Me, myself and I

Når angsten tager overhånd

15541312_679734212209522_1201283583275087491_n
Jeg har skrevet minimalt om  det før. Angst. Især fordi det er noget jeg lever med hver dag, dog lægger jeg ikke mærke til det i samme omfang, hver evig eneste dag mere.

Angst er svært at sætte ord på, fordi det simpelthen er så svært at forklare til dem som ikke har nogen anelse om hvad det er, og hvordan det føles. Som skrevet foroven, er angst noget de fleste oplever i deres liv, på et eller andet tidspunkt, men det er langt fra alle der er så præget af det, at det går udover deres liv.  

Heldigvis er det ikke så tabubelagt mere, som det var for 10 år siden. Faktisk havde jeg ingen anelse om hvad angst var for 10 år siden, og havde en af mine venner fortalt mig at vedkommende havde angst dengang, havde jeg sku nok ikke tænkt over det som var det en stopklods for selve livet. Jeg havde tænkt over det som en frygt, der gik væk dagen efter. 

Da jeg selv i 2010 fik mit første angstanfald, havde jeg ingen anelse om at det var et angstanfald. Der gik faktisk lang tid før jeg fandt ud af, at det var et angstanfald. 

Jeg husker det så tydeligt. Jeg sad og spiste pandekager med en veninde. Fyldte pandekager med oksekød og cæsar dressing. Jeg fik pludselig en ulidelig mavepine, og sagde til min veninde jeg ville kalde det en dag, og gå i seng. 

Jeg hopper i seng, men jeg kan slet ikke falde til ro. Jeg ligger og vender og drejer mig, og jeg har simpelthen SÅ ondt i maven. Det hele slører for mine øjne, og jeg kan slet ikke finde ud af om jeg skal rejse mig op og hente noget vand, eller om jeg skal blive liggende. Det ender med at jeg rejser mig op. I det jeg rejser mig op, flyver jeg ud på toilettet. Jeg skulle kaste op. Jeg over brækker hele toilettet, alt imens jeg koldsveder total, og jeg kan næsten ikke se ud af mine øjne. Jeg tænkte jeg måske bare var ved at blive syg, og faldt i søvn med den tanke. Da jeg vågnede dagen efter forsatte det. Jeg skulle møde i skole kl 08:00, men ved 7 tiden, troede jeg der var noget alvorligt galt med mig. Min daværende veninde der gik på samme skole, kom og hentede mig, og kørte mig på skadestuen. Lægerne deroppe sagde at jeg skulle kontakte min egen læge, så det gjorde jeg. 

Jeg fik hurtigt en tid ved min læge. Jeg fik taget mit blodtryk, adskillige blodprøver, urinprøver, og jeg fik endda taget afføringsprøver. Alt var som det skulle være. Jeg var rask. Det ender med min mor tager med mig til lægen en sidste gang, fordi der var jo noget galt. Men jeg var rask, sagde lægen. 

Det forsatte sådan i en måneds tid, og det blev faktisk kun slemmere og slemmere. Jeg nævnte at den aften jeg fik mavepine, fik jeg fyldte pandekager med oksekød og cæsar dressing. Jeg nævner lige præcis cæsar dressingen, fordi det var faktisk sådan jeg fandt ud af, at det var et angstanfald jeg fik den aften. Jeg begyndte at google min symptomer, fordi jeg havde ikke rigtigt lyst til at spise cæsar dressing efter den aften hvor jeg fik mavepine. Jeg forbandt den dressing med noget skidt, og jeg var helt sikker på at det var dressingens skyld, at jeg fik det dårligt. Jeg skubbede skylden over på en latterlig dressing. Jeg kan ikke huske hvad jeg googlede, men pludselig kom der noget frem med angst. Jeg læste simpelthen så meget om det, at jeg til sidst så firkantet. Jeg ringede til min læge dagen efter, og fik en tid. Jeg blev viderestillet til en psykiatrisk afdeling, hvor jeg skulle snakke med en psykiater. Det var i Augustenborg, ca 30 minutters kørsel fra hvor jeg boede, men pludselig turde jeg ikke sætte mig ind i en bil mere. Jeg forbandt ALT transport med noget dårligt. Jeg fik det fysisk dårligt bare ved at tage en bus. Det hele lagde simpelthen så langt fra mig, fordi jeg havde aldrig kæmpet med noget psykisk, og for at være helt ærlig, havde jeg INGEN forståelse for folk der havde en eksempelvis depression. I mine øre lød ordet depression bare som en der var lidt ked af det, hvor det efterfølgende gik væk dagen efter. Jeg var total ude på udebane. 

Nå, men jeg møder så op til den samtale på den afdeling, med mig havde jeg min far. Jeg var efterfølgende til samtale dernede en gang i måneden, i tolv måneder. Da jeg havde været tilknyttet afdelingen i ca seks måneder, udskrev de nogle piller til mig. Truxaler, hed de. Jeg googlede dem da jeg kom hjem, og blev enig med mig selv om at jeg IKKE skulle være afhængig af det lort. De gav mig faktisk et valg på afdelingen. De sagde jeg kunne begynde at dyrke motion. De sagde at det kunne dæmpe min angst, eller at jeg kunne spise disse piller. Men bivirkningerne ved de piller, skræmte mig fra vid og sans. Så, til min egen overraskelse, begyndte jeg at dyrke motion. Jeg begyndte at tabe mig (jeg var ret kraftig på daværende tidspunkt). Det gav mig et kick, som jeg aldrig havde fået før. Jeg fik det simpelthen fantastisk, efter en løbetur. Jeg fik det faktisk så godt, at de på afdelingen troede at det var blevet en besættelse for mig, i det jeg pludselig havde tabt mig så meget. Det var dog ej en besættelse, det var mit liv jeg havde fået tilbage. Den afsluttende samtale dernede, var jeg bange for. Fordi nu skulle jeg give slip på noget jeg havde været tilknyttet til i tolv måneder. Men jeg var glad. Jeg havde nemlig fået mit liv tilbage. 

Der går ikke særlig lang tid før at jeg får en fiks ide om at pludselig har lyst til at flytte. Jeg har generelt altid været meget flyvsk, og flyttede meget. Denne her gang ville jeg bo i Greve, så jeg flyttede til Greve. Jeg havde på det tidspunkt ikke taget en bus uden at overanalysere alle faresignaler der poppede op mit hovede, og nu skulle jeg faktisk tage et tog, som jeg skulle sidde i i 3 timer, for at se hvor jeg skulle bo. Jeg havde dog min veninde hos mig i toget, og togturen gik bare så fin. Jeg når at sidde i et tog en gang, inden jeg spontant flyttede 300 kilometer væk fra mine faste trykke rammer, men det havde jeg det egentligt helt fint med.

I det tidsrum jeg planlægger flytningen på, bliver min far syg. Han havde faktisk været syg i et stykke tid. Men jeg troede faktisk ikke det var så slemt, som det var. 

Jeg nåede at bo i Greve i sådan ca en måneds tid, tror jeg. Min mor ringer en aften jeg ligger med tømmermænd, og fortæller mig at vi ingen far har mere (!?) 

Øh hvad, siger jeg. Hun hulker, og siger at vi ingen far har mere. Jeg smed røret på, og kiggede hen på min veninde som jeg boede med. Hun græd. Vi gik udenfor for at trække noget luft. Jeg tror faktisk jeg ringer min mor op et par gange for at forstå hvad det var hun lige havde fortalt mig. Jeg forstod det bare ikke. Jeg spurgte hende hvad der dog var sket, hun fortalte mig at han havde hunget sig selv. Jeg brød fuldstændig sammen. Jeg kastede min telefon så langt væk jeg nu kunne, og faldt sammen. Min veninde brød nærmest sammen med mig. Jeg gik efterfølgende en tur med mig selv, for at trække noget luft. Jeg var 300 kilometer væk hjemmefra, og på daværende tidspunkt var mit liv faktisk ret kompliceret. Generelt det hele var lidt noget lort. Flytningen var et helvede, og jeg havde simpelthen stablet mig en ulidelig gæld på benene. Så, det var ikke lige fordi jeg magtede at forholde mig til at min far havde taget sit eget liv. 

Dagen efter jeg havde fået det at vide, tog jeg toget hjem til min familie. Min hjerne var helt slukket. Jeg græd ikke. Jeg kunne slet ikke forholde mig til situationen, og jeg var SÅ sur på min far. Manden der altid har sagt jeg skulle tage mig sammen når jeg mødte modstand. Manden der har arbejdet hele sit liv på gode og dårlige dage. Manden der har fundet sin søsters mand hængende i et badeværelse. Manden der var SÅ uforstående overfor hvorfor sin søsters mands søn 10 år forinden, kunne hænge sig selv, og efterlade 3 døtre, og en søn. Min far kunne aldrig finde på at begså selvmord. Men det havde han gjort, og jeg var rasende. I stedet for at bruge tiden med mine familie op til begravelsen, brugte jeg tiden med mine to barndomsveninder. Jeg drak en masse øl, og kom sent hjem hver aften. Jeg kom hjem til min familie søndag. Onsdag skulle vi ned i kapellet og se min far en sidste gang. Der gik en klap ned for mig da jeg skulle se ham. Jeg forstod intet. Det endte med jeg tog billeder af ham i kisten, fordi jeg vidste jeg overhovedet ikke havde mig selv med i det da jeg stod der. Jeg skulle se på de billeder 1000 gange før det gik op for mig hvad der foregik.

Fredag bisætter vi ham. Kirken var propfyldt med mennesker, alle græd. Jeg græd ikke. Jeg smilede endda til mine venner, da vi gik ud af kirken med kisten. Jeg var der slet ikke mentalt. 

Et par dage efter tager jeg tilbage til Greve. Det lakker på det tidspunkt mod sommerferien, og jeg tager på ferie hos min mor, og er der også da vi skulle sætte urnen ned. Da vi havde sat urnen i jorden, spiser vi alle sammen pulled pork burger hos min mor bagefter. 

Så fik jeg ondt i maven igen… Jeg gik ned og lagde mig i sengen, og troede bare det var fordi jeg var mæt. 

Jeg vågner, og jeg har det stadig underligt. Jeg skyder skylden på burgeren. 

De efterfølgende dage, faktisk uger, ligger jeg kun i den seng. Jeg bevæger mig kun når jeg skulle spise, eller i bad. 

Min mor spørger mig på et tidspunkt om jeg ikke nok ville gå en tur med Staubie, familiens hund. Jeg gad ikke rigtigt, men rejser mig så op til sidst, og siger ja. Jeg propper snor på Staubie, men der er et eller andet der kokser for mig i det jeg propper snoren på. Jeg bryder total sammen, og min mor siger jeg bare kan gå ned i sengen igen, hvis jeg virkelig ikke gad gå med hende. Jeg gik ned i sengen igen. 

Jeg begyndte at blive rigtig underlig. Jeg kunne slet ikke have min mor havde gæster, ikke engang af min storebror og hans kæreste. Hvis de kom på besøg, lagde jeg nede bagerst i huset i min seng, med dynen over hovedet. Kunne jeg hører dem ude på gangen, sad jeg nærmest på hug ovre i et hjørne af værelset, længst væk fra gangen. Mit blik var tomt, og jeg havde ingen anelse om hvad der var galt med mig. Jeg var simpelthen så bange. Jeg turde ikke have besøg af mine venner, og jeg turde ikke besøge dem. Jeg turde ikke tage tilbage til Greve, men jeg turde heller ikke ikke tage derover og pakke mine ting ned. Alt imens det her sker, sker der mange andre ting. Min mor var så sød at betale et indskud til mig til en lejlighed i Albertslund. Hun troede det ville hjælpe mig, at få mit eget, jeg boede nemlig hos en familie i Greve. Det ender med hun får pengene tilbage fra den lejlighed i Albertslund, jeg ville nemlig pludselig ikke flytte. Jeg ville bare bo nede i den seng hos min mor. ALT var kaos. Jeg havde ingen fast bopæl, ham jeg boede sammen med pakkede mine ting ned i flyttekasser, og flyttede mine møbler og alt for mig. Hele mit materielle liv stod pludselig pakket sammen ude i det rum, hvor min far hang sig selv. Det rum gad jeg ikke være i, og det gider jeg faktisk stadig ikke dagen i dag, selvom det næsten er 4 år siden. 

Angsten var kommet tilbage, og den var ikke bare kommet tilbage. Jeg havde fået en depression oveni. Det var simpelthen så ulideligt, og jeg ønsker det ikke engang for min værste fjende. I alt kaos, flytter jeg spontant til Haderslev, for at være tæt på den veninde jeg boede sammen med, hun var nemlig også flyttet hjem igen, og for at være tæt på ham jeg var forelsket i. Ikke nok med jeg havde mistet min far, droppede ham jeg var forelsket i – mig også dagen efter han mødte op til min fars begravelse, dog satsede jeg så meget på ham, at jeg flyttede til samme by som han boede i. Jeg var så langt ude at skide. Jeg turde ikke være i den lejlighed jeg var flyttet ind i i Haderslev. Jeg turde knap nok have besøg. Sjovt nok fik jeg en kammerat da jeg boede i Haderslev, som hjalp mig så ufatteligt meget i forhold til det hele. Han havde selv haft angst, og han var virkelig god at snakke med. Jeg havde på daværende tidspunkt voldsomme problemer med besøg og transport, men han hjalp mig. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle have gjort uden ham. Han er stadig en del af mit liv i dag, og jeg ville ikke undvære ham for noget! Anyways, det eneste sted jeg havde det nogenlunde, var i den seng hos min mor. Det er hændt adskillige gange at jeg har ringet grædende til min mor, fordi jeg ville have hun skulle hente mig, så jeg kunne komme hjem at ligge i den seng hos hende. Det lyder helt åndssvagt, ikke? 

Jeg tabte mig også rigtigt meget, fordi jeg blev bange for at indtage adskillige madvarer. Sådan var mit liv i ca 1 år, i det jeg tager en beslutning om at flytte til Aabenraa igen, hvor jeg oprigtigt boede inden jeg flyttede til Greve. Hele mit netværk er i Aabenraa, så det kunne kun blive fantastisk at bo der igen, tænkte jeg. 

Det er det bedste valg jeg nogensinde har taget, tror jeg. At flytte tilbage til Aabenraa igen. Det var dog ikke problemfrit, fordi jeg skulle jo stadig have mig selv med i det. Pludselig savnede jeg Haderslev, fordi nu havde jeg boet der i ca 6 måneder. Jeg kunne slet ikke finde ro nogen steder. Det eneste der hjalp mig, var at jeg altid kunne gå ned i Jem og Fix og købe et reb og hænge mig selv. Når jeg tænkte på det, blev jeg helt afslappet. Så forkert, og så forfærdeligt på samme tid. Tænk at man kan tænke sådan. 

Jeg begyndte at blive mere følsom, og jeg begyndte at åbne rigtig meget op omkring min far, især til mine venner, og også her på bloggen. Jeg har skrevet en del om ham, og hele situationen. 

Det hjalp rigtigt meget, at sætte ord på situationen. Jeg begyndte ikke at hade ham, fordi jeg kunne jo godt forstå ham. Stakkels mand. Jeg blev helt ked af det på hans vegne, og er det stadig. Tænk at livet kan føles så uretfærdigt, at man ingen anden ende kan se på det, end at gøre en ende på det. Min reaktion i starten ved at hade ham, var helt normal. Når man oplever et selvmord tæt på, går du igennem så mange faser. Jeg har heldigvis fået hjælp til at komme videre. Jeg ville lige påpege, hvis du selv står i en situation hvor du har mistet til selvmord, så kontakt NEFOS. Det er noget af det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg fik tildelt en fantastisk ‘’støtteperson’’. Hun har virkelig været med til at forme mig, til den jeg er i dag. Jeg kan ikke takke hende nok gange. Hun har været med til at redde mit liv. 

En ting jeg dog stadig har svært ved, er den skide transport. Bil og offentligt transport. Jeg troede ærligt det ville gå væk igen, fordi det har det gjort før. Men denne her gang, var det som om at det bare ikke ville forsvinde. Jeg har prøvet alt, for at få det til at gå væk. Jeg har tvunget mig selv ud på køreture, og en enkelt bus tur. Jeg faktisk kun sat i en bus 2 gange de sidste 4 år. Dog har jeg sat i en bil adskillige gange, dog ikke med min gode vilje. De første par bilture, var simpelthen så latterligt hårde. Jeg sad nærmest med armene over hovedet, og kunne knap nok få vejret. Men jeg gjorde det. Især hvis jeg skulle til en by, jeg ikke havde været i, gik min hjerne helt amok. 

Jeg har tit tænkt over, og gør det stadig; hvorfor jeg har det så stramt med lige præcis transport. Jeg har faktisk overtænkt det så meget de sidste 4 år, at jeg bliver helt sur og ked af det, fordi jeg ikke kan finde ud af HVORFOR. Jeg har altid været hende der var frisk på en spontan køretur til Aarhus, København osv. Jeg har faktisk altid elsket at køre bil. Så, det er en underlig følelse, pludselig at hade (være bange), for noget så normalt. Jeg har det bedst i en bil, når jeg er fuld. Så tænker jeg ikke så meget over det. Men, jeg kan jo eksempelvis ikke gå fuld op til eksamen, og mine eksamener de sidste 2 år, har foregået i Gram og Haderslev, og jeg bor i Aabenraa. Men jeg gjorde det, og havde det vanvittigt godt bagefter! Det er underligt, fordi jeg har det faktisk udemærket i en bil, med dem der ved hvordan jeg har det. Dem som står mig tæt, dem som prøver at forstå, og dem som jeg Guds skyld aldrig ville undvære. Men, når jeg kommer ud af min comfortzone, ny by, nye mennesker, står jeg fuldstændig af. 

Jeg havde på et tidspunkt en webshop hos en platform kaldet Zircles. Deres hovedesponsorere afholdte et arrangement, hvor os partnere (os der havde webshops hos dem), var inviteret. Det foregik i København. Jeg købte faktisk togbilletter, og var ready to go på selve dagen. Da jeg står på togstationen, går der en klap ned for mig. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå ind i det tog. Jeg fik i stedet en daværende veninde til at køre mig hjem til min mor. Jeg var sur og irriteret på mig selv. Det er faktisk sket et par gange. Jeg fik billetter af min kammerat til en Machine Gun Kelly koncert i Aarhus sidste år, og jeg er KÆMPE fan af Machine Gun Kelly, så jeg glædet mig virkelig meget. Kom jeg afsted? Næ nej. 

Jeg er blevet inviteret på adskillige middage der forholdsvist har foregået i Aarhus og København, med henblik på mit arbejde. Siger jeg ja til jeg kommer? Ja da. Kommer jeg på selve dagen? Nej da.

Det er simpelthen så irriterende, og jeg har så svært ved at acceptere at det JEG skal have det sådan. Især fordi det giver så lidt mening i mit hovede. Også fordi i fremmedes øre lyder det simpelthen som verdens dårligste undskyldning. 

Jeg tror at når jeg sætter mig ud i en bil, tænder min hjerne med det samme for alle faresignalerne. Ikke fordi jeg tror jeg kører galt, overhovedet. Men så snart bilen tænder, og begynder at køre, er jeg ude af min comfort zone. Jeg har ikke kørekort, så jeg mener generelt. Jeg har ikke kontrol over bilen, eller situationen. De der ‘Hvad nu hvis’, er jeg rigtig god til at overanalysere. Hvad nu hvis jeg får det dårligt. Så er jeg ikke hjemme, så kan jeg ikke lige komme hjem, hvordan kommer jeg hjem, jeg ville hjem. Det hele kører bare rundt, og jeg kokser fuldstændig. Jeg begynder at ryste, at tage mig selv til hovedet, jeg græder. Jeg bliver fuldstændig ustyrlig. Ingen af delene bliver jeg ud af til, alt det der foregår inde i mit hovede. 

Min inspiration til at skrive dette indlæg, omhandler faktisk en af mine rigtig gode veninders, søns barnedåb. En af mine rigtigt gode veninder fødte den smukkeste dreng for 4 måneder siden. Hun flyttede til Esbjerg for to år siden, op til sin kæreste. Esbjerg ligger præcis 126 kilometer fra Aabenraa. Ja ja jeg har krakket det adskillige gange. Har jeg været oppe at besøge hende? Nej. Jeg har aldrig været oppe at besøge hende. Hende og hendes kæreste har udover at være blevet forældre, købt et hus, og en hund. Så bliver det ikke mere idylisk! 😀 Anyways. Hendes søn skulle jo døbe, og jeg var selvfølgelig inviteret med til dåben, og jeg skulle da selvfølgelig med til dåben. Ugen op til dåben, tog jeg hjem til min mor et par dage for at trække vejret, og slappe af. Jeg kommer hjem til mig selv 2 dage inden dåben finder sted. Det eneste jeg tænker på er køreturen. Hver gang jeg tænker på den, begynder jeg faktisk at græde. Jeg får også tårer i øjnene, fordi jeg ved jeg kommer til at skuffe min veninde så vanvittigt meget. Jeg ringer hende op, bryder helt sammen, og fortæller hende at jeg ikke kommer. Hun bliver selvfølgelig skuffet og irriteret, men efter som hun kender mig, siger hun det er okay. Hun kan godt forstå mig, siger hun. Hvilket jeg er glad for hun siger. Men jeg kan stadig ikke forstå mig selv. Det er en barnedåb. Hendes søn skulle døbes. Det er ikke noget jeg kommer til at opleve. Jeg er så træt af at angsten skal styrer mit liv på den front. Jeg har prøvet alt, terapeuter osv. Intet hjælper. Man får fortalt at man skal acceptere angsten osv. Ja ja, det er fint. Jeg har accepteret det, men det går det ikke væk af. Jeg har prøvet alt fra drikke 2 liter vand når jeg får et angstanfald, for at stimulere noget andet i kroppen end hjernen. Altså, jeg har vitterligt prøver A L T. Så, hvis i sidder og brænder inde med gode råd, så send dem endelig videre til mig. Jeg er nærmest desperat. 

Tænk at være så glad, og generelt fleksibel, når det kommer til livet, men når det kommer til at skulle sætte sig ind i en bil, bus, eller tog, så ryger glæden og fleksibiliteten væk. Jeg tror aldrig jeg kommer til at forstå det. Jeg ville rigtigt gerne forstå det, men det er svært. 

Nu skal dette indlæg ikke blive aaaaalt for uoverskueligt og langt at læse, og dog kunne jeg skrive romaner omkring det, især omkring detaljer, men det kan være jeg smækker en part 2 op. Who knows? 

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar