Browsing Tag

blogger

www.bodylab.dk

MIN TOP 3 YNDLINGS PROTEIN BARS

Min ærlige top 3 af mine yndlings protein bar.
Jeg bliver tit spurgt af, hvilke protein bars der er mine yndlings.
Så, her kommer min top 3.

17021947_726053064244303_1654383989607118172_n
1) TRIPLE LAYER DELUXE COOKIES CREAM
Denne her bar, har jeg virkelig være virkelig vild med siden den udkom.
Forestil jer en protein bar med hele tre lag kærlighed. Midten består af en blød kage agtig blanding. Smagen er svær at definere. Men den minder om blød cookie hvid cookie. Ovenpå baren, inden laget af den lækre knasende mælkechokolade kommer, er der en slags omrids af creme. Jeg forbinder cremen med det der lagkage creme (?) hvis i forstår hvad jeg mener. Dette er HELT klart min numero uno.
Læs mere om barens næringsindhold, og køb den lige her

 

16864768_726053067577636_6760697683753079716_n
2) WHITE CHOCOLATE RASPBERRY
Denne her bar, rev virkelig benene væk under mig. Jeg var ret skeptisk, da jeg tog første bid. Fordi jeg forbinder ikke protein bars med frugt smag. Måske det er mig der er underlig? Well. Frugt er det nye, åbenbart! 😀
Denne her bar har en knasende smag af lækker hvid chokolade og en ekstremt gennemført smag af FRISK hindbær. I’m in looove!
Læs mere om barens næringsindhold, og køb den lige her

 

16938969_726051517577791_9176179454938645699_n
3) CHOCOLATE CHIP COOKIE DOUGH
Beklager jeg ikke lige har et billede af selve baren. Men det ligner faktisk bare en cookie der er klemt sammen som en bar. Haha 😀 Anyways. Denne her bar smager udelukkende af cookie dough. I ved, de der lækre cookie dough cookies man forbinder med Ben Jerry’s. Eller det gør jeg i hvert fald. Det smarte ved denne bar, er at du kan skære baren ud i flere stykker, og lave den om til cookies. Baren er nemlig form venlig. Hvis man kan sige det sådan. Smid den eventuelt i ovnen. Haps!
Læs mere om baren næringsindhold, og køb den lige her

Hvis i har nogle spørgsmål, så spørg løs! 🙂

 

Indeholder affiliate links.

RELATEREDE INDLÆG

Me, myself and I

10 ting jeg ikke kan fordrage

IMG_9521

1. Lugten af sure tæer. Jeg brækker mig bogstaveligtalt.
2. Folk der skifter meninger, sprog og holdninger, alt efter selskabet. Find ud af hvem du er. Fiks din personlighed.
3. Selleri. Jeg har virkelig prøvet at være fan. Jeg bliver det bare aldrig.
4. Bønnespire!!!! Det smager en blanding af loppemarked, loft, og gammel kuffert.
5. Whiskey. Hvilket nok bunder ud i jeg har haft en ekstremt dårlig oplevelse fuld på det. Jeg kan ikke klare smagen, eller duften af det. Fy.
6. Sukkerkartofler. Jeg forstår det ikke. Det er det samme som at smide ananas på pizza, eller mango på sushi. Det giver ingen mening.
7. Folk der ikke kan unde andre smil, glæde, og kærlighed. Vær glad på andres vegne, når der sker noget godt i deres liv. Venner som fremmede. Stop med at være irriterende.
8. At savne. Jeg kan simpelthen ikke klare at savne. Jeg bliver simpelthen så latterligt hidsig og melankolsk, på samme tid. Argh.
9. Personer der ikke tænker, før de taler. Jeg er faktisk måske nok en af de personer, nogle gange. Øv. Haha.
10. Drama. Jeg er faktisk ret god til selv at skabe drama, bevares. Men, jeg hader det. Jeg tror nogle gange jeg har en indbygget magnet, der tiltrækker drama. Eller idioter, der skaber drama. Der er ikke noget mere irriterende, end at lande i sin seng, få timer inden man skal op, med hovedet fyldt af drama, man ikke kan finde rundt i.

Kan i relatere, eller er jeg helt slukket? Haha 😀

RELATEREDE INDLÆG

Søde sager

Sund rabarbertrifli

13412871_578344455681832_6821531227501466001_n

Du skal bruge:
7 rabarberstænger
4 dl vand
2 dl zero sugar – Købes lige HER
1 stor spsk vaniljepulver
500 g neutral skyr
Mørk chokolade og all bran flakes

Fremgangsmåde:
– Vask og rens rabarberne
– Skær nu rabarber i små stykker
– Hæld vand, zero sugar og rabarber op i en dyb gryde
– Kog det op under omrøring
– Når det er kogt op, tager du gryden af kogepladen og vender vaniljepulver i
– Lad det stå i gryden i 20 minutters tid, rør rundt engang imellem
– Når der er gået 20 minutter hælder du rabarberblandingen over i en skål
– Stilles på køl i ca 2 timer
– Når de 2 timer er gået, finder du 2 store glas frem
– Hæld først rabarber ned i glasset, derefter skyr
– Forsæt sådan indtil glasset er fyldt
– Drys med hakket mørk chokolade og knuste all bran flakes

OBS du kan sagtens få flere portioner ud af det. Jeg har bare lavet 2 kæmpe triflier i stedet. Hele portionen kan uden tvivl laves til 5-7 portioner, hvis man eventuelt tænker det skal bruges til en fin lille dessert.

Jeg lavede 2 store, en til mig og en til min veninde, fordi vi skulle hygge os 😀

ANYWAS, de er virkelig lækre! Mums 🙂

13413059_578344495681828_6499745551475025205_n13434983_578344459015165_5326021467812616709_n

RELATEREDE INDLÆG

Me, myself and I

Den menneskelige version af hovedpine

Har du nogensinde mødt den menneskelige version af hovedpine? Eller, føler du dig selv som en omvandrende hovedpine, nogle gange? 

Tja? Jeg tror sku, eller nej, jeg VED at vi alle har mødt en eller op til flere der giver os hovedpine, ligesom vi selv kan sparke os i hovedet og fremprovokere en nærmest kronisk hovedpine, i en enten længere eller kortere periode. 

Hvis der er en ting jeg har lært igennem mine snart 24 år, er det at alle mennesker laver fejl.
Livet kommer jo for dælen ikke med en instruktionsbog. MEN, nogle fejl havde vi måske forudset komme, nogle fejl havde vi måske selv fremprovokeret, ved ikke at lytte til vores egne råd, eller taget imod råd med kyshånd fra vores nærmeste, som elsker os. 

Tja, man kan sku altid være bagklog, det nytter ikke noget at smide sig ned på sofaen og græde. Det nytter virkelig ikke at have ondt af sig selv. Det nytter ikke noget at slå sig selv i hovedet, det får man bare mere ondt i hovedet af. Det nytter heller ikke noget at slå sig selv i hovedet, fordi man måske adskillige gange, har mødt den menneskelige version af hovedepine. 

Vi støder alle ind i fuck ups, menneskelige som materielle.
Vi er alle fuck ups, det handler i bund og grund bare om at finde ud af hvilke fuck ups, du gider bruge din tid på, i længden. 

Det handler om hvilke fuck ups der gavner dig, og hvilke fuck ups du kan lære af. Det handler om at leve med dine fuck ups, og fucker du op igen, igen og igen, eller møder du endnu et fuck up, som virkelig bare får dig til at tænke ??Hvad har jeg SERIØST gjort, for at fortjene endnu et fuck up på min vej???, så skal du have lov til at tænke over det, men ikk tænk for meget over det, ikk overanalyser situationen. Tænk i stedet over hvad du kan bruge situationen til fremadrettet, hvad situationen har lært dig, og hvordan du bevæger dig væk, fra det fuck up. 

Det lyder måske nemt, gu fanden er det ikke nemt!
Lad mig give jer et eksempel?..

Det er ikke mere end 1,5 måned siden, jeg vågnede grædende op 2 dage i streg. Min lejlighed lignede lort, for at sige det lige ud. Opvask og rod over alt. Jeg er normalt et total ordensmenneske, jeg HADER rod.
Jeg tørre mit spisebord af flere gange om dagen.

Anyways, da min veninde kommer herhjem på 2 dagen, kunne jeg intet overskue. Klokken var vel omkring 16, jeg havde stadigvæk nattøj på.
Jeg har 2 dage i ugen hvor jeg nærmest kun arbejder. De 2 dage går ud på at fokusere på adskillige kontroverser, positive som negative, i mit firma. Det gælder alt fra upraktiske og praktiske ting. Det er også de 2 dage hvor jeg giver mine klienter den opmærksomhed de har brug for. Jeg sidder nærmest limet fast foran min computer og min firma telefon. Ikke nok med det, var jeg lige i den periode startet op på et nyt studie, som krævede meget af min fokus. Nå, MEN, min veninde hiver mig med ned i byen, da hun kommer hjem. Jeg havde nogle praktiske ting jeg skulle ordne. Vi stopper på hjemvejen ved mit lokale supermarked. Jeg skulle have mælk, og smøger. Jeg står ved køleren og skal til at fiske en mælk op, i det der går en dame ind foran mig, hun stod der vel i 10 sekunder, men de 10 sekunder føles som 10 minutter. Jeg havde ingen forståelse for hvorfor det kunne tage SÅ lang tid for hende at fiske en mælk op.
Jeg fik tårer i øjnene? Jeg skulle bare UD af det supermarked, lige nu. 

Vi kommer ud i bilen, jeg siger egentligt ikke rigtigt noget i de 10 sekunder det tager at køre hjem til mig. Vi stiger ud af bilen, stemningen er semi, men jeg kan mærke jeg er på randen til at bryde sammen. 

Jeg og min veninde kommer ind i min lejlighed, som stadigvæk ligner noget der er løgn. Jeg smider mine nøgler på bordet, sætter mig ned på en stol, og kigger ud i luften. Vi føre egentligt en normal samtale på et tidspunkt, men det er bare som om jeg ikke engagere mig samtalen. Jeg kigger væk, jeg får igen tårer i øjnene. Jeg bryder sammen. Jeg sidder bare overfor min veninde som en lille baby der ikke kan få vejret, og græder. Hold nu, jeg græder. Hun sidder bare og aner ikke hvordan hun skal forholde sig til mig. Hun vidste godt jeg havde mødt et stort fuck up i mit liv lige der, men hun havde ikke set det breakdown komme. Hun begynder at grine, efter som jeg ikke er typen der normalt græder foran folk. Hun ved slet ikke hvordan hun skal forholde sig til det, eller mig. Det ender med vi begge sidder og griner lidt af hele situationen, imens jeg stadig hulker engang imellem, og stopper op og brokker mig over den elendige situation, jeg overhovedet ikke selv havde valgt at stå i. Jeg var i en tilstand hvor jeg var tvunget til at acceptere, en tilstand så fucked up, at havde jeg selv kunne vælge, havde jeg gået en pænt stor cirkel udenom. 

Jeg havde lige præcis denne her dag, som jeg nævnte ovenfor, en MASSE ting jeg skulle nå og ordne. Jeg skulle faktisk ringe til flere klienter, og høre hvordan deres uge var gået? Det var nok lige det sidste jeg havde lyst til at gøre. Hvem gider ringe og lege skide glad og total motiverende, når man i princippet bare havde lyst til at gemme sig under dynen, og blive der indtil den på tvunget smerte var ovre.

Min veninde pep talker mig, meget. Det ender med hun køre hjem, og vi aftaler jeg skal ringe til hende når jeg har ordnet hvad jeg skulle. 

Jeg sidder en times tid efter hun er kørt, og magter ingenting. Jeg kigger bare rundt i min total rodet lejlighed, på den uoverskuelige opvask, på alle de opkald og sms?er jeg skulle besvare, på alle de andre praktiske ting jeg skulle ordne.
Det var virkelig en dum dag at være ødelagt på. VIRKELIG en ØV dag.
Det ender med jeg smækker noget højt musik på. Jeg starter med opvasken, imens jeg hulker lidt. Jeg smed sku også lidt rundt med noget bestik og nogle skåle, men hva faen.. 

Opvasken var nu taget. YES! Nu skulle der støvsuges, der skulle luftes ud, jeg skulle i bad.
Tjek tjek TJEK! 

Jeg får mig taget sammen til at ringe rundt til mine klienter, jeg får skrevet rundt. Jeeg får ordnet ALT det jeg skal. 

Da jeg var færdig med alt, sad jeg og nød en iskold energidrik, og en smøg, med et kæmpe smil placeret i mit ansigt. 

Jeg elsker mit arbejde over alt, hvilket gjorde det så livsbekræftende at sidde og snakke med min sindssygt seje klienter. 

Jeg ringer til min veninde og råber hallåååååå jeg er DONE! Hun var helt glad på mine vegne. 

På de 2 røv syge dage, lærte jeg utroligt meget omkring mig selv, og hvordan jeg også kan reagere. Da min far døde, kom reaktionen først et par måneder efter. Jeg græd ikke rigtigt, i hvert fald ikke særlig meget. Det er sket få gange, hvor jeg bare har sat og savnet ham, og nærmest skreget efter en eller anden Gud, jeg alligevel ikke troede på. 

På de her 2 dage, reagerede jeg så hurtigt.
Men, hvad var der dog sket i mit liv, siden jeg følte alt var så uoverskueligt? 

Jeg havde haft en kronisk hovedpine i mit liv, i alt for lang tid, hvilket nærmest havde givet mig stress. Jeg havde lavet nogle fejl, som jeg prøvede at få hovedepinen til at tilgive, men det skete ikke. Jeg følte mig som et fuck up, fordi jeg havde haft et fuck up tæt på mig i alt for lang tid. Et fuck up der langt fra gavnede mig, selvom mine nærmeste havde sagt jeg skulle give slip, for længst. Jeg følte mig ikke tvunget til at holde fast, og dog?. Hovedpinen havde på en eller anden måde overbevidst mig om at jeg skulle holde fast, og at jeg skulle kæmpe, men hovedpinen ville også have at jeg skulle forandre mig, og det kunne jeg ikke. Det ville jeg ikke. Men, jeg var på en eller anden måde fascineret af hovedpinen, så jeg kunne ikke give slip, troede jeg. Jeg ville ikke give slip. Jeg over analyserede alle hovedpinens handlinger. Jeg havde ikke set forudkomme at hovedpinen kunne give slip på mig, fra den ene dag til den anden. 

Ikke nok med jeg skulle give slip på noget, som jeg havde fået banket ind i hovedet var ægte, så var der et kæmpe tillidsbrud. Jeg følte jeg var blevet holdt for nar, jeg følte jeg var blevet personlighedsmæssigt terroriseret, i længere tid. Jeg følte mit hovede var i krig med alt der foregik i mit liv. Jeg reagerede så hurtigt på hele situationen, hvilket jeg var meget overrasket over. Jeg plejer først at tilpasse mig en situation, og reagere på den efterfølgende.
Det gjorde jeg ikke denne her gang. 

1 ord, og jeg var fuldstændig ødelagt. Jeg ringede i gråd til en af mine veninder, og til en anden, og til en tredje, og til en fjerde. Jeg fortalte dem alle sammen historien, imens jeg hulkede. Nogle af dem fattede jo knap nok hvad jeg sagde, men jo længere tid der gik imellem opkaldende, jo mere faldt jeg ned.
Jeg var ødelagt, og jeg havde ingen anelse om hvordan jeg nogensinde skulle få denne her hovedpine til at gå væk. Jeg vidste ikke hvornår hovedpinen fysisk som psykisk ville forsvinde helt ud af mit liv. Hvordan skulle den anden hovedpine nogensinde forsvinde ud af mit liv, for good? Hvordan gør man. Hvordan fanden gør man!? 

Jeg lagde hele dagen hjemme. Jeg prøvede at fokusere, det gav ingen mening, så jeg sov, når jeg kunne. Anden dagen, kom min veninde som sagt herhjem.
På anden dagen, sent aften, lagde jeg og så et par afsnit af en serie jeg fulgte med i, og så gik jeg i seng.
På 3 dagen, besluttede jeg mig selv for at give slip på den åndssvage hovedpine. Jeg havde (har stadig) 2 studier jeg skulle passe, plus et arbejde.
Hovedpinen skulle ikke have lov til at ødelægge min hverdag. Jeg havde kæmpet for at få min hverdag til at fungere, efter 2 år, med en stressende sygemeldning. No fucking way at det her skulle ødelægge mig.

Jeg besluttede mig for at give slip, hvilket jeg ærlig talt ikke troede jeg kunne, så tæt på selve situationen. Men, jeg havde så mange andre ting at fokusere på. Jeg gav mit studie og mit arbejde alt fokus, udover det gav jeg mine venner resten af det fokus jeg havde tilbage. Så, jeg havde slet ikke tid til at over analysere eller tænke på hovedpinen mere.

Er det den rigtige måde at gøre det på? Måske ikke, men det hjalp mig. Det hjalp mig med at acceptere at jeg var i en tilstand så fucked up, omringet af hovedpine(r). Jeg kunne jo ikke lave om på situationen, så tilstanden var som den var, og den blev jeg nød til at acceptere.
Så, det gjorde jeg, jeg levede med det? Og for at det ikke skal være løgn, så lever jeg stadig med det.
Det er en oplevelse jeg hellere ville være foruden, men sket er sket.

Det her skete for knap 1-1,5 måned siden. Hovedepinen dukker stadig op, dog ikke på dagligt basis længere. Men, der er altid noget eller nogen der minder mig om den. Den er der tit. Jeg kan ikke skubbe den væk.
Når den er der, er den der bare.
Jeg har heldigvis sindssygt gode veninder og kammerater, som har min ryg og min forståelse mere end 100%.
De hader den hovedpine, lige så meget som jeg gør. De ved at hovedpinen er fuld af løgn, og de ved at hovedepinen bare er endnu et fuck up i mit liv, som skal overstås. 

Jeg tror den ting der til tider stadig kan give mig hovedpine, er når jeg tænker over hvor lang tid jeg har brugt på en hovedpine, jeg for længst har kunne være foruden, hvis jeg havde lyttet til dem der elsker mig. Men, jeg er typen der gør hvad jeg tror der er bedst for mig selv. Så, selvom jeg nok inderst inde stadig bliver ved med at tro på det jeg selv tror er bedst for mig selv, lytter jeg nu altid en ekstra gang på hvad dem elsker mig har at sige, fordi de har sku næsten altid ret.. Desværre? Ha ha ha! 😀 

Der er langt fra tanke til handling, det siger de kloge i hvert fald. Jeg handler næsten altid før jeg tænker, især når det kommer til mit privatliv.
Jeg tænker næsten aldrig over konsekvenserne, før de er der. Det er måske derfor jeg er havnet i den situation, jeg nu er tvunget til at acceptere.
Jeg har accepteret det, det er bare sådan det er.
Det er bare sådan jeg er. 

Lige så kliché som det her lyder, lige så RIGTIGT er det:
Hvad du ikke dør af, gør dig KUN stærkere. 

Det føles måske umuligt at stå oprejst efter et fuck up, og det kan godt være det er umuligt, i en periode, men det bliver lige så stille og roligt muligt, igen. Alt er muligt, så længe du ville det. Ville du noget nok, finder du altid en vej. Finder du ikke en vej, så finder vejen dig.

Inden du ser dig om, er hovedpinen væk.
Lige pludselig føler du dig ikke som et fuck up længere, og du er lige pludselig ikke omringet af fuck ups.
Vi er alle bare mennesker, med en masse forskruede tanker og følelser. Nogle gange er der balance, andre gange er der ikke.
Sådan er livet. 

Du er meget mere værd end en hovedpine. Jeg er meget mere værd end en hovedepine.
Vi er meget mere værd end hovedpine. 

Dårlige dage varer ikke ved <3 

Menneskelige hovedpiner varer ikke ved. 

RELATEREDE INDLÆG

Ikke kategoriseret, Me, myself and I

Vi var en dårlig succes, men vi var den helt rigtig fejltagelse

12235001_491114664404812_3819479339075265275_n
Kærestesorger…

Vi kender det allesammen, eller.. Jeg fandt først ud af hvad det var og hvad det indebar for en uge  siden. Det lød bare ret godt at skrive vi alle vidste hvad det var, men nu, ved jeg virkelig hvad det indebære.
Hvor frustrerende det er, hvor kompliceret det er.
Hvor ondt det gør at miste sig selv i processen i at elske en anden.

I ved jeg lige pludselig fik en kæreste, jeg delte en del (ret meget faktisk) med ham, specielt på min Instagram @sundtaretrundt. Alle mine dejlige følgere, i var SÅ glade mine vegne, og i havde svært ved at forstå hvorfor jeg lige pludselig ikke nævnte ham mere.
Sooo, let me explain..



For mig har ordet ‘elske‘ altid været overvurderet, det er aldrig noget jeg har sagt face to face til nogen, ikke engang mine forældre. For mig betyder det at elske at man ikke kan undvære et andet menneske, eller at man i hvert fald ikke har lyst til det, eller hvad? Jeg synes det lyder så overfladisk, og så måske alligevel ikke, det er et stort ord, og det er ikke bare et ord, det er alt andet end et ord, det er en følelse. Jeg har aldrig rigtig kunne finde ud af hvordan jeg fandt ud af hvordan det skulle føles at elske et andet menneske, det er heller ikke noget jeg har brugt lang tid på at tænke over, egentligt. Indtil jeg følte mig tvunget til det.

Jeg har aldrig været hende der som bare skulle finde en at dele mit liv med, det har aldrig sagt mig noget at slå mig ned med en mand, få børn, hus, villa og volvo. Jeg har altid levet i nuet, og taget tingene som de kom.
Mine veninder har tit jokede med hvor sjovt det ville være den dag jeg kom og sagde at jeg havde fået en kæreste, en som jeg faktisk på længere sigt kunne finde ud af at bruge min tid på, men de sluttede altid sætningen af med ”men, som om det nogensinde sker”.
Vi har grint rigtig meget af det, fordi jeg havde samme holdning som dem. Forhold er ikke noget jeg har overvejet, det var ikke ‘det‘ jeg havde brug for.
Jeg har næsten altid haft flirts, men, de har aldrig holdt længere end et par måneder, enten har jeg fundet en grund til at ødelægge det, ellers er jeg endt op med at blive ødelagt.

Jeg har hele mit liv haft svært ved at binde mig til et andet menneske, følelser har aldrig rigtig været mig, og så alligevel, jeg er et ekstremt følsomt menneske, jeg tager ting meget personligt, jeg kan bruge lang tid på at tænke over små ligegyldige ting, jeg kan overanalysere på fuld skrue og jeg stopper ikke før jeg finder frem til en konklusion.
Så, selvom jeg besidder en kæmpe håndfuld følelser, selvom jeg rummer dem, har jeg altid haft svært ved at vise dem, følelser har på en eller anden måde altid været en pligt for mig, som at tage opvasken.
Jeg har altid haft svært ved at stå ved hvad jeg føler.
Når først der er følelser involveret, tager jeg enten afstand eller afsked. Jeg synes følelser er skræmmende, så snart de er indeblandet, er man sårbar, og det er der man nu kan miste sig selv, i processen i at ”lære” at elske en anden.



Juni 2013
mistede jeg min far.

Jeg mistede ikke bare min far, jeg mistede den mand der altid har været der for mig, i medgang og modgang.
Selvom jeg har råbt og skreget af ham, selvom jeg har slået ham, selvom jeg har skabt mig og bedt ham om at forsvinde ud af mit liv, ti tusinde gange, har han altid været der.
Han var der altid.
Jeg og min far har ikke altid haft et let forhold til hinanden, i bund og grund fordi vi lignede hinanden alt for meget.
Jeg kunne ringe til min far og sige han var verdens største idiot og at han aldrig skulle kontakte mig igen, for at ringe 5 minutter efter og spørge om han ik kom ned samme aften.
Han kom altid.
Jeg ville ønske min far havde haft en uhelbredelig sygdom, så jeg kunne have forberedt mig på han skulle dø, så han selv var forberedt.
Jeg ville ønske min far ved med i en ulykke, så jeg kunne sørge uden at tænke over situationen, på samme måde som jeg gjorde da han døde.
Min far havde ikke en uhelbredelig sygdom, min far var ikke med i en ulykke.
Den 16 juni 2013 stod min far på en stige ude i hans værksted, med et reb rundt om halsen.
Han havde lagt et afskedsbrev til os og en kniv til at skære ham ned med…. Ugen inden, kiggede han mig dybt ind i øjnene, og lovede han aldrig nogensinde ville tage livet af sig selv.
Han svigtede mig.
En uge inden min far døde, var jeg hjemme og besøge ham og min mor, vi havde en kæmpe diskussion, jeg og ham, jeg råbte han bare kunne købe en pistol og skyde sig selv i hovedet, hvis det virkelig var det han ønskede, han snakkede nemlig meget om døden i det tidsrum.
Han havde en depression.
Jeg og min far kørte en tur den aften, min mor tvang os til det, kun jeg og ham, højt musik, cola og smøger, vi grinte og havde det sjovt. Han viste mig hvor han var opvokset.
Han var glad.
Dagen efter skulle jeg hjem, han giver mig et kram (hvilket han aldrig gør), og siger jeg skal ringe hvis jeg mangler det mindste. Jeg kiggede underligt på ham og sagde ja ja whatever.
Han vinkede til mig da jeg satte mig ind i bilen med min mor.
Det var sidste gang jeg så ham.

I samarbejde med en terapeut kom vi frem til en konklusion; Jeg følte mig svigtede.
Hvordan skulle jeg nogensinde kunne komme til at stole på en mand igen?

2 år efter, begynder mit liv at se lyst ud igen. Det tog mig 2 år at smile sådan at de rigtige grunde igen.
2 vanvittigt hårde år, jeg faktisk ikke troede jeg ville overleve.


Jeg møder så uventede denne her fyr efter de 2 år, som jeg egentligt ikke havde yderligere interesse for, han var bare endnu en fyr jeg på forhånd vidste jeg ikke ville noget seriøst med.
Jeg begynder helt uskyldigt uden nogle bagtanker, at ses med denne her fyr, jeg slår det fast for ham at jeg ikke søger noget fast, det gjorde han heller ikke.
Det passede mig perfekt.
Pludselig, ses vi ret meget, ret tit, og når vi ikke ses, skriver vi sammen, konstant.
Allerede der begyndte jeg at trække mig lidt tilbage, det blev lidt for mystisk, og jeg havde lovet mig selv jeg ikke gad smide følelser i det.
Kunne jeg virkelig li’ ham her, eller kunne jeg li’ at han kunne li’ mig?
Jeg fik følelser for ham.
Jeg begyndte at fortælle mine venner om ham, jeg fortalte endda min familie om ham.
De grinte bare af mig, for de vidste jo godt det ikke ville holde i længden, efter som det altid plejer at gå i stykker efter max et par måneder med mig og de fyre der.
De troede ikke på mig.
Jeg begyndte at tænke på ham inden jeg faldt i søvn, jeg smilede når jeg fik en sms fra ham, jeg følte mig total priviligeret når han ringede og jeg snakkede om ham konstant.
Men, altså det havde jeg jo prøvet før, det var bare en fase, det ville gå over igen, troede jeg.
Han var anderledes.
Jeg vidste ikke engang hvad man skulle bruge en kæreste til, hvis det var, altså jeg har venner der har kærester, som er i lange forhold, det’ bare ikke mig, så skulle man jo binde sig til et andet menneske 100%, ingen frihed lige pludselig, ellers tak.
Jeg ville ikke have en kæreste.
Lige pludselig skete der noget, efter jeg havde overbevidst mig selv og alle andre om at jeg IKKE skulle være kærester med ham, bliver jeg kærester med ham.
” Anne-Mette havde fået en kæreste ”
Ingen kunne tage det seriøst, inklusiv mig selv.
Da vi havde været kærester i et døgn, begyndte jeg allerede at komme med lame ass undskyldninger på hvorfor vi måske ikke skulle være kærester, jeg trak mig tilbage, ignorerede ham og jeg havde pludselig ikke tid til at ses.
Han virkede dog ret forstående på alle punkter, efter som jeg havde forklaret ham hvordan jeg hang sammen.
Han forstod mig.
Jeg havde en del issues på daværende tidspunkt, han gjorde virkelig alt for at være der for mig, selvom jeg bad ham om at forsvinde flere gange.
Jeg havde forklaret ham hvor messy jeg var, og hvor bøvlet jeg kunne være. Han ville være der for mig.
Han blev hos mig.
Vi gik igennem en del sammen, på meget kort tid, meget drama på kort tid, mange diskussioner og mange uenigheder.
Jeg indrømmer gerne over over halvdelen af det, der var det nok mig, jeg ledte stadig efter en grund til hvorfor det ikke skulle gå, det bunder nok ud i min egen usikkerhed.
Jeg var bange for at miste ham.
Vi var kærester i små 2 måneder, før jeg gjorde det forbi.
Der gik kun et par timer, før det gik op for mig hvad det var jeg lige havde smidt væk.
Jeg prøvede at sweet talke ham til at give mig en chance til, og det gjorde han, efter et stykke tid.
Vi fandt ud af det igen og fandt sammen, igen. Der gik dog ikke lang tid før han afsluttede det.
Vi fungerede ikke sammen.
Vi mødte mange bump på vejen, han var jaloux, og der begyndte at gå rygter om jeg havde kyssede på en anden, hans tillid til mig forsvandt fuldstændig, og hver gang det begyndte at gå godt, kom der noget i vejen.
Vi kunne heller ikke undvære hinanden.
Han var min første sådan officelle kæreste, så jeg havde måske heller ikke regnet med det skulle være glade dage og lyserøde skyer hele tiden, men jeg havde i hvert fald heller ikke regnet med vi skulle være så bøvlet, sammen.

Hvorfor gik det galt?
Det gik allerede galt da vi blev kærester, officelt. Ikke nok med det gik for hurtigt, kunne jeg slet ikke forholde mig til at jeg nu var afhængig af et andet menneske på den måde, jeg kørte den fuldstændig op og bildte mig selv ind jeg havde mistet alt min frihed, selvom det i realiteten ikke havde ændret noget, det var jo bare et ord, en titel, men det havde jeg ret svært ved at forholde mig til, i starten.
De første 2 måneder vi var kærester, ledte jeg næsten hver dag efter en grund til hvorfor det ikke gik, det må have været et helvede for ham, at være sammen med mig.
Jeg var umulig.
Da vi havde været sammen i små 3 uger, officielt, ligger vi ude i haven, det er sommer og humøret er faktisk højt.
Han  kigger på mig og smiler, og siger ‘Jeg tror jeg elsker dig’.
Jeg følte mig så dum, det endte ud i jeg sagde ‘Tak.
Det fik mig virkelig til at tænke over det ord der, ‘elsker’, det er noget underligt noget. Hvorfor siger han det lige pludselig? og sku jeg sige det tilbage, eller? Naah, det burde da komme automatisk, eller hvad?
Alt gik bare alt for hurtigt, jeg kunne slet ikke følge med, der skete alt for mange ting på alt for kort tid, alt for mange følelser jeg skulle håndtere.
Udenfor min rækkevidde.
Det måtte ende, som nævnt tidligere, 3 uger efter denne episode betragtede jeg mig selv som single.
Jeg gik fra ham.

Vi fandt jo så ud af det igen, men det er som om vi ødelagde hinanden mere end vi gavnede hinanden, og det var som om vi begge vidste at vi ikke skulle være sammen, men vi kunne heller ikke finde ud af at undvære hinanden, selvom vi til sidst knap nok ses, eller snakkede sammen.
Men, når vi så endelig var sammen, var det som om tiden stod stille. Jeg glemte alt og alle når han kiggede på mig, når han smilte til mig og fortalte mig hvor dejlig jeg var.
Jeg var forelsket.

Det var jo ham jeg ville være sammen med, det gik mere og mere op for mig, det gik faktisk så meget op for mig, at jeg et par måneder efter fortalte ham at jeg også troede jeg elskede ham.
(da vi havde fundet sammen igen)
Jeg elskede ham.
Hans smil da jeg sagde det, snakkede for sig selv, jeg kunne ikke ønske mig en bedre kæreste, end ham.

Hvad var problemet?
Mig, jeg var problemet.
8 måneder, prøvede vi at få det til at fungere. Det fungerede ikke.
Måske er jeg bare ikke bygget til at have en fast kæreste, tænker jeg, ellers var han måske bare ikke den rigtige? Jeg ved det virkelig ikke.
Jeg har altid sagt til mig selv hvis jeg nogensinde fik en kæreste, skulle det være den rigtige, jeg har aldrig været typen der bare har haft en kæreste, aldrig.
Jeg troede han var den rigtige.

Lige da jeg troede vi var ved at finde ud af det igen igen igen, fortæller han mig at han havde hørt ‘ude i byen‘ at jeg havde gået bag om ryggen på ham, at jeg havde været ham utro.
Selvom jeg helst ville benægte det, som i starten, indrømmede jeg alt.
Jeg havde været ham utro.
Jeg besluttede mig nu for at være 100% ærlig overfor ham, jeg bad ham spørge mig om alt han havde tvivlede på omkring mig, han tvivlede meget på mig da min troværdighed jo ikke var særlig meget værd på daværende tidspunkt.
Jeg sagde til ham, jeg ville være ærlig, 100%, fordi han ville hade svarene.

Det var som om der faldt en stor sten fra mit hjerte efter jeg havde fortalt ham at jeg havde gået bag om ryggen på ham, nu skulle jeg ikke lyve om det mere, når det blev nævnt, jeg skulle ikke holde masken og bygge en facade op, hver gang.

Jeg gik først i forsvar, men jeg kunne jo godt se jeg skulle pakke mit forsvar ret langt væk, det var jo mig der havde lavet nogle fejl, jeg nu måtte stå til ansvar for.
Han havde ingen interesse i at snakke med mig, han var for at sige det lige ud, fuldstændig færdig med mig. Han følte sig til grin, han følte jeg havde holdt ham for nar, hvilket er forståeligt. Hvordan kunne jeg stå at kigge ham ind i øjnene flere måneder tilbage, da han spurgte mig om jeg havde gået bag ryggen på ham? hvordan kunne jeg lyve ham lige op i ansigtet, og benægte alt? hvorfor havde jeg ikke et behov for at fortælle ham hvad jeg havde lavet, dengang og nu? hvor var min samvittighed henne? hvordan kunne jeg bevidst holde sådan noget hemmeligt for ham?
Jeg ved det virkelig ikke.
Han ville ikke have kontakt til mig mere.

Jeg var ynkelig, da han fandt ud af det, da jeg fortalte ham om begge episoder.
Jeg blev luft for ham.
Jeg prøvede at vænne mig selv til tanken om en hverdag uden ham, det virkede egentligt ikke særlig svært, jeg havde jo en hverdag inden jeg mødte ham.
Men, der var bare noget særligt ved lige præcis ham her, men hvis det var ham jeg ville være sammen med, hvorfor havde jeg så et behov for at kysse på en anden? hvorfor havde jeg ikke nok i ham, i den opmærksomhed han gav mig? i de kys han gav mig?
Jeg tror jeg var bange for at være forelsket, jeg var endnu mere bange for at stå ved at jeg rent faktisk elskede ham.
Jeg var bange at miste ham, og jeg var bange for at miste mig selv i processen i at være sammen med ham.
Jeg var usikker på mig selv, og det gik udover ham.
Jeg var bange for at lukke et andet menneske ind i mit liv på den måde, eftersom jeg er meget følsom, gjorde det mig usikker, både på ham og mig selv. Så, i stedet for at holde om ham, kysse ham og fortælle ham hvor dejlig han var, var det lettere for mig at kigge den anden vej og grine.
Jeg virkede ligeglad, selvom der inderst inde var fest over jeg følte mig så priviligeret at have et menneske som ham, tæt på.
Han kom bare for tæt på, så tæt på at jeg følte mig nødsaget til at tage afstand, flere gange.

Jeg tror det værste ved det hele, er at give helt slip, at smide (i mit tilfælde) 8 måneder væk fra den ene dag til den anden, selvom det i princippet ikke kommer an på månederne, men på hvor tæt man nåede at blive med personen, det er ikke det at miste personen, det er det at miste sig selv.
Jeg mistede mig selv, da jeg mistede ham.
Jeg mistede ikke bare en kæreste, jeg mistede en ven.
Men, man kan altid sidde tilbage og være bag klog, man kan sidde tilbage og overanalysere hver evig eneste detalje, det får man bare ikke noget ud af, det eneste man kan gøre er at lade tiden hele situationen, og komme videre.

”I virkeligheden er vi vel alle bare mennesker, der forsøger at finde noget vi kan holde fast i, så vi ikke glider væk?”

Efter som jeg havde svært ved at lukke en fyr tæt ind på mit liv igen, eftersom min underbevidsthed havde overbevist mig om at jeg ville miste ham, var det lettere for mig at få ham til at droppe mig, selvom det jo ikke var det jeg ville inderst inde.
Det gør ondt, og det værste ved det hele var; det var min egen skyld.

Jeg kunne ikke skubbe skylden over på andre, end mig selv.
Jeg kunne ikke tvinge ham til at stole på mig igen, når han i forvejen inden han fandt ud af hvad jeg havde lavet, havde trust issues, med hensyn til mig.
Jeg tror aldrig jeg har stresset så meget over et andet menneske på så kort tid, de 8 måneder med ham er bare fløjet afsted, men det gør tiden som regel når man bruger den sammen med et menneske man holder af.
Nu er det slut med at stresse, over ham og jeg.
Det føles næsten helt forkert ikke at stresse over ham og jeg længere, jeg havde næsten vænnet mig det.
Jeg fuckede op, det står jeg ved, det må jeg leve med.
Det skal jeg leve med.

Tiden jeg fik sammen med ham, ville jeg aldrig være dem foruden.
Han pressede mig til at lære mig selv at kende på mange punkter, uden han selv vidste det.
Selvom jeg og ham var en dårlig succes, er jeg sikker på at vi var den helt rigtige fejltagelse.

” Folk siger du ved ikke hvad du har, før du har mistede det. Sandheden er, du vidste godt hvad du havde, du troede bare ikke du ville miste det.”

Puuuuh det var noget af en roman hva! 😀
Håber det var værd at læse, det tog mig i hvert fald et par dage at finde ud af hvordan fanden jeg skulle stille det hele op, og jeg var enig med mig selv om jeg ikke gad gå i detaljer (det synes jeg heller ikke jeg har gjort), i hvert fald minimalt.
OG ingen grimme kommentar’, de bliver slettet med det samme, jeg har fået at vide nok gange det jeg har lavet er forkert, jeg kan ikke lave det om jo flere gange jeg får smidt i hovedet hvor stor en idiot jeg er.
Anyways, jeg håber i fik svar på jeres spørgsmål 🙂

MØS
product_66552_1_orig

RELATEREDE INDLÆG

Frokost & aftensmad

Avocado med LÆKKERT fyld!

12208832_487381368111475_1844732601196058396_nDer er gået total fisk i den i dag! 😀
Jeg fik laks til frokost, og nu rejer til aftensmad. MUMS!

Det her er nok det nemmeste at lave, det fungere godt som forret faktisk (så bruger man selvfølgelig kun en halv eller en hel avocado)
Det fungere perfekt som aftensmad til mig, i form af hele 2 avocadoer. Nom nom nom!!

OBS, efter som avocadoer indeholder en masse sund fedt (enkeltumættetfedt), så mætter det meget! 🙂

Jeg har ikke en direkte opskrift på det, et går egentligt bare ud på skære avocadoen over, som skal være spisemoden.
Fylder hullerne med ferske rejer, blander noget creme fraiche 5% eller skyr MED ketchup, salt og peber, smag til indtil du synes smagen er perfekt!
Hæld derefter dressingen udover rejerne, drys med hakket rødløg og peberfrugt.
Top’ eventuelt med en skive agurk, som jeg har gjort.

SERVEEEER! 😀 
12122901_487381378111474_7197918015598382219_n

RELATEREDE INDLÆG

Pandekager

Sunde grove spinatpandekager

image

Vanvittigt velsmagende kan jeg godt sige jer!!! Opskriften er til ca 5 små pandekager;

Du skal bruge;
2-3 dl skummetmælk
2 æg
2 dl grahamsmel
15 klumper optøet spinat (frost)
1 spsk shawarma krydderi – eller salt og peber

Fremgangsmåde;
– Pisk mælk, æg og mel sammen
– Tilsæt den optøede spinat og krydderi
– Pisk det hele godt sammen, dejen skal ikke være pandekage tynd men heller ikke alt for klumpet og tyk, tilsæt lidt mere mælk hvis det er alt for tykt
– Så er det bare på panden! 😀

image

Jeg vendte majs (på dåse), hytteost og tun sammen og smækkede i. Nom nom! 😀

RELATEREDE INDLÆG