Browser Kategori

Me, myself and I

Me, myself and I

Støt dine venner, selvom du ikke støtter deres situation

Overskriften siger i princippet deet hele. Og jeg delte de 9 ord i går, i form af et billede. Men jeg fortrød hurtigt. Fordi jeg havde lyst til at uddybe de ord lidt. Fordi de er så vigtige, og det er så vigtigt, at vi støtter vores venner, selvom vi ikke støtter deres situation. Hvilket går begge veje selvfølgelig. Alle har brug for den slags støtte. Og jeg priser mig lykkelig over, at jeg er beriget med den slags venner, der støtter, og har støttet mig, selvom de ikke forstår, eller har forstået, min daværende, og nuværende situation.

Det kan være din ven lige har oplevet et dødsfald, af en der stod vedkommende nær. I form af en ven, veninde, søster, bror, mor, eller far. Eller en helt syvende betydningsfuld person. Du står som ven, på sidelinjen, og du ved ikke hvordan du skal tackle den situation, din ven nu står i. I det tilfælde, støtter du selvfølgelig situationen, men hvis du ikke selv har oplevet det, forstår du ikke situationen, og det er umuligt for dig, at sætte dig ind i den situation. Men det er helt okay ikke at forstå sådan en situation. Støtten du giver din ven i sådan en situation, er simpel. Så længe du er der, som du er i din vens opture, er du der på samme måde, i din vens nedture, selvfølgelig på en anden måde.

Det kan være din ven, har taget et valg, som du slet ikke forstår. Det kunne være din ven, var gået tilbage til en sindssyg, eller voldelig eks kæreste. Eller det kunne være din ven, har tilgivet noget, der I dit hovede slet ikke er muligt at tilgive. Eller det kan være din ven, bliver ved med at tage nogle dumme valg, som du på sidelinjen, slet ikke er forstår. Det er måske ikke acceptabelt i din verden. Men selvom du ikke forstår, og støtter den situation din ven står i, så skal du selvfølgelig stadig støtte din ven. Din ven er forhåbentligt ikke kun din ven, uden disse situationer. Venner i medgang og modgang, det lyder så kliché. Men det er sådan et rigtigt venskab er.

Måske din ven, bliver ramt af akut sygdom. Fysisk som psykisk. Og du ved ikke hvordan du skal tackle vedkommende. Men igen, du er ikke tvunget til at forstå, du er villig til at være der. Fordi som ven, i medgang og modgang, er man villig til at være der. Så længe du er der, støtter du, mere end du tror.

Støt din ven i modgang. I sorg, eller i krise. Lige så vel som du støtter din ven i opture. I medgang. Det er ikke svært at forstå, at din ven jubler over et 12 tal i karakterbogen. Lige så vel som det heller ikke er svært at juble over, at din ven har fået sit drømmejob. Jeg kunne nævne et utal af eksempler. Men jeg håber i forstår hvad jeg mener med ovenstående.

Anyways. Overvej det. Hver gang der sker noget positivt, i din vens liv, så bliver du glad, på din vens vegne. I fejre det. I er glade. Sådan skal det også være med nedture. Som venner skal man kunne græde, overfor hinanden. Man skal kunne falde sammen på jorden, opgivende, foran sin ven. Og selvom du måske ikke forstår, hvorfor din ven falder sammen i gråd, på jorden. Så sætter du dig ned ved siden af, og fortæller, at det hele nok skal gå. Selvom du ikke forstår din vens situation, eller støtter vedkommendes situation, så støt din ven. Altid, støt dine venner, selvom du ikke støtter deres situation.

Jeg ville dog lige pointere, at jeg selv løbende igennem mit liv, har taget afstand, og stået som et kæmpe spørgsmålstegn, angående nogle af mine venners situationer. Så jeg har ikke skrevet dette indlæg, for at male fanden på væggen. Eller for at pege fingre. Fordi så kunne jeg bestemt også pege fingre af mig selv. Jeg har heller ikke skrevet dette indlæg, for at fremstå hellig, for det er jeg bestemt ikke. Men jeg har lært, at støtte mine venner, selvom jeg ikke forstår, eller støtter den situation, de er i.

RELATEREDE INDLÆG

Ikke kategoriseret, Me, myself and I

LÆKRE SPORTY FORÅRS SNEAKERS


1) Vagabond Jade Sporty Rosa 2) New Balance Grey 3) Vagabond Cinita Sporty 4) New Balanace Beige 5) Vagabond Cinita Sand 6) Skechers Sporty Sneakers 7) Tamaris Penola  Sporty 8) Vagabond Karsai  9) Cashott Sporty Skind 

Jeg ved ikke om i er lige så passioneret omkring sneakers, som jeg er. Jeg ejer flere sneakers, end sådan ca alt andet. Derfor er dette indlæg VIGTIGT! 😀 Haha.

Jeg har i dette indlæg samlet en håndfuld lækre sneakers til jer, som virkelig taler forår. Og som jeg er forelsket i. Jeg ville eje dem alle! Haha. Altså, forår kræver nye sneakers, sådan er det bare! 😀

De 9 par på billedet, som jeg har linket til, under billedet. De koster heller ikke en hel million. Prisen er overkommelig, hvilket jeg personligt vægter højt, når jeg shopper sneakers. Og for at det ikke skal være løgn, er der endda også et par tilbud imellem! 🙂

Indeholder affiliate. 

 

RELATEREDE INDLÆG

Me, myself and I

Året der gik 2016

Året der gik 2016

Jeg hopper sku lige med på bølgen igen i år!

Mit 2016 har nok været det dårligste, men samtidig et af de mest lærerige år i mit liv.
Jeg kunne også sige det har været et af de bedste år, hvilket det faktisk også har været. Men jeg synes det er så kliché. Alle mine 24 har været udemærket, trods nedtur.

Mit år startede faktisk fantastisk ud. Jeg levede livet som en ”dronning”, hvis jeg selv skal sige det. De første 3 måneder af 2016, kunne ingen eller intet pille mig ned.
I det jeg rammer en total økonomisk nedtur. Ikke nok med det oplever jeg i marts måned noget som jeg ikke troede jeg skulle opleve igen. Svigt.
Svigt er noget af det der gør aller mest ondt. Da min far begik selvmord tilbage i 2013, følte jeg et ufatteligt stort svigt. Den eneste mand i mit liv jeg altid har kunne regne med. Ham jeg altid kunne stole på, følte jeg havde svigtet mig. Var jeg, min bror, eller min mor, ikke værd nok at leve for? Ugen inden han døde, lovede han mig at han aldrig ville begå selvmord. Det var et ENORMT svigt mentalt. Jeg har faktisk aldrig udgivet et indlæg, der KUN omhandler min fars selvmord. Hans situation, og hans oplevelse med systemet i Danmark. Måske det var på tide?

Anyways. Uden at udstille nogen med navn. Hvilket jeg aldrig kunne finde på. Så har jeg jo denne her eks kæreste. Faktisk den eneste kæreste jeg nogensinde har haft. Vores forhold gik i stykker forrige år i november, mener jeg. Hvilket var hårdt. Men vi så stadig hinanden on/off. Også i 2016. Han valgte at være et røvhul overfor mig omkring marts. Han fandt pludselig sammen med en af mine ”veninder”, som et par måneder inden havde givet udtryk for at en fyr aldrig skulle komme imellem os, og at hun aldrig ville kysse med ham. Det gav hun lige præcis udtryk for fordi jeg satte spørgsmålstegn omkring hende og ham. Jeg prøver at komme over det. Det var svært, men jeg følte faktisk at jeg kom videre. Det var bare røvtur, når vi alle boede i samme by. Tanken om at jeg kunne støde ind i dem gjorde mig vanvittig. Alt imens jeg faktisk lægger det bag mig, møder jeg spontant en ekstremt dejlig fyr. Eller det troede jeg han var. Jeg faldt overraskende hurtigt for ham, og jeg brugte meget tid med ham. Det fortæller jeg selvfølgelig mine aller bedste venner om. De var glade på mine vegne. Specielt en var rigtig glad på mine vegne. Jeg tog hende endda med hjem til ham et par gange. Hvad jeg ikke vidste var at hun kunne finde på at være sammen med ham. Være sammen med ham som i at have sex med ham. Faktisk en aften jeg skal sove ved ham. Jeg kysser ham faktisk godnat få timer efter de havde været sammen.
Det der skete faktisk kun 1-2 måneder efter det med min eks kæreste, og ”veninde”.
Spørg mig lige om jeg følte mig bollet i røven. Beklager sproget. Men helt ærligt. Jeg kunne slet ikke forholde mig til hvad der foregik.
Jeg følte mig SÅ svigtet. Jeg var så ked af det og sur på samme tid. Faktisk mest sur. Ingen af dem er en del af mit liv dagen i dag, og bliver det nok aldrig igen. Den eneste jeg føler for at give et high five, er min eks kæreste. Jeg havde behandlet ham som trash mange gange inden han gik fra mig, så den sad som fortjent midt i face da jeg fandt ud af det. I kan læse mere om mit mislykkede forhold lige her.

Det var virkelig røvtur. Jeg tror aldrig jeg har følt mig så lille før. Øv hvor var det to lorte situationer at være tvunget til at forholde sig selv. Men sådan var det, og sådan er det.

Ikke nok med det dumpede jeg min Kostvejleder eksamen tilbage i maj. Det ovenstående skete i marts/maj. Det var lige prikken over i’et til at bægeret flød over. Det jeg elsker aller mest, dumpede jeg i. Jeg havde misforstået Kostplanen i case opgaven, og havde generelt ikke styr på hvad jeg skulle have styr på til selve den mundtlige eksamen.
Heldigvis bestod jeg den skriftlige og mundtlige eksamen måneden efter.

De efterfølgende måneder indtil nu, har været ret kaotiske faktisk. Jeg festede rigtig meget efter alt det der skete. Det var lidt en flugt fra virkeligheden for mig. Jeg havde svært ved at forholde mig til det. Jeg kunne selvfølgelig ikke blive ved med at feste, så jeg prøvede lidt at få mit liv tilbage, hvis man kan sige det sådan. Jeg fester stadig, bevares. Dog ikke i samme omfang.

Det krævede ”sjovt nok” mange pep talks fra familie og venner. Jeg havde ret svært ved at rejse mig op igen. Og så vidste jeg sjovt nok heller ikke hvem jeg turde stole på. Det ved jeg heldigvis dagen i dag.

Jeg holdte efterfølgende en vanvittig 24 års fødselsdag. En aften fyldt med dem der elsker mig. Det var virkelig skønt.

De sidste måneder i 2016, har jeg brugt på studie, eksamener, og arbejde. Jeg haltede en del efter i forhold til begge dele, og gør det faktisk stadig. Såå jeg havde/har stadig en del at indhente inden året er omme.

Jeg har også været så heldig at være blevet en del af træningscenteret BC-Gym. Aabenraa’s hyggeligste træningscenter. Et center hvor der vitterligt er plads til ALLE! 🙂 Jeg er tilknyttet kostvejleder dernede, såå hvis du har brug for en kostvejledning, en kostplan, eller et forløb, så hiv fat i mig. 😀
Ellers så kan jeg altid kontaktes på mail amstaub@jubii.dk eller på 26427491

2016 har også været det år jeg er kommet tættere på min storebror. Jeg og ham har altid haft et anspændt forhold til hinanden. Han er dog også en del ældre end mig. Men vi er kommet meget tættere på hinanden, hvilket jeg er ekstremt glad for!

Jeg har mistede få veninder i løbet af dette år. Veninder som jeg troede at jeg faktisk aldrig skulle leve uden. Veninder som har været der i tykt og tyndt. Men måske det har været meningen. Who knows.

Jeg er til gengæld også blevet ekstremt tæt med specielt 2 mennesker. De var faktisk ikke rigtigt andet end bekendte inden i starten af 2016. Jeg kan slet ikke forstille mig et liv uden dem nu. De har godt nok hjulpet mig op mange gange. Og så lytter de altid på alt mit lort. Jeg er typen der ringer for at fortælle sådan ca alt ting, og de lægger glædeligt øre til, ligesom mine andre venner. Det kræver alligevel tålmodighed at være tæt på mig, såå lige et kæmpe skulderklap til jer. Hah. Også til mine andre fantastiske venner. Jeg har faktisk en del venner jeg deler sådan ca alt med. Venner som også tør fortælle mig når de synes jeg er en idiot. Hvilket jeg vægter højt! En rigtig ven fortæller dig hvad du har brug for at hører, når du ikke gider hører det. Ikk misforstå mig, men det er bare så vigtigt at ens venner ikke taler en efter munden. Især i hårde tider. Jeg føler mig faktisk ret priviligeret i forhold til at have dem tæt på. Tænk sig at de gider bøvle med mig. Jeg er nemlig ret umulig, ret tit. Jeg er typen der har brug for at få en opløftende virtuel lussing engang imellem faktisk. Det klare de meget godt individuelt. Jeg er også typen der laver flere aftaler oveni en, hvilket godt kan sætte deres pis i kog, men de ved at jeg ikke gør det med min gode vilje. Jeg er udover det også god til at glemme en aftale. Jeg har tit mange bolde i luften, hvilket godt kan få mig til at sætte min telefon på lydløs, og tage en lur i stedet for at tage stilling til eksempelvis et par aftaler oveni hinanden. Nu lyder jeg som en rigtig dårlig ven, men det er jeg altså ikke. Jeg ville gå igennem ild og vand for dem der står mig tæt, hvilket de ved. Jeg ved selv hvordan det er at blive svigtet, så jeg kunne aldrig finde på at svigte dem der står mig nær. Aldrig. I hvert fald ikke i en god mening.

Kan i huske mit selvmordsforsøg? Det var også i 2016. Jeg prøvede på at hænge mig selv, hvilket var et split sekund for at lykkedes for mig. Det var en kæmpe øjenåbner for mig. Jeg er evigt taknemmelig for at det koksede. Det kan i læse mere om lige her.

2016 har i bund og grund været et lærerigt år for mig på mange punkter. Mon 2017 også bliver det? Jeg satser i hvert fald det bliver et godt år.

Jeg har faktisk ikke de helt store planer for 2017. Jeg håber min virksomhed bliver ved med at vokse sig større, og jeg håber at jeg en dag kan leve kun af den. Det kunne jeg i princippet også godt nu. Men jeg nævnte en økonomisk nedtur i starten af dette indlæg, som gjorde/gør at jeg ikke kan. For at gøre det kort, havde jeg svært ved at adminstrere lige pludselig at have så mange penge i hånden. Som skrevet levede jeg som en ”dronning”. Hvilket jeg stadig gør til tider. Men jeg ser heldigvis positivt på det. Det gør dem omkring mig også, hvilket hjælper gevaldigt på det.

2016 har i hvert fald sat sine spor. De første 6 måneder har budt på gråd, råb, skrig, og tårer. De sidste 6 måneder har budt på smil og grin. Det byder de næste 12 måneder forhåbentligt også på, altså smil og grin.

Lige et hurtigt, men fra hjertet TAK til alle jer der kommer hen og hilser på mig. Det betyder mere end i tror. Det er meget muligt at jeg ligner og snakker som en lille fortabt pige, når i hilser på, og stiller mig spørgsmål, men det er simpelthen fordi jeg bliver så genert. Haha. Lige så stort tak alle jer der følger med. Tak for jeres beskeder og mails. Selvom jeg er langsom til at svarer, eller måske ikke får svaret, skal i vide at jeg læser alt i skriver til mig. Uden jer er det jeg laver meningsløst. Så tak. TAK til alle minder kunder og mine klienter. At hjælpe jer hjælper mig. Jeg har ikke ord for hvor glad jeg er for at have været/er en del af jeres liv.

Læg mærke til de mange ‘Haha’ i dette indlæg. Haha fordi at jeg har lært at tage det hele med et smil. Selvfølgelig smiler jeg ikke, når jeg tænker tilbage på de negative ting. Men jeg har lært at skubbe dem ud af hovedet. Jeg er kommet videre. Hvilket er det vigtigste.

Vi ses i 2017.

RELATEREDE INDLÆG

Me, myself and I

Når angsten tager overhånd

15541312_679734212209522_1201283583275087491_n
Jeg har skrevet minimalt om  det før. Angst. Især fordi det er noget jeg lever med hver dag, dog lægger jeg ikke mærke til det i samme omfang, hver evig eneste dag mere.

Angst er svært at sætte ord på, fordi det simpelthen er så svært at forklare til dem som ikke har nogen anelse om hvad det er, og hvordan det føles. Som skrevet foroven, er angst noget de fleste oplever i deres liv, på et eller andet tidspunkt, men det er langt fra alle der er så præget af det, at det går udover deres liv.  

Heldigvis er det ikke så tabubelagt mere, som det var for 10 år siden. Faktisk havde jeg ingen anelse om hvad angst var for 10 år siden, og havde en af mine venner fortalt mig at vedkommende havde angst dengang, havde jeg sku nok ikke tænkt over det som var det en stopklods for selve livet. Jeg havde tænkt over det som en frygt, der gik væk dagen efter. 

Da jeg selv i 2010 fik mit første angstanfald, havde jeg ingen anelse om at det var et angstanfald. Der gik faktisk lang tid før jeg fandt ud af, at det var et angstanfald. 

Jeg husker det så tydeligt. Jeg sad og spiste pandekager med en veninde. Fyldte pandekager med oksekød og cæsar dressing. Jeg fik pludselig en ulidelig mavepine, og sagde til min veninde jeg ville kalde det en dag, og gå i seng. 

Jeg hopper i seng, men jeg kan slet ikke falde til ro. Jeg ligger og vender og drejer mig, og jeg har simpelthen SÅ ondt i maven. Det hele slører for mine øjne, og jeg kan slet ikke finde ud af om jeg skal rejse mig op og hente noget vand, eller om jeg skal blive liggende. Det ender med at jeg rejser mig op. I det jeg rejser mig op, flyver jeg ud på toilettet. Jeg skulle kaste op. Jeg over brækker hele toilettet, alt imens jeg koldsveder total, og jeg kan næsten ikke se ud af mine øjne. Jeg tænkte jeg måske bare var ved at blive syg, og faldt i søvn med den tanke. Da jeg vågnede dagen efter forsatte det. Jeg skulle møde i skole kl 08:00, men ved 7 tiden, troede jeg der var noget alvorligt galt med mig. Min daværende veninde der gik på samme skole, kom og hentede mig, og kørte mig på skadestuen. Lægerne deroppe sagde at jeg skulle kontakte min egen læge, så det gjorde jeg. 

Jeg fik hurtigt en tid ved min læge. Jeg fik taget mit blodtryk, adskillige blodprøver, urinprøver, og jeg fik endda taget afføringsprøver. Alt var som det skulle være. Jeg var rask. Det ender med min mor tager med mig til lægen en sidste gang, fordi der var jo noget galt. Men jeg var rask, sagde lægen. 

Det forsatte sådan i en måneds tid, og det blev faktisk kun slemmere og slemmere. Jeg nævnte at den aften jeg fik mavepine, fik jeg fyldte pandekager med oksekød og cæsar dressing. Jeg nævner lige præcis cæsar dressingen, fordi det var faktisk sådan jeg fandt ud af, at det var et angstanfald jeg fik den aften. Jeg begyndte at google min symptomer, fordi jeg havde ikke rigtigt lyst til at spise cæsar dressing efter den aften hvor jeg fik mavepine. Jeg forbandt den dressing med noget skidt, og jeg var helt sikker på at det var dressingens skyld, at jeg fik det dårligt. Jeg skubbede skylden over på en latterlig dressing. Jeg kan ikke huske hvad jeg googlede, men pludselig kom der noget frem med angst. Jeg læste simpelthen så meget om det, at jeg til sidst så firkantet. Jeg ringede til min læge dagen efter, og fik en tid. Jeg blev viderestillet til en psykiatrisk afdeling, hvor jeg skulle snakke med en psykiater. Det var i Augustenborg, ca 30 minutters kørsel fra hvor jeg boede, men pludselig turde jeg ikke sætte mig ind i en bil mere. Jeg forbandt ALT transport med noget dårligt. Jeg fik det fysisk dårligt bare ved at tage en bus. Det hele lagde simpelthen så langt fra mig, fordi jeg havde aldrig kæmpet med noget psykisk, og for at være helt ærlig, havde jeg INGEN forståelse for folk der havde en eksempelvis depression. I mine øre lød ordet depression bare som en der var lidt ked af det, hvor det efterfølgende gik væk dagen efter. Jeg var total ude på udebane. 

Nå, men jeg møder så op til den samtale på den afdeling, med mig havde jeg min far. Jeg var efterfølgende til samtale dernede en gang i måneden, i tolv måneder. Da jeg havde været tilknyttet afdelingen i ca seks måneder, udskrev de nogle piller til mig. Truxaler, hed de. Jeg googlede dem da jeg kom hjem, og blev enig med mig selv om at jeg IKKE skulle være afhængig af det lort. De gav mig faktisk et valg på afdelingen. De sagde jeg kunne begynde at dyrke motion. De sagde at det kunne dæmpe min angst, eller at jeg kunne spise disse piller. Men bivirkningerne ved de piller, skræmte mig fra vid og sans. Så, til min egen overraskelse, begyndte jeg at dyrke motion. Jeg begyndte at tabe mig (jeg var ret kraftig på daværende tidspunkt). Det gav mig et kick, som jeg aldrig havde fået før. Jeg fik det simpelthen fantastisk, efter en løbetur. Jeg fik det faktisk så godt, at de på afdelingen troede at det var blevet en besættelse for mig, i det jeg pludselig havde tabt mig så meget. Det var dog ej en besættelse, det var mit liv jeg havde fået tilbage. Den afsluttende samtale dernede, var jeg bange for. Fordi nu skulle jeg give slip på noget jeg havde været tilknyttet til i tolv måneder. Men jeg var glad. Jeg havde nemlig fået mit liv tilbage. 

Der går ikke særlig lang tid før at jeg får en fiks ide om at pludselig har lyst til at flytte. Jeg har generelt altid været meget flyvsk, og flyttede meget. Denne her gang ville jeg bo i Greve, så jeg flyttede til Greve. Jeg havde på det tidspunkt ikke taget en bus uden at overanalysere alle faresignaler der poppede op mit hovede, og nu skulle jeg faktisk tage et tog, som jeg skulle sidde i i 3 timer, for at se hvor jeg skulle bo. Jeg havde dog min veninde hos mig i toget, og togturen gik bare så fin. Jeg når at sidde i et tog en gang, inden jeg spontant flyttede 300 kilometer væk fra mine faste trykke rammer, men det havde jeg det egentligt helt fint med.

I det tidsrum jeg planlægger flytningen på, bliver min far syg. Han havde faktisk været syg i et stykke tid. Men jeg troede faktisk ikke det var så slemt, som det var. 

Jeg nåede at bo i Greve i sådan ca en måneds tid, tror jeg. Min mor ringer en aften jeg ligger med tømmermænd, og fortæller mig at vi ingen far har mere (!?) 

Øh hvad, siger jeg. Hun hulker, og siger at vi ingen far har mere. Jeg smed røret på, og kiggede hen på min veninde som jeg boede med. Hun græd. Vi gik udenfor for at trække noget luft. Jeg tror faktisk jeg ringer min mor op et par gange for at forstå hvad det var hun lige havde fortalt mig. Jeg forstod det bare ikke. Jeg spurgte hende hvad der dog var sket, hun fortalte mig at han havde hunget sig selv. Jeg brød fuldstændig sammen. Jeg kastede min telefon så langt væk jeg nu kunne, og faldt sammen. Min veninde brød nærmest sammen med mig. Jeg gik efterfølgende en tur med mig selv, for at trække noget luft. Jeg var 300 kilometer væk hjemmefra, og på daværende tidspunkt var mit liv faktisk ret kompliceret. Generelt det hele var lidt noget lort. Flytningen var et helvede, og jeg havde simpelthen stablet mig en ulidelig gæld på benene. Så, det var ikke lige fordi jeg magtede at forholde mig til at min far havde taget sit eget liv. 

Dagen efter jeg havde fået det at vide, tog jeg toget hjem til min familie. Min hjerne var helt slukket. Jeg græd ikke. Jeg kunne slet ikke forholde mig til situationen, og jeg var SÅ sur på min far. Manden der altid har sagt jeg skulle tage mig sammen når jeg mødte modstand. Manden der har arbejdet hele sit liv på gode og dårlige dage. Manden der har fundet sin søsters mand hængende i et badeværelse. Manden der var SÅ uforstående overfor hvorfor sin søsters mands søn 10 år forinden, kunne hænge sig selv, og efterlade 3 døtre, og en søn. Min far kunne aldrig finde på at begså selvmord. Men det havde han gjort, og jeg var rasende. I stedet for at bruge tiden med mine familie op til begravelsen, brugte jeg tiden med mine to barndomsveninder. Jeg drak en masse øl, og kom sent hjem hver aften. Jeg kom hjem til min familie søndag. Onsdag skulle vi ned i kapellet og se min far en sidste gang. Der gik en klap ned for mig da jeg skulle se ham. Jeg forstod intet. Det endte med jeg tog billeder af ham i kisten, fordi jeg vidste jeg overhovedet ikke havde mig selv med i det da jeg stod der. Jeg skulle se på de billeder 1000 gange før det gik op for mig hvad der foregik.

Fredag bisætter vi ham. Kirken var propfyldt med mennesker, alle græd. Jeg græd ikke. Jeg smilede endda til mine venner, da vi gik ud af kirken med kisten. Jeg var der slet ikke mentalt. 

Et par dage efter tager jeg tilbage til Greve. Det lakker på det tidspunkt mod sommerferien, og jeg tager på ferie hos min mor, og er der også da vi skulle sætte urnen ned. Da vi havde sat urnen i jorden, spiser vi alle sammen pulled pork burger hos min mor bagefter. 

Så fik jeg ondt i maven igen… Jeg gik ned og lagde mig i sengen, og troede bare det var fordi jeg var mæt. 

Jeg vågner, og jeg har det stadig underligt. Jeg skyder skylden på burgeren. 

De efterfølgende dage, faktisk uger, ligger jeg kun i den seng. Jeg bevæger mig kun når jeg skulle spise, eller i bad. 

Min mor spørger mig på et tidspunkt om jeg ikke nok ville gå en tur med Staubie, familiens hund. Jeg gad ikke rigtigt, men rejser mig så op til sidst, og siger ja. Jeg propper snor på Staubie, men der er et eller andet der kokser for mig i det jeg propper snoren på. Jeg bryder total sammen, og min mor siger jeg bare kan gå ned i sengen igen, hvis jeg virkelig ikke gad gå med hende. Jeg gik ned i sengen igen. 

Jeg begyndte at blive rigtig underlig. Jeg kunne slet ikke have min mor havde gæster, ikke engang af min storebror og hans kæreste. Hvis de kom på besøg, lagde jeg nede bagerst i huset i min seng, med dynen over hovedet. Kunne jeg hører dem ude på gangen, sad jeg nærmest på hug ovre i et hjørne af værelset, længst væk fra gangen. Mit blik var tomt, og jeg havde ingen anelse om hvad der var galt med mig. Jeg var simpelthen så bange. Jeg turde ikke have besøg af mine venner, og jeg turde ikke besøge dem. Jeg turde ikke tage tilbage til Greve, men jeg turde heller ikke ikke tage derover og pakke mine ting ned. Alt imens det her sker, sker der mange andre ting. Min mor var så sød at betale et indskud til mig til en lejlighed i Albertslund. Hun troede det ville hjælpe mig, at få mit eget, jeg boede nemlig hos en familie i Greve. Det ender med hun får pengene tilbage fra den lejlighed i Albertslund, jeg ville nemlig pludselig ikke flytte. Jeg ville bare bo nede i den seng hos min mor. ALT var kaos. Jeg havde ingen fast bopæl, ham jeg boede sammen med pakkede mine ting ned i flyttekasser, og flyttede mine møbler og alt for mig. Hele mit materielle liv stod pludselig pakket sammen ude i det rum, hvor min far hang sig selv. Det rum gad jeg ikke være i, og det gider jeg faktisk stadig ikke dagen i dag, selvom det næsten er 4 år siden. 

Angsten var kommet tilbage, og den var ikke bare kommet tilbage. Jeg havde fået en depression oveni. Det var simpelthen så ulideligt, og jeg ønsker det ikke engang for min værste fjende. I alt kaos, flytter jeg spontant til Haderslev, for at være tæt på den veninde jeg boede sammen med, hun var nemlig også flyttet hjem igen, og for at være tæt på ham jeg var forelsket i. Ikke nok med jeg havde mistet min far, droppede ham jeg var forelsket i – mig også dagen efter han mødte op til min fars begravelse, dog satsede jeg så meget på ham, at jeg flyttede til samme by som han boede i. Jeg var så langt ude at skide. Jeg turde ikke være i den lejlighed jeg var flyttet ind i i Haderslev. Jeg turde knap nok have besøg. Sjovt nok fik jeg en kammerat da jeg boede i Haderslev, som hjalp mig så ufatteligt meget i forhold til det hele. Han havde selv haft angst, og han var virkelig god at snakke med. Jeg havde på daværende tidspunkt voldsomme problemer med besøg og transport, men han hjalp mig. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle have gjort uden ham. Han er stadig en del af mit liv i dag, og jeg ville ikke undvære ham for noget! Anyways, det eneste sted jeg havde det nogenlunde, var i den seng hos min mor. Det er hændt adskillige gange at jeg har ringet grædende til min mor, fordi jeg ville have hun skulle hente mig, så jeg kunne komme hjem at ligge i den seng hos hende. Det lyder helt åndssvagt, ikke? 

Jeg tabte mig også rigtigt meget, fordi jeg blev bange for at indtage adskillige madvarer. Sådan var mit liv i ca 1 år, i det jeg tager en beslutning om at flytte til Aabenraa igen, hvor jeg oprigtigt boede inden jeg flyttede til Greve. Hele mit netværk er i Aabenraa, så det kunne kun blive fantastisk at bo der igen, tænkte jeg. 

Det er det bedste valg jeg nogensinde har taget, tror jeg. At flytte tilbage til Aabenraa igen. Det var dog ikke problemfrit, fordi jeg skulle jo stadig have mig selv med i det. Pludselig savnede jeg Haderslev, fordi nu havde jeg boet der i ca 6 måneder. Jeg kunne slet ikke finde ro nogen steder. Det eneste der hjalp mig, var at jeg altid kunne gå ned i Jem og Fix og købe et reb og hænge mig selv. Når jeg tænkte på det, blev jeg helt afslappet. Så forkert, og så forfærdeligt på samme tid. Tænk at man kan tænke sådan. 

Jeg begyndte at blive mere følsom, og jeg begyndte at åbne rigtig meget op omkring min far, især til mine venner, og også her på bloggen. Jeg har skrevet en del om ham, og hele situationen. 

Det hjalp rigtigt meget, at sætte ord på situationen. Jeg begyndte ikke at hade ham, fordi jeg kunne jo godt forstå ham. Stakkels mand. Jeg blev helt ked af det på hans vegne, og er det stadig. Tænk at livet kan føles så uretfærdigt, at man ingen anden ende kan se på det, end at gøre en ende på det. Min reaktion i starten ved at hade ham, var helt normal. Når man oplever et selvmord tæt på, går du igennem så mange faser. Jeg har heldigvis fået hjælp til at komme videre. Jeg ville lige påpege, hvis du selv står i en situation hvor du har mistet til selvmord, så kontakt NEFOS. Det er noget af det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg fik tildelt en fantastisk ‘’støtteperson’’. Hun har virkelig været med til at forme mig, til den jeg er i dag. Jeg kan ikke takke hende nok gange. Hun har været med til at redde mit liv. 

En ting jeg dog stadig har svært ved, er den skide transport. Bil og offentligt transport. Jeg troede ærligt det ville gå væk igen, fordi det har det gjort før. Men denne her gang, var det som om at det bare ikke ville forsvinde. Jeg har prøvet alt, for at få det til at gå væk. Jeg har tvunget mig selv ud på køreture, og en enkelt bus tur. Jeg faktisk kun sat i en bus 2 gange de sidste 4 år. Dog har jeg sat i en bil adskillige gange, dog ikke med min gode vilje. De første par bilture, var simpelthen så latterligt hårde. Jeg sad nærmest med armene over hovedet, og kunne knap nok få vejret. Men jeg gjorde det. Især hvis jeg skulle til en by, jeg ikke havde været i, gik min hjerne helt amok. 

Jeg har tit tænkt over, og gør det stadig; hvorfor jeg har det så stramt med lige præcis transport. Jeg har faktisk overtænkt det så meget de sidste 4 år, at jeg bliver helt sur og ked af det, fordi jeg ikke kan finde ud af HVORFOR. Jeg har altid været hende der var frisk på en spontan køretur til Aarhus, København osv. Jeg har faktisk altid elsket at køre bil. Så, det er en underlig følelse, pludselig at hade (være bange), for noget så normalt. Jeg har det bedst i en bil, når jeg er fuld. Så tænker jeg ikke så meget over det. Men, jeg kan jo eksempelvis ikke gå fuld op til eksamen, og mine eksamener de sidste 2 år, har foregået i Gram og Haderslev, og jeg bor i Aabenraa. Men jeg gjorde det, og havde det vanvittigt godt bagefter! Det er underligt, fordi jeg har det faktisk udemærket i en bil, med dem der ved hvordan jeg har det. Dem som står mig tæt, dem som prøver at forstå, og dem som jeg Guds skyld aldrig ville undvære. Men, når jeg kommer ud af min comfortzone, ny by, nye mennesker, står jeg fuldstændig af. 

Jeg havde på et tidspunkt en webshop hos en platform kaldet Zircles. Deres hovedesponsorere afholdte et arrangement, hvor os partnere (os der havde webshops hos dem), var inviteret. Det foregik i København. Jeg købte faktisk togbilletter, og var ready to go på selve dagen. Da jeg står på togstationen, går der en klap ned for mig. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå ind i det tog. Jeg fik i stedet en daværende veninde til at køre mig hjem til min mor. Jeg var sur og irriteret på mig selv. Det er faktisk sket et par gange. Jeg fik billetter af min kammerat til en Machine Gun Kelly koncert i Aarhus sidste år, og jeg er KÆMPE fan af Machine Gun Kelly, så jeg glædet mig virkelig meget. Kom jeg afsted? Næ nej. 

Jeg er blevet inviteret på adskillige middage der forholdsvist har foregået i Aarhus og København, med henblik på mit arbejde. Siger jeg ja til jeg kommer? Ja da. Kommer jeg på selve dagen? Nej da.

Det er simpelthen så irriterende, og jeg har så svært ved at acceptere at det JEG skal have det sådan. Især fordi det giver så lidt mening i mit hovede. Også fordi i fremmedes øre lyder det simpelthen som verdens dårligste undskyldning. 

Jeg tror at når jeg sætter mig ud i en bil, tænder min hjerne med det samme for alle faresignalerne. Ikke fordi jeg tror jeg kører galt, overhovedet. Men så snart bilen tænder, og begynder at køre, er jeg ude af min comfort zone. Jeg har ikke kørekort, så jeg mener generelt. Jeg har ikke kontrol over bilen, eller situationen. De der ‘Hvad nu hvis’, er jeg rigtig god til at overanalysere. Hvad nu hvis jeg får det dårligt. Så er jeg ikke hjemme, så kan jeg ikke lige komme hjem, hvordan kommer jeg hjem, jeg ville hjem. Det hele kører bare rundt, og jeg kokser fuldstændig. Jeg begynder at ryste, at tage mig selv til hovedet, jeg græder. Jeg bliver fuldstændig ustyrlig. Ingen af delene bliver jeg ud af til, alt det der foregår inde i mit hovede. 

Min inspiration til at skrive dette indlæg, omhandler faktisk en af mine rigtig gode veninders, søns barnedåb. En af mine rigtigt gode veninder fødte den smukkeste dreng for 4 måneder siden. Hun flyttede til Esbjerg for to år siden, op til sin kæreste. Esbjerg ligger præcis 126 kilometer fra Aabenraa. Ja ja jeg har krakket det adskillige gange. Har jeg været oppe at besøge hende? Nej. Jeg har aldrig været oppe at besøge hende. Hende og hendes kæreste har udover at være blevet forældre, købt et hus, og en hund. Så bliver det ikke mere idylisk! 😀 Anyways. Hendes søn skulle jo døbe, og jeg var selvfølgelig inviteret med til dåben, og jeg skulle da selvfølgelig med til dåben. Ugen op til dåben, tog jeg hjem til min mor et par dage for at trække vejret, og slappe af. Jeg kommer hjem til mig selv 2 dage inden dåben finder sted. Det eneste jeg tænker på er køreturen. Hver gang jeg tænker på den, begynder jeg faktisk at græde. Jeg får også tårer i øjnene, fordi jeg ved jeg kommer til at skuffe min veninde så vanvittigt meget. Jeg ringer hende op, bryder helt sammen, og fortæller hende at jeg ikke kommer. Hun bliver selvfølgelig skuffet og irriteret, men efter som hun kender mig, siger hun det er okay. Hun kan godt forstå mig, siger hun. Hvilket jeg er glad for hun siger. Men jeg kan stadig ikke forstå mig selv. Det er en barnedåb. Hendes søn skulle døbes. Det er ikke noget jeg kommer til at opleve. Jeg er så træt af at angsten skal styrer mit liv på den front. Jeg har prøvet alt, terapeuter osv. Intet hjælper. Man får fortalt at man skal acceptere angsten osv. Ja ja, det er fint. Jeg har accepteret det, men det går det ikke væk af. Jeg har prøvet alt fra drikke 2 liter vand når jeg får et angstanfald, for at stimulere noget andet i kroppen end hjernen. Altså, jeg har vitterligt prøver A L T. Så, hvis i sidder og brænder inde med gode råd, så send dem endelig videre til mig. Jeg er nærmest desperat. 

Tænk at være så glad, og generelt fleksibel, når det kommer til livet, men når det kommer til at skulle sætte sig ind i en bil, bus, eller tog, så ryger glæden og fleksibiliteten væk. Jeg tror aldrig jeg kommer til at forstå det. Jeg ville rigtigt gerne forstå det, men det er svært. 

Nu skal dette indlæg ikke blive aaaaalt for uoverskueligt og langt at læse, og dog kunne jeg skrive romaner omkring det, især omkring detaljer, men det kan være jeg smækker en part 2 op. Who knows? 

RELATEREDE INDLÆG

Me, myself and I

Billeder af mig som 13-15 årig

Jeg søgte for sjov på mit navn på google. I det jeg søger, ryger der billeder op fra min GAMLE myspace profil. Hvorfor har jeg aldrig slettet den profil….. Jeg har ingen anelse om hvilken mail og adgangskode jeg har brugt til den. Det er pinligt. Dog ikke pinligt nok til ikke at dele dem med jer. I bliver simpelthen nød til at se dem. Jeg ligner et freakshow.

Deet var dengang jeg var overbevist om, at jeg ikke kunne lærer mere. Jeg var sikker på at nu var jeg voksen. Der var i hvert fald ingen der kunne lærer mig mere. Det fortalte jeg også mine forældre gentagende gange. ”Jeg har lært alt, jeg kan ikke lærer mere!” Godt jeg blev klogere! 😀
Udover det, var det også dengang man som teenager prøvede alverdens grænser af. Jeg gider ikke gå direkte i detaljer, men det kunne i hvert fald kun blive vildere, dengang. Selvbruner og piercinger, var en vigtig del af mit liv. Brunt ansigt, og blege arme. Læbe, næse, tunge, og øjenbrynspiercing(er). Jeg havde to øjenbrynspiercinger, ved siden af hinanden. Ha ha ha ha.

De billeder, jeg deler med jer her nedenunder, er i mellemrummet af en alder af 13-15 år. I mellemtiden, har jeg også været overbevist om at jeg var satanist. Jeg har desværre ikke rigtigt nogle billeder fra dengang. Der var også en periode, hvor jeg ikke troede jeg kunne blive tynd nok. De billeder har jeg delt med jer før. Dem kan i se lige her. 
Det er vildt at tænke på alle de faser man har gået igennem som teenager. Det var virkelig svært at finde sig selv, kan jeg huske.

Se med her: 

15079074_656668041182806_2932680243782387606_n
Brunt(gult) ansigt, hvid arm, D&G top under en anden trøje, tis gult pandehår, blandet med grønt extensions (?!)

14993404_656668051182805_668634595050542590_n
Jeg synes selv, at det her billede, var total fedt.

15055723_656668054516138_6444926922898074997_n
……..

15073460_656668037849473_503721940539874571_nKøre stilen igen, med D&G, og perlehalskæder. Se mig, se mig, jeg har øjenbrynspiercinger. HAHA

14991974_656669687849308_2105190150501744225_nDe gode gamle dkbn tider. Det var så fedt, når det stod på ens billede.

Forsat dejlig søndag! 😀

RELATEREDE INDLÆG

Me, myself and I

10 ting jeg ikke kan fordrage

IMG_9521

1. Lugten af sure tæer. Jeg brækker mig bogstaveligtalt.
2. Folk der skifter meninger, sprog og holdninger, alt efter selskabet. Find ud af hvem du er. Fiks din personlighed.
3. Selleri. Jeg har virkelig prøvet at være fan. Jeg bliver det bare aldrig.
4. Bønnespire!!!! Det smager en blanding af loppemarked, loft, og gammel kuffert.
5. Whiskey. Hvilket nok bunder ud i jeg har haft en ekstremt dårlig oplevelse fuld på det. Jeg kan ikke klare smagen, eller duften af det. Fy.
6. Sukkerkartofler. Jeg forstår det ikke. Det er det samme som at smide ananas på pizza, eller mango på sushi. Det giver ingen mening.
7. Folk der ikke kan unde andre smil, glæde, og kærlighed. Vær glad på andres vegne, når der sker noget godt i deres liv. Venner som fremmede. Stop med at være irriterende.
8. At savne. Jeg kan simpelthen ikke klare at savne. Jeg bliver simpelthen så latterligt hidsig og melankolsk, på samme tid. Argh.
9. Personer der ikke tænker, før de taler. Jeg er faktisk måske nok en af de personer, nogle gange. Øv. Haha.
10. Drama. Jeg er faktisk ret god til selv at skabe drama, bevares. Men, jeg hader det. Jeg tror nogle gange jeg har en indbygget magnet, der tiltrækker drama. Eller idioter, der skaber drama. Der er ikke noget mere irriterende, end at lande i sin seng, få timer inden man skal op, med hovedet fyldt af drama, man ikke kan finde rundt i.

Kan i relatere, eller er jeg helt slukket? Haha 😀

RELATEREDE INDLÆG

RELATEREDE INDLÆG