Angst og parforhold

Det længe ventede indlæg er her finally! Jeg beklager virkelig ventetiden, men dén går hånd i hånd med, at min kæreste skulle finde tid (og lyst) til at besvare jeres, og mine spørgsmål. Han er ikke meget for alt det her blogger halløj, så han skulle tage tilløb til dét. Jeg gav ham alt den tid han skulle bruge. Det er der kommet dette ud af: Hvordan er det at være kærester med en der lider af angst? I det daglige mærker jeg det jo ikke som sådan, da vi ikke ses hver dag. Jeg oplever heller ikke de eventuelle ‘anfald’ der opstår når hun færdes ude i dagligdagen uden mig. Hun fortæller mig heller ikke alt om hvad der...

Jeg er ikke mit traume

Min kæreste har to skønne piger. En på 7 år, og en på 11 år. Jeg tror jeg sammenlagt har set dem 6 gange, max. Ikke fordi, at jeg ikke har haft muligheden. Fordi det har jeg! Men fordi, det har været for svært for mig, grundet mit sind. De er ikke de eneste, jeg har ikke har brugt på min tid på. Jeg har generelt ikke deltaget familierelateret aktiviteter, på hans side. Lige så vel, som jeg næsten ikke har deltaget i familierelateret aktiviter, med min egen familie. For ej at nævne mine nære venner.  Som I ved, er mit arbejde det eneste, jeg rent faktisk kan begrave mig i, uden at mærke særlig meget til dén side af...

Angst og transport

Jeg har gjort noget sindssygt i dag. Jeg har gjort noget, som jeg ikke har bevæget mig hen imod at gøre i 6 år. Jeg har ikke taget et tog siden jeg for 6 år siden tog toget hjem, for at bisætte min far. Alt dét der har foregået udenbys, har foregået med en høj promille, ellers ikke. Jeg har meldt fra til så ufatteligt meget, jeg i starten har sagt ja til at deltage i. Alt fra fødselsdage, barnedåb, babyshower, events, møder m.m. Som I ved, så er jeg startet hos en vanvittigt dygtig psykoterapeut. Hun har selv haft angst i, hold fast… 14 år! Hun ved om nogen hvordan dét er. Hun er dagen i dag angst freaking...

Bus

Jeg har som I ved ikke taget offentligt transport i 6 år (måske 2-3 gange max). Jeg fik konstateret angst få mdr inden min far døde. Så at det gik i udbrud level 100 efter hans pludselig død, kommer i princippet ikke som en overraskelse. Selvom det gjorde. Jeg gik fra at pendle imellem København og Sønderjylland, til ikke engang at kunne opholde mig på en bus el. togstation. ‘’Kom nu videre Anne-Mette. Det er 6 år siden for fanden. I stedet for at pådutte dig den offerrolle hele tiden, så gør noget ved det i stedet! Kom nu lidt altså… Det er kun dig der kan fikse det. Ingen andre.’’ Dét siger jeg tit til mig selv. Fordi det...

Jeg tog mig selv i

Jeg tog mig selv i at smile hele vejen til træning i går, under træning, og efter træning. Ja. Faktisk også hele vejen hjem. Jeg er glad. Sådan helt indeni. 7-9-13! For knap 4-5 mdr siden, var jeg tvangsindlagt. Jeg turde knap nok bevæge mig udenfor en dør. Nu kommer jeg ud hver dag. Det kan jeg takke træning for. Det lyder måske for godt til at være sandt. Men det er det. Altså sandt. Jeg blev enig med mig selv om for 3 mdr siden, at jeg ikke gad at være et offer i eget liv mere. Jeg var træt af mig selv. Jeg var træt af at være ynkelig. Jeg ved at det eneste der hjælper er træning....