Personlig og skæve indlæg

Handlingslammet

Havde det ikke været fordi, at jeg pt passer min venindes hund, så havde jeg måske max gået 1000-1500 skridt om dagen. Jeg jagter ikke skridt, hvilket jeg gerne vil fastslå. Men lige nu er jeg tvangsindlagt, i mit eget selskab. Og det er deprimerende, og meget kedeligt. Så jeg tjekker jævnligt min sundheds app, for at se hvor langt jeg går. Jeg fik Karla herhjem d. 5 november, og lige siden dér, er jeg tvunget ud. Lige nu har jeg i det mindste et gøremål dagligt = at gå med hunden.

Tvangsindlagt 

For 1 måned siden, fik jeg et angstanfald, jeg ikke har kunne ryste af mig, endnu. Det har jeg prøvet før, og det er ikke hvert anfald, jeg bare kan sluge råt. Men det er mange år siden, at det har taget så hårdt på mig, som nu. Det var så slemt, at angsten for at få angst, har sat sig godt og grundigt fast. Jeg gik fra at være total social, og glad, til at være ultra asocial, og deprimeret. Jeg gik fra at handle i dagligvarebutikker, som alle andre, til ikke at kunne være alene i en dagligvarebutik. Jeg er også flere gange gået ud af en dagligvarebutik, med en veninde under armen. Jeg er gået fra at være sammen med mine venner, og kæreste 24/7, til ikke at kunne overskue at være i nærheden af nogen af dem. Det sker, at jeg ser dem. Men hold nu kæft det er svært. Jeg kan ikke holde fokus, og jeg tænker hele tiden på hvornår vedkommende går, eller hvordan jeg ‘’slipper væk.’’ Det er så vildt hvad hjernen kan præstere. Hvordan kan noget så rigtigt, føles så pisse frustrerende, og farligt? Det giver i min optik, ingen mening. Og jeg hader det, og jeg har så svært ved at acceptere det, og blive i angsten. Selvom det er dét jeg skal. Omfavne angsten, vel og mærke.

Jeg bevæger mig helst heller ikke udenfor om dagen, fordi jeg bor midt i centrum, dvs der er mennesker over alt. Men så snart mørket falder på, går jeg gerne lange ture, med musik i ørene. Jeg slår mig også gerne ned på en bænk på stranden, og bare nyder dét. Men kun når det er mørkt. 

Jeg har passet den hund jeg passer lige nu, mange gange før. Så det var faktisk mit eget forslag, at hun kunne komme ned til mig at være i noget tid. Fordi så vidste jeg, at jeg kom ud af min komfortzone. Og det gør jeg, hver dag. Flere gange om dagen. Og det er pisse dejligt! Frisk luft, gør underværker.

Ikke nok med at jeg bare er herhjemme helt alene, dag ud og dag ind, så er det ikke engang fordi, at jeg nyder mit eget selskab. Fordi min koncentration er = 0, og så er jeg ekstremt rastløs konstant. Så selvom jeg eksempelvis placere mig i stuen, på sofaen, foran tv’et, og finder en film el en serie jeg finder spændende, så ender jeg med at glo ind i væggen, ved siden af tv’et, fordi jeg ikke kan fokusere.  

Dét har stået på i knap 1 måned nu, og jeg føler, at jeg ved at blive skør. Fordi ligegyldigt hvor mange gange jeg prøver, så lykkedes det ikke. Jeg havde dog en spontan tur på bodega med en veninde, og med min kæreste, i sidste uge. Lad mig sige det mildt: Alkohol og angst er en ekstremt dårlig kombination, dog ikke i momentet, men dagen efter er et helvede. Jeg fik eksempelvis også min veninde til at hente medicin til mig på apoteket den anden dag, fordi dagen forinden bevægede jeg mig derned, for at bevæge mig hjem igen, uden medicin. 

Der har været optakt til det måneden forinden. Jeg fik et angstanfald midt i Kvickly, og blev nød til at gå ud. Optakten var mavepine, så jeg troede faktisk bare at det blev ved dét. Men det forsatte, og pludselig begyndte jeg bare at græde, midt på landevejen, i min venindes bil. Det tog mig et par dage, at komme ovenpå igen. Men det var dét. 2-3 uger efter, skete det samme hos min kæreste. Han nussede mig på maven, og jeg fløj op, ud af døren, og kastede op. Lige siden dér, har det hængt ved. Så det har også resulterede i, at jeg har forbundet ham med noget dårligt, fordi at det er altid nemmere at flytte fokus, og skyde skylden på et menneske, eller en genstand. Men det er slut nu. Jeg gider det ikke mere.

Terapi 

Jeg har snakket med en psykoterapeut i knap 1 måned nu, og dét her startede i samme tidsrum. Jeg tænker generelt ekstremt meget over alt ting, til tider for meget. Så, jeg har også overtænkt hele denne her situation, jeg pt er i. 

Terapeuten er dygtig, næsten alt for dygtig. Hun har virkelig styr på sit shit. Hun har sagt med egne ord ‘’Den situation du sidder i nu, er ganske normal. Hvis ikke nu, hvornår så? Reaktionen skulle komme før eller siden, og du har fortrængt så mange aspekter i dit liv, de sidste 3 år. Det er normalt.’’ De ord sidder fast, og jeg ved jo at hun har ret. 

Motion

Jeg mærkede første gang angsten, for 7 år siden. Men den angst løb jeg væk. Jeg fik stukket piller i hånden, og vedkommende jeg snakkede med dengang på en psykiatri, hun sagde: Piller eller motion. Jeg havde ikke lyst til at proppe mig selv med medicin, så jeg tog mig sammen, og begyndte at løbe igen. Jeg blev faktisk helt angst fri. Det var terapi for mig, at bevæge mig. Jeg har lige siden altid set motion, som gratis terapi. Men i forhold til at jeg løb det væk, i stedet for eventuelt terapi ved siden af, var måske en fejl, men det var bare nemmere. Jeg lagde låg på angsten med motion. Dét hjalp mig dengang. 

Min fars død

Da min far døde for 5-6 år siden, startede det hele forfra, og jeg var nu angst ramt level 1000. Det var så slemt dengang, at jeg endte med at ligne et omvandrende skelet. Det gør jeg heldigvis ikke nu. Herudover kunne jeg ikke denne gang ikke løbe det væk. Tro mig, jeg har prøvet, mange gange. Så de sidste 5-6 år, har jeg faktisk bare holdt mig fra situationer, der gav mig angst. Så jeg har begrænset mig selv ekstremt meget, især i forhold til at opholde mig udenbys, og offentligt transport. Det begrænser mig meget, især fordi jeg intet kørekort har, og heller ikke har det super fedt med at være passager i en bil. Det er udelukkende grundet angsten, fordi jeg har altid været hende, der var frisk på en eventuel spontan tur til en anden by. Ferier m.m., har altid tiltalt mig. Jo længere væk, jo bedre. Jeg har altid (inden jeg stiftede bekendtskab med angsten) været impulsiv, og jeg har aldrig begrænset mig selv. Aldrig. Det har været en stor byrde for mig, at jeg gentagende gange har aflyst events, middage, møder m.m, jeg har været inviteret til af samarbejdspartnere, firmaer m.m., i forskellige byer. Primært Aarhus og København. Jeg købte den ene gang tog billetterne, da den platform jeg dengang havde en web shop via, holdte et stort event, som jeg bare VIL med til, men da jeg stod på togstationen, tog jeg alligevel ikke toget. Det er lidt som en chok tilstand. Jeg stod bare og kiggede på toget kørte.Jeg er blevet tilbudt, at holde foredrag. Det har jeg også takket pænt nej tak til. Det gik frem af på et tidspunkt, i og med jeg havde klienter til konsultationer og tjek, hjemme hos mig. Men det gik hurtigt den anden vej igen. Jeg er så træt af det. Udmattet. 

Hva så nu?

De sidste 2-3 år, har mit liv dog taget nogle drastiske drejninger, som jeg ikke har forholdt mig til. Det kan jeg desværre ikke komme nærmere ind på endnu. Jer der følger med, ved at jeg før har påpeget, hvor meget jeg har lyst til at råbe det ud til jer, men det er jeg ikke klar tll. Det er bl.a de ting der har gjort, at jeg har det som jeg har det i dag. 

Nu er det slut med at springe over hvor gærdet er lavest. Jeg er færdig med at fortrænge ting, og jeg er fuldstændig færdig med, at lave omvendt psykologi på alle omkring mig, til min egen fordel. Hvilket menes med, at jeg jo udemærket godt ved hvad jeg skal svare, hvis jeg bliver spurgt om noget, der eksempelvis ikke passer mig. Jeg har nemt ved at tale mig ud af en situation, hvis den for mig, er angstprovokerende. At ligge låg på følelser, må være mit speciale. Men når jeg så ikke ligger låg på, føler jeg alt for meget på en gang, hvilket jeg heller ikke kan håndtere. Ergo, jeg mangler balancen. 

Jeg går all in på terapi, med den dygtige psykoterapeut, jeg er blevet beriget med. Hun er ærligt som sendt fra himlen. Jeg lader hende pille ved min kaotiske hjerne, og jeg håber at hun når ind til kernen. Hun er velkommen til at knække mig, og bygge mig op igen. Jeg har intet at miste. Hun er den eneste jeg igennem årene, faktisk har lyttet til. Hun er den mest kompetente kvinde indenfor det fag, jeg har stødt på igennem årene. Jeg tror på hende, og jeg lytter til hende. Jeg tror vitterligt på, at hun kan lære mig at være i mine følelser, i stedet for kun at tænke dem. Og i stedet for at prøve på at glemme, og fortrænge. Og jeg tror på, at hun kan lære mig at mærke efter. Fordi det er jo dét, der skal til. Det ved jeg jo udemærket godt. Det er bare lettere sagt, end gjort. Især efter så mange år… 

Det kan kun blive bedre. Det skal blive bedre. Det bliver bedre. 

‘’Angst er

Hvis du sidder og kan nikke med på de ting jeg skriver, og snakker du ikke med nogen om dét? Så kom i gang! Det hjælper virkelig at have et godt netværk, og ikke mindst et forstående netværk. Hvis ikke forstående, så et accepterende, og lyttende. Angst er nemlig svært at forstår hvis ikke man selv har det. Det kan jeg i hvert fald skrive under på! Når jeg hørte ordet angst flere år tilbage, grinte jeg nærmest af det, fordi ‘’Du er lidt bange, det går vel over.’’ MEN du er ikke belastende, fordi du svinger dine tanker ud. Det har jeg lært med årene, og det har hjulpet mig meget. Det har også hjulpet mig med at finde ud af, hvem der virkelig er der, når det gælder. Du er ikke alene. Aldrig. Husk det! Ræk hånden ud. Det er ikke flovt, at spørge om hjælp. Og du er ikke ved at blive sindssyg, selvom det måske føles sådan. Jeg tror på dig, lige så meget som jeg tror på mig. We can do this! 💪🏻❤️

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar