Personlig og skæve indlæg

Alle der har mistet en forælder har overvejet selvmord

Jeg tror alle der har mistede en forælder, på et eller andet tidspunkt har tænkt på selvmord. Måske ikke så firkantet, men det har helt 100% strejfet tanken. Kristen eller ej, ville jeg mene det er helt normalt. Enten pga savnet, pga den situation man ikke selv har valgt at stå i, som man skal til at håndtere, eller fordi man ville tage den afdødes plads, HVILKET jeg ville mene er helt naturligt.

Jeg ville mene det er naturligt at tænke ‘Hvorfor ikke mig?’, fordi man inderst inde havde så meget kærlighed til det menneske, og fordi det menneske absolut ikke havde fortjent at dø.

Jeg har lige hørt om denne her smukke pige på 12 år, der savnede sin far, som er død, og hun mente hun ville se ham igen, hvis hun begik selvmord.
At hendes familie har valgt at fortælle hende at hendes far er i himlen nu, og hun en dag bliver genforenet med ham, eventuelt når hun dør, er fucking normalt at fortælle hende.
(Hun var 9 år da hendes far døde)

Hvad skulle de ellers fortælle hende? At han er i helvede? Nej. De skal fortælle hende at han er i himlen ‘et bedre sted’.

Kristen eller ej: Min venindes datter på knap 4 år, spørger nogle gange indtil min afdøde far, hvordan han er død og hvorfor, og hvor han er. Jeg fortæller hende han er i himlen, og at han er blevet til en engel, og at vi alle bliver til en engel en dag. Hun spørger mig så vel om jeg tager op til ham og bliver en engel nu, og hun slår fast at det synes hun ikke jeg skal, og jeg forklare hende at jeg selvfølgelig ikke bliver en engel endnu, og hun bliver glad. Hun bliver glad fordi hun til dels forstår TRODS hendes knap 4 år, at det måske ikke er så fedt at blive en engel lige nu, fordi så er man i himlen, og når man er i himlen, ser man ikke hinanden igen. Hun forstår lige præcis at det ikke er særlig fedt at være i himlen, fordi hendes nabos kanin Bimse er i himlen, og Bimse er aldrig hjemme når hun besøger sin nabo mere. Konklusion: Bimse er i himlen, og når man er i himlen, ser man ikke Bimse igen.

AT folk vælger at kritisere denne her 12 årig piges familie for det, de folk burde skamme sig! De folk har tydeligvis ikke prøvet at miste nogen eller noget, nogensinde. Ubegavede mennesker. Stakkels familie. Mit hjerte græder med hendes familie.

Jeg kan huske rygterne efter min fars selvmord. Folk snakkede, og folk kiggede… Folk kiggede på en, og fik man øjenkontakt med dem, kiggede de hurtigt væk. Prøv lige at få en til at føle sig mere skyldig, end man følte sig i forvejen.

Jo flere rygter, jo flere der kiggede, jo flere der ikke turde spørge, jo flere der ikke turde snakke med mig om det… Jo flere der tog afstand til mig i den periode, jo mere havde jeg lyst til at begå selvmord. Jeg ville være sammen med min far, fordi han kunne i det mindste forstå hvordan jeg havde det, hvis vi kunne blive genforenet.

Igen, kristen eller ej – har de fleste et eller andet sted en overbevisning om at man bliver genforenet når man dør. Jeg ved ikke om jeg tror på det, men tanken er der, og det ville den altid være.
Det er på en eller anden underlig måde den tanke der i hvert fald holder mig i godt humør, når jeg har tunge søvnløse nætter hvor min far tynger mit kranie.. Og jeg er overhovedet ikke kristen.

Jeg håber denne her lille pige er blevet genforenet med sin far, og jeg håber de har det fantastisk sammen.

Se og hør videoen lige HER 

xuhRHo4

Hvad tænker I?

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

1 Kommentar

  • Svar Ditte Nielsen 23. maj 2016 at 20:03

    Super godt indlæg men må indrømme, at jeg ikke helt er enig..

    Jeg vil ikke sige at ALLE, der har mistet en forældre har overvejet selvmord – og inden folk tænker hvad ved hun om det.. så mistede jeg selv min far som 12 årig.. han begik også selvmord og jeg har aldrig tænkt selvmord.. jeg fik også den fortælling om han var i himlen.. han var en engel og vi skulle mødes igen.. jeg fik bare også af vide at han var en stjerne og at jeg indtil videre kunne snakke med hans stjerne. Om det er det at jeg i princippet er bange for at dø (for det er jeg dog ikke så voldsomt jeg ikke kan fungere eller er bange for at prøve ting for man skal leve livet men er bange for det bagefter .. er der noget bagefter eller?) eller det at jeg kunne se hvor hårdt det var fra min familie.. ikke bare sorgen men ja også snakken og blikkende..

    Og det er ikke fordi jeg nu siger at det er forkert at man har den tanke selv at begå selvmord.. vi kan alle komme så langt ned at man et kort øjeblik synes det virker nemmest også kommer man op til overfladen. Siger heller ikke at det du siger er forkert tror bare ikke man kan tage alle der har mistet en forældre over en kam.

  • Skriv en kommentar