Browser Kategori

Ikke kategoriseret

Ikke kategoriseret, Me, myself and I

LÆKRE SPORTY FORÅRS SNEAKERS


1) Vagabond Jade Sporty Rosa 2) New Balance Grey 3) Vagabond Cinita Sporty 4) New Balanace Beige 5) Vagabond Cinita Sand 6) Skechers Sporty Sneakers 7) Tamaris Penola  Sporty 8) Vagabond Karsai  9) Cashott Sporty Skind 

Jeg ved ikke om i er lige så passioneret omkring sneakers, som jeg er. Jeg ejer flere sneakers, end sådan ca alt andet. Derfor er dette indlæg VIGTIGT! 😀 Haha.

Jeg har i dette indlæg samlet en håndfuld lækre sneakers til jer, som virkelig taler forår. Og som jeg er forelsket i. Jeg ville eje dem alle! Haha. Altså, forår kræver nye sneakers, sådan er det bare! 😀

De 9 par på billedet, som jeg har linket til, under billedet. De koster heller ikke en hel million. Prisen er overkommelig, hvilket jeg personligt vægter højt, når jeg shopper sneakers. Og for at det ikke skal være løgn, er der endda også et par tilbud imellem! 🙂

Indeholder affiliate. 

 

RELATEREDE INDLÆG

Ikke kategoriseret

Har du ikke taget på?

Har du ikke taget på? Skal du ikke tage dig sammen? SKAL DU IKKE FINDE DIG ET ANDET ERHVERV? Skal du ikke tabe dig? Ej, er dit hovede ikke blevet tykkere (?!)

Er spørgsmål, og kommentarer, jeg for nylig har fået kastet i hovedet. Nok fordi jeg arbejder med det erhverv, som jeg nu gør. Men jeg tager det personligt.

Jo. Jeg har taget på. 7 kilo faktisk. Det sidste års tid. Skal jeg tage mig sammen? Nej. Og jeg skal i hvert fald IKKE finde mig et andet erhverv. Skal jeg tabe mig? Muligvis. Men jeg har ikke travlt.

Den med erhvervet, gav mig lyst til at kaste en stol ind i væggen. Hvor UINTELLIGENT har man lov til at være. Og hvor dum har man lov til at være, egentligt.
Tænk at have så forvrænget et syn af denne her sundheds verden, at LIDT ekstra fedt på kroppen, kan få et andet menneske til at mene at jeg skal finde et andet erhverv. Jeg er målløs. Mildt sagt.

Jeg tænker lidt, at man har for lidt at gå op i, hvis man lægger mærke til hvor stort mit hovede er.

Kender i det det med at spise for meget, og bevæge sig for lidt? Det er lidt ligesom at bevæge sig for meget, og spise for lidt.

Det går ligesom begge veje. Og selvom jeg er uddannet kostvejleder, og har været i denne her til tider sindssyge branche, i knap 5 år. Så har jeg altså ikke helle for at holde min vægt, på et præcist tal året rundt. Jeg er så men også et menneske, der til tider skal tvinge sig selv op af sofaen, for at løbe en tur. Lige så vel som at jeg til tider ikke kan få mine løbesko hurtigt nok på. Kort sagt: Min kropsvægt, har intet at gøre med min evne til at vejlede folk til at få en sundere livsstil.

Balance. Det er noget jeg besidder. Og det går jeg meget op i at lære mine kunder, og mine klienter. Min balance kan også være ude at takt. Det har jeg aldrig lagt skjul på. Men det gør mig ikke til et ”dårligere” menneske, eller en dårlig vejleder. Tværtimod ved jeg hvad jeg snakker om, når jeg snakker om det.

Jeg er ikke blevet kaldt et dårligere menneske, fordi jeg har taget på. Men jeg føler mig som et dårligt menneske, når jeg får sådan noget kastet i hovedet. Især når vægten er noget jeg har kæmpet med HELE mit liv. Og det gør mig ked af det.

Da jeg var yngre, og vejede 45 kilo, løb 10 kilometer hver dag, spiste 900 kcal dagligt, og havde en spiseforstyrrelse, der var jeg for tynd. Hvilket jeg hele tiden fik af vide, af min familie og mine venner.

Nok er nok.

Jeg har ALTID været ærlig omkring mine svage øjeblikke i mit liv, lige så vel jeg er ærlig omkring mine høje øjeblikke. Og lige så grænseoverskridende nogle af mine indlæg og billeder er til tider. Lige så nervøs og nervepirrende det er at trykke ‘udgiv‘ på sådan et indlæg, så er det noget jeg elsker at dele med jer. Det lyder måske underligt, men det giver mig rigtig meget, at dele mig, med jer. Især fordi at jeg ved at jeg hjælper mange af jer, på forskellige aspekter af jeres liv.

Det er ikke fordi at jeg har svært ved at acceptere, at jeg har taget på. Fordi allerede da jeg havde taget 3-4 kilo på i vinters, jokede jeg med det, overfor mine venner, og min familie. Jeg er meget sarkastisk, og jeg har aldrig haft noget problem med at tage pis på mig selv. Dog til en vis grænse. Eksempelvis da jeg havde taget de 7 kilo på, havde jeg lidt svært ved at lyne min vinterjakke, som jeg har kunne lyne de sidste 5 år. Det grinte jeg selv meget af, og det gør jeg stadig. Jeg kan godt lyne den igen, men den er stadig strammere, end den plejer at være.

Så tænker i sikkert, at jeg sagtens burde kunne håndtere at folk påpeger ovennævnte spørgsmål. Jeg kan til en vis grænse også godt håndtere sådanne spørgsmål. Det har jeg lært med årene, efter jeg valgte at være så offentlig ud af til med mit liv. Men det er måden det bliver sagt på. Og så er det de ting der bliver sagt. Man behøver ikke være modbydelig. Har du ikke taget på, var egentligt mere en spydig kommentar, end et spørgsmål. DU har taget på.

Digital Bathroom Scale Displaying OMG Message

 

Derfor har jeg valgt at dele min frustration, og min bitterhed med jer, omkring disse spørgsmål. Dette indlæg skal ikke ses som et ”se mig, ha’ ondt af mig’‘ indlæg. Se det som et indlæg der omhandler en helt normal pige, der har tabt sig, og taget et par kilo på igen. De kilo ville hun egentligt gerne tabe igen, men hun bevæger sig lige pt for lidt, og indtager nogle dage mere end hun forbrænder. Men hun tar’ kiloene som de kommer og går, fordi hun NÆGTER at være fanatisk. Lyder det bekendt, piger?

Lige så vel som i har ydret jeres mening omkring min krop, ytre jeg nu min mening omkring jeres kommentarer, og spørgsmål.

Den stramme jakke. Og kroppen. Jeg snakker om. Som I snakker om: 

Photo credit: http://homegymr.com/are-digital-scales-accurate-for-measuring-weight/

RELATEREDE INDLÆG

Ikke kategoriseret, Me, myself and I

Vi var en dårlig succes, men vi var den helt rigtig fejltagelse

12235001_491114664404812_3819479339075265275_n
Kærestesorger…

Vi kender det allesammen, eller.. Jeg fandt først ud af hvad det var og hvad det indebar for en uge  siden. Det lød bare ret godt at skrive vi alle vidste hvad det var, men nu, ved jeg virkelig hvad det indebære.
Hvor frustrerende det er, hvor kompliceret det er.
Hvor ondt det gør at miste sig selv i processen i at elske en anden.

I ved jeg lige pludselig fik en kæreste, jeg delte en del (ret meget faktisk) med ham, specielt på min Instagram @sundtaretrundt. Alle mine dejlige følgere, i var SÅ glade mine vegne, og i havde svært ved at forstå hvorfor jeg lige pludselig ikke nævnte ham mere.
Sooo, let me explain..



For mig har ordet ‘elske‘ altid været overvurderet, det er aldrig noget jeg har sagt face to face til nogen, ikke engang mine forældre. For mig betyder det at elske at man ikke kan undvære et andet menneske, eller at man i hvert fald ikke har lyst til det, eller hvad? Jeg synes det lyder så overfladisk, og så måske alligevel ikke, det er et stort ord, og det er ikke bare et ord, det er alt andet end et ord, det er en følelse. Jeg har aldrig rigtig kunne finde ud af hvordan jeg fandt ud af hvordan det skulle føles at elske et andet menneske, det er heller ikke noget jeg har brugt lang tid på at tænke over, egentligt. Indtil jeg følte mig tvunget til det.

Jeg har aldrig været hende der som bare skulle finde en at dele mit liv med, det har aldrig sagt mig noget at slå mig ned med en mand, få børn, hus, villa og volvo. Jeg har altid levet i nuet, og taget tingene som de kom.
Mine veninder har tit jokede med hvor sjovt det ville være den dag jeg kom og sagde at jeg havde fået en kæreste, en som jeg faktisk på længere sigt kunne finde ud af at bruge min tid på, men de sluttede altid sætningen af med ”men, som om det nogensinde sker”.
Vi har grint rigtig meget af det, fordi jeg havde samme holdning som dem. Forhold er ikke noget jeg har overvejet, det var ikke ‘det‘ jeg havde brug for.
Jeg har næsten altid haft flirts, men, de har aldrig holdt længere end et par måneder, enten har jeg fundet en grund til at ødelægge det, ellers er jeg endt op med at blive ødelagt.

Jeg har hele mit liv haft svært ved at binde mig til et andet menneske, følelser har aldrig rigtig været mig, og så alligevel, jeg er et ekstremt følsomt menneske, jeg tager ting meget personligt, jeg kan bruge lang tid på at tænke over små ligegyldige ting, jeg kan overanalysere på fuld skrue og jeg stopper ikke før jeg finder frem til en konklusion.
Så, selvom jeg besidder en kæmpe håndfuld følelser, selvom jeg rummer dem, har jeg altid haft svært ved at vise dem, følelser har på en eller anden måde altid været en pligt for mig, som at tage opvasken.
Jeg har altid haft svært ved at stå ved hvad jeg føler.
Når først der er følelser involveret, tager jeg enten afstand eller afsked. Jeg synes følelser er skræmmende, så snart de er indeblandet, er man sårbar, og det er der man nu kan miste sig selv, i processen i at ”lære” at elske en anden.



Juni 2013
mistede jeg min far.

Jeg mistede ikke bare min far, jeg mistede den mand der altid har været der for mig, i medgang og modgang.
Selvom jeg har råbt og skreget af ham, selvom jeg har slået ham, selvom jeg har skabt mig og bedt ham om at forsvinde ud af mit liv, ti tusinde gange, har han altid været der.
Han var der altid.
Jeg og min far har ikke altid haft et let forhold til hinanden, i bund og grund fordi vi lignede hinanden alt for meget.
Jeg kunne ringe til min far og sige han var verdens største idiot og at han aldrig skulle kontakte mig igen, for at ringe 5 minutter efter og spørge om han ik kom ned samme aften.
Han kom altid.
Jeg ville ønske min far havde haft en uhelbredelig sygdom, så jeg kunne have forberedt mig på han skulle dø, så han selv var forberedt.
Jeg ville ønske min far ved med i en ulykke, så jeg kunne sørge uden at tænke over situationen, på samme måde som jeg gjorde da han døde.
Min far havde ikke en uhelbredelig sygdom, min far var ikke med i en ulykke.
Den 16 juni 2013 stod min far på en stige ude i hans værksted, med et reb rundt om halsen.
Han havde lagt et afskedsbrev til os og en kniv til at skære ham ned med…. Ugen inden, kiggede han mig dybt ind i øjnene, og lovede han aldrig nogensinde ville tage livet af sig selv.
Han svigtede mig.
En uge inden min far døde, var jeg hjemme og besøge ham og min mor, vi havde en kæmpe diskussion, jeg og ham, jeg råbte han bare kunne købe en pistol og skyde sig selv i hovedet, hvis det virkelig var det han ønskede, han snakkede nemlig meget om døden i det tidsrum.
Han havde en depression.
Jeg og min far kørte en tur den aften, min mor tvang os til det, kun jeg og ham, højt musik, cola og smøger, vi grinte og havde det sjovt. Han viste mig hvor han var opvokset.
Han var glad.
Dagen efter skulle jeg hjem, han giver mig et kram (hvilket han aldrig gør), og siger jeg skal ringe hvis jeg mangler det mindste. Jeg kiggede underligt på ham og sagde ja ja whatever.
Han vinkede til mig da jeg satte mig ind i bilen med min mor.
Det var sidste gang jeg så ham.

I samarbejde med en terapeut kom vi frem til en konklusion; Jeg følte mig svigtede.
Hvordan skulle jeg nogensinde kunne komme til at stole på en mand igen?

2 år efter, begynder mit liv at se lyst ud igen. Det tog mig 2 år at smile sådan at de rigtige grunde igen.
2 vanvittigt hårde år, jeg faktisk ikke troede jeg ville overleve.


Jeg møder så uventede denne her fyr efter de 2 år, som jeg egentligt ikke havde yderligere interesse for, han var bare endnu en fyr jeg på forhånd vidste jeg ikke ville noget seriøst med.
Jeg begynder helt uskyldigt uden nogle bagtanker, at ses med denne her fyr, jeg slår det fast for ham at jeg ikke søger noget fast, det gjorde han heller ikke.
Det passede mig perfekt.
Pludselig, ses vi ret meget, ret tit, og når vi ikke ses, skriver vi sammen, konstant.
Allerede der begyndte jeg at trække mig lidt tilbage, det blev lidt for mystisk, og jeg havde lovet mig selv jeg ikke gad smide følelser i det.
Kunne jeg virkelig li’ ham her, eller kunne jeg li’ at han kunne li’ mig?
Jeg fik følelser for ham.
Jeg begyndte at fortælle mine venner om ham, jeg fortalte endda min familie om ham.
De grinte bare af mig, for de vidste jo godt det ikke ville holde i længden, efter som det altid plejer at gå i stykker efter max et par måneder med mig og de fyre der.
De troede ikke på mig.
Jeg begyndte at tænke på ham inden jeg faldt i søvn, jeg smilede når jeg fik en sms fra ham, jeg følte mig total priviligeret når han ringede og jeg snakkede om ham konstant.
Men, altså det havde jeg jo prøvet før, det var bare en fase, det ville gå over igen, troede jeg.
Han var anderledes.
Jeg vidste ikke engang hvad man skulle bruge en kæreste til, hvis det var, altså jeg har venner der har kærester, som er i lange forhold, det’ bare ikke mig, så skulle man jo binde sig til et andet menneske 100%, ingen frihed lige pludselig, ellers tak.
Jeg ville ikke have en kæreste.
Lige pludselig skete der noget, efter jeg havde overbevidst mig selv og alle andre om at jeg IKKE skulle være kærester med ham, bliver jeg kærester med ham.
” Anne-Mette havde fået en kæreste ”
Ingen kunne tage det seriøst, inklusiv mig selv.
Da vi havde været kærester i et døgn, begyndte jeg allerede at komme med lame ass undskyldninger på hvorfor vi måske ikke skulle være kærester, jeg trak mig tilbage, ignorerede ham og jeg havde pludselig ikke tid til at ses.
Han virkede dog ret forstående på alle punkter, efter som jeg havde forklaret ham hvordan jeg hang sammen.
Han forstod mig.
Jeg havde en del issues på daværende tidspunkt, han gjorde virkelig alt for at være der for mig, selvom jeg bad ham om at forsvinde flere gange.
Jeg havde forklaret ham hvor messy jeg var, og hvor bøvlet jeg kunne være. Han ville være der for mig.
Han blev hos mig.
Vi gik igennem en del sammen, på meget kort tid, meget drama på kort tid, mange diskussioner og mange uenigheder.
Jeg indrømmer gerne over over halvdelen af det, der var det nok mig, jeg ledte stadig efter en grund til hvorfor det ikke skulle gå, det bunder nok ud i min egen usikkerhed.
Jeg var bange for at miste ham.
Vi var kærester i små 2 måneder, før jeg gjorde det forbi.
Der gik kun et par timer, før det gik op for mig hvad det var jeg lige havde smidt væk.
Jeg prøvede at sweet talke ham til at give mig en chance til, og det gjorde han, efter et stykke tid.
Vi fandt ud af det igen og fandt sammen, igen. Der gik dog ikke lang tid før han afsluttede det.
Vi fungerede ikke sammen.
Vi mødte mange bump på vejen, han var jaloux, og der begyndte at gå rygter om jeg havde kyssede på en anden, hans tillid til mig forsvandt fuldstændig, og hver gang det begyndte at gå godt, kom der noget i vejen.
Vi kunne heller ikke undvære hinanden.
Han var min første sådan officelle kæreste, så jeg havde måske heller ikke regnet med det skulle være glade dage og lyserøde skyer hele tiden, men jeg havde i hvert fald heller ikke regnet med vi skulle være så bøvlet, sammen.

Hvorfor gik det galt?
Det gik allerede galt da vi blev kærester, officelt. Ikke nok med det gik for hurtigt, kunne jeg slet ikke forholde mig til at jeg nu var afhængig af et andet menneske på den måde, jeg kørte den fuldstændig op og bildte mig selv ind jeg havde mistet alt min frihed, selvom det i realiteten ikke havde ændret noget, det var jo bare et ord, en titel, men det havde jeg ret svært ved at forholde mig til, i starten.
De første 2 måneder vi var kærester, ledte jeg næsten hver dag efter en grund til hvorfor det ikke gik, det må have været et helvede for ham, at være sammen med mig.
Jeg var umulig.
Da vi havde været sammen i små 3 uger, officielt, ligger vi ude i haven, det er sommer og humøret er faktisk højt.
Han  kigger på mig og smiler, og siger ‘Jeg tror jeg elsker dig’.
Jeg følte mig så dum, det endte ud i jeg sagde ‘Tak.
Det fik mig virkelig til at tænke over det ord der, ‘elsker’, det er noget underligt noget. Hvorfor siger han det lige pludselig? og sku jeg sige det tilbage, eller? Naah, det burde da komme automatisk, eller hvad?
Alt gik bare alt for hurtigt, jeg kunne slet ikke følge med, der skete alt for mange ting på alt for kort tid, alt for mange følelser jeg skulle håndtere.
Udenfor min rækkevidde.
Det måtte ende, som nævnt tidligere, 3 uger efter denne episode betragtede jeg mig selv som single.
Jeg gik fra ham.

Vi fandt jo så ud af det igen, men det er som om vi ødelagde hinanden mere end vi gavnede hinanden, og det var som om vi begge vidste at vi ikke skulle være sammen, men vi kunne heller ikke finde ud af at undvære hinanden, selvom vi til sidst knap nok ses, eller snakkede sammen.
Men, når vi så endelig var sammen, var det som om tiden stod stille. Jeg glemte alt og alle når han kiggede på mig, når han smilte til mig og fortalte mig hvor dejlig jeg var.
Jeg var forelsket.

Det var jo ham jeg ville være sammen med, det gik mere og mere op for mig, det gik faktisk så meget op for mig, at jeg et par måneder efter fortalte ham at jeg også troede jeg elskede ham.
(da vi havde fundet sammen igen)
Jeg elskede ham.
Hans smil da jeg sagde det, snakkede for sig selv, jeg kunne ikke ønske mig en bedre kæreste, end ham.

Hvad var problemet?
Mig, jeg var problemet.
8 måneder, prøvede vi at få det til at fungere. Det fungerede ikke.
Måske er jeg bare ikke bygget til at have en fast kæreste, tænker jeg, ellers var han måske bare ikke den rigtige? Jeg ved det virkelig ikke.
Jeg har altid sagt til mig selv hvis jeg nogensinde fik en kæreste, skulle det være den rigtige, jeg har aldrig været typen der bare har haft en kæreste, aldrig.
Jeg troede han var den rigtige.

Lige da jeg troede vi var ved at finde ud af det igen igen igen, fortæller han mig at han havde hørt ‘ude i byen‘ at jeg havde gået bag om ryggen på ham, at jeg havde været ham utro.
Selvom jeg helst ville benægte det, som i starten, indrømmede jeg alt.
Jeg havde været ham utro.
Jeg besluttede mig nu for at være 100% ærlig overfor ham, jeg bad ham spørge mig om alt han havde tvivlede på omkring mig, han tvivlede meget på mig da min troværdighed jo ikke var særlig meget værd på daværende tidspunkt.
Jeg sagde til ham, jeg ville være ærlig, 100%, fordi han ville hade svarene.

Det var som om der faldt en stor sten fra mit hjerte efter jeg havde fortalt ham at jeg havde gået bag om ryggen på ham, nu skulle jeg ikke lyve om det mere, når det blev nævnt, jeg skulle ikke holde masken og bygge en facade op, hver gang.

Jeg gik først i forsvar, men jeg kunne jo godt se jeg skulle pakke mit forsvar ret langt væk, det var jo mig der havde lavet nogle fejl, jeg nu måtte stå til ansvar for.
Han havde ingen interesse i at snakke med mig, han var for at sige det lige ud, fuldstændig færdig med mig. Han følte sig til grin, han følte jeg havde holdt ham for nar, hvilket er forståeligt. Hvordan kunne jeg stå at kigge ham ind i øjnene flere måneder tilbage, da han spurgte mig om jeg havde gået bag ryggen på ham? hvordan kunne jeg lyve ham lige op i ansigtet, og benægte alt? hvorfor havde jeg ikke et behov for at fortælle ham hvad jeg havde lavet, dengang og nu? hvor var min samvittighed henne? hvordan kunne jeg bevidst holde sådan noget hemmeligt for ham?
Jeg ved det virkelig ikke.
Han ville ikke have kontakt til mig mere.

Jeg var ynkelig, da han fandt ud af det, da jeg fortalte ham om begge episoder.
Jeg blev luft for ham.
Jeg prøvede at vænne mig selv til tanken om en hverdag uden ham, det virkede egentligt ikke særlig svært, jeg havde jo en hverdag inden jeg mødte ham.
Men, der var bare noget særligt ved lige præcis ham her, men hvis det var ham jeg ville være sammen med, hvorfor havde jeg så et behov for at kysse på en anden? hvorfor havde jeg ikke nok i ham, i den opmærksomhed han gav mig? i de kys han gav mig?
Jeg tror jeg var bange for at være forelsket, jeg var endnu mere bange for at stå ved at jeg rent faktisk elskede ham.
Jeg var bange at miste ham, og jeg var bange for at miste mig selv i processen i at være sammen med ham.
Jeg var usikker på mig selv, og det gik udover ham.
Jeg var bange for at lukke et andet menneske ind i mit liv på den måde, eftersom jeg er meget følsom, gjorde det mig usikker, både på ham og mig selv. Så, i stedet for at holde om ham, kysse ham og fortælle ham hvor dejlig han var, var det lettere for mig at kigge den anden vej og grine.
Jeg virkede ligeglad, selvom der inderst inde var fest over jeg følte mig så priviligeret at have et menneske som ham, tæt på.
Han kom bare for tæt på, så tæt på at jeg følte mig nødsaget til at tage afstand, flere gange.

Jeg tror det værste ved det hele, er at give helt slip, at smide (i mit tilfælde) 8 måneder væk fra den ene dag til den anden, selvom det i princippet ikke kommer an på månederne, men på hvor tæt man nåede at blive med personen, det er ikke det at miste personen, det er det at miste sig selv.
Jeg mistede mig selv, da jeg mistede ham.
Jeg mistede ikke bare en kæreste, jeg mistede en ven.
Men, man kan altid sidde tilbage og være bag klog, man kan sidde tilbage og overanalysere hver evig eneste detalje, det får man bare ikke noget ud af, det eneste man kan gøre er at lade tiden hele situationen, og komme videre.

”I virkeligheden er vi vel alle bare mennesker, der forsøger at finde noget vi kan holde fast i, så vi ikke glider væk?”

Efter som jeg havde svært ved at lukke en fyr tæt ind på mit liv igen, eftersom min underbevidsthed havde overbevist mig om at jeg ville miste ham, var det lettere for mig at få ham til at droppe mig, selvom det jo ikke var det jeg ville inderst inde.
Det gør ondt, og det værste ved det hele var; det var min egen skyld.

Jeg kunne ikke skubbe skylden over på andre, end mig selv.
Jeg kunne ikke tvinge ham til at stole på mig igen, når han i forvejen inden han fandt ud af hvad jeg havde lavet, havde trust issues, med hensyn til mig.
Jeg tror aldrig jeg har stresset så meget over et andet menneske på så kort tid, de 8 måneder med ham er bare fløjet afsted, men det gør tiden som regel når man bruger den sammen med et menneske man holder af.
Nu er det slut med at stresse, over ham og jeg.
Det føles næsten helt forkert ikke at stresse over ham og jeg længere, jeg havde næsten vænnet mig det.
Jeg fuckede op, det står jeg ved, det må jeg leve med.
Det skal jeg leve med.

Tiden jeg fik sammen med ham, ville jeg aldrig være dem foruden.
Han pressede mig til at lære mig selv at kende på mange punkter, uden han selv vidste det.
Selvom jeg og ham var en dårlig succes, er jeg sikker på at vi var den helt rigtige fejltagelse.

” Folk siger du ved ikke hvad du har, før du har mistede det. Sandheden er, du vidste godt hvad du havde, du troede bare ikke du ville miste det.”

Puuuuh det var noget af en roman hva! 😀
Håber det var værd at læse, det tog mig i hvert fald et par dage at finde ud af hvordan fanden jeg skulle stille det hele op, og jeg var enig med mig selv om jeg ikke gad gå i detaljer (det synes jeg heller ikke jeg har gjort), i hvert fald minimalt.
OG ingen grimme kommentar’, de bliver slettet med det samme, jeg har fået at vide nok gange det jeg har lavet er forkert, jeg kan ikke lave det om jo flere gange jeg får smidt i hovedet hvor stor en idiot jeg er.
Anyways, jeg håber i fik svar på jeres spørgsmål 🙂

MØS
product_66552_1_orig

RELATEREDE INDLÆG

Ikke kategoriseret, Muffins

Sunde kokos muffins med chokolade chunks

image

Lækre svampede muffins med chunks i! Mmmmhhh de blev et hit 😀

Du skal bruge:
40 g fuldkornshvedemel
80 g affedtet kokosmel
2-3 dl vand
1 spsk vaniljepulver
1,5 dl sweetUP (eller sukrin)
30 g kokosmel (kendt som kokosflager i supermarked)
4 æggehvider
2 æggeblommer
40 g mørk chokolade ((70-80%))

Fremgangsmåde;
– Pisk æggeblommer, hvider og vand sammen
– Tilsæt vaniljepulver, sweetUP og kokosmel
– Vend det hele godt sammen
– Tilsæt nu fuldkornshvedemel og affedtet kokosmel
– Vend det hele godt sammen
– Hak nu chokoladen i semi fine stykker og vend dem i blandingen
– Fordel nu dejen i 8-9 muffinsforme
– Smid dem i ovnen ved 180 grader i små 30 min, men hold øje
– Server eventuelt med en klat vaniljeskyr til! 😀

image

image

RELATEREDE INDLÆG