt har det, dog føler du dig som en belastning, så du skubber det væk igen? Det tror jeg mange kender til. Eller det ved jeg at mange kender til. Men ÅBEN MUNDEN. Fortæl dem omkring dig, hvordan du har det. Hvis de ikke tager det til sig, hvis ikke de lytter, eller hvis de griner af dig, så overvej en gang til, om det er mennesker du har brug for i dit liv. Fortæl, føl, snak. Repeat. Indtil du nærmest er ved at kaste op. Dét hjælper så sindssygt meget. Det er helt okay, ikke at være okay. Det er en del af livet. Dét har jeg lært.

Anyways. Update: Lige nu behandler livet mig ganske godt. Somme tider fortryder jeg at jeg er flyttet hertil, især fordi jeg ingen venner har her. Jeg har dog min mor og min storebror tæt på. Min bror og jeg har fået et rigtig godt forhold, efter jeg er flyttet hertil. Det er jeg virkelig glad for. Men alt i denne by, minder også om min far. Det er dog rart, men det er virkelig også stramt til tider. Jeg keder mig meget her, og jeg har tit svært ved at finde ud af hvad jeg skal få dagene til at gå med, i forhold til at jeg ingen venner har i denne her by. Jeg har ikke muligheden for ”bare lige” at svinge om forbi en veninde eller en kammerat, hvilket jeg altid har haft muligheden for. Det irritere mig dagligt. Men det er det værd, det bliver jeg i hvert fald nød til at sige til mig selv. Det var min beslutning, og jeg er sikker på at det i sidste ende giver poté. Jeg er i gang med at spare en røvfuld penge op, så jeg en dag kan flytte herfra igen. En af grundene til jeg flyttede her til var jo også, at jeg gerne vil til København at bo igen. Det skulle jo have været denne sommer, men det var jeg slet ikke klar til. Nu har jeg lidt Silkeborg/Aarhus i sigtekornet. Men jeg er ikke helt sikker endnu. Alt er sådan rimelig ”usikkert”.

En ting er sikkert, jeg flytter ikke herfra, før jeg er 100% sikker på hvorfor jeg flytter. Den by jeg ender med at bo i, skal være en by jeg kan se mig selv i 10 år frem. Jeg vil jo gerne læse til psykoterapeut, dog ikke nu, men på et tidspunkt. Så byen skal indeholde dén uddannelses mulighed. Herudover har jeg også en drøm om at skrive en bog. Men alt til sin tid. Jeg bliver nød til at overbevise mig selv om, at jeg ikke har travlt. Selvom det til tider er svært. Og med en personlighedsforstyrrelse oveni, blandet med en grov omgang angst, er det virkelig svært til tider, at forholde sig til, at det er sådan mit liv er lige nu.

Sååå, som I kan høre, er min tilstedeværelse stadig meget rodet, men jeg prøver gang på gang at rydde op, og det går faktisk meget godt, engang imellem. Men hey, jeg trækker vejret. Jeg smiler og griner faktisk mere end jeg græder, så livet er sku da egentligt ret godt! 🙂