Efterladt efter selvmord - Min historie

Efterladt efter selvmord – Del 3

I må lige bære over med mine dårlige skills, i forhold til mit skriv i nutid og datid. Dét har jeg sku altid været dårlig til. Man kan jo ikke være supermand til alt. 🙂

Del 1, Del 2,

Men han vågnede aldrig… Det gjorde jeg dog, og nu var dagen kommet, hvor han skulle bisættes. Den dag står på mange punkter uklart for mig, nok fordi at jeg knap nok var til stede. Jeg husker at jeg om morgenen tager mig et meget kort bad. Jeg hopper i den sorte fine kjole, jeg havde købt til dagens anledning. Jeg iføre mig herudover en sort blazer, plus et par solbriller. Her står vi så, ved indgangen til kirken, min bror, min brors daværende kæreste, og min mor. Jeg følte mig som en robot. Give hånd, kondolere, give hånd, kondolere. Det var så upassende, på så mange måder. Det skulle bare overstås. Kirken var fyldt med mennesker, fyldt med mennesker jeg ikke engang vidste min far kendte. Så mange mennesker, der var kommet udelukkende for at vise deres respekt til os, og for at sige farvel til min far. Så mærkeligt. Her sidder vi så, på første række i kirken. Jeg er stadig ikke til stede, selvom jeg prøver at være det. Det eneste jeg fokusere på, er kisten, hvor i jeg ved min far ligger. Præstens tale husker jeg dog små bider af. Den var så gennemført. Talen var næsten længere, end resten af bisættelsen. Det havde han virkelig gjort godt, altså præsten. Han havde virkelig fået alt med omkring min far. Jeg husker især at han i forbindelse med hans børn, altså min bror og jeg, fortæller ‘’Og så fik de Martin (min bror), og han var sådan en dejlig dreng. Men så fik de et par år efter Anne-Mette, det var dog en helt anden opgave for Ejnar (min far), end det var med Martin.’’ Jeg husker at jeg ikke kunne lade være med at grine lidt, lige så kunne resten af kirken ikke. Fordi, det er nemlig så rigtigt. Det skal dog ikke forståes sådan, at jeg ikke var et dejligt barn, men at jeg var en helt anden mundfuld for min far, end min bror. Jeg har altid været et røv irriterende barn, for at sige det lige ud. Herudover har jeg altid været god til at sige min mening til min far, hvis jeg ikke jeg var enig med ham. Sådan var min bror ikke. Dvs at min far og jeg, har haft en masse latterlige diskussioner igennem årene, fordi jeg kunne finde ud af fortælle ham, når han oprigtigt skulle holde sin kæft. Min far og jeg var pot og pande. Det har vi altid været. Vi var vidt forskellige, og var næsten altid uenige, dog var vi SÅ ens. Hvilket nu giver mig anledning til at fortælle jer, hvorfor min far tog sit eget liv. Hvem han var, hvad han stod for, og hvad der dog gik galt.

Min far er vokset op med begge forælde, i en stor søskende flok, bestående af 7 søskende. Han mistede sine forældre da han var forholdsvist 13, og 15 år. Hans ældste bror, tog sig herefter af ham. Min far var den yngste af de 7 søskende. Da han fylder 23 år, mener jeg, der møder han min mor. Imellem tiden, har han været på ungdomsskole, været værnepligtig i militæret, og har fået taget sige en uddannelse som smed. Men, han møder så min mor. Det var dog ikke kærlighed ved første blik, men det blev det dog. De to, har holdt sammen i tykt og tyndt, ligegyldigt hvad. Hvis min far havde været her endnu, kunne de have været sammen i knap 40 år. De får sammen to børn, min bror på i dag 34 år, og mig på snart 26 år. Idylisk barndom vel og mærke, dog med små bump undervejs, men det er jo meget normalt. Begge mine forældre har altid arbejdet. Min mor har primært altid været i rengørings og køkken branchen, og min far indenfor noget køleskabs halløj. Jeg ved faktisk ikke hvad hans arbejde gik ud på, hvis jeg skal være helt ærligt. Jeg ved bare, at det var noget man skulle have en velfungerende hjerne til. Min far var så glad for hans arbejde, at hvis vi havde problemer herhjemme, smed han altid kortet ‘’Jeg tager bare på arbejde, der gider de i det mindste behandle mig ordentligt.’’ Dét har vi grint meget af. Han var meget perfektionistisk, i forhold til alt. Alt som i virkelig ALT. Herudover var han meget sparsommeligt. Hvilket selvfølgelig er en god enhed at have, jeg kunne i hvert fald godt bruge noget af den enhed. Haha. Men, det kunne godt blive for meget, mange gange. Men altså, han perfektionisme slår helt 100% hans sparsommelighed. Han var så perfektionistisk, at det halve kunne være nok. Et dårligt eksempel, ville være hvis han eksempelvis skulle hænge en reol op. Den reol, hang simpelthen så godt fast, med de helt rigtige skruer, og selvfølgelig total lige. Han var typen, der målte op 20 gange inden, han hang en reol op. Efterfølgende tjekkede han til den reol, flere dage efter. Det blev især slemt, da min bror og jeg flyttede hjemmefra. Jeg kunne ringe kl 22:00 en hverdags aften til ham, og spørge ham om hvordan man hang en lampe op. Der gik ikke mere end 2 minutter efter jeg havde stillet ham det spørgsmål, før han sad i bilen på vej ned til mig, for at hænge lampen op for mig. Fordi, den skulle jo hænges ordentligt op. Det samme gælder, når det kommer til hans sparsommelighed. Jeg kan huske, at da jeg blev teenager, og gik op i alt det G-star og Dolce & Gabbanna tøj, der nu var populært dengang, måtte jeg ALDRIG vise min far pris skiltene, for min mor. Han ville gå helt bananas. Det lyder måske som et luksusproblem i manges øre, og det er det måske også. Jeg påpeger det kun, for at forklare hvordan han var. Mine forældre har alle år, kørt i en old gammel hvid opel kadett. Og min far passede og plejede den bil i hovede og røv. Den så ikke gammel ud. Selvom den til sidst skulle startes på en speciel måde, hvilket altid fik min mor til at tage cyklen i stedet, så nægtede han simpelthen at købe en ny bil, fordi den virkede jo endnu, denne her opel kadett. Det samme gælder vaskemaskiner m.m. igennem årene. Det var jo ikke fordi at de ikke havde penge til noget nyt, men ALT skulle bruges indtil det nærmest brændte sammen. De to punkter har vi også grint meget af. Jeg mener faktisk også at præsten nævnte det i talen. Igen, den tale var simpelthen så gennemført. Herudover var min far MEGET gammeldags. Han er jo vokset op under skærpet vilkår, og har ikke altid haft mange penge da han var yngre, hvilket nok også bunder ud i at han var så sparsommelig. Men han var meget gammeldags. Han var total racist, og kunne ikke forstå når en dame var sammen med en dame, eller når en mand var sammen med en mand. Han kunne heller ikke forstå, at folk meldte sig syge fra arbejde, når de var syge. Især psykisk syge, det havde han ingen forståelse for. Som i INGEN forståelse. Jeg husker at min fætter, som stod min far nær, hang sig selv da jeg var omkring 10 år, og jeg husker min fars ord ‘’Hvordan fanden kan få sig selv til at gøre det, han har en dejlig kone, tre smukke døtre, og en skøn søn.’’ Han var rasende min far, og total uforstående overfor min fætters handling. Det skal også lige siges, at da min far var lille, fandt han faktisk sin søsters mand hængende i badeværelset, det var min fætters far. Dvs far og søn, havde faktisk hænget sig selv. Det påpeger jeg nu, fordi jeg kommer ind på det senere, i forbindelse med min fars selvmord.
Alt i alt, var min far et skønt menneske, med sine egne sære finurligheder. Så, da min far af egen fri vilje gik på efterløn da han var 60 år, gik det ned af bakke for ham. Han var bange for, at kede sig. Herudover når han knap nok at gå på efterløn, før han begynder at få det mærkeligt i kroppen. Han fik foretaget en masse undersøgelser, men der gik så lang tid imellem, så der gik også lang tid før de fandt ud af hvad der var galt med ham. Han fik til sidst konstateret gigt. Pga gigten, fik han selvfølgelig medicin. Da han havde været på den medicin i noget tid, fik han det endnu mere mærkeligt. Han tog selvfølgelig til sin egen læge, og fortalte hvordan hun havde det, men hun sagde at han ikke fejlede noget yderligere, og alt var som det skulle være. Men det var det LANGT fra. Hans læge havde glemt at fortælle ham, at af det medicin, kunne man udvikle en depression. Herudover var han i forvejen semi deprimeret over ikke at skulle på arbejde. Så, det var ikke verdens bedste kombination. Det blev så galt med ham til sidst, og han flere gange nævnte overfor os, hans familie, at han ikke gad at leve mere. Nok er nok. Min mor tog med ham til lægen, og han blev nu endelig viderestillet. Han blev viderestillet til en psykolog. Herefter blev han transporteret direkte til en psykiatrisk afdeling, hvor han med det samme blev indlagt. Det var en kæmpe stor mundfuld fra ham. Han havde jo ingen anelse om hvad der i forvejen foregik i hans hovede, herudover følte han at ingen tog ham seriøs. Han følte sig som en belastning, og nu var han blevet indlagt på det han altid har kaldt en tosse anstalt. Det var det rene selvmord for ham, at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling. Lad mig sige det mildt, de gjorde alt værre for ham. Han når knap nok at blive indlagt, før de lige pludselig giver ham et valg. Valget går ud på, om han vil udskrives, eller blive der. Deres grundlag lød på ‘’Du kan lige så godt gå rundt derhjemme, som herude.’’ Endnu en gang, følte han sig som en belastning. Systemet havde på ingen måde hjulpet ham i forvejen. Hans egen læge var håbløs, sygehuset var håbløst, og nu var den psykiatriske afdeling også håbløs. Jeg tror, at han tog sin beslutning i det sekund den psykiater gav ham det valg. Han valgte nemlig at tage hjem. 12 timer efter han blev udskrevet, MED et papir hvor på der stod ‘’Han er ikke til far for sig selv, eller andre’’ – der fandt min mor ham hængende i et reb, hjemme i deres hus. Huset har en tilbygning, de byggede til, da vi flyttede ind i det, da jeg var omkring 10 år. Den ene bygning, bliver brugt som redskabs rum, det andet rum var min fars. Det blev brugt til værktøj m.m.
I dét rum, opholdte han sig meget. Han gik altid og arbejde på et eller andet derude. Herudover stod hans højt elskede motorcykel også i det rum, som han knap nok kørte på. Fordi, den skulle jo nødig gå i stykker. Igen, perfektionist. Selv hans selvmord, var lavet så perfekt, at det næsten er uhyggeligt. Min mor tager på arbejde den morgen, og hun fortæller ham at hun lige kommer hjem for at vende ved 15:00 tiden, for at tage på arbejde igen, og er hjemme ved 21:00 tiden. Han nikker til hende, og går en tur med hunden. Da han kommer hjem, er hun taget på arbejde. Vi ved ikke hvad han har lavet i mellemrummet 08:00 – 15:00, men det er i det tidsrum, han har taget sit eget liv. For da min mor kommer hjem kl 15:00, er han ikke hjemme. Hun tænker at han nok er nede i byen, fordi på spisebordet havde han lagt en seddel, hvor på det tydet på, at han var nede i byen og hente noget, de havde snakket om han skulle hente. Hun tager sig en lur, inden hun igen skal på arbejde. Da hun kommer på arbejde, ringer hun til ham et par gange, men han ringer ikke tilbage. Da hun kommer hjem fra arbejde kl 21:00, kan hun for alvor mærke at der er noget galt. Hunden er helt oppe at køre, og han er stadig ikke kommet hjem. Hun ringer rundt til familie og venner, for at høre om han er der. Men det er han ikke. Hun kan ikke finde nøglen til dén tilbygning, altså det rum, han bruger. Noget siger hende, at han er derinde. Så i ren frustration, tager hun et stor sten, og vikler den ind i et håndklæde, for at smadre ruden ind til rummet. I det hun smadre ruden ind til rummet, kan hun se hans ene træsko ligger på gulvet, hvor på den anden træsko sidder på hans ene fod. Hans ben røre dog ikke jorden. Hun kigger op, og får øje på ham. Der hænger han i et reb, med fødderne få centimeter fra gulvet. Hun kravler op på stien, han har brugt, og får ham pillet ned. Hun vælter sågar også med hende, heldigvis skete der hende ikke noget. Han får dog et stort sår i panden. Der går ikke mindre end 4 minutter før Falck og politiet er her, efter hun har ringet til dem. Det står klart, han er død. Det har han været i lang tid. De stiller hende få spørgsmål, herefter køre de ham væk i en ligpose, i en ambulance. Hans selvmord, var så perfekt planlagt. Han havde lagt den seddel på spisebordet, for at distrahere hende i, at lede efter ham. For at han ikke kunne blive forstyrret. Han har sågar været nede og købe et perfekt længde reb i Davidsen, herudover har han pakket deres helt nye boremaskine ud, for at bore et perfekt hul i træ bjælken i loftet, i rummet. Herefter har han sat en ‘bolt’ i, så han kunne styre rebet. Herefter har han lagt et afskedsbrev på bordet, og en hobbykniv, så han var klar til at blive skåret ned. Han tog afsked med stil. Selvom det lyder dumt, men det gjorde han, fordi sådan var han. Perfektionist til det sidste.

Min kusine, min fars søsters datter, kommer om til min mor selv samme aften. Hendes far, og hendes bror, har jo også hængt sig selv. Hendes psykolog har sagt ‘’Vejen er jo i princippet skrevet.’’
Og det er den. Altså vejen. Den er skrevet. Min far kunne ingen anden udvej se, og han havde jo i øvrigt haft 2 tætte på, der havde hængt sig selv. Dog tror jeg ikke, at han inderst inde vidste, at han faktisk døde af det, han havde gang i. Han kunne bare ikke se nogen anden udvej. Når man ingen anden udvej kan se, er det jo den aller sidste udvej der findes. Når jeg tænker på, at han har stået på den stige, og taget et skridt ud i ingenting. Et skridt, han ikke var sig selv, da han tog, det giver mig simpelthen så ondt i maven. Hvad mon han tænkte, da han hang der. Mon han fortrød? Mon han prøvede at nå stigen igen, med sine ben? Der er jo tusinde forskellige spørgsmål, som man nu især gerne ville stille ham. Specielt nu hvor det er for sent. Kunne jeg have gjort noget? Hvad kunne jeg have gjort? … Selve ‘hvorfor’ spørgsmålet, er ikke noget der nager mig mere. Fordi, jeg ved jo godt hvorfor, og jeg kan godt forstå hvorfor, han har gjort som han har gjort. Dengang, nagede det mig. Jeg var så rasende, og så skuffet. Jeg nægtede mig selv, at føle noget. Eller, min underbevisthed nægtede mig, at lade mig føle noget. Han har altid være så sindssygt uforstående overfor folk der tog sit eget liv. Generelt folk der havde en depression. Selv da jeg havde en depression da jeg var yngre, lød hans ord på, at jeg skulle tage mig sammen, og passe mit arbejde. Så, jeg vidste godt dengang, at det vil give bagslag. Jeg vidste bare ikke hvornår.. Men da bagslaget kom, kunne jeg ikke rejse mig op igen. Jeg var lammet. Og jeg var et sekund fra selv at tage mit eget liv.

… Fortsættes

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar